Café

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Café Central i Wien, Østrig

En café er en offentlig og social mødeplads i skæringzonen mellem en restaurant og en bar. Som det fremgår af navnet, er sådanne steder gerne nært forbundede med servering af forskellige drikkevarer – og selvfølgelig især til servering af kaffe. Dette er også oprindelsen til caféerne, som blev populære samlingssteder i Europa i 1600-tallet netop ved introduktionen af kaffe.

Europæiske kaffehuse indtil 1800-tallet[redigér | redigér wikikode]

Osmanniske Rige[redigér | redigér wikikode]

Det første europæiske kaffehus åbnedes i Konstantinopel i 1555 af to syrere. Tyrkerne havde gjort bekendtskab med kaffe og kaffehuse i Ægypten under sultan Selim’s erobringstog i 1517, kaffen havde allerede i lang tid været en yndlingsdrik i Vestasien og tiltalte muslimerne, hvem vin var nægtet, ved sine oplivende egenskaber, der virkede på intelligensen og gjorde slumrende åndelige kræfter disponible uden at beruse som alkohol. I Cairo havde gejstligheden allerede set skævt til kaffehuse, fordi de søgtes af vittige og dannede Mænd, der ved kaffen blev snaksomme og diskuterede offentlige sager. Der læstes højt i kaffehuse og spilledes brætspil. De kaldtes af imamerne "kundskabens skoler", og tilløbet var så stort, at moskeerne stod tomme.

I Konstantinopel var det samme tilfældet; Amurat III (1546-1596) lod alle kaffehuse lukke, men de genåbnedes efterhånden med vezirerne som parthavere i indtægterne. Mehmed 4.s storvezir gik 1691 forklædt om på kaffehuse; til sin harme hørte han sig alle vegne ilde omtalt og lod dem alle lukke. Mustafa II (1664-1703) var hævet over sådant, men lagde i stedet en høj skat på dem i 1698.

Italien og England[redigér | redigér wikikode]

I 1645 aabnedes det første kaffehus i Venedig, og Italien blev det sted, hvorfra mange europæiske lande forsynedes med kaffeskænker i private og offentlige huse. 1650 åbnedes et kaffehus i Oxford, i 1652 i London. En Smyrna-købmand, D. Edwards, havde bragt sin græske kaffeskænk Pasqua Bossi med til London; denne lavede drikken så udmærket, at Edward’s venner blev kaffegale og overløb hans hus både dag og nat. For at aflede strømmen etablerede han grækeren i St Michael’s Alley, Cornhill, hvor kaffehuset, The old man, blev unge elegantes mødested for at drikke kaffe og tage snus; rygning var ikke tilladt. Whig’ernes kaffehus lå i St. James Street, og her residerede Jonathan Swift og forfattede sin Journal to Stella. I Belles kaffehus ved Coventgarden mødtes litterater, og af dem var John Dryden stamgæst. Kaffehuset var politikernes samlingssted, hver bydel havde sit, og i dem alle en ledende politiker, der var talerør for meningerne i gaden. De var forløbere for klubberne. Kong Karl II søgte 1675 at få kaffehusene lukkede, fordi han ligesom Muhammed IV’s storvezir mente, at de søgtes af "ufornøjelige personer, som komplotterede, lave falske, onde og skandaløse rygter om Hs. Majestæt’s regering, til forstyrrelse af folkets ro og fred".

Frankrig[redigér | redigér wikikode]

I Marseille åbnedes et kaffehus i 1659 og nogle år efter et andet i Lyon, og i 1666 et i Amsterdam i forbindelse med likørudskænkning. I Paris var som mange andre steder kaffe blevet drukket privat, længe før kaffehuse kom, men mærkeligt nok havde det svært ved at bryde gennem de gamle vinstuevaner; det skete først efter 1669, da Muhammed IV sendte en ambassadør, Soliman Aga, til Ludvig 14.. Han var en stor ven af damerne og indbød dem i sit luksuriøse hjem på kaffe, serveret i små japanske kopper; de fandt, den var modbydelig, men omgivelserne fik den til at glide, og begyndelsen var gjort. Nogle armeniere, en perser og en kandiot åbnede i årene derefter flere kaffehuse, der levede temmelig ubemærkede; de slog først igennem, da Francesco Procopio Coltelli fra Palermo, der havde stået i lære hos en af de ovennævnte armeniere, i 1702 åbnede den elegant udstyrede og senere så søgte Café Procope i Rue de 1’ancienne comédie syd for Seinen, hvor den findes endnu. Her serveredes første gang offentlig flødeis (glace). Et andet kaffehus, Café de la Régence ved Théâtre français, grundlagt efter 1715, har siden sin åbning a sin første tid været søgt af skakspillere. Alain-René Lesage skildrer det som en stor sal med prismekroner og spejle, hvor en snes alvorlige mænd spiller skak og dam på marmorborde, og hvor kredse af interesserede står tavse rundt om dem og ser til, mens kun brikkernes flytning lyder. Det samme fandt sted indtil starten af det 20. århundrede.

