Andrej Tjikatilo

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Andrej Tjikatilo
Fødenavn Andrej Tjikatilo
Alias The Rostov Ripper, The Red Ripper
Født den 16 oktober, 1936
Fødested Yablochnoye, Ukraine, Sovjetunionen
Død den 14 februar, 1994
Straf Dødsstraf
Dødsårsag Henrettet, skudt i hovedet
Drab
Antal ofre 53
Periode 22 december, 1978 til 1990
Arresteret 20 november, 1990

Andrej Romanovitj Tjikatilo (russisk: Андрей Романович Чикати́ло) (16. oktober, 193614. februar, 1994) var en russisk seriemorder, også kendt som, Butcher of Rostov og 'The Red Ripper.' Han blev dømt for morderne på 53 kvinder og børn, i Sovjetunionen, begået imellem 1978 og 1990.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Tidligt liv[redigér | redigér wikikode]

Tjikatilo blev født I landsbyen, Yablochnoye, Ukraine, i 1936. Hans barndom var traumatisk, specielt da Sovjetunionen, gik ind i krigen med Tyskland.Stalins planer om landbrugskollektiv havde for nylig været årsag til hungersnød. Under 2. verdenskrig var Tjikatilo vidne til effekten af Tysklands bombetogter. Der var også nogle beviser på, at Tjikatilos bror var blevet spist af folk fra landsbyen på grund af hungersnøden.

Med hans far i krig, skulle den unge Tjikatilo dele seng med sin mor. Han var sengevæder, hvilket hans mor bankede og ydmygede ham for. Hans far, der blev fanget og fængslet af nazisterne under krigen, vendte dog senere hjem.

Tjikatilo klarede sig godt i skolen, men dumpede til adgangseksamen til Moscow State University. Efter at have færdiggjort sin værnepligt i 1960, flyttede han til Rodionovo-Nesvetayevsky og arbejdede som telefontekniker. Den eneste seksuelle erfaring Tjikatilo havde i sin ungdom, var da han som 18-årig hoppede på sin søsters veninde. Under denne brydekamp ejakulerede han, mens hun prøvede at slippe fri fra hans greb.

Tjikatilo blev gift i 1963 med en kvinde som hans yngre søster havde præsenteret ham for. Parret fik en søn og en datter. Tjikatilo påstod senere at deres ægteskabelige seksuelle forhold var minimalt, og at han ejakulerede på sin kone, og derefter indførte sæden med sin finger.

1 1971, fuldførte han en eksamen i russisk litteratur via et brevkursus og prøvede derefter en karriere som lærer i Novoshakhtinsk. Der var flere klager over at han havde begået seksuelt overgreb på sine elever, og dette blev håndteret i stilhed og uden indblanding af politiet, hvorefter han flyttede fra skole til skole. Til sidst fik han arbejde som kontormand, på en fabrik, og brugte sine mange forretningsrejser rundt omkring i Sovjetunionen til at begå sine mord.

Mordene begynder[redigér | redigér wikikode]

I 1978 flyttede Tjikatilo til Shakhty, en lille kulmineby nær ved Rostov-on-Don, hvor han den 22. december begik sit første dokumenterede mord: Han lokkede en 9 år gammel pige hen til et gammelt hus, som han havde købt i hemmelighed, hvor han forsøgte at voldtage hende. Men pigen kæmpede imod og han dolkede hende til døde. Han ejakulerede mens han slog pigen ihjel. Fra da af var Tjikatilo kun i stand til at blive seksuelt ophidset og få udløsning, igennem at dolke og flænse kvinder og børn til døde.

På trods af beviser der forbandt Tjikatilo med pigens død, blev en ung mand ved navn Alexsandr Kravchenko, arresteret, dømt og henrettet for forbrydelsen.

Han myrdede ikke igen før i 1982, men det år myrdede han flere gange. Tjikatilo udviklede et mønster: Han fandt bortløbne og omstrejfende børn og unge, eller prostituerede og hjemløse kvinder, ved bus- eller jernbanestationer og lokkede dem derefter til en nærliggende skov med penge, alkohol eller slik, for derefter at myrde dem. Tjikatilo prøvede typisk at have samleje med de voksne kvindelige ofre, men var sjældent i stand til at få rejsning, hvilket sendte ham ind i et morderisk raseri, specielt hvis kvinden hånede ham om hans manglende formåen til at præstere.

