Wikipedia:Ugens artikel/Uge 51, 2022

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Huset i Bjerager, der illuderer kartoffelavlerparrets hus i The Julekalender.

The Julekalender er en dansk julekalender fra 1991, som er skrevet og instrueret af Hans-Erik Saks og komikergruppen De Nattergale og produceret af Saks Film for TV 2. Julekalenderen blev sendt på TV 2 for første gang i 1991 og er siden blevet genudsendt adskillige gange.

Kalenderen består af 24 afsnit af varierende længde, og medvirkende er Viggo Sommer, Carsten Knudsen og Uffe Rørbæk Madsen, der alle spiller to roller. Julekalenderen følger de tre nisser, Fritz, Hansi og Günther, der i deres søgen efter nøglen til en spilledåse styrter ned på en jysk kartoffelmark, hvor de søger tilflugt i en underjordisk hule, mens de forsøger at reparere deres flyvemaskine. Ejerne af kartoffelmarken er ægteparret Oluf og Gertrud Sand, som kort efter får en logerende, den københavnske Benny Jensen, der viser sig at være en nåsåer (en nissehader), der er på jagt efter nisserne. Serien er blandt andet kendetegnet ved brugen af en blanding af dansk og engelsk, som tales af nisserne.

Optagelserne til julekalenderen skete i sensommeren i 1991 på Saks Films studie Søgaarden i Hørning. Kartoffelavler-ægteparret Oluf og Gertrud Sands hus, som der ses et billede af i julekalenderens intro, ligger i Bjerager ved Odder.

Julekalenderen blev hurtigt en publikumsucces med næsten to millioner seere. Den er den næstmest sete voksen-kalender (kun overgået af Andersens julehemmelighed), og den er den suverænt mest genudsendte julekalender gennem tiden. Grundet kalenderens store succes i Danmark, blev der lavet både en norsk og en finsk udgave, begge produceret og indspillet i Søgaardens originale kulisser. (Læs mere..)