Tyskland og Norden[redigér | redigér wikikode]

I Hamburg åbnede en engelsk købmand et kaffehus i 1679; Wien fik sit første i 1683. I Danmark var tehuse ældre end kaffehuse (1689 omtales i Acta Consistorii et tehus ved Nikolaj Kirke som besøgt af studenter). I en forordning fra 1698 tales kun om de første, men først i det 18. århundrede kom der nok af kaffehuse, og i Ludvig Holbergs komedier fra 1720erne spiller de allerede en rolle som nyhed. I Berlin kom de første kaffehuse i 1721. Ved samme tid nåede de til Stockholm, i hvis ældste vejviser fra 1728 nævnes 15, "foruden dem, der kun findes efter deres udhængende Skilter".

I Sverige har kaffehuse ført et omtumlet liv. 1756 satte bønderne på Riksdagen igennem, at al indførsel af kaffe blev forbudt, for at hævne sig på de andre 3 stænder, der havde berøvet dem skattefri brændevinsbrænding. Forbuddet blev dog ikke overholdt, og megen kaffe blev "lurendrejet" ind i land og folk, så at forbuddet genoplivedes 1766—69. "Kaffeskænkersocieteten" fik nådigst erstatning ved en tilladelse til at destillere brændevin og likører. 1794—96 var kaffeindførsel atter forbudt. 1799 kom der et nyt forbud, der med erfaringen for øje blev betragtet som en vittighed og fejredes med folkelystigheder. I Uppsala slæbtes alle byens kaffemøller og kedler hen på torvet, hvorpå de sloges itu. I Stockholm holdt Hallmann på Djurgårdsbrunn en parentation over "Gudinden Coffea". 1802—17 var kaffedrik atter fri, men 1817—22 var det forbudt at udskænke den på kaffehuse. Hermed var forbuddene indstillede.

Kaffehuse som alternativ til værtshuse[redigér | redigér wikikode]

Kaffen solgtes ved midten af det 17. århundrede på alle apoteker som medicin. Pater Malebranche antager den for særlig anvendelig som lavement. I modsætning til i Mellemøsten har den mødt megen modstand i Europa og banede sig langsomt vej, fordi værtshuslivet og drikkeriet var blevet indgroede vaner. Kaffehuse konkurrerede heller ikke oprindelig med værtshuse, men skabte sig en stilling ved siden af dem og var snarere en genoplivelse af middelalderens vaner, da man samledes i barber- og dadstuer og fordrev tiden med at passiare og høre bynyt. Fællestræk for de ældre kaffehuse var i Vesten som fra første færd i Mellemøsten den ved kaffedrikningen fremkaldte snaksomhed.

Diskurser, politiske og litterære, førtes af toneangivende mænd, og der oplæstes litterære værker for en lyttende kreds; beskedne brætspil og avislæsning gav disse steder et borgerligt præg i modsætning til drikkeriet og den rå tone på vinstuer og værtshuse. Kaffehuse formåede med deres sortiment (væsentlig, foruden kaffe: te, chokolade og is med fine kager og brødsorter), at være et alternativ til den da ellers udbredt alkoholindtagelse i alle livets sammenhænge.

Armenierne afløstes efterhånden som kaffeskænkere af italienerne og disse i det 19. århundrede af italienske eller romanske schweizere, hvis firmanavne har bevaret sig i mange lande, og de har haft stor fortjeneste ved at forfine livet på offentlige steder. Det gamle navn kaffehus er i Norden, som andre steder, blevet simpelt og erstattes ved det moderne café. I Paris kendte man allerede mellem 1807—33 Café-spectacles, med akkurat det samme program, som varieteerne nu byder på. En af dem holdtes i den sal, hvor Palais-Royal-Teatret nu huses, og en lignende fandtes i Palais Royal’s Café des avengles. Café-concerts kendtes allerede i Paris 1770. De hed dengang Musicos og har siden den tid bredt sig over mange lande, overalt på de mindste og mindre teatres Bekostning.

Se også[redigér | redigér wikikode]


Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information:



Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.