Spring til indhold

Ynglingesaga

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Illustration til Ynglingesaga af Gerhard Munthe

Ynglingesaga er en kongesaga, oprindeligt skrevet på oldnordisk af den islandske digter og historiker Snorri Sturluson omkring 1225. Den udgør første del af hans Heimskringla. Den blev første gang oversat til engelsk og udgivet i 1844 af Samuel Laing.[1]

Snorri Sturluson baserede sit værk på et ældre Ynglingatal, som tilskrives den norske skjald fra 900-tallet Thjodolf den Hvinverske, og som også optræder i Historia Norvegiæ. Den fortæller den ældste del af historien om Ynglingernes slægt (Scylfings i Beovulfkvadet). Snorri beskrev de norske kongers afstamning fra dette svenske kongehus.

Ynglinga saga er første del af Snorris historie om de gamle nordiske konger, Heimskringla. Indvævet i denne fortælling findes henvisninger til vigtige historiske begivenheder.

Sagaen handler om de nordiske guders ankomst til Skandinavien og om, hvordan Frej grundlagde den svenske ynglinge-dynasti ved Uppsala.[2] Derefter følger sagaen rækken af svenske konger frem til Ingjald (Ingjald illråde), hvorefter efterkommerne slog sig ned i Norge og blev forfædre til den norske konge Harald Hårfager.

Synopsis

[redigér | rediger kildetekst]

Swithiod den Store

[redigér | rediger kildetekst]

Sagaen begynder med en beskrivelse af ”jordens kreds”, der bebos af menneskeslægten, og som er delt af store have, der løber ind i landet fra ”ud-havet”. Sortehavet deler jorden i tre dele: Asien i øst, Europa i vest og ”Swithiod den Store, eller den Kolde” i nord.[3] Sagaen skelner mellem Swithiod den Store (bogstaveligt ”Sverige det Store”), hvor indledningsscenerne foregår, og selve Sverige i Skandinavien, hvor ynglingernes regering begynder. Disse lande adskiller sig også i overført betydning, idet det førstnævnte også kaldes Godheim eller gudernes hjem, mens det sidstnævnte kaldes Mannheim eller stedet, hvor mennesker bor.

Swithiod den Store er et vidtstrakt territorium befolket af mange ”menneskeslægter” og adskilt fra andre lande af en stor bjergkæde, der går fra nordøst til sydvest.[4] Denne bjergkæde (formentlig en henvisning til Uralbjergene) ligger ”uden for alle beboede lande”, men dens sydlige del er ikke langt fra ”Turkland” (formentlig Khazarien). På bjergenes sydside løber floden Tanais, tidligere kendt som Tanaquisl eller Vanaquisl (nutidens Don), som løber ud i Sortehavet og markerer grænsen mellem Europa og Asien.

Vanaland og Asaland

[redigér | rediger kildetekst]

Folkene ved Tanais bor i et land, der kaldes Vanaland eller Vanaheim. Øst for floden, i Asien, strækker sig et land kaldet Asaland eller Asaheim. Asalands hovedstad er Asgård, hvor Odin er en høvding. Tolv tempelpræster, kaldet diar, leder ofringer i Asgårdog dømmer også folket, som tjener dem og adlyder dem. Odin er en stor kriger, som erobrer mange kongeriger i alle verdensdele og aldrig taber et slag. Hans mænd er vant til at modtage hans velsignelse, før de går i kamp, og til at påkalde hans navn under kampen for at opildne sig selv.[4]

Krigen mellem aser og vaner af Lorenz Frølich.

Odin fører krig mod vanerne, men kan ikke få overtaget over dem. Efter at begge sider har tilføjet hinanden store skader, bliver de enige om våbenhvile og udveksler gidsler. Derfor sendes de bedste folk fra Vanaland som gidsler til Asaland: Njord den Rige, med sin søn Frej og datter Freja, samt den viseste mand i Vanaland, kaldet Kvase. Asalands folk sender til gengæld en vis mand ved navn Mimer sammen med en kraftig og smuk mand kaldet Høner, som efter sigende er meget egnet til at blive høvding, til Vanaland. Høner bliver straks gjort til høvding i Vanaland, men folk dér opdager, hvor dårlig han egentlig er til at træffe beslutninger uden Mimers råd. De halshugger Mimer og sender hans hoved til Asaland, hvor Odin smører det med urter og synger besværgelser over det, så det får evnen til at tale og afsløre mange hemmeligheder for Odin.[5]

Odins ankomst til Skandinavien

[redigér | rediger kildetekst]
En mulig rute for Odins rejse til Skandinavien ifølge Ynglingesaga.

