Kannibalisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Illustration fra 1557 angiveligt af Hans Staden. Banket med servering af menneskekød.

Kannibalisme (fra Spansk caníbal i forbindelse med den påståede kannibalisme blandt Carib-indianere), eller anthropophagy (fra Græsk anthropos "menneske" og phagein "at æde") betegner, at mennesker fortærer andre mennesker. I zoologi bruges kannibalisme om arter, som konsumerer artens medlemmer.

Neandertalere menes at have praktiseret kannibalisme på deres egen race.[1][2]

Blandt mennesker har det været praktiseret af forskellige grupper[3] I fortiden i Europa,[4][5] Sydamerika,[6] New Zealand,[7] Nordamerika,[8] Salomonøerne,[9] Ny Kaledonien,[10] New Guinea,[11] og Fiji,[12] sædvanligvis i ritualer forbundet med stammekrig. Fiji var kendt som “Kannibal øerne”. Beviser på kannibalisme er blevet fundet i Chaco Canyon (New Mexico) ruinerne efter Anasazikulturen.

Kulturel kannibalisme er forskellig fra kannibalisme i ekstreme situationer som hungersnød.

En kvindelig kannibal af Leonardo Kern, 1650

Kannibalisme ses hovedsageligt i tre situationer:[13]

  • Rituel spisning af døde slægtninge eller stammemedlemmer, som på Ny Guinea (endokannibalisme).
  • Spisning af fjender dræbt i krig (exokannibalisme).
  • Kannibalisme i forbindelse med nødsituationer. Som blandt skibbrudne eller

Rituel spisning af døde slægtninge i Ny Guineas højland er forklaret med, at det har været et nødvendigt protein-tilskud for landbrugscivilisationen, der ellers kun havde adgang til lav-protein-holdige afgrøder og små dyr som mus, edderkopper og frøer.[14] Korowai stammen i det sydøstlige Papua Ny Guinea menes at være den sidste kannibalstamme i verden.

Den dødelige hjernesygdom kuru er i flere stammer spredt med kannibalisme af slægtninges hjerne. Sygdommen kan sammenlignes med Creutzfeldt-Jakobs sygdom.

Indholdsfortegnelse

Historiske beretninger [redigér]

Tidlige tider [redigér]

  • Fund af marvspaltede menneskeknogler på bopladsen Dyrholmen (nær Randers) fra Ertebøllekulturen tyder på kannibalisme i dansk stenalder.
  • I Tyskland er observeret 1,891 tegn på kannibalisme i hulerne ved floden Hönne ( 1000 – 700 f.Kr.).
  • Kannibalisme er beskrevet i Biblen under belejringen af Samaria (2. Kongebog 6:25 -30): To kvinder indgik en pagt om at spise deres børn. Efter at den første moder havde kogt sit barn, spiste den anden moder det, men nægtede at gøre gengæld ved at koge sit eget barn. Næsten den samme historie bliver fortalt af Flavius Josephus under romernes belejring af Jerusalem
  • Kannibalisme blev dokumenteret i Egypten under hungersnøden (1073–1064 f.Kr.)
  • Sankt Hieronymus fortæller i brevet Mod Jovinianus om sit mødet med en stamme, Atticoti, i Gallien: De holdt i Bretagne af at spise "bagdelen fra får og brysterne fra kvinder " delikatesser Anno 360. I 2001 fandt arkæologer fra Bristol Universitet beviser på jernalderkannibalisme i Gloucestershire.[15]

Kannibalisme i populærkulturen [redigér]

Kanibalisme har længe været et populært tema som i de klassiske vittighedstegninger med en hvid missionær, der har en sidste, vittig replik, mens han bliver kogt i negerstammens gryde. Fra teateret kan nævnes musicalen Sweeney Todd: The Demon Barber of Fleet Street (1979), om en barber, hvis ofre ender som kødtærter. Romanen The Silence of the Lambs (1988) handler om den menneskeædende seriemorder Hannibal Lecter. Den bedst kendte af de mange italienske kannibalfilm fra 1980'erne er Cannibal Holocaust (1980), om et dokumentarfilmhold på afveje i Sydamerika. Fra Danmark kendes den Sweeney Todd-inspirerede filmkomedie De grønne slagtere (2003).

Kendte kannibaler [redigér]

Litteratur [redigér]

Henvisning [redigér]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
Wiktionary-logo.svg Se Wiktionarys definition på ordet: