Knut Hamsun

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Disambig bordered fade.svg For filmen om Knut Hamsun, se Hamsun (film)
Knut Hamsun
Norsk litteratur
Knut Hamsun.jpeg
Knut Hamsun (31 år gammel) i 1890
Personlig information
Født Knut Pedersen HamsunRediger på Wikidata
4. august 1859
Lom, Gudbrandsdal
Død 19. februar 1952 (92 år)
Nørholm, Grimstad
Ægtefælle Marie Hamsun
Børn Arild Hamsun,
Ellinor Hamsun,
Tore HamsunRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Manuskriptforfatter, skribent, digter, romanforfatterRediger på Wikidata
Kendte værker Sult
Genre romaner/noveller
Litterær bevægelse Det moderne og folkelige gennembrud
Påvirket af Georg Brandes, Henrik Wergeland, Henrik Ibsen, Arthur Schopenhauer, Bjørnstjerne Bjørnson med flereRediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Nobelprisen i litteratur (1920)Rediger på Wikidata
Signatur
Knut Hamsun signatur 1940.png
Eksterne henvisninger
Knut Hamsuns hjemmesideRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
Nobel prize medal.svg Nobelprisen i litteratur
1920

Knut Hamsun født som Knud Pedersen (4. august 185919. februar 1952) var en af Norges tre nobelprisvindere i litteratur. Hans gennembrud kom med romanen Sult i 1890. Forfatterskabet kan inddeles i tre faser, en "ny-romantisk" og stærkt subjektiv (1890–98), en periode med udprøving af forskellige genrer (18981912) og den afsluttende, socialkritiske fase med satiriske samfundsromaner. [1]

Garmotræet i Lom blev længe regnet som hans fødested, men i dag regnes Skultbakken i Vågå som mere sandsynligt. Hans forældre oplyste i folketællingerne i 1865 og 1875 at sønnen var født i Vågå. Hamsun selv var usikker og opgav skiftevis Vågå og Lom som sit fødested. [2]

For nobelprispengene købte han godset Nørholm i Grimstad. Han var gift to gange, først med den fraskilte Bergljot Goepfert, og efter skilsmissen med skuespillerinden Marie Andersen. [3]

Opvækst[redigér | redigér wikikode]

Som voksen iscenesatte Hamsun sig selv ved at fortælle Edvard Brandes, at han "var født paa Havet og opdraget i en norsk Fjeldbygd". Han gjorde sig også et år yngre, end han var, hvilket først blev opdaget til hans 50-årsdag i 1909. Da hans far først døde i 1907 og hans mor i 1919, er det forbavsende, at ingen litteraturforsker interviewede dem om sønnen og efterprøvede myterne om Hamsuns baggrund. [4] Familien Pedersen levede i små kår, og sommeren 1862 flyttede de til Hamarøy i Salten, hvor faren forpagtede den lille gård Hamsund og dertil fortsatte som skrædder. Gården tilhørte Hamsuns morbror, den velstående handelsmand Hans Olsen. I dag er den fredet. [5] Vinteren 1868 begyndte Hamsun i skole, en omgangsskole holdt hos en nabo. Ialt fik han 252 dages skolegang, fordelt over 6 år. [6] Fra 12-årsalderen boede han fast hos sin morbror på præstegården og udførte til gengæld forefaldende arbejde, også på kontoret, da drengen havde en smuk håndskrift. Hans Olsen var ungkarl og barnløs, flittig og gudfrygtig og behandlede nevøen strengt. Som voksen beskrev Hamsun ham som sin barndoms "onde ånd", der havde sultet og tyranniseret ham. Hamsuns oprør mod autoriteter kan skrive seg fra den tid; også hans følelse af at være svigtet af sine forældre. Som 14-årig vendte Hamsun alene tilbage til Lom, hvor han blev konfirmeret og arbejdede som kommis. Alene strejfede han omkring i naturen, og hans senere skildringer af nordnorsk natur og miljø viser hans stærke tilhørighed og kærlighed til livet nordpå. [1]

Hamsun sagde, at han af sin æt kun kendte sine forældre, mormor og morfar. "Længre tilbage er det nat." Men både hans søn Tore og Thorkild Hansen i sin Processen mod Hamsun hævder en angivelig påvirkning fra Hamsuns to morbrødre: Den strenge, rige Hans, der ejede gården på Hamarøy, og forbilledet Ole med sine eventyrlige fortællinger. I virkeligheden kom morbror Ole i fængsel, han fik i løbet af ti år fire børn udenfor ægteskab, og formøblede gården, så den blev tvangssolgt i 1861 – den egentlige årsag til opbruddet fra Lom og rejsen til Hamarøy, hvor morbror Hans tilbød dem et hjem på sin gård Hamsund. Snarere end et forbillede kan Ole have været årsag til, at Hamsun var så tilbageholdende overfor alkohol og kvinder, til han var langt oppe i 30'erne. Den angiveligt strenge morbror Hans hjalp Ole økonomisk til hans død som skandaliseret i 1869; og da Hamsuns forældre fik syv børn, det kneb med at forsørge, tog Hans og stedets jordmor Thora Andersen både Hamsun og hans lillesøster Sophie til sig for at aflaste familien. Hamsun nævner ikke en eneste gang, at han havde sin lillesøster hos sig hos morbroren, eller det sociale løft, opholdet betød. Han fik skolegang, hvor storebroren Peder blev hentet ud af skolen for at hjælpe forældrene; og Sophie (død i 1890) fik læreruddannelse, også betalt af morbror Hans. I 1875 bad Hamsun om en attest, og morbroren skrev, at "Knut Pederson har for mig i noget over 2 Aar fungeret som Postaabner…og at han i den Tid var villig, paapasselig og oprigtig er det mig herved en sand Fornøielse at kunne meddele…samt at han efter min og mange Forstandiges Formening har meget gode Evner." [7]

Hamsun-centeret på Hamarøy.