I 1983 begyndte han først at myrde i juni, men inden september september samme år havde han allerede myrdet 4 mennesker.

6 lig (ud af 14) var blevet fundet i 1983. Et politi team fra Moskva, med Major Mikhail Fetisov som leder, blev sendt til Rostov-on-Don for at lede efterforskingen. Fetisov koncentrede efterforskingen omkring Shakhty og gav en retsmedicinanalytiker, ved navn Victor Burakov ansvaret for efterforskningen.

Politiets koncentrerede sig om mentalt syge og tidligere seksualforbrydere, og de arbejde sig langsom igennem alle som var kendt og udelukkede dem fra efterforskningen. En antal af unge mænd tilstod morderne, med de var alle mentalt handicappede, og var bukket under for de brutale og lange afhøringer. En ung, ikke myndig homoseksuel mistænkt begik selvmord i sin celle i detentionen.

I 1984 fandt endnu 15 mord sted. Politiet begyndte at patruljere mere intensivt og posterede civilklædte betjente ved mange offentlige stoppesteder.

Arresteret og løsladt[redigér | redigér wikikode]

Tjikatilo blev identificeret fordi han opførte sig mistænksomt på en af Rostovs busstationer. Han blev arresteret og tilbageholdt. Man fandt ud af han allerede var under efterforskning på grund af et mindre tyveri, hos en af hans tidligere arbejdsgivere, hvilket gav kriminalbetjentene ret til at tilbageholde ham i længere tid. Tjikatilos tvivlsomme fortid blev afsløret men det gav ikke tilstrækkelig med beviser til at anklage ham for morderne. Han blev fundet skyldig i en sag, og blev dømt til et år i fængsel. Han blev løsladt i december 1984, efter at have siddet 3 måneder. Det blev senere afsløret at Tjikatilo var blevet udelukket som mistænkt i morderne, fordi hans blodtype, var testet og ikke fundet at være dem samme, som den sæd man havde fundet på ofrene. Nogle formoder at den falske negative prøve, placerer Tjikatilo iblandt de 20% af mennesker som ikke udskiller en markør for deres blodtype via andre krops væsker. Men dette blev aldrig bevist mens han var i live.[1]

Senere mord og menneskejagten[redigér | redigér wikikode]

Tjikatilo fandt et nyt arbejde i Novocherkassk og holdt lav profil, han dræbte ikke igen for i august 1985, hvor han myrede to kvinder ved to forskellige lejligheder.

Han er ikke kendt for at have dræbt igen før i maj 1987, på en forretningsrejse til Revda i Ukraine, hvor han dræbte en ung dreng. Han dræbte igen i juli i Zaporozhye, og i september i Leningrad

Den døende politiefterforskning blev genoplivet i midten af 1985, da Issa Kostoyev blev udpeget til at overtage sagen. De kendte mord omkring Rostov blev grundigt genefterforsket, og endnu en runde afhøringer af kendte seksualforbrydere. I december 1985 begyndte politiet igen at patruljere jernbanestationer i og omkring Rostov. Tjikatilo fulgte godt med i efterforskningen, og styrede sinelyster i 2 år. Politiet tog også initiativ til at konsultere en psykiater. Det var den første konsultation af den art i forbindelse med efterforskningen af en seriemorder i Sovjetunionen.

I 1988 genoptog Tjikatilo sine myrderier, men han holdt dem langt væk fra Rostov området. I april 1988 myrdede han en kvinde i Krasny-Sulin og myrdede yderligere 8 mennesker samme år, der iblandt to ofre i Shakhty. Igen er der en lang periode inden Tjikatilo begynder at myrde igen, men imellem januar 1990 og november 1990 myrdede han 7 drenge og 2 kvinder.

Fundet af flere ofre startede en massiv efterforskning fra politiet. En stor del af efterforskningsholdet patruljerede, tog – og busstationer, og andre offentlige pladser i og omkring Rostov. De store bus – og tog stationer blev patruljeret af politibetjente i uniformer. Mindre og knap så travle stationer, blev patruljeret af civilklædte agenter. Ideen bag dette var, at politiet håbede, ved at se det store antal af betjente på de store bus- og tog stationer, ville morderen vælge en af de mindre stationer til at finde sine ofre. Planen betød også at mange kvindelige agenter var klædt ud som prostituerede og hjemløse mennesker, de blev ved med at vandre planløst rundt på stationer og langs ruten hvor de døde kroppe var blevet fundet.

