Arvid Horn
Arvid Bernhard Horn, til (Kankas) Ekebyholm, (6. april 1664 på Vuorentaka i Finland – 17. april 1742 på Ekebyholm i Uppland) var en af Sveriges mest kendte statsmænd.
Horn tilhørte en fattig gren af slægten; efter at have studeret i Åbo gik han i krigstjeneste 1682 og kæmpede nogle år senere i udenlandske hærer: i Ungarn under Eugen af Savojen (1687) og i Flandern under Waldeck m.fl. (1690-95). Han kom i stor Yndest hos den unge Karl XII, hvem han ubetinget og hengiven fulgte.
I Krigen deltog han med stor Tapperhed og stod i Spidsen for Kongens Drabanter. 1704 havde H. en Mission af yderste Vigtighed at gennemføre; det var August’s Fjernelse fra den polske Trone og Ordninge*n af de ny Kongevalg.
Horn optraadte ved denne Lejlighed yderst kraftig; med meget energiske Skridt gennemførte han Karl XII’s Villie og gjorde Stanislaus Leczinski til Konge. Snart efter Valget angreb August II Varszava, og Horn, som havde en absolut utilstrækkelig Forsvarsstyrke, måtte overgive sig som Fange, skønt han havde foreslaaet sine Folk hellere at falde med Vaaben i Haand.
Horn blev allerede Novbr 1705 udvekslet; han blev 1705 Rigsraad, 1706 Greve og 1707 Guvernør for Karl XII’s Søstersøn, den unge Karl Frederik af Holsten-Gottorp. Horns krigerske Bane var afsluttet.
Endnu stod han højt i Gunst hos Karl XII og blev 1710 Kancellipræsident efter Nils Gyldenstolpe. Stillet i Midtpunktet for Administrationen fik H. Lejlighed til at se med alndre Øjne paa Styrelsen og Rigets Forhold, og han sank snart i Gunst hos Kongen.
Karl XII paastod, at H. ikke viste tilstrækkelig Nidkærhed i sine Embedshverv. Baade 1710 og 1713 var H. blandt dem, som vilde have Stænderne sammenkaldte; men da Stænderne 1713—14 slog ind paa Veje, som syntes at kunne føre til Angreb paa Kongemagten, var det H., der kraftigst rejste sig imod dem og advarede dem.
Hans Optræden i saa Henseende faldt ikke i Prinsesse Ulrika Eleonoras Smag; denne var nu i Karl XII’s Fraværelse kaldet til at deltage i Raadets Forhandlinger. I Karl’s sidste Tid havde H. kun lidet med Regeringen at gøre; det var den Tid, da Kongen først og fremmest støttede sig til Udlændingen Gortz. Efter Kongens Død bidrog H. kraftig til, at Ulrika Eleonora maatte frasige sig sine Arvefordringer og lade sig nøje med at vælges til Dronning. H. yndede dog aldeles ikke sin tidligere Myndling, den holstenske Hertug. H.’s Andel i Fremkomsten af Regeringsformen af 1719 er a,f meget stor Bet. Efter Skridt fra Dronningens Side, der næppe var forenelige med Regeringsformen, fratraadte H. April 1719 sit Embede som Kancellipræsident og fik af Ulrika Eleonora sin Afsked ogsaa fra Rigsraadsembedet. Han var Landmarskal paa Rigsdagen 1720 og bidrog virksomt til, at Frederik af Hessen efter Ulrika Eleonora’s Ønske blev Konge. Hendes Plan om en Samregering mellem de to kgl. Ægtefæller blev til intet, fornemmelig paa Foranledning al H. Paa Rigsdagens Anmodning gjorde den ny Konge atter H. til Kancelli-præsident. H. blev derefter i over 18 Aar den første Mand i Sveriges Styrelse, og Tidsalderen, især efter det holstenske Partis Fnld 1727, kan ikke uden Føje kaldes H.’s Regeringstid. H. indlagde sig nu store Fortjenester af den indre Udvikling. Han maa vistnok siges for en stor Del at have Fortjenesten af, at Sverige forholdsvis hurtig rejste sig af den Tilstand, hvori de store Krige havde hensat det. I Udenrigspolitikken viste han stor Varsomhed og Forsigtighed, dog uden at kompromittere Sveriges Uafhængighed og Selvbestemmelsesret. Med Rusland maatte H. indgaa Alliance 1724; det til en vis Grad russiskvenlige holstenske Paa’ti var nu ogsaa ret mægtigt i Sverige og talte fremragende Medlemmer selv i Rigsraadet. H. nærmede sig imidlertid snart Frankrig og England; men da der blev Tale om Sveriges