Odin får et forvarsel om et nyt bosted i nord og drager dertil ”med alle guderne og et stort antal andre mennesker”, mens han efterlader sine to brødre, Vile og Ve, til at herske i Asgaard. Først vandrer Odin og hans følge vestpå til Gardarige og derfra sydpå til Saksland, hvor Odins sønner begynder at herske. Odin drager mod havet i nord, slår sig ned på en ø kaldet Odinsø (Odense) på Fyn og sender Gefion ud for at opdage nye lande mod nord i Skandinavien. Da hun når kong Gylves besiddelser, giver han hende et stykke land, som kan pløjes. Efter at have fået fire sønner med en jætte i Jotunheim forvandler Gefion dem til et spænd okser og lader dem pløje marken, så et stykke land brækkes løs og ud i havet nær Odinsø. Dette land kaldes Sjælland, hvor Gefion bor og gifter sig med Skjold[, en af Odins sønner.

Da Odin hører, hvor frugtbare og rige landene øst for Gylves besiddelser er, drager han dertil. Trods Gylves modstand får Asalands folk overtaget, slutter fred med ham og bliver boende i de lande. Odin slår sig ned ved Mälaren, i Gamle Sigtun, bygger et tempel dér og sætter sine mænd til at herske i de omkringliggende egne.[6]

Odins personlighed

[redigér | rediger kildetekst]

Odin beskrives i sagaen som en stor troldmand. Han kan skifte skikkelse, taler kun i vers og lyver så godt, at alt, hvad han siger, virker sandt. Han gør fjender blinde og døve, og når hans egne mænd kæmper, går de bersærk og kan ikke såres.[7]

Replika Osebergskibet kaldet Skidbladnir ved Haroldswick, Shetlandsøerne.

Odin har et skib ved navn Skidbladnir, som kan foldes sammen som et klæde. Han bruger to talende ravne til at indsamle efterretninger, og han har Mimers hoved hos sig, som fortæller ham nyt fra andre verdener. Odin lærer magi, runer og besværgelser. Han kan endda vække de døde fra jorden og påføre hvem som helst død eller sygdom. Folk tilbeder Odin og de andre tolv høvdinge fra Asaland som deres guder.[8]

Odins død

[redigér | rediger kildetekst]

Odin fastsætter de love, som tidligere var blevet overholdt i Asaland: døde mænd skal brændes med deres ejendele; der skal rejses en høj til minde om fornemme mænd; og der skal holdes ofringer på særlige dage om vinteren og om sommeren.[9] Kort før sin død siger Odin, at han vil drage til Godheim (det andet navn for ”Swithiod den Store” i sagaen). Han dør i sin seng i Swithiod og brændes med ære. Snorri siger: ”Svearne troede, at han var draget til det gamle Asgaard og ville leve dér evigt."[10]

Frej

[redigér | rediger kildetekst]

Njord begynder at herske over svearne efter Odin. Denne tid er præget af fred og velstand, og alle guderne dør.[11] Da Njord også dør, tager Frej magten og gør Upsal til sin hovedstad. Frej har også et andet navn, Yngvi, som hans efterkommere begynder at bruge som en hæderstitel. Derfor kaldes de Ynglinger. Da Frey dør af sygdom, holder hans mænd det hemmeligt og lægger hans lig i en stor høj med tre vinduer. Folk tror, at Frej stadig lever, og fortsætter med at betale tribut til ham ved at lægge guld ind gennem et vindue, sølv gennem et andet og kobbermønter gennem det tredje.[12] Svearne opdager til sidst sandheden, men brænder ikke Frejs lig, fordi de mener, at fredstiden fortsætter takket være hans nærvær i Sverige. De behandler ham som en gud og ofrer til ham.[13]

Ynglinge-dynastiet

[redigér | rediger kildetekst]

Fjølner

[redigér | rediger kildetekst]
Fjølners død af Erik Werenskiold.

Frejs søn Fjølner arver magten og regerer fredeligt over sveerne, indtil han besøger en stor fest i huset hos Fredfrode, en hersker i Leidre. Der falder Fjølner ved et uheld ned i et stort kar med mjød og drukner.[14]

Sveigde

[redigér | rediger kildetekst]

Sveigde, Fjølners søn, overtager riget, men beslutter at opsøge Godheim og Odin og drager derfor ud på en femårig rejse. Sveigdekommer til Turkland og derefter til det store Swithiod. Han finder ikke Odin, men får en hustru i Vanaland ved navn Vana, som føder deres søn Vanlande. Da Sveigde vender tilbage til Sverige med sin familie, er han stadig fast besluttet på at opsøge Godheim. På sin anden rejse møder Sveigde en dværg, som narrer ham til at gå ind i en stor hul sten, hvor Sveigde bliver fanget for altid.[15]

Vanlande

[redigér | rediger kildetekst]

Vanlande bliver konge i Upsal. Som stor kriger drager han ud til mange lande og får en hustru i Finland ved navn Driva. De får en søn, Visbur, men Vanlande forlader sin familie i lang tid. Driva sender Visbur til Sverige og beder troldkvinden Huld om enten at tvinge Vanlande tilbage til Finland eller dræbe ham med trolddom. Vanlande vender ikke tilbage og bliver derfor dræbt i sin søvn af mare.[16]

Visbur

[redigér | rediger kildetekst]

Visbur efterfølger sin far og gifter sig med datter af Aude den Rige, som føder deres to sønner Gisle og Ond. Visbur forlader imidlertid sin familie og tager en anden hustru, som han får sønnen Domald med. Gisle og Ond vokser op og kræver deres mors medgift af Visbur, men han nægter at betale. De hævner sig ved at brænde Visbur inde i hans eget hus, hjulpet af Hulds trolddom.[17]

Domald

[redigér | rediger kildetekst]

Efter sin fars død bliver Domald konge. Hans regeringstid er præget af stor hungersnød og nød, og sveerne bringer mange offergaver i håb om at afslutte knaphedstiden. Først ofrer de frugter og dyr. Derefter går de over til mennesker. Da de ser, at intet hjælper, ofrer de Domald selv til guderne.[18]

Domar og hans søn Dygve

[redigér | rediger kildetekst]

Derefter regerer Domalds søn, Domar, længe og fredeligt over sveerne. Da han dør i Upsal, flyttes hans legeme til Fyrisvellir og brændes på flodbredden.[19] Magten overtages af hans søn Dygve, om hvem ”intet siges”, ifølge sagaen, ud over at han dør ”i sin seng”.[20]

Dag

[redigér | rediger kildetekst]

Kong Dygve efterfølges af sin søn Dag, som er så vis, at han kan forstå fuglenes sprog. For at få nyheder bruger han en spurv, som en dag bliver dræbt med en sten på en gård kaldet Varva i Reidgotaland. I raseri plyndrer Dag Varva for at hævne sig og dræber mange dér. På hjemvejen krydser Dag en flod ved et sted kaldet Skjotans Vad, hvor en slavearbejder kaster en høtyv mod Dags trop, og dræber kongen øjeblikkeligt.[21]

Agne

[redigér | rediger kildetekst]

Riget overtages af Dags søn Agne, en mægtig kriger, som fører sin hær til Finland for at undertvinge landet. Efter at have dræbt en finsk høvding Froste sammen med mange af hans mænd i et stort slag, hærger Agne Finland og fører Frostes datter Skjalv med hendes bror Loge til Stoksund.

Drabet på Agne, af Gerhard Munthe.

Der gifter han sig med Skjalv, som beder ham holde et gravøl til minde om hendes far. Agne bliver meget beruset under gildet og falder i søvn i et telt under et højt træ, mens han bærer et gyldent halssmykke – arvegods efter kong Visbur – om halsen. Frostes datter fæstner en løkke under smykket og lader sine mænd hænge Agne i en gren af træet. Skjalv sejler bort efter at have myrdet sin mand, og Agne begraves på stedet, som siden kaldes Agnefet.[22]

Brødrene Alric og Eric

[redigér | rediger kildetekst]

Agne efterfølges af sine sønner Alrik og Erik, som begge bliver konger samtidig. Som fremragende ryttere konkurrerer de gerne om, hvem der rider bedst. Under en ridetur langt borte på fjerne marker knuser brødrene tilsyneladende hinandens hoveder med en hovedbeklædning og dør.[23]

Brødrene Yngve og Alf

[redigér | rediger kildetekst]

