Økonomisk boble
 |
Denne artikels neutralitet er omstridt Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken. |
 |
Der mangler kildehenvisninger i denne artikel Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen. |
 |
En Økonomisk boble , også kaldet spekulations-boble, markeds-boble, pris-boble, finans-boble eller spekulativ mani, er handel i store volumener til priser som er betydeligt ude af trit med de indre værdier.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Mulige årsager
|
Det kan illustreres således:
|
Bobler kan konstateres således:
|
Der opbygges en stigende efterspørgsel på penge. Dette monetære problem kan håndteres på to forskellige måder:
Man kan skrue på renten. Hvis man skruer ned for renten, får man stigende kreditproduktion i den monetære sektor, og hvis man skruer op for renten, får man faldende kreditproduktion. Det rigtige at gøre i denne situation er at øge kreditproduktionen.
Den finansielle sektor sætter så produktionen af kredit op, og der sker en hurtig stigning i omfanget af kredit og gæld. Der pågår en hurtig spekulation i priserne på investeringsgoder som fast ejendom, aktier og råvarelagre, og der opstår efterhånden intens konkurrence imellem udbydere af lån og kreditter. Kreditvilkår og udlånsbetingelser lempes pga. nedsættelse af risikopræmier og egenfinansieringskrav.
Herefter opstår der efterhånden flere samtidige bobler på grund af velstandsillusionen.
[redigér] Boblernes betydning for samfundsøkonomien
Når renten falder under den naturlige rente, og pengemængden øges i et omfang svarende til aktivitetsudvidelserne - har banker og kreditinstitutter "kronede" dage, og efterhånden når renten ned under den sats, som kan modvirke inflation. Nu matcher opsparingen ikke længere investeringerne og pengeinstitutterne får "debet/lånegradsinfluenza". Kreditinflationen skader kapitalstrukturen fordi forbruger-markedet og erhvervslivet konkurrerer om de samme penge.
Den lave rente sætter turbo på samfundsøkonomien, og produktionsapperatet efterspørger arbejdskraft ud over den tilgængelige, og det sætter konkurrenceevnen på spil. Erhvervslivet mister kontrakter pga. manglende produktionsevne.
| 1. Spekulativ finansiel handel på finansmarkederne aggregerer nu kurstab. |
| 2. Push/pull giver vigende likviditet. |
| 3. Den skrumpende pengemængde giver tab, faldende omsætning og faldende aktivpriser. |
| 4. Dette skaber et stemningsskift fra velstand mod knaphed og svækker troen på den økonomiske fremtid. |
| 5. Interbankrenterne stiger, og den monetære sektor indfører kreditstramninger. |
| 6. Korrektionen indtræffer, og pengemængden imploderer i den monetære sektor. |
Spekulationsobjekterne falder herefter til under under den spekulative værdistigning.
[redigér] Eksempler på bobler i økonomien
[redigér] Holland
Uddybende artikel: Tulipan-manien i Holland.
Den første boble man kender til var Tulipan-manien i Holland i 1630'erne. Her opkøbte folk tulipanløg i den tro at priserne ville blive ved at stige. Handelen nåede sit zenit ved årskiftet vid 1636-1637. Da kostede et eneste "Viceroy"-løg hvad der svarede til prisen på 8 grise, 4 okser, 12 får, 24 ton hvede, 48 tønder rug, 4 tønder øl, 2 ton smør, 79 liter vin, 425 kg. ost, en seng, et knippe klæder, et sølvbæger og et mindre skib.
[redigér] England
Lige fra man første gang fandt på at trykke penge på papir og udstede obligationer har man haft problemer med at styre markedet. Der har i gennemsnit været "kriser" hvert tiende år. I England var der indtil de fik styr på den trafikale infrastruktur "run" på bankerne ca. hvert tredje år pga. at pengene skulle køres ud med hestevogn via mudrede skov- og markveje og da logistikken derfor var elendig, var transporterne ofte forsinkede, eller pengene blev stjålet undervejs.
[redigér] Frankrig
Den første nationalbank blev til i Frankrig efter at skotten John Law havde fundet på papiret som var betalbart "på sigt" med mønter. I løbet af ganske kort tid fandt der en overemission sted fra politisk hold, som udløste en gigantisk boble i hele Europa og det finansielle system kollapsede efterfølgende i Frankrig. De politiske magthavere indførte dødstraf for at føre mønter ud af landet, og penge fra denne finansielle boble indgik i nye bobler i f.eks. England, hvor selskaber af enhver art var skudt op og kunne opsuge de penge, der blev skabt i den franske boble.
Man forsøgte desuden i en årerække at kontrollere kursen på valutaerne i forhold til lødigheden af metallet. Dette medførte at nationerne skulle ligge inde med store mængder af ædelmetaller som ikke udgjorde et produktionsskabende aktiv. Herefter har man indført krydsvekslingkurser i stedet og er så at sige "gået fra guldfoden". Da penge har en divertiv funktion i og med at det både er en valuta, et betalingsmiddel og en vare.
[redigér] USA
I 1869 var der et '"run" på dollaren, hvor én enkelt finansmand Jay Gould i USA gearede en mindre sum egne kontanter og i samarbejde med et halvt hundrede dealere, tvang kursen på guld så højt op (tvang kursen på dollar ned) at Finansministeriet begyndte at sælge ud af guldreserverne for at holde dollarkursen oppe. Gould opbyggede terminskontrakter for 35 mill. $ før han begyndte at sælge ud på et tidspunkt hvor han praktisk taget havde, kontrakt på det meste af det tilrådighedværende guld og almindelige mennesker i hele landet sprang på markedet for at sikre sig del i fortjenesterne. Da finansministeriet begyndte at sælge, rasler kurserne ned og James Gould indkasserer 1,5 mill. $ i fortjeneste på et lille kvarters tid.
Udbygningen af det nye land Amerikas jernbanenet, og de enorme aktieemissioner det medførte, og den efterfølgende sammentrækning i økonomien da dén boble sprang, trækker tydelige paralleller til den nyere økonomiske udvikling i det nuværende Kina. Blot oplever man i Kina samtidig dén økonomiske boble, som følger med industrialiseringen og omsætningen af privat opsparing og opspekulationen af aktier samtidigt hermed. I 1872 var der 89 jernbaneselskaber i Amerika som misligeholdt afdragene på deres obligationslån. Der var på det tidspunkt 364 børsnoterede jernbaneselskaber; men kun 260 af disse selskaber var i stand til at udbetale udbytte. I slutningen af 1872 begyndte kurserne nedturen på børserne, og markederne udviste så langt større forsigtighed, konjunkturerne vendte og tilliden forsvandt ud af markedet. Kollapsen indtrådte i 1873 hvor marginalspekulanterne går konkurs i en bølge, der trækker de banker, som har depoterne fulde af Amerikanske jernbaneaktier, med ned. østrigske, tyske, belgiske, italienske, hollandske og amerikanske banker blev trukket ned på stribe, og likviditeten fordufted ud af markedet i et historisk credit crunch. Wall street lukkede børsen i en halv snes dage. Det amerikanske finansministerium frigav herefter 13 mill. $ til opkøb af statsobligationer og børsen åbnede igen; men recessionen kastede halvdelen af arbejdsstyrken ud i arbejdsløshed og investeringerne faldt til ca. 2/3. Boblens drivkraft var, at almindelige mennesker reducerede deres opsparinger for at spekulere i de profitable jernbaneaktier, de enorme investeringer satte jernbaneselskaberne i stand til at konkurrere på investeringer helt ud på overdrevets rand.
I tyvernes USA førte forventningen om stadigt stigende priser på den sydlige Østkyst af USA til Florida-boomet 1926. Efter Krakket på Wall Street i 1929 gjorde myndighederne den fejl, at de satte renten op og skærpede kravene til kreditværdighed, således at det i praksis blev umuligt at låne. Derved skrumpede pengemængden, ikke kun i USA, men credit chrunche't trak hele den dengang vestlige verdens økonomier ud i en langvarig recession. Det førte til Depressionen
[redigér] Oliekrisen 1973
Ligesom i 30'erne var det Keynesianismen som var ledetråden. Den foreskriver store offentlige investeringer og tilførsel af øget likviditet til markederne som medicin mod "krisen". Dette fører til stagflation og pga. de dengang ofte forekommende valutakriser og de flydende kurser på valutaerne, høje renter for at fastholde udenlandsk kapital. Man blev lidt klogere, da Milton Friedman fandt frem til at definere Monetarismen og fandt sammenhængen mellem inflation og renter. Pristalsreguleringerne og de automatiske reguleringer af lønninger forsvinder og renten sættes ned og internationale samhandelsaftaler og valutasamarbejde fører til at renterne kan sættes ned og kursen er sat for centralbankernes æra.
