Alessandro Cagliostro
Alessandro Cagliostro (egentlig Giuseppe Balsamo fra Palermo) (8. juni 1743 – 26. august 1795) var en italiensk eventyrer i det 18. århundrede.
Beretningerne om hans ungdomsliv er afvigende og utilforladelige. Der meldes, at han var født 8. juni 1743 af fattige forældre, at han blev sat i et præsteseminarium, hvorfra han løb bort, 13 år gammel, at han derefter blev medhjælper i et klosterapotek, hvor han lærte fysik og kemi for snart efter at blive bortvist for slet opførsel; derefter skal han have berejst Grækenland, Ægypten og en del af Asien og være blevet indviet i alskens hemmelige kunster. Men disse rejser er højst sandsynligt opdigtning.
Sikkert er det: at han var søn af Pietro fra Palermo, at han 1767 var i Rom, at han dér 1768 ægtede romerinden Lorenza Feliciani, hvem en forfatter, der har set dem begge, skildrer som en sjælden skønhed, og at Cagliostro senere drog det halve Europa igennem under forskellige navne som Tischio og (1779) grev Pellegrini og overalt omgav sin herkomst og tilværelse med et mystisk skær.
Filosoffernes kritik af dogmetroen tillige med den gryende anelse om ukendte naturkræfter havde gjort folk modtagelige for ny svindel. Også den politiske og sociale gæring begunstigede en type som Cagliostro. Han optrådte som åndemaner og guldmager, forfærdigede livseliksir og ville stifte et nyt ægyptisk frimureri, hvis "Stor-Kophta" han selv var. I London optrådte han som udsending fra profeten Elias som søn af en engel og en dødelig kvinde og lovede at genføde sine "troende" til et nyt og bedre fysisk og psykisk liv.
Også i Nederlandene og Tyskland, hvor han udførte overraskende kure, betragtedes han af mange, og ikke mindst i de højere stænder, som et gådefuldt vidunder. Professor Stark (bekendt som stifter af hemmelige selskaber), fru von Krudener og andre hørte til hans beundrere og tilhængere. Som der berettes, skal han have været mindre heldig i St. Petersborg, og Katharina 2. af Rusland skrev endog senere et satirisk lystspil over ham og hans tilhængere.
1780 kom han til Frankrig, hvor kardinalen af Rohan blev hans offer, og hvor han i det hele vandt mange fornemme tilhængere, navnlig kvinder. I sagen om diamanthalsbåndet spillede Cagliostro en stor rolle, og grevinde de la Mottes forklaringer var så graverende for Cagliostro, at han blev sat i Bastillen; snart efter blev han forvist fra Frankrig. Hans delagtighed i halsbåndshistorien havde imidlertid åbnet øjnene på mange, og da han 1789 ville stifte en ægyptisk loge i selve Rom, lod den pavelige inkvisition ham fængsle.
Han blev dødsdømt i 1791, men benådet med fængsel på livstid i det faste slot S. Leone ved Urbino, hvor han døde 1795. Lorenza blev sat i et kloster.
Goethe har benyttet Cagliostros skikkelse i sin Grosskophta (1791). De i Paris 1785 af marquis de Luchet udgivne Mémoires authentiques de Cagliostro er opdigtede.
Eksterne henvisninger
| Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen. |