Wikipedia:Ugens artikel/Uge 35, 2010

Danmarks historie 1397-1536 indrammes af to begivenheder, der fik stor betydning. I begyndelsen blev Nordens tre kroner samlet under den danske monark i Kalmarunionen. Mod periodens slutningen medførte reformationen i Tyskland, at uenighed om en fælles konge gav anledningen til en borgerkrig.

I de mellemliggende år kæmpede skiftende konger for at holde Kalmarunionen sammen. Indførelsen af en told, der blev opkrævet af fremmede handelsskibe ved passage af Kronborg, blev samtidig anledning til internationale konflikter, og betingelser vedrørende sundtoldens reduktion eller midlertidige ophør indgik som element i flere fredsslutninger. Da fyrstehuset Oldenborg kom til magten med Christian 1., blev kimen til den århundredlange strid omkring Slesvig-Holsten lagt, da han som betingelse for at få hertugdømmerne lovede ikke at adskille dem. Mens unionen allerede under hans styre var ved at gå i opløsning, var det hans barnebarn Christian 2., der endeligt afsluttede den: hans mord på svenske gejstlige og adelige medførte, at svenskerne gjorde oprør og valgte deres egen konge. Da Christian 2. også var upopulær i hjemlandet, blev han afsat, og hans onkel, Frederik 1., overtog styret. Da hans efterfølger skulle findes, var landet ramt af strømningerne fra reformationen, og specielt de katolske gejstlige vægrede sig ved at vælge Frederiks søn, Christian 3., der gik ind for at reformere kirken. Christian 3. blev dog valgt i Jylland, men flere byer og udenlandske fyrster nægtede at anerkende ham, og det startede borgerkrigen, Grevens Fejde, der varede i godt to år og endte med sejr til Christian 3., der nu kunne gennemføre reformationen i Danmark. (Læs mere..)