Wikipedia:Ugens artikel/Uge 42, 2021

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Owain Glyndŵrs segl

Owain Glyndŵr (født ca. 1359, død ca. 1414) var en walisisk leder og den sidste indfødte waliser med titlen prins af Wales. Han indledte et voldeligt og langtrukkent oprør mod England om herredømmet i Wales, hvilket mislykkedes.

Den 16. september 1400 indledte Owain et walisisk oprør mod Henrik 4. af England. I første omgang lykkedes oprøret, og han fik hurtigt kontrol over en stor del af Wales og erobrede flere store borge. Oprøret kom dog under pres og. blev til sidst slået ned af den engelske overmagt. Owain blev drevet på flugt fra sine fæstninger i 1409, men undgik at blive fanget. Sidst han blev set var i 1412. To gange afslog han tilbud om benådning fra den nye konge Henrik 5. af England, og på trods af en stor dusør blev Owain aldrig forrådt til englænderne.

Glyndwr bliver portrætteret i Shakespeares skuespil Henry IV, Part 1 som Owen Glendower, en vild eksotisk mand, der bliver styret af magi og følelser.

Ved sin død fik Owain en mytisk status som en helt, der venter på at vende tilbage for at befri sit folk. I 1800-tallet genskabte Cymru Fydd-bevægelsen ham som fader til walisisk nationalisme. (Læs mere..)