Alriks sønner Alf og Yngve bliver derefter konger af Sverige. Yngve, en berømt kriger, er smuk, munter og beundret af alle. I modsætning til ham er Alf sky, uvenlig og deltager aldrig i krigstogter. Alfs hustru Bera tiltrækkes af Yngve og tilbringer megen tid i hans selskab, hvilket gør Alf meget jaloux. Alf slår sin bror med et sværd for Beras øjne, men den døende Yngve formår også at såre Alf dødeligt. Begge brødre falder døde om og begraves på Fyrisvold.[24]

Hugleik

[redigér | rediger kildetekst]
The Funeral of a Viking, af Frank Bernard Dicksee

Alfs søn Hugleik arver magten og regerer stille i svaernes rige, indtil en mægtig søkonge, Haki, kommer med mange krigere for at angribe landet. Kong Hugleik samler en stor hær for at møde ham, men taber et slag ved Fyrisvold. Haki dræber Hugleik sammen med to af hans sønner i slaget og bliver konge af Sverige. Haki bliver i Sverige, mens hans tropper drager ud på vikingetogter.[25] Imens sejler Yngves sønner, Jorund og Erik, rundt i deres krigsskibe og hærger Danmark. De tager Gudlog, en konge fra HHålogaland, til fange, fører ham til Stromones og hænger ham dér, hvilket gør dem meget berømte og fejrede.[26] Da de hører, at kong Hakis tropper er udenlands, samler Jorund og Erik en stærk styrke for at rykke mod Upsal mod Haki, som møder dem ved Fyrisvold, hvor et stort slag står. Trods sin mindre hær kæmper Hake tappert og dræber Erik, så Jorund og hans mænd må flygte til deres skibe. Men kong Hake selv bliver dødeligt såret i slaget og ved, at hans dage er talte. Han befaler, at et krigsskib skal lastes med hans krigeres lig sammen med deres våben og føres ud på havet. Der gøres et bål på skibet, hvor Hake brændes, mens han endnu ikke er helt død.[27]

Jorund

[redigér | rediger kildetekst]

Jorund bliver i Upsal og regerer over landet. Han fører sin hær til Danmark, hærger Jylland og Limfjorden, men ved Oddesund støder han på Gylog, en søn af den afdøde kong Gudlog, som kommer med en stor styrke. Gylog, bistået af mange lokale folk, besejrer Jorund i et slag, tager ham til fange og befaler ham hængt i en galge. Således hævner Gylog sin fars død på Jorund.[28]

Aun

[redigér | rediger kildetekst]

Jorunds søn Aun, en klog og stille mand, bliver konge over svearne og regerer fredeligt i Upsal, indtil Halfdan (Halvdan Frodesson), en søn af den danske konge Frode Mikellati, kommer til Sverige med sin hær. On flygter til Gotland og overlader riget til Halfdan, som bliver siddende som konge i 25 år.

Aun den Gamle af Erik Werenskiold.

Da Halfdan dør, vender Aun tilbage til Upsal, nu allerede 60 år gammel, og ofrer sin egen søn til Odin, som siger ham, at han vil leve 60 år mere. Kong Aun regerer i Upsal i 25 år, indtil Ole den Frøkne, Halfdans nevø, angriber riget. Aun flygter for anden gang til Gotland og mister tronen til Ole, som regerer over Sverige i 25 år. Da Ole bliver dræbt af Starkad den Gamle, kommer Aun tilbage til Upsal og regerer endnu 25 år. Derefter ofrer han sin anden søn til Odin, som lover, at Ons liv vil vare, så længe han giver en af sine sønner til Odin hvert tiende år. On fortsætter med at leve og ofre sine sønner, indtil kun én er tilbage, som han også vil give til Odin, men svaerne forhindrer det. Derfor dør On til sidst i en ekstremt høj alder.[29]

Egil

[redigér | rediger kildetekst]

Tunne, Auns træl og rådgiver samt skatmester, skjuler meget af Auns skatte i jorden. Så snart Egil, Auns eneste tilbageværende søn, arver tronen, degraderer han Tunne til rang af almindelig træl. Den dybt fornærmede Tunne flygter sammen med nogle andre trælle, graver Auns skatte op, deler dem mellem sine mænd og bliver deres høvding. Sammen med bander af lokale røvere hærger de landet og dræber mange, hvilket tvinger Egil til at føre sin hær mod den oprørske træl. Tunne angriber imidlertid pludseligt Egils lejr om natten og tvinger kongens mænd til at flygte ind i skoven, samtidig med at landet lider endnu større skade. Egil samler igen en hær, men lider et stort nederlag mod Tunnes styrker. Efter at have tabt en række slag flygter kongen ud af landet og kommer til Sjælland i Danmark, hvor han lover at betale Skabelon:Wikt-lang til Frode den Dristige til gengæld for hjælp. Frode giver Egil sin hær med nogle af de bedste krigere. Kong Egil, støttet af danskerne, besejrer Tunne og regerer tre år over Sverige. Han sender kong Frode store gaver hvert år som tak for hjælpen, men betaler ikke scatt til danskerne. Egil dør af et dødeligt sår påført af en løbsk tyr og begraves i en høj ved Upsal.[30]