[redigér] Nutiden
Skiftende centralbankchefer dikterede herefter betingelserne for den monetære udvikling i den den gang frie verdens økonomi. Renten sattes op og ned for at knibe pengenes omsætningshastighed eller mængde op og ned. Politikerene lærte at lade være med at bruge inflatoriske finanspolitiker og nye aktører opstår i finansmarkederne. Tiden er sat til kapital og hedgefonde.
Et eksempel på en konjunkturmedløbende boble, kan være en politik der driver priserne op i et segment af boliger. Der kan f.eks opstå en en boble i lejlighedshandel, som er er affødt af den jura, der ligger til grund for lejlighedsmarkedet. En sådan boble kan drives således:
Hvis man betaler rigtig meget i skat, kan der opnås fradrag, som modregnes i topskatten - hvis man belåner friværdien i sin ejendom - og sætter provenuet i en lejlighed i universitetsbyerne. Børnene skal betale leje for at bo i lejligheden, dog kan lejeværdien sættes 15% under markedsværdien. Tabet i lejeindtægt kan derefter modregnes i topskatten. Det medfører en stigende efterspørgsel på boliger i universitetsbyerne - og da der på grund af den den faldende rente og konkurrencevilkårene i kreditmarkedet er plads til at låne mere, stiger priserne. De offentlige vurderinger følger efter. Så kan der lånes endnu mere, og de stigende betalingsevner puster nu priserne op i lejlighedsmarkedet.
Rentefradragsretten og de stigende løbetider kombineret med strukturerede kapitaliseringsinstrumenter som SDO med afdragsfrihed, og variabel løbetid/forlængede løbetid samt højere belåningsgrad vil også geare boliglånene, så bobleøkonomien stimuleres, og opsparingerne reduceres kraftigt.
Dette kan man også karakterisere som en konjunkturmedløbende finanspolitik, som har den effekt at væksten vil blive forstærket på grund af den øgede likviditetstilførsel til markedet, ud over at det skubber en voksende gæld foran borgerne vil dette også forstærke konjunkturene i hele forløbet, både på vej op og på vej ned igen. Man kan sige at der vil blive indbygget flere og større "bump" i nedturen, når markedet - som bliver mere volatilt herved - forsøger at forsvare sine positioner.
[redigér] Centralbankernes rolle i dannelsen af boblen
I nyere tid har centralbankerne og store internationale hedgefonde udvist den drivende kraft i skabelsen af store økonomiske bobler. Det foregår på den måde at hedgefondene gearer deres investeringer. De har f.eks. X enheder i en lavrentevaluta, den køber de højt forrentede værdipapirer for i spektra, der passer til deres finansieringsmål. Disse porteføljer belånes (stilles som garanti) for X+n enheder i en lavt forrentet valuta. De anvendes til at opkøbe værdipapirer med højt afkast i en højrente valuta, som så belånes igen osv. Dette scenarium udspiller sig med et stigende antal aktører, som på den måde gearer deres investeringer og flytter større og større summer fra termin til termin. Jo længere tid det varer, desto større bliver gælden (og indtjeningen). Så længe renten er lav vil boblen blæses op og der vil være høj vækst. Problemet med denne vækst er imidlertid at den ikke er produktionsbaseret, men likviditetsbaseret (altså baseret på kredit). En dag indhenter realiteterne disse kapitalfonde, man siger at de bliver udsat for margin calls - der skal penge på bordet . Dette sker altid i lavkonjunkturen, og vi vil her se at markedet bryder sammen efterhånden som værdipapirerne udvikler sig til junk bonds.
De højt forentede papirer - det kunne være særligt dækkende obligationer, med en lav rente i begyndelsen (eller afdragsfrihed i starten), som lægger til grund for lån til finansiering af køb fast ejendom bliver misligeholdt og kursen (værdien af) på disse papirer begynder at falde. Så begynder lavinen at rulle, der skal nu kontanter på bordet, fordi porteføjlerne ikke er nok værd til at stille som sikkerhed for de ydede lån, og brandudsalgene starter. Dette sætter gang i en nedadgående spiral på værdi af kapitalfondene, da de så at sige: "må sælge ud af kronjuvelerne". Forholdsvis hurtigt vil der ske det, at de at de stærkt gearede kapitalfonde vil styre mod en konkurs og pengemarkedet vil herefter være stærkt tilbageholdende med at yde kreditter og lån. Interbankrenten vil stige på grund af at den tilrådighedværende pengemængde er skrumpende og bankerne på grund af manglende kendskab til konkurrerende pengeinstitutters eksponering i det kommende credit chrunch vil være tilbageholdende med at yde interbanklån. De trægt omsættelige kapitalgoder som fast ejendom vil nu også være faldende i værdi.
