Garvede Wikipedianere vil vide, at der blandt dansk Wikipedias mange tiltag også er to, portaler og projekter, som fra tid til anden har givet anledning til nyttediskussioner. Formålet med det følgende er ikke at rejse en ny diskussion, da en kompromisløsning på tidligere stridsspørgsmål er under implementering, men alene at formidle mine erfaringer ved aktivt at bruge projekter som rettesnor i mit arbejde på Wikipedia.
Antallet af Wikiprojekter er stort, og arbejdsmetoderne varierer fra projekt til projekt. De omtalte eksempler er valgt tilfældigt og altså ikke udtryk for, at arbejdsgangen her er bedre end på andre projekter.
En fordel ved projekterne er, at man - mere tydeligt end fx. "vidste du at" - kan se, hvordan dansk Wikipedia vokser dag for dag, uge for uge og måned for måned. Mange projektsider har en rubrik, der er beregnet til at opliste nyoprettede artikler inden for det pågældende projekts rammer. Hvad dette betyder kan måske bedst illustreres ved et par projekter, hvor et mindre antal Wikipedianere har en fælles interesse i at fremme netop dette emneområde. Til illustration vælger jeg at vise statistikker for nyoprettede artikler indenfor to projekter: WikiProjekt Kvinder og WikiProjekt Maleri (vist til højre). Som det ses: ganske umærkeligt har der været en vækst på næsten 500 artikler inden for begge emner indenfor de sidste 5-6 år.
Ikke mindre betydningsfuldt er at arbejde med artiklernes omfang og kvalitet. I nogle projekter har man valgt at opsætte arbejdsskabeloner, som kan "vinges af" i takt med, at artiklerne udvides. Et eksempel er WikiProjekt S-tog (se eksemplet til venstre). I andre projekter er der oplistet punkter, som må anses for ønskelige eller nødvendige at få medtaget for, at en artikel skal kunne opnå kvalitetsstempel. Denne fremgangsmåde er fx. anvendt på WikiProjekt Verdens Lande, og på sidstnævnte projekt foretages opdateringen tillige på et verdenskort. Det gør det let at overskue hvilke lande, der er vel beskrevne, og hvor der er huller.
Eksempel på en skabelon, der er beregnet til at "vinge af" på.
En let måde at få overblik over kvalitetniveauet på Wikipedias landeartikler er dette kort.
Arbejdet med Wikiprojekter giver også mulighed for at skabe et overblik over artikler med kvalitetsstempel, herunder at opliste dem, der ikke helt opfylder kravene men er temmelig tæt på (B-artikler). Jeg har i flere tilfælde følt mig motiveret til at tage fat i netop sådanne artikler for at bringe dem det sidste skridt på vejen. Og det er altid tilfredsstillende at opleve, at andre Wikipedianere deler vurderingen, når arbejdet er udført.
En anden mulighed for at skabe sig et hurtigt overblik er en skabelon, som efterhånden findes på de fleste projekter, og som automatisk optæller antallet af artikler i kategorierne FA/GA/LA/Start/Stub/Liste/Ikke-vurderede artikler. (se til højre)
Flere projekter (men langt fra alle) er forbundne med en Portal. Dette betyde, at også Portalerne med jævne mellemrum opdateres med nye artikler samt eksempler på de mest velskrevne artikler som hører hjemme i emnegruppen.
Naturligvis udvikler ikke alle projekter sig med samme hastighed. Men for mig har det været vigtigt i bestemte sammenhænge at kunne se, at dansk Wikipedia udvikler sig både kvantitativt og kvalitativt. Uden projekterne ville det være ret svært at få fornemmelsen af hvor meget, vi egentlig har nået. Så jeg kan kun opfordre andre til at bruge projekterne som motivator for deres videre arbejde på Wikipedia.