Ottar

[redigér | rediger kildetekst]

Egils søn Ottar efterfølger sin far som konge, men fortsætter ikke venskabet med kong Frode. Frodes sendebud kommer for at kræve den scatt, som Egil havde lovet, men Ottar nægter at betale. Som straf hærger danskerne Sverige, dræber mange og tager fanger. Som hævn sejler kong Ottar til Danmark med sine krigere, mens Frode er borte på et tog, og lægger landet øde. Da Ottar plyndrer Vendsyssel ved Limfjorden, samler de danske jarler Vatt og Faste en hær for at slå svaerne tilbage. Efter et stort slag bliver Ottar besejret og dræbt, og danskerne efterlader hans lig på en høj til vilde dyr og ravne.[31]

De resterende kapitler af sagaen beskriver ynglinge-dynastiets styre helt frem til Ragnvald Heidumhære.

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ↑ Laing 1844.
  2. ↑ Stefánsson, Finn (2011-07-17). "Ynglingesaga". Nordisk Mytologi. Hentet 2024-01-13.
  3. ↑ MCLL 1996, chpt. 1. OF THE SITUATION OF COUNTRIES.
  4. 1 2 MCLL 1996, chpt. 2. OF THE PEOPLE OF ASIA.
  5. ↑ MCLL 1996, chpt. 4. OF ODIN'S WAR WITH THE PEOPLE OF VANALAND.
  6. ↑ MCLL 1996, chpt. 5. ODIN DIVIDES HIS KINGDOM: ALSO CONCERNING GEFION.
  7. ↑ MCLL 1996, chpt. 6. OF ODIN'S ACCOMPLISHMENTS.
  8. ↑ MCLL 1996, chpt. 7. OF ODIN'S FEATS.
  9. ↑ MCLL 1996, chpt. 8. ODIN'S LAWGIVING.
  10. ↑ MCLL 1996, chpt. 10. OF ODIN'S DEATH.
  11. ↑ MCLL 1996, chpt. 11. OF NJORD.
  12. ↑ MCLL 1996, chpt. 12. FREY'S DEATH.
  13. ↑ MCLL 1996, chpt. 13. OF FREYA AND HER DAUGHTERS.
  14. ↑ MCLL 1996, chpt. 14. OF KING FJOLNE'S DEATH.
  15. ↑ MCLL 1996, chpt. 15. OF SWEGDE.
  16. ↑ MCLL 1996, chpt. 16. OF VANLANDE, SWEGDE'S SON.
  17. ↑ MCLL 1996, chpt. 17. OF VISBUR, VANLANDE'S SON.
  18. ↑ MCLL 1996, chpt. 18. OF DOMALD, VISBUR'S SON.
  19. ↑ MCLL 1996, chpt. 19. OF DOMAR, DOMALD'S SON.
  20. ↑ MCLL 1996, chpt. 20. OF DYGVE, DOMAR'S SON.
  21. ↑ MCLL 1996, chpt. 21. OF DAG THE WISE.
  22. ↑ MCLL 1996, chpt. 22. OF AGNE, DAG'S SON.
  23. ↑ MCLL 1996, chpt. 23. OF ALRIC AND ERIC.
  24. ↑ MCLL 1996, chpt. 24. OF YNGVE AND ALF.
  25. ↑ MCLL 1996, chpt. 25. OF HUGLEIK.
  26. ↑ MCLL 1996, chpt. 26. KING GUDLOG'S DEATH.
  27. ↑ MCLL 1996, chpt. 27. OF KING HAKE.
  28. ↑ MCLL 1996, chpt. 28. JORUND, YNGVE'S SON.
  29. ↑ MCLL 1996, chpt. 29. OF KING ON, JORUND'S SON.
  30. ↑ MCLL 1996, chpt. 30. OF EGIL AND TUNNE.
  31. ↑ MCLL 1996, chpt. 31. OF KING OTTAR.
Litteratur

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Ynglingesaga&oldid=12236479"