Holger Drachmann skrev om Hamsuns baggrund:

Dit hjerte, Knut, hvor har du gemt
det dybt i skoven inde!
Dit fugle-garn, hvor har du skræmt
med det i natlig narre-skæmt.
dig selv og mangen kvinde!
Thi kvinden ruger i dig selv,
der raser hun som fos og elv,
så godt hun har sig gemt. [8]

På rejsefod[redigér | redigér wikikode]

Knut Hamsun på Tranøy som 14-15-årig i 1874.

Fra 1879 til 1895 boede Hamsun på mindst 50 adresser. [9] Han flakkede omkring som havnearbejder, handelsrejsende, skomagerlærling, lensmandsbetjent og skoleholder. Mens hans naturoplevelser som teenager gav stof til de senere nordlandsromaner, var det hans omflakkende ungdom, der gav liv til de mange landstrygere i hans bøger. Først ville han til København, Nordens åndelige centrum, og for at skaffe rejsepenge, skrev han et flot tiggerbrev til købmanden Erasmus Zahl, der stod model for skikkelsen Mack i romaner som Pan, Sværmere, Benoni og Rosa. Hamsun omtalte seg selv som "en 20-årig yngling, men ingens yndling" med "glimrende evner", og bad om kr 1.600 til rejsen, en betydelig sum i 1879. Zahl sendte ham pengene, og Hamsun købte pænt tøj samt monokkel, og brød aftalen ved at rejse til Øystese i Hardanger (inspireret af Henrik Wergelands Den engelske Lods [10]) i stedet for København. Zahl gik til sidst rettens vej for at få sine penge tilbage, men tabte, fordi Hamsun ikke havde været myndig (21 år), da han modtog pengene. [11]

I Øystese skrev Hamsun fortællingen Frida (der senere er gået tabt), som han personligt ville overrække Frederik Hegel i Gyldendal forlag. Der blev ballade i Øystese, hvor han startede sin karriere som polemiker med et avisindlæg, der kritiserede menighedens salmesang. Da han troppede op i Gyldendal lige før julen 1879, blev Frida straks refuseret. Skuffet slog han sig ned i Kristiania, hvor han lejede et hummer i Tomtegaten 11 og gennemlevede en tid med sult og fattigdom, der danner det selvbiografiske grundlag for Sult, hvis hovedperson også bor i Tomtegaten 11. (Huset er revet, men skal have ligget, hvor Burger KingOslo S er i dag.) [12] Et af hans forbilleder var Bjørnstjerne Bjørnson, og Hamsun opsøgte ham på hans gård Aulestad, angiveligt efter at være gået til fods hele vejen fra Kristiania. Imidlertid havde Bjørnson ingen tro på Hamsuns talent; han blev også taget for at være fuld, efter at han gled på vej op til gården. Han prøvede så at kontakte kong Oscar 2., hvor kongens kammerherre i stedet skaffede ham ind ved vejvæsenet på Toten. I to år var Hamsun vejarbeider på egnen og skrev under pseudonymet "Ego" litterære anmeldelser i Gjøviks Blad. Kredsen omkring tændstikfabrikant Nils Frøisland skaffede ham rejsepenge til Amerika. I januar 1882 tog Hamsun til Hamburg og derfra med dampskibet Oder til New York. [13] I Wisconsin havde hans ældste bror Peder slået sig ned, og med et anbefalingsbrev fra Bjørnson begyndte han et nyt liv i det fremmede som landarbejder og handelsbetjent. Iblandt græd han af hjemve, og hans madmor lærte ham ordet homesick. På et lejet værelse tegnede han med blyant "nattens engel" i taget og virkede deprimeret. [14] Senere rejste han rundt som foredragsholder med litterære og religiøse emner på programmet. Han vakte opsigt, og holdt også prædikener på vegne af unitarpræsten Kristofer Janson, når denne var ude at rejse. Den unge Hamsun var optaget af religiøse spørgsmål, selv om årene hos morbroren havde afskrækket ham når det gjaldt pietismen. Derimod syntes han om unitarismen, og fandt meget af interesse i Jansons bibliotek, fra de store russiske romanforfattere til indisk og kinesisk filosofi, samt amerikansk samtidslitteratur. Efter flere måneders hårdnakket bronkit, vendte han tilbage til Norge i august 1884. Han var bange for, at han havde fået "løbsk tæring", men kom sig i bjergluften i Valdres, hvor han også fik skrevet en del. Så rejste han til Chicago; i maj 1887 drog han til Minneapolis og Janson og hans kreds af litterært interesserede. Hamsun var optaget af realismen og naturalismen, og nærede endog anarkistsympatier. Sommeren 1888 sejlede han tilbage til Europa med det danske skib Thingvalla med sørgebånd på jakken til ære for to henrettede anarkister. [1]

Sult[redigér | redigér wikikode]

Hamsun som sporvognskonduktør i Chicago i 1884.

Hamsun gik i land i København 17. juli og pantsatte sin frakke for seks kroner, hvorpå han lejede et værelse i Sankt Hans Gade 18 på Nørrebro og levede i den yderste fattigdom, mens han forfattede romanen Sult. På opfordring af Edvard Brandes blev et første uddrag trykt i Ny Jords novemberhæfte; anonymt, fordi det blotstillede Hamsun så meget. Men det vakte så stor opsigt, at forfatterens navn snart blev kendt. Strindberg var flyttet til København i efteråret 1887 efter skandalen med Giftas; ved et tilfældigt møde på Kongens Nytorv opfordrede Georg Brandes ham til at læse Nietzsche, som han blev henrykt for. Med Strindberg og Hamsun gående løs i København havde Georg Brandes udløst et skred. "Ingen har i mine yngre dage gjort det indtryk på mig som Dostojevskij, Nietzsche og Strindberg," sagde Hamsun i 1929. [15] Edvard Brandes afviste først Sult-uddraget som for fjernt fra avisen; men grebet af Hamsuns forkomne udseende stak han ham to kroner; derefter sendte han 20 kroner i posten, og fik forlagsredaktør Gustav Philipsen til at antage uddraget. Det fik Hamsun 100 kroner for, og for pengene tog han over til Sverige, hvor han gik til fods til Göteborg. [16] Julen 1888 tilbragte han hos Amalie Skram og Erik Skram; julen 1889 var han hos Georg Brandes, der dog snart distancerede sig fra den ukultiverede Hamsun. [17]

Der gik halvandet år fra udgivelsen af fragmentet til det færdige værk Sult. I mellemtiden havde Hamsun ændret tema, inspireret af Forbrydelse og straf. Sult er skrevet som en parodi på Dostojevskijs værk. Ligesom Raskolnikov er Sults hovedperson en ung mand, der bor på et usselt værelse uden penge til huslejen. Begge sulter og sanser omverdenen helt overspændt. De deler en aristokratisk foragt for dem, de anser som laverestående mennesker; sådan begrunder Raskolnikov sit mord på pantelånersken. Jeg-personen i Sult ser ned på halte og blinde; men hvor Raskolnikov begår et mord, nøjer Hamsuns hovedperson med at stjæle Hans Paulis grønne sengetæppe og forgribe sig på nogle penge. Det hele er en lavkomisk forvrængning af Dostojevskijs højstemte moralsfære. Sult mangler også den bevidstgørelse, Raskolnikov gennemgår. Hamsun har nu læst Nietzsche, og hans hovedperson ligeså frigjort sig fra en verden belemret med Gud, moral og samvittighed. [18]

Sult kom i salg i juni 1890. Georg Brandes fandt bogen "monoton". [19] Det faldt Hamsun tungt for brystet. Salget af de 2.000 eksemplarer gik trægt, men han trøstede sig med ønskerne om oversættelser både fra England og Tyskland. I Edvard Brandes' anmeldelse brugte han ordet "Ensformighed" om bogens fire sultkriser, men var ellers positiv: "Fra det ubevidste Sjæleliv hentes Indflydelser, Forestillinger, Udbrud, Handlinger," - og gav dermed Hamsun titlen til hans berømte essay Fra det ubevidste sjæleliv. [20] Omslaget til den engelske førsteudgave af Sult skræmte imidlertid læserne væk; Oscar Wilde beskrev tegningen som "en frygtelig karikatur" af hans skikkelse Ernest. [21]

Få i dag har læst den oprindelige Sult. Hamsun foretog en gennemgribende revision af bogen mindst 4 gange: Før genudgivelser i 1899, 1907, 1916 og 1934. [22] I 1890 henviste han stolt til bogens blasfemiske afsnit; men allerede i 1899 fjernede han to af dem. [23] Tiraden afsluttes med: "Jeg siger dig, jeg vil spotte dig ud på Dommens Dag og bande dig Tænderne ud af min Mund for din Guddoms endeløse Ynkelighed." [24]

Mysterier og foredragsturné[redigér | redigér wikikode]

I det idylliske Lillesand begyndte Hamsun arbejdet med sin roman Mysterier.

Hamsun rejste nu til Lillesand, som han omdøbte til Fillesand (fille = las), hvor han begyndte at skrive Mysterier. Han planlagde "en stor, psykologisk Roman," henvendt til "et aandsfornemt Udvalg af Mennesker". Han kunne ikke skrive til "Mængden"; for "Romaner med Forlovelser og Baller og Børnefødsler, overhovedet med ydre Apparat, er mig lidt for billige." Han ankom til Lillesand med skib og gik i land efter en ren indskydelse 12. juni, præcis ligesom bogens hovedperson Nagel. Ligesom Nagel tog han ind på hotel og fik en klaverspillende nabo, i bogen spottende kaldt "Minutten". Til sin forlægger skrev han: "Minutten bor i Lillesand, hans virkelige navn er Grøgard...Jeg har ikke skaanet Manden...jeg talte daglig med ham." Grøgaard skal senere have læst bogen og blev dybt såret. [25]

I Sult og Mysterier udvikler Hamsun med en kaleidoskopisk stream of consciousness prosamodernismens indre monolog, som James Joyce senere blev berømt for. Romanen rummer ulige temaer og "mysterier"; en kriminalhistorie, der ikke præsenterer nogen løsning; en psykologisk historie om dobbeltmennesket Nagel og "Minutten"; og en erotisk historie om Nagels kurtisering af den jævnaldrende Dagny (selv om hun er forlovet) og den ældre gammeljomfru Martha. Nagel går omkring i et gult jakkesæt som en anden solgud, og inviteres i selskaber for at underholde med sine outrerede udtalelser. Han er agronom, men tilbringer dagene enten på sit værelse, med maniske monologer om ulige emner, eller strejfende om i skoven. Hans medbragte giftflaske anvendes til sidst til hans selvmord. Edvard Brandes skrev i sin anmeldelse: "Hr. Hamsun kan muligvis opnaa, at Læserinder vil tilskrive ham for at faa den autentiske Forklaring om den gule Mands Fortid." [26]

Hamsun tog en pause i forfatterskabet til fordel for en foredragsturné, hvor han nedsablede verdenslitteraturen lige fra Platon til Shakespeare, Goethe, Ibsen og Zola - og Amalie Skram, som ellers var hans forbillede nogle måneder forinden. Han opponerede mod digtningens nyttefunktion og mod virkeligheden som talsmand for en hæmningsløs subjektivitet, hvor noget er sandt, bare det er godt og fængende udtrykt. Turnéen indledtes i Bergen i februar 1891. Han vakte forargelse. I Dagbladet skrev Aasta Hansteen, [27] at Hamsun var ved at tabe jordforbindelsen og gå i bane om solen af rent hovmod. Redaktør Ola Thommessen [28] i Verdens Gang skrev bidende, at Hamsun knuste Europas største forfattere på samme vis, som han et par år tidligere havde knust Amerikas forenede stater - "dem, han heller ikke kender andet til, end at de kunne klare sig nogenlunde uden hr. Hamsun." I maj 1891 var Hamsun nået til Sarpsborg, hvor han forelskede sig i en stuepige på hotellet. Pigen som person optog ham ikke, kun studiet af den interessante fornemmelse "at være forelsket". Han passede pigen op, fulgte efter hende overalt, så denne dyrkelse gik hende til hovedet, hun forsømte sit arbejde og blev afskediget. Selv fortsatte Hamsun sin turné, der samme efterår førte ham til Trondheim, hvor han mødte forfatterinden Anna Munch, [29] som blev besat af ham og de næste seks år fulgte efter ham overalt, også til udlandet. I 1898 udkom hendes bog om bekendtskabet, To mennesker. Til sidst måtte Hamsun bede om politibeskyttelse mod hende. [30]

Turnéen blev afsluttet i december 1891 i Kristiansund. Som husven hos redaktør Hans Neraas og hans søster lærte Hamsun "Lulli" Lous at kende, og forlovede sig med hende. I maj 1892 brød han forlovelsen og rejste til København, hvor han lejede et par værelser i Bredgade 17 og skrev Mysterier færdig. "Lulli" sad knust og skandaliseret tilbage i Kristiansund. Hun giftede sig aldrig. Hamsun skrev kynisk til Hans Neraas om hende: "Hun er mig saa inderlig ligegyldig, at du tror det ikke. Her i Østergade, i Bredgade, ville hun ikke være saa mægtig...Fan stege mig tog jeg ikke et ganske ungt Skind syv Rejser en Nat, den sidste Rejse nede i en Restauration om Morgenen, da vi skiltes. Hun kommer saa ofte jeg vil, hun gaar og læser til Doktor." [31] Først i 2010 blev der fundet breve, der viste, at Hamsun og "Lulli" flere gange mødtes igen i København og Paris. [32]

Lige før Mysterier udkom, blev Hamsun anklaget for at have plagieret Dostojevskis novelle "Spilleren" med sin novelle "Hazard". Fischers forlag i Berlin afslog derfor at udgive Mysterier. Millionæren Albert Langen [33] fra München stiftede nu sit forlag, først og fremmest for at udgive Mysterier på tysk. Senere blev Langen gift med Bjørnsons datter Dagny; Langens søster var gift med Bjørnsons søn Einar, så den norske tilknytning var stærk. Langens forlag understøttede Hamsun, mens han skrev Pan og de efterfølgende bøger; så Hamsuns europæiske berømmelse blev grundlagt i Tyskland, og det glemte Hamsun aldrig. [34]

I øvrigt beskar han senere Mysterier kraftigt. 1892-udgaven var på 516 sider, mens der i 1907-udgaven kun er 312 sider. [35]

Redaktør Lynge og Paris[redigér | redigér wikikode]

To år i Paris gjorde intet indtryk på Hamsun. Pont Neuf malet af Camille Pissarro, 1902.

Foredragsturnéen og Mysterier betød et drastisk omslag for Hamsun. Tidligere var han hjulpet frem af autoriteter som Arne Garborg og Bjørnson, brødrene Brandes og ægteparret Skram; nu vendte de ham ryggen. Som hævn over Ola Thommessen i Verdens Gang skrev Hamsun Redaktør Lynge, en af hans "Knytnævebøger", som han først kaldte Redaktør Olafson som et direkte blåt øje; det blev dog ændret af forlaget. Han beskrev bogen som "hed af Had". Den blev straks en skandalesucces, der udkom i to oplag, og gav ham større fortjeneste end Sult og Mysterier. Men den kostede ham dyrt: Arne Garborg skrev, at den var "for Pøbelen"; mens Bjørnson skrev, at den var "det uærligste og ansvarsløseste i norsk Litteratur". Nils Vogt [36] i Morgenbladet kaldte ham "Humbugens Apostel i den norske Litteratur". Ægteparret Skram slog hånden af ham. Skønt fortaler for moderne psykologi var Hamsun ude af stand til en psykologisk målestok på sig selv og forstå, at hans isolation skyldtes hans egne angreb på og nedrakken af andre. Han stillede sig også uforstående, når andre påpegede hans åbenbare motiv: Fadermord. [37]

I april 1893 rejste Hamsun til Paris sammen med Sven Lange. Før afrejsen havde Hamsun sendt stykket "Glahns død" til Samtiden; i Paris udviklede det sig til Pan. Han blev i byen i to år, men opgav at lære fransk, og forblev helt opslugt af sin skrivning og den litterære magtkamp i Norge. I Sven Langes novelle "Madam Claire" fra 1893 genkendes Hamsun i skikkelsen Moe. [38]

Pan[redigér | redigér wikikode]

Pan udspiller sig i "Nordlandsommerens evige Dag": Midnatssol i Altafjord.

I Paris påbegyndte Hamsun Pan, som blev fortsat på Samsø og afsluttet i Kristiansand. Den blev en kritikersucces. Gamle fjender som Bjørnson tog Hamsun til sit hjerte; og en ny generation kritikere med Carl Nærup [39] i spidsen begejstredes. Men Edvard Brandes anmeldte bogen kort og ufølsomt i Politiken, og bekræftede hermed Hamsuns følelse af at være forfulgt af Brandes-brødrene. [40]

Hovedpersonen i Pan, løjtnant Thomas Glahn, går klædt i skind og bor i en hytte i skoven med sin hund Æsop. Indtrykket af et vildmarksliv forstyrres dog noget af, at en kone kommer og gør rent. Glahn forelsker sig i købmand Macks datter Edvarda. Men ligesom Hamsun er Glahn forelsket i forelskelsen; han vil ikke havde den kvinde, som medfører ansvar og ægteskab. Sin selvoptagede lidenskab projiserer han ud i midnatssolnaturen, og hans udvalgte, Eva, omkommer som en direkte følge af deres forhold. Fra Nordland rejser Glahn til Indien, hvor han arrangerer sit selvmord ved at få en jagtkammerat til at skyde sig. I Pan er den alvidende forfatter afskaffet; da Glahn møder Eva, tror han, hun er smedens datter, mens læseren godt ved, at Eva er smedens kone. Et brev med grønne fuglefjer i ved bogens start får Glahn til at mindes sin tid i Nordland i 37 kapitler: "I de sidste Dage har jeg tænkt og tænkt paa Nordlandsommerens evige Dag." I det 38. kapitel afslutter han sin beretning; straks kommer postbudet med et brev med grønne fuglefjer i - som jo ellers var starten på historien. Hamsun ville ophæve romanens traditionelle episke form. Kunsten overordnes alt andet, moral og love, samvittighed og kærlighed. [41]