Den 6 november dræbte og lemlæstede Tjikatilo, Sveta Korostik Da han forlod gerningsstedet blev han stoppet af en civilklædt agent, som havde set Tjikatilo komme ud af skoven. Ifølge agenten så han mistænksom ud. Den eneste grund til at gå ind i skoven på denne tid af året, var for at samle vilde svampe (hvilket var populært i Sovjetunionen). Men Tjikatilo var ikke klædt som en typisk skovvandrer. Han var iført en ret formel påklædning. Desuden havde han en nylon sportstaske, hvilket ikke var egnet til at bære svampe i. for det andet, var hans tøj beskidt og han havde hvad der så ud til at være ud tværet blod på hans hals og øre. Tjikatilo, blev stoppet og hans papirer blev tjekket, og da der ikke var en gyldig grund til at arrester ham, fik han lov til at gå. Havde betjenten tjekket Tjikatilos taske havde han fundet Sveta Korostik amputerede bryster. Da betjenten kom tilbage til kontoret, udfyldte han en normal rutine rapport, med navnet på den person han havde stoppet ved togstationen. Kort tid efter den episode, fandt politiet to døde kroppe ikke mere en 30 fod fra hinanden, nær ved stationen i Leskhoz. Det blev fastlagt at et af ofrene omkring det tidspunkt hvor betjenten havde udfyldt rapporten om den mistænksomme mand tæt ved Leskhoz station. Det var anden gang Tjikatilo direkte blev forbundet med mordet på et barn (første gang var i 1978, hvor et vidne reporterede at have set en mand som passede på Tjikatilos beskrivelse, med en lille pige som senere blev fundet dræbt)

Anholdelse og tilståelse[redigér | redigér wikikode]

Selv efter den episode, havde politiet stadig ikke nok beviser til at arrestere og retsforfølge ham, men Tjikatilo, blev sat under døgnovervågning af politiet. Han blev konstant skygget og optaget på video, af civile agenter. Den 20 november, 1990 forlod Tjikatilo hans hjem med en , en gallon flaske øl (på dette tidspunkt var det meget svært at købe flaske øl, i Sovjetunionen) Tjikatilo blev ved med at vandre rundt i byen med flasken, og han blev ved med at prøve at få kontakt til børn han mødte, til sidst gik han ind i en lille cafe, hvor han købte 300ml øl (politiet unders over hvorfor han gik rundt i byen i timer for så at købe 300ml øl) det faktum at han blev ved man at kontakte børn, fik politiet til at anholde ham, da han kom ud af caféen.

Igen havde politiet 10 dage til at anklage Tjikatilo for morderne eller lade ham gå. Efter anholdelsen, fandt politiet et andet stykke af beviser mod Tjikatilo. Et af hans sidste ofre, var en fysisk stærk 16 år gammel dreng (selv om han var mentalt handicappet). På gerningsstedet havde politiet fundet talrige tegn på at en fysisk kamp mellem ofret og hans morder. En af Tjikatilos fingre havde et ret frisk sår, og en lægeundersøgelse konkluderede at såret var et menneske bid, faktisk var hans fingerknogle brækket. Tjikatilo søgte aldrig læge til behandling af såret.

Strategien som politiet valgte for at få ham til at tilstå, var noget usædvanligt for den tid. En af kriminalbetjentene blev ved med at fortælle Tjikatilo, at de alle troede han var syg og havde brug for læge hjælp. Dette fik Tjikatilo, til at tro at hvis han tilstod, ville han ikke blive retsforfulgt på grund af sindssyge.

Til sidst blev en psykiater inviteret for at ”hjælpe” Tjikatilo (inddragelse af en psykiater under en efterforskning var noget politiet aldrig havde gjort før) psykiateren var meget forstående over for Tjikatilo mentale problemer, og efter en meget lang samtale, Tjikatilo tilstod til morderne. Igen var en tilståelse ikke nok til at anklage ham, efterforskerne mangle stadig hårde beviser. Tjikatilo indvilgede i at vise dem beviser, og han viste dem begravelse steder, af ofre politiet endnu ikke havde fundet. Det var det: politiet havde nok beviser til at retsforfølge ham, imellem den 30 november og den 5 december, tilstod og beskrev Tjikatilo 56 mord. 3 af disse ofre var blevet begravet, og kunne ikke findes eller identificeret, så disse mord blev Tjikatilo aldrig anklaget for. Antallet af forbrydelser Tjikatilo tilstod chokerede politiet, de have kun 36 mord på deres liste i efterforskningen, et antal af mord var ikke blevet linket til Tjikatilo, fordi gerningsstederne lå langt fra Tjikatilo normale jagtmarker, og andre fordi de var begravet, og ikke var blevet fundet for Tjikatilo viste dem hvor de var begravet.

Fængsling[redigér | redigér wikikode]

Særlige sikkerhedsforanstaltninger måtte tages mens Tjikatilo var fængslet. Voldlige og speciel sekuelle forbrydelser mod børn er tabu i den russiske underverden. Fanger, som er dømt for at have voldtaget eller myrdet børn, har i russiske fængsler ”Cast down”(опущены) til ”kasteløse”(опущенный) status, og bliver mishandlet og til tider dræbt af deres medfanger.

Dette problem blev yderligt kompliceret af det faktum, at nogle af Tjikatilo ofres slægtninge arbejdede i fængselssystemet, og der var stor sandsynlighed for, at Tjikatilo ville blive henrettet i sin celle inden sin retssag.

Tjikatilo blev sat under døgnovervågning i sin celle. Selv om den mistænkte tit opførte sig bizart foran efterforskerne, var hans opførsel ganske normal, når han troede, ingen kiggede. Han spiste og sov godt. Han motionerede hver morgen. Han læste omfattende bøger og aviser. Tjikatilo brugte også meget tid på at skrive breve og klager til sin familie, regeringen og hele pressen.

At skrive var en passion for Tjikatilo, som han forblev trofast mod resten af sit liv. Mens han var ansat som skolelærer, skrev han artikler til den lokale avis. Artiklerne, handlede om morale og etik. Tjikatilo skrev ofte anonyme klager til regeringen om sine chefer og kolleger.

Mens han sad i sin celle læste han i et blad om en nominering af ”efterforskere af dette år”. Tjikatilo skrev og nominerede sine efterforskere til prisen.

Retssagen og henrettelsen[redigér | redigér wikikode]

Tjikatilo kom for retten, den 14 april, 1992. På trods af sin underlige og nedbrydende opførsel i retssalen, blev han vurderet til at være i stand til komme for retten. Under retssagen var han indespærret i et bur, i mindten af retssalen, den var lavet til ham som beskyttelse mod slægtningene af hans mordofre. Retssagen havde en meget foruroligende atmosfære. Slægtningene blev ved med at råbe fornærmelser og trusler til Tjikatilo, forlangte at myndighederne skulle lukke ham ud, så de kunne henrette ham på deres egen måde. Der var mange slægtninge, der besvimede når navnene på ofrene blev råbt op. Politiet som var vagter inde i retssalen, måtte flere gange stoppe optøjer.

Retssagen sluttede i juli og domfældelsen blev udskudt til den 15 oktober, hvor han blev fundet skyldig i 52 af 55 mord og dømt til døden for hver og et af dem. Da Tjikatilo fik chancen til at tale, kom han med den værste gang sludder om politiskes leder, hans egen impotens (på et tidspunkt tog han sine bukser af) og han forsvarede sig selv med sin barndoms oplevelser, hungersnøden som fandt sted i 1930’erne i Ukraine(noter her, hungersnøden i Ukraine fandt sted i 1932 – 1933, og Tjikatilo blev født i 1936) på et tidspunkt påstod han at han havde gjort samfundet en tjeneste, ved at rense den ud for ulige personer. (mange af Tjikatilo ofre var unge prostituerede, alkoholikere, bortløbne teenagers eller ”problem” unge)

Den 14 februar, 1994 blev han henrettet med et enkelt skud i baghovedet, efter at præsident Boris Yeltsin havde afvist Tjikatilos anmodning om at blive skånet.

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]