Wikipedia:Ugens artikel/Uge 39, 2011

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Café Bernina, ca. 1910

Café Bernina var en københavnsk café, der var kendt som værende hjemsted for byens bohemer og litterater i det 19. århundredes sidste to årtier. Caféen lå i den stadig eksisterende ejendom Vimmelskaftet 47/Badstuestræde 2 kendt som Tuteins Gård. Cafeen åbnede i 1881 af en schweizisk vinhandler, der opkaldte den efter Bernina Alperne i sit hjemland.

I maj 1882 stiftedes Studentersamfundet, en politisk-demokratisk forening af studenter der havde meldt sig ud af Studenterforeningen i protest mod denne forenings konservative retning. Medlemmerne af Studentersamfundet havde lejet mødelokaler i Badstuestræde, men caféens hyggelige omgivelser trak mere i medlemmerne, og det blev efterhånden deres officielle mødested.

Sammen med studenterne kom også flere af byens prominente skikkelser som Georg Brandes, Holger Drachmann, Karl Gjellerup og Sophus Schandorph. Senere kom også folk som Christian Krohg, August Strindberg, Knut Hamsun samt forskellige bladfolk fra blandt andet København, der havde redaktion i nærheden.

Efterhånden mistede cafeen sin tiltrækningskraft hos Københavns unge, "vilde" bohemer, og den fik efterhånden et dårligt ry som værtshus, inden den lukkede i 1952. (Læs mere..)