Anden verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Hamsun støttede Tyskland både under 1. og 2. verdenskrig og var en bitter modstander af den britiske imperialisme og den sovjetiske stalinisme. Han sluttede sig til Quislings parti NS. Der er ingen tvivl om hans sympatier; men manden var stokdøv, holdt sig mest for sig selv, blev svækket af flere hjerneblødninger, og fik dertil de fleste oplysninger fra sin familie, der også var tyskvenlig. Glemmes må det heller ikke, at Hamsun gjorde en indsats for at få nordmænd ud af tysk fangenskab. Men i indlægget "Et ord til os", trykt i NS-bladet Fritt Folk 4. maj 1940, opfordrede Hamsun de norske soldater til at smide våbnene og tage hjem: "Tyskerne kjemper for oss alle og knekker nu Englands tyranni mot oss alle nøitrale." Norske sømænd på allierede skibe kunne ikke tilgive ham dette udsagn, også i Fritt folk: "Jeg synes det går riktig godt nu: Ubådene arbeider jo nat og dag." I 1943 aflagde han Joseph Goebbels et besøg. Goebbels var en stor Hamsun-beundrer, og Hamsun sendte ham et takkebrev med sin egen nobelprismedalje i: "Jeg vet ingen som så utrettelig i år efter år har skrevet og talt Europas og menneskehedens sag så idealistisk som De, hr. Reichsminister." Han mødte HitlerBerghof i Obersalzberg; men Hitler tabte tålmodigheden med den stædige gæst, der blev ved med at insistere på, at Josef Terboven burde afsættes som overhoved i Norge. [1] Flere gange blev han afbildet sammen med Terboven; men den ene gang var han hos Terboven for at bede om nåde for forfatterforeningens leder, der var blevet fængslet. En anden gang blev han hentet på Fornebu lufthavn af Terboven. Det var efter besøget hos Hitler, og først efter krigen kom det frem, at Hamsun var blevet smidt ud af Hitler, fordi han prøvede at få Terboven fjernet.

I Norge overgav tyskerne sig 8. maj 1945, og dagen før havde Hamsun på eget initiativ indrykket en nekrolog over Hitler i Aftenposten: "Jeg er ikke værdig til at tale høirøstet om Adolf Hitler, og til nogen sentimental Rørelse indbyder hans Liv og Gerning ikke. Han var en Kriger, en Kriger for Menneskeheden og en Forkynder av Evangeliet om Ret for alle Nasjoner. Han var en reformatorisk Skikkelse af høieste Rang, og hans historiske Skæbne var den, at han virkede i en Tid av eksempelløseste Råhed, som tilslut fældte ham. Slik tør den almindelige Vesteuropæer se på Adolf Hitler. Og vi, hans nære Tilhængere, bøier nu våre hoder ved hans død." [42]

Pågribelse, judisiell observation, retssag og siste roman[redigér | redigér wikikode]

Knut Hamsun i retten.
Foto: Sverre Heiberg

14. juni blev Hamsun hentet af norsk politi og bragt til et sygehus i Grimstad, hvor han afgav forklaring om sin tyskvenlige holdning. 2. september ble han overført til et aldershjem i Landvik. På baggrund af sine handlinger under krigen, ville han, hvis han havde været 20 eller 30 år yngre, været mødt med "forræderitiltale og årelang fængselsstraf", lød juraprofessor Johs Andenæs’ [43] analyse. [44] For at skåne den døve, gamle mand for det, besluttede rigsadvokaten sig for en retspsykiatrisk observation, og 14. oktober ankom Hamsun Vindern psykiatriske klinik i Oslo. Under sit 119 dager lange ophold der havde han mange indgående samtaler med professor Gabriel Langfeldt, [45] der sammen med overlæge Ørnulv Ødegård [46] afgav en 83 sider lang erklæring med diagnosen "varigt svækkede sjælsevner" uden gentagelsesfare. Hamsun oplevede opholdet som ren tortur og lagde Langfeldt for had. Ud fra diagnosen kunne rigsadvokaten frafalde straffesagen mod Hamsun pga hans høje alder. I stedet blev der rejst søgsmål mod ham for hans påståede medlemskab i NS, med krav om erstatning for de skader, partiet hadde forvoldt landet. Under retssagen i 1948 stod Hamsun fast ved sine handlinger; men benægtede kendskab til KZ-lejrene og at han nogensinde var medlem af NS. Alligevel blev han dømt for medvirkning, ud fra en "vilje til medlemskab". Han blev derfor dømt til at betale den norske stat kr 425.000 i erstatning. En appel til Højesteret reducerede dog erstatningssummen til kr 325.000. Hvad diagnosen "varigt svækkede sjælsevner" angår, udgav Hamsun 28. september 1949 sin sidste roman, den snedige Paa gjengrodde Stier i et opplag på 5.000. Med sin skarpsindige vurdering af modpartens strategi, er bogen den perfekte hævn over professor Langfeldt og hans "diagnose", og satte retspsykiatrien i et helt besynderligt lys. I første omgang turde forlaget ikke at udgive bogen uden at fjerne Langfeldts navn; men Hamsun stod på sit, og professor Langfeldts navn står på tryk i bogen [1] til hans evige skændsel.

Professor Langfeldt havde også indkaldt Hamsuns kone Marie til en samtale om deres forhold. Han forsikrede hende, at oplysningerne skulle behandles konfidensielt. I virkeligheden stod de i journalen, så Hamsun selv kom til at læse, at Marie havde fortalt hans fjende Langfeldt, hvordan ægteskabet var blevet en tilstand af åbent fjendskab, med trusler om fysiske overgreb og skilsmisse. Hamsun følte sig dobbelt forrådt, men sagde kun: "Ja, ja, så sier jeg dig farvel, Marie. Vi sees ikke mere." Marie var sønderknust over Langfeldts svig. Hamsun skrev til sin ven Christian Gierløff: "Hun har været min onde ånd i al tid. Jeg vil skilles." Her tænkte han også på at få sikret sin datter af første ægteskab, Victoria, økonomisk. Men halvandet år før sin død sendte han alligevel bud efter Marie, der kom tilbage til Nørholm og plejede ham frem til hans død. Måske blev de virkelig forsonet; men Marie skrev forfærdelige ting om ham til deres datter. [47]

