Wikipedia:Ugens artikel/Uge 10, 2024

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Det savnede fly, 9M-MRO, her fotograferet ved Charles de Gaulle lufthavnen i Paris i 2011.

Malaysia Airlines Flight 370 (MH370) var en international flyvning med et Boeing 777-200ER-fly tilhørende Malaysia Airlines med 227 passagerer og 12 besætningsmedlemmer om bord, der forsvandt den 8. marts 2014. Årsagen til flyets pludselige forsvinden er aldrig fastslået. Malaysias premierminister Najib Razak meddelte 24. marts 2014, at flyet uden for "enhver rimelig tvivl" var styrtet ned i det Indiske Ocean, og at passagerer og besætning er omkommet.

En omfattende international eftersøgningsaktion blev iværksat og pågik i knap tre år til 2017, hvor eftersøgningen blev indstillet. Oprindeligt blev det antaget, at flyet var styrtet ned i det Sydkinesiske Hav, men senere koncentrerede efterforskningen sig alene om det Indiske Ocean og til sidst om et område vest for Australien. Under eftersøgningen blev der opfanget signaler, der sandsynligvis stammede fra flyets sorte boks. Oprindelsen af de opfangede signaler er dog uklar.

Der blev senere fundet vragdele skyllet op i primært Østafrika og på Madagaskar, heriblandt en del af flyets vinge.

På grundlag af data fra radar og satellitkommunikation har efterforskere konkluderet, at nogen ombord på flyet slukkede for flyets kommunikationssystemer, og at flyet herefter forlod den fastlagte rute mod Beijing for at styrte ned ca. 2.200 km vest for Australiens kyst.

Eftersøgningen i et samarbejde mellem flere nationer blev kritiseret for at have været ineffektiv og gav misvisende og indbyrdes modstridende oplysninger, hvilket har ført til konspirationsteorier om flyets skæbne. (Læs mere..)