Trepigget hundestejle

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
  Trepigget hundestejle ?
Gasterosteus aculeatus.jpg
Videnskabelig klassifikation
Rige: Animalia (Dyr)
Række: Chordata (Rygstrengsdyr)
Klasse: Actinopterygii (Strålefinnede fisk)
Orden: Gasterosteiformes (Hundestejler)
Familie: Gasterosteidae (Hundestejle-familien)
Slægt: Gasterosteus
Art: G. aculeatus

Den trepiggede hundestejle (Gasterosteus aculeatus) er en 4-11 centimeter lang pigfinnefisk, der er udbredt over store dele af den nordlige halvkugle. Den forekommer på lavt vand med frodig vegetation og ses udenfor yngletiden ofte i stimer. I Danmark er den en af de almindeligst forekommende fisk, både langs kysterne og i mindre søer. Den lever af små krebsdyr, fiskeyngel og insektlarver, og den kan i ferskvand gøre skade ved at æde rogn og yngel af ørred.

Forekomst[redigér | redigér wikikode]

Hundestejlen kan både leve i saltvand og ferskvand. Der forekommer i to former. Den ene form lever i lukkede ferskvande uden adgang til havet, fx i vegetationsrige smådamme og grøfter. Den anden form består af vandrende bestande, der lever i havet om vinteren, men trækker op i ferskvand om foråret, for at yngle. Saltvandsformen, der er størst, findes ved alle Europas kyster samt i det nordlige Stillehav og i det vestlige Atlanterhav mod nord til Sydgrønland. Den kan blive op til 11 centimeter lang i saltvand, mens den i ferskvand eller brakvand kun bliver 5-8 centimeter.[1]

Udseende[redigér | redigér wikikode]

Den trepiggede hundestejle har normalt tre kraftige, frie pigstråler på ryggen. Den kan dog trods navnet have helt op til 5 pigge. Over ryg og sider findes et mere eller mindre tæt panser af benplader. Farverne skifter med årstiden. Om vinteren er rygsiden blågrøn med sølvskinnende sider. I yngletiden bliver ryggen brunlig med mørke tværbånd og siderne får messingskær. Desuden får hannen i denne tid blodrøde farver på bugen og hovedets underside.

Den trepiggede hundestejle kan ligne den nipiggede hundestejle, der dog har 7-12 frie pigstråler foran rygfinnen og er slankere og ofte kun 5-6 cm lang. Huden er desuden nøgen uden benplader, bortset fra på halestilken, og i yngletiden er hannen sort på brystet.

Formering og yngelpleje[redigér | redigér wikikode]

I maj anlægger hannen sin yngledragt og udvælger sig et mindre område, et yngleterritorium, som den ivrigt forsvarer mod indtrængende. Her bygger den en rede, der ligger på bunden og består af løse plantedele og trådalger. Reden er op til 10 centimeter i diameter med et indgangshul, der peger skråt opad. Hvis en gydemoden hun kommer forbi, lokkes den hen til reden under udfoldelse af meget kurmageri. Den gydemodne hun har opspilet bug på grund af rognen. Modelforsøg har vist, at det netop er den runde bug, der fremkalder hannens interesse. Omvendt er det hannens røde farve på bugen, der virker ophidsende på hunnen.[1]

Hvis kurmageriet lykkes, svømmer hunnen ind i reden, hvor den gyder sine 100-400 æg. Derefter gyder hannen sin sæd over æggene, og hunnen forlader området. Hannen får eventuelt flere hunner til at gyde æg i reden, så den kan indeholde op til 1.000 æg. Hannen holder vagt ved reden og tilvifter frisk vand over æggene med brystfinnerne. Æggene ville ellers dø af iltmangel. Efter klækning forbliver ungerne i reden i en uges tid, mens de tærer på deres blommesæk. Herefter spreder de sig i de øvre vandlag, hvor de lever af mikroskopiske planktonorganismer. Ud på sommeren trækker vandreformens yngel ud til havet, hvor de samler sig i store stimer langs kysten. Om efteråret er de næsten fuldvoksne og er det følgende forår kønsmodne.[1]

Naturlige fjender[redigér | redigér wikikode]

Mange fisk undgår at æde den trepiggede hundestejle på grund af piggene, hvilket er en af årsagerne til at den er så talrig. Den trepiggede hundestejle kan ved fare rejse sine pigge op og på grund af særlige spærreled kan de kun lægges ned, når fisken selv ønsker det. Derfor lærer mange rovfisk at undgå den trepiggede hundestejle. Dog er ål og torsk tilsyneladende i stand til at lægge piggene ned under synkningen, idet de æder store mængder hundestejler. Også laks tager undertiden hundestejler. Desuden fisker måger og terner mange hundestejler.[1]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Kilder og eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 1,3 Hans Hvass, Danmarks Dyreverden. Bind 5, side 40-44. 2. udgave, Rosenkilde og Bagger 1978. ISBN 87-423-0076-2.
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: