Tethered Aerostat Radar System

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Tethered Aerostat Radar System (TARS)
Tethered Aerostat Radar System
Beskrivelse
Type Luftballon
Brugere U.S. Customs and Border Protection
United States Air Force United States Air Force
Dimensioner
Lasteevne 1000 kg
Ydeevne
Rækkevidde 7.600 meter kabel
Tophøjde 7.600 meter kabel
Bevæbning
Elektronik Enten:
L-88
L-88(V)3

Tethered Aerostat Radar System (TARS)[1] er et amerikansk radarovervågningssystem baseret på aerostater (luftballoner) som radarplatforme. Lignende systemer er EL/M-2083 eller JLENS.

Systemet[redigér | rediger kildetekst]

Aerostaterne er store balloner fyldt med helium og kan operere til en højde på 7.600 meter (15.000 fod). Ballonen er fastgjort med et kabel. Ballonerne har en lasteevne på 1000 kg og kan bære et radarsystem designet til at overvåge hav- og jordoverfladen. Aerostaterne består af fire dele: skroget/finnerne, radarsystemet, generator og kabelfæstningen.

Skroget på en TARS-aerostat består af to kamre adskilt af et gastæt stof. Det øvre kammer er fyldt med helium og giver platformens opdrift. Det nedre kammer er tryksat og er fyldt med atmosfærisk luft. Skroget er bygget af et letvægts polyurethane-belagt Tedlar-stof. Platformens generator bliver forsynet med brændstof fra en 378 liter dieseltank.

I slutningen af 1990'erne, blev luftballonerne udskiftet til en nyere model benævnt Lockheed Martin 420K. Radarsystemet blev i samme omgang opdateret til Lockheed Martin L-88. L-88 er en overvågningsradar med en rækkevidde på 370 km (200 sømil). 420K-systemet er optimeret til aerodynamisk stabilitet og nem styring fra jorden. Selvom Lockheed Martin er hovedentreprenøren på projektet er selve ballonerne bygget af ILC Dover.

I 2004 var alle TARS-systemerne placeret på 420K-balloner bortset fra systemet der var placeret på Cudjoe Key som består af to mindre, men lignende Lockheed Martin 275K balloner. Den ene er udstyret med en L-88(V)3-radar, en letvægtsmodel af L-88, mens den anden bruges til at sende Radio y Televisión Martí TV-signalet til Cuba.[2]

Historie[redigér | rediger kildetekst]

De første aerostater blev tildelt United States Air Force (USAF) i december 1980 ved Cudjoe Key i Florida. I 1980'erne, benyttede U.S. Customs Service en række aerostater til at støtte indsatsen mod illegal narkosmugling. Deres første placering var ved High RockGrand Bahamas Island i 1984. Den anden placering blev Fort Huachuca i Arizona i 1986. Før 1992 var der tre forskellige brugere af TARS-netværket: Luftvåbnet, U.S. Customs Service og U.S. Coast Guard. Kongressen overførte i 1992 styringen af netværket til Forsvarsministeriet hvor det blev underlagt luftvåbnet. Under US Air Forces administration lykkedes det at bringe de løbende omkostninger pr system ned fra 6 mio amerikanske dollar i 1992 til 3,5 mio i 2007. I 2011 blev USAF pålagt at spare et større beløb og ønskede derfor at nedlægge TARS-projektet i den forbindelse.[3] U.S. Customs and Border Protection (CBP) og dermed United States Department of Homeland Security overtog ansvaret for Tethered Aerostat Radar System-projektet og dets finansiering fra 2014.[4]

Brug[redigér | rediger kildetekst]

Aerostaten letter fra en stor cirkulær landingsplads hvor den er ankret på midten eller fra et mobilt system. Ankersystemet består af et stort spil med 7.600 meter ankerkabel. Systemet er kun afhængig af vejret og vedligehold og er i stand til at operere i stabile vindforhold på op til 65 knob (120 km/t). Historisk set har systemet haft en rådighedsprocent på mere end 98.

Af sikkerhedshensyn er luftrummet i en omkreds på 4-5 kilometer og op til 4,6 kilometer (15.000 fod) omkring disse ballonbaser lukket for civil luftfart.

Ogave[redigér | rediger kildetekst]

Aerostaternes primære opgave er et give beslutningstagerne et varsel om lavtgående fly langs USA's sydvestlige grænse mod Mexico, Floridastrædet og det Caribiske Hav, det er en del af USAs forsøg på at dæmme op for narkotikasmugling. En sekundær opgave er at give det amerikanske militær bedre radardækning i lav højde i samme område. Systemets radarbillede er tilgængeligt for både NORAD og CBP.

Tekniske og operative data[redigér | rediger kildetekst]

  • Primær opgave: luftovervågning af de lavere luftrum
  • Volumen: 12.000 kubikmeter
  • Ankerkæde: 7.600 meter
  • Nyttelast: 1,200-2,200 pounds
  • Maksimal radarrækning: 200 sømil (400 km)
Placering Koordinater
Cudjoe Key, Florida 24°41′46″N 81°30′16″V / 24.696119°N 81.504511°V / 24.696119; -81.504511 (Cudjoe Key 1, Florida)

24°42′03″N 81°30′22″V / 24.700948°N 81.506097°V / 24.700948; -81.506097 (Cudjoe Key 2, Florida)

Deming, New Mexico 32°01′36″N 107°51′51″V / 32.026574°N 107.864159°V / 32.026574; -107.864159 (Deming, New Mexico)
Eagle Pass, Texas 28°23′07″N 100°17′09″V / 28.38536°N 100.285963°V / 28.38536; -100.285963 (Eagle Pass, Texas)
Fort Huachuca, Arizona 31°29′09″N 110°17′44″V / 31.485808°N 110.295546°V / 31.485808; -110.295546 (Fort Huachuca, Arizona)
Lajas, Puerto Rico 17°58′41″N 67°04′47″V / 17.978111°N 67.079676°V / 17.978111; -67.079676 (Lajas, Puerto Rico)
Marfa, Texas 30°26′04″N 104°19′14″V / 30.434399°N 104.320641°V / 30.434399; -104.320641 (Marfa, Texas)
Matagorda, Texas 28°42′38″N 95°57′28″V / 28.710482°N 95.957682°V / 28.710482; -95.957682 (Matagorda, Texas)
Morgan City, Louisiana 29°48′38″N 91°39′47″V / 29.810666°N 91.662996°V / 29.810666; -91.662996 (Morgan City, Louisiana)
Rio Grande City, Texas 26°34′20″N 98°49′02″V / 26.572331°N 98.817129°V / 26.572331; -98.817129 (Rio Grande City, Texas)
Yuma, Arizona 33°00′57″N 114°14′36″V / 33.015886°N 114.24331°V / 33.015886; -114.24331 (Yuma, Arizona)

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ "Tethered Aerostat Radar System". Arkiveret fra originalen 19. juli 2012. Hentet 19. juli 2012.
  2. ^ "Tethered Aerostats". Designation-systems.net. 2005-09-13. Hentet 2013-06-15.
  3. ^ ""Budget could deflate USAF border blimps."". Arkiveret fra originalen 19. oktober 2014. Hentet 17. januar 2019.
  4. ^ Office of National Drug Control Policy, whitehouse.gov: Finansåret 2014 budget- og præstationsoversigt Arkiveret 19. december 2016 hos Wayback Machine, side 49 og 118.

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]