Den dag en kapitalfond ikke kan tilfredstille sine margin calls falder hammeren. Centralbankerne vil nu pumpe penge ud i systemet, så nogen kan overtage pågældende fonds forpligtelser. Dette vil udvande valutaens værdi og krydskurserne mod landets valuta vil herefter være faldende i landets disfavør indtil markedet igen fatter tillid til de implicerede parter.
På den måde kan man sige at finansmarkederne får nogle dødelige sår, og at pengene vil fosse ud af de dårlige papirer, og de højt gearede kapitalfonde i stigende grad får vanskeligt ved at klare garantiforpligtelser.
Herefter vil de etablerede udbudstrukturer genere tab, tab og tab på stribe i en nedadgående spiral indtil markedet er korrigeret. "Krisen" drives af at et lille antal aktører - industrielle investorer - smider aktiver med høj likviditet på markedet i store portioner, måske hele porteføljer af i denne sammenhæng "sunde" obligationer eller aktier for at skaffe likviditet. Afhængig af mængden vil det sende kursen af papirerne i nedadgående retning - eventuelt vil det medføre at børser og market makers helt stopper handlen i kortere tid, mens markedet falder til ro - herefter vil kursen være stadigt lavere på grund af forskellige samspillende faktorer: Hver gang en konkurs opstår, vil der blive likvideret porteføljer. Mængden af værdipapirer, der vil være til salg vil vokse samtidigt med at færre ønsker at købe og mange investorer vil afholde sig fra at handle pga. at risikoerne vil være stigende. Man kan sige at markedet vil lede efter sine nye kursmål
Flere store fonde vil herefter have tabt værdier og likviditeten vil dermed være skrumpende i takt med at der sælges ud af papirerne for at klare de nu skærpede garantikrav.
I takt med at banker og finanshuse løber tør for penge vil der opstå større efterspørgsel på likviditet, og vi oplever så at centralbankerne stiller kapital til rådighed for markedet. I den akutte krise kan det ske målrettet for at sætte de likviditetsramte aktører istand til at overtage hinandens forpligtelser, eller det kan ske struktureret for at balancere markedet med efterspørgslen. Man estimerer f.eks at der mangler tre trillioner i en valuta i en given periode i centralbanken og markedsdeltagerne inviteres så til byde på hvor meget rente de vil betale, og lånetilførslerne gives så højstbydende. Jo flere gange centralbanken udfører denne øvelse, des mere udvandet bliver valutaen og krydskurserne vil herefter være faldende.
Da stigningerne i pengemængden ikke er baseret på produktion vil inflationen være stigende samtidig med at investeringerne falder. For at styrke væksten vil centralbankerne herefter sætte renten ned, dette vil føre over i en ny ligevægtssituation med høj arbejdsløshed, høj inflation og stigende renter og lav pengeomløbshastighed.
[redigér] Styringsinstrumenter til regulering af pengemængden?
Pengemængden kan holdes nede eller pengeomløbshastighed kan reduceres ved at man som modvægt til de øgede kreditgivninger kræver, at pengeinstitutter og realkreditgivere henlægger summer til tab i en konjunkturopgang, som står i relation til de øgede kreditter. Og der kan opstilles strammere lovrammer for realkreditlångivning, f.eks. om faldende løbetider og større egenbetaling.
Endvidere kan rentefradragene begrænses over en længere horisont i konjunkturopgangen og der kan indføres forskellige former for fordelagtige langsigtede opsparingsordninger, som vil stimulere opsparingsviljen. Og de internationale krav til kapital- og hedgefonde kan forsøges skærpet på forskellig måde, f.eks kan man kræve at en fond ikke må arbejde uden en professionel bestyrelse.
Man kan arbejde på at få skærpet de internationale krav til deponering af garantisum og indføre skærpet indberetningspligt om porteføljeændringer på over 1 mia. valuta og daglige kursbaserede værdiansættelser af Hedgefondes depoter. Man kan arbejde på at indføre internationale regler for kapitaliseringstransaktioner, således at man kan kortlægge gearingen af fondene og måle om de overholder internationale mindstekrav.Og endelig kan man arbejde på at få stillet krav til fondenes hjemlande (der hvor de ligger i depot) om garantiforpligtelser i forhold til intervention og krav om deponering i forhold til belåningsgrad, således at man kan stille kvalitative målsætninger op for begrænsning af gearingen af fonden.