I Processen mod Hamsun hævder Thorkild Hansen, at norske myndigheder ville undgå en straffesag mod Hamsun for i stedet at indkassere en svimlende erstatning. Det er forkert; en straffesag udelukker ikke et erstatningskrav. Thorkild Hansen så jo, at Marie Hamsun 28. august 1946 blev idømt tre års tvangsarbejde og tab af statsborgerlige rettigheder – og OGSÅ fik kr 75.000 i bøde og kr 150.000 i erstatning – selv om hun var uformuende, og Hamsun havde gjort klart, at han ikke kom til at betale for hende. Det er uforståeligt, at forsvareren Christian Stray ikke påankede erstatningskravet, for Højesteret fjernede bødestraffen efter anke, og fru Hamsun blev efter ansøgning løsladt efter halvandet års soning. [48]

Syn på Hamsuns forfatterskab[redigér | redigér wikikode]

"Jeg anser ham for at være et af tidens største mennesker," sagde Einstein om Hamsun. Thomas Mann sammenlignede ham med Homer og Dostojevskij. "Hamsun lærte mig at skrive," supplerede Hemingway. "Jeg ser ingen, der kan sidestilles med Hamsun i skaberkraft," udtalte Gorkij. "Der har aldrig opstået et rigere udrustet menneske i Norge," mente Sigurd Hoel. [49]

Sigrid Undset sagde en gang ondskabsfuldt, at alle Hamsuns bøger handler om bondedrengen, der drømmer om at komme i seng med prinsessen; og noget er der om det. [50] Men Hamsuns forfatterstil kendetegnes af altid sanselig og lyrisk prosa, en ellevild humor og evne til at skildre personer og situationer med stor præcision. "Vi skriver anderledes siden Hamsun, enhver af os, gladere, blødere, sol-fuldere; livets varme, livets luner får lov til at lege i pennen, tankerne må godt drive fra komma til komma, ligesom bier i en blomstereng!" skrev Nordahl Grieg til Hamsuns 70-årsdag i 1929. Tom Kristensen skrev: "Vi smiler forelsket, når vi blot hører hans navn." Sigurd Hoel skrev: "Der findes øjeblikke af forelskelse, av ydmygelse, av lidenskab og smerte som ingen havde troet, det var muligt å bevare i erindringen engang, endsige fremstille i ord. Pludselig var de der i disse Hamsuns bøger." [44]

Psykoanalytikerens notater i en kunstudstilling i 2017[redigér | redigér wikikode]

Hamsun skal have været den første, der foretog en fuldstændig psykoanalyse i Norge. Journalen fra analyserne i 1926 opbevares i Håndskriftsamlingen i Nasjonalbiblioteket i Oslo. Kunstner Thomas Kvam udstillede i 2017 de stenograferede tekster i sin udstilling The Hamsun Sessions på QB Gallery i Oslo. Psykoanalytikeren Johan Irgens Strømme havde taget vare på Hamsuns analyse; nok med tanke på, at den kunne blive værdifuld for eftertiden. Strømme gav journalerne til sin ven, som senere kontaktede Gyldendal forlag; men der blev vrøvl om rettighederne, og materialet skænket til Nasjonalbiblioteket. [51]

"Du glemte vist at spytte efter mig da jeg rejste, Marie," skrev Hamsun til sin kone i januar 1926. Han havde lige læst en ny bog om "Nærvøsitet" av Norges mest omstridte læge, dr. Strømme, som i sin bog hævdede, at "de nærvøse hører til samfundets fineste menneskemateriale." Den læge ville Hamsun behandles af. [52]

Samtalerne - 474 sider patientjournal - blev stenograferet for hånd, enten af Strømme selv eller hans sekretær, i en egen variant af stenografisystemet Gabelsberger, som meget få i dag behersker, og derfor var ulæselige for kunstudstillingens publikum. Samtalerne fulgte Strømmes Jung-baserede analysemetode med notaterne opdelt i tre afsnit: Drøm, association og analyse. I Fra det ubevidste sjæleliv fra 1890 beskrev Hamsun selv udførligt sine egne forsøg på at tyde sine drømme, for "det er ikke uden interesse for mig at få forklaring på, hvad det dog er for en sælsom virksomhed, min hjerne bedriver i nattens mulm og mørke, mig aldeles uafvidende." [53]

Hamsun kunne ikke med nærhed til andre. Gennemgående havde han et afvisende tilknytningsmønster. Men i 1926 behøvede han desperat en samtalepartner, og det fandt han i dr. Strømme. Hamsun søgte behandling for socialangst, samlivsproblemer, og fordi han var gået i stå med sin skrivning. Strømmes notater befatter sig i stor grad med indholdet i Hamsuns drømme. [54]

Hamsun følte ubehag sammen med andre og frygtede for at afsløre sine svagheder. Derfor isolerede han sig mere og mere. I brev til sin kone under behandlingen, skrev han: "Igaaraftes da jeg gikk hjem slog det mig plutselig at jeg ikke hadde noget at være ræd Mennesker for(...)Jeg vil prøve ikke at ha Fobi, hvad har jeg at være ræd Mennesker for?" Hamsun var yderst sammensat. Den grandiose del af hans personlighed kan have været et skalkeskjul for den sårbare del. Hans mere selvbiografiske romaner tyder på en udmærket indsigt i egne svagheder, der så kan have indhentet ham i voksne år. Efter den første behandlingsrunde i 1926, flyttede han hjem til Nørholm og gik i gang med Landstrygere. Nu kunne han skrive igen. [55]

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

Efterkommere[redigér | redigér wikikode]

  • Af første ægteskab - med Bergljot:
  • Victoria Hamsun (1902 - 1980), der giftede sig med engelske Dederick Charlesson (1896–1970) og bosatte sig i Honfleur, Frankrig. Efter deres to sønner har Hamsun en række efterkommere. [56]
  • Af andet ægteskab - med Marie:
Marie og Knut Hamsun med børnene Tore, Arild, Ellinor og Cecilia i 1933.
Foto: Anders B. Wilse/Nasjonalbiblioteket
  • Tore Hamsun (1912-1995) blev maler og forfatter. Efter at Gyldendals direktør Harald Grieg blev arresteret af tyskerne 1941, blev Tore Hamsun indsat som kommissarisk leder af forlaget 1942–44. Han fungerede halvhjertet, og var også stærkt uenig i jødeforfølgelserne. I Berlin var han blevet ven med Max Tau, og hjalp ham i 1938 med at flygte til Norge og lod ham bo i sin lejlighed i Oslo. Under aktionen mod jøderne i Norge hjalp han igen Tau med at flygte. Efter krigen blev Tore dømt til ni måneders fængsel for medlemskab i NS og SS; [57] men slap ud efter fem måneder. [58]
  • Arild Hamsun (1914 - 1988) var krigsreporter og frontkjemper og modtog Jernkorset; efter krigen idømt halvandet års fængsel. [57] Han overtog driften af Nørholm, hvor han også boede med sin kone Brit og børnene. Efter hans bortgang overtog den ældste datter Victoria Hamsun (f. 1947) driften af Nørholm, idet hendes ældre bror Esben omkom i en trafikulykke som 20-årig. [59] Fra østfronten skrev Arild også lyrik:
Bunkeren vor herude
har vi bygget otte mand.
For oss otte går den an
med sin ene rude. [60]
  • Ellinor Hamsun (1915 - 1987) blev allerede som 13-årig taget ud af skolen i Grimstad lige før eksamen og sendt til klosterskoler i Tyskland og senere til Frankrig for at lære sprog. Til sin veninde Gerd Høst, senere tyskprofessor, som har udgivet en biografi om Ellinor Hamsun, forklarede Ellinor, at hendes mor havde sagt, at hun forstyrrede sin far i hans vigtige arbejde, hvis hun ikke flyttede hjemmefra. Hamsun så på kvinder som blomster, der ikke skulle læse eller mase med eksamener, men rejse og lære sprog. [61] I Berlin prøvede Ellinor at få et gennembrud som skuespillerinde. Hun tog sig meget nær af, at hun ikke en gang måtte komme hjemme i sommerferierne. Ifølge Høst udviklede Ellinor spiseforstyrrelser i Frankrig, hvor hun havde lært at stikke fingeren i halsen. Grædende fortalte hun, at hun ikke magtede at holde op med det. Lægerne anså det ikke for en sygdom, og bad hende om at tage sig sammen. Når maven var tom, var det meget smertefuldt, og da tog hun en drink; et problem med alkohol fik hun dog først, efter at hun blev gift med den kendte tyske regissør Richard Schneider-Edenkoben [62] i 1939. Til brylluppet kom ægteparret Hamsun, og tyske aviser slog det stort op. Men snart forelskede regissøren sig i sin sekretær, og en nedbrudt og stærkt bulimisk Ellinor rejste hjem til Nørholm; men der var forældrene væk - Marie i arrest, Knut interneret. Hendes bror Arild og hans kone prøvede at tage sig af hende, men kom til kort. En tid gjorde hun rent på et aldershjem i Bærum; men blev så indlagt på Arendal sygehus af Arild. Ellinor prøvede selv at spare penge op til en lobotomi; hendes mor og bror havde lovet, at hvis hun bare lod sig operere, ville hun få lov til at komme hjem og blive accepteret af familien. [63] Det skete ikke, selv om hun blev lobotomeret to gange: Første gang (Norge i 1951) var mislykket, hun blev meget syg og magtede med nød og næppe at komme hjem til sin fars begravelse i februar 1952. I et brev fra 1946 (gengivet i Harald Næss' brevsamlinger) skrev Hamsun til datteren: "Kære Ellinor min, du som er den sødeste af alle og med det bedste Hjertelag, jeg vilde så inderlig gerne se dig rettet op igen før jeg dør." I stedet blev Ellinor sendt til Rigshospitalet i København, hvor hun igen blev lobotomeret, nu af overlæge Eduard Busch. [64] Operationen blev betalt af Marie Hamsuns overskud fra bogen Regnbuen om ægteparret Hamsuns samliv. Derefter blev Ellinor indlogeret på et hvilehjem i Jylland, nær ved sin søster Cecilia, som var gift med den danske forfatter Hans Andreasen (det andet af Cecilias 4 ægteskaber). [65] Her boede Ellinor sit halve liv, i 34 år, frem til sin død. [66]
  • Cecilia Hamsun (1917 - 1985) var kunstmaler og bosatte sig i Danmark. I et brev til hende (gengivet i Thorkild Hansens Processen mod Hamsun) skrev Marie Hamsun i 1965: "Gud velsigne dig. Jeg håber, han hører denne bøn. Og bare han kunne hjælpe stakkels Ellinor! Jeg har jer to, og begge har jeg skyld for, fordi jeg fandt mig i, at I ikke fik noget hjem hjemme." [66] Cecilia boede i København under krigen og vankede i modstandskredse. Hun havde ingen sympati for nazismen. [67]

Gravsted[redigér | redigér wikikode]

Knut Hamsuns urne er sat ned under guldregnen i Nørholms have. Resten af familien ligger på Eide kirkegård; datteren Ellinor og Hamsuns sønner Tore og Arild, samt Arilds kone Brit. [68] Hamsuns enke Marie bad selv om at blive begravet ved siden af Arilds søn Esben, der døde så ung. [69]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c d e Knut Hamsun – Norsk biografisk leksikon
  2. ^ https://www.tanum.no/_hamsun-ingar-sletten-kolloen-9788205343405?gclid=Cj0KCQjwkpfWBRDZARIsAAfeXapOSjDnXyl4RLDN2JJnFvkfq-fYfkoN52bKtNZbtJKyINjcpzZAYGAaAsojEALw_wcB&gclsrc=aw.ds (s. 453)
  3. ^ http://www.gyldendal.no/Forfattere/Hamsun-Knut
  4. ^ Jørgen Haugan: Solgudens fall - Knut Hamsun (s. 24-25), forlaget Aschehoug, Oslo 2004, ISBN 82-03-18770-6
  5. ^ https://www.riksantikvaren.no/Fredning/Fredninger/Eldre-fredninger/2007/Hamsund-gaard-paa-Hamaroey-fredet
  6. ^ Om Knut Hamsun - HAMARØY KOMMUNE
  7. ^ Jørgen Haugan: Solgudens fall - Knut Hamsun (s. 27-29)
  8. ^ Jørgen Haugan: Solgudens fall - Knut Hamsun (s. 415)
  9. ^ http://knutmichelsen.no/wp-content/uploads/2009/03/hvordan-sult-ble-til.pdf (s. 5)
  10. ^ Den engelske Lods: et Digt af Henrik Wergeland (1844) / Wergeland08
  11. ^ Fant 125 år gamle ukjente Hamsun-brev – NRK Nordland – Lokale nyheter, TV og radio
  12. ^ Hamsun bodde på Burger King – NRK Østlandssendingen – Lokale nyheter, TV og radio
  13. ^ Jørgen Haugan: Solgudens fall - Knut Hamsun (s. 34-37)
  14. ^ https://munin.uit.no/bitstream/handle/10037/1462/thesis.pdf?sequence=1 (s. 44-46)
  15. ^ Jørgen Haugan: Solgudens fall - Knut Hamsun (s. 46-48)
  16. ^ Jørgen Haugan: Solgudens fall - Knut Hamsun (s. 54)
  17. ^ Jørgen Haugan: Solgudens fall - Knut Hamsun (s. 58)
  18. ^ Jørgen Haugan: Solgudens fall - Knut Hamsun (s. 86-87)
  19. ^ Knut Hamsun og tilværelsens utlending | Tekstualitet
  20. ^ Jørgen Haugan: Solgudens fall - Knut Hamsun (s. 93-98)
  21. ^ Da Oscar Wilde nesten leste Hamsun | morgenbladet.no
  22. ^ http://www.gyldendal.no/Skjoennlitteratur/E-boeker/Sult
  23. ^ Jørgen Haugan: Solgudens fall - Knut Hamsun (s. 177)
  24. ^ Jørgen Haugan: Solgudens fall - Knut Hamsun (s. 414)
  25. ^ Jørgen Haugan: Solgudens fall - Knut Hamsun (s. 98-108)
  26. ^ Jørgen Haugan: Solgudens fall - Knut Hamsun (s. 114-20)
  27. ^ Aasta Hansteen – Store norske leksikon
  28. ^ Ola Thommessen – Store norske leksikon
  29. ^ Anna Munch – Norsk biografisk leksikon
  30. ^ Vi har ikke «staaet i nogetsomhelst erotisk Forhold» - Forlagsliv
  31. ^ Jørgen Haugan: Solgudens fall - Knut Hamsun (s. 98-111)
  32. ^ Hoem overrasket over Hamsun-brev - rbnett.no - nyheter, sport, kultur og økonomi
  33. ^ Albert Langen – Store norske leksikon
  34. ^ Jørgen Haugan: Solgudens fall - Knut Hamsun (s. 133)
  35. ^ Frode Lerum Boasson, NTNU: "Til diktverkets terskel", Morgenbladet, 9. februar 2018
  36. ^ Nils Vogt - 2 – Norsk biografisk leksikon
  37. ^ Jørgen Haugan: Solgudens fall - Knut Hamsun (s. 124-29)
  38. ^ Jørgen Haugan: Solgudens fall - Knut Hamsun (s. 127-31)
  39. ^ Carl Nærup – Norsk biografisk leksikon
  40. ^ Jørgen Haugan: Solgudens fall - Knut Hamsun (s. 142-43)
  41. ^ Jørgen Haugan: Solgudens fall - Knut Hamsun (s. 137-41)
  42. ^ Hamsuns fire dødssynder – NRK Kultur og underholdning
  43. ^ Johs. Andenæs – Store norske leksikon
  44. ^ a b Knut Hamsun – Store norske leksikon
  45. ^ Gabriel Langfeldt – Norsk biografisk leksikon
  46. ^ Ørnulv Ødegård – Store norske leksikon
  47. ^ Ville skilles fra Marie - Dagbladet
  48. ^ https://www.schjodt.no/media/1191889/h%C3%B8yesterett-og-knut-hamsun.pdf (s. 31-33)
  49. ^ "Knut Hamsun sovnet inn", Bergens Tidende 19. februar 2018
  50. ^ https://digilib.phil.muni.cz/bitstream/handle/11222.digilib/106001/1_BrunnerBeitratgeGermanistikNordistik_12-1998-1_6.pdf?sequence=1
  51. ^ Hamsun-ekspert håper en kodeknekker melder seg etter omstridt utstilling - Dagbladet
  52. ^ Knut Hamsun og psykoanalysen 1 & 2 – NRK Kultur og underholdning
  53. ^ Dr. Irgens Strømme, Hamsun og psykoanalysen | Vagant
  54. ^ Knut Hamsuns psykoanalyse | morgenbladet.no
  55. ^ Uetisk å utgi psykoanalysen - Dagbladet
  56. ^ Hamsuns familie: Bergljot og Knuts barn, barnebarn, oldebarn
  57. ^ a b Tvilsom prosess mot Hamsun – NRK Kultur og underholdning
  58. ^ Tore Hamsun – Norsk biografisk leksikon
  59. ^ Hamsuns sønnesønn: - Verkesåret er der - Aftenposten
  60. ^ Nasjonalsosialistisk lyrikk, del 2: Arild Hamsun | Frihetskamp.net
  61. ^ Skriver bok om Ellinors triste liv - Aftenposten
  62. ^ ‎Films directed by Richard Schneider-Edenkoben • Letterboxd
  63. ^ Østlands-Posten - Gripende om Ellinor Hamsun
  64. ^ Ib Ostenfeld: Eduard Busch i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 2. april 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287955
  65. ^ Hans Andreasen – Wikipedia
  66. ^ a b Hamsuns datter ble lobotomert - Dagbladet
  67. ^ https://www.schjodt.no/media/1191889/h%C3%B8yesterett-og-knut-hamsun.pdf (s. 36)
  68. ^ Hamsun på egen hånd | Hamsunmuseet
  69. ^ Thorkild Hansen: Processen mod Hamsun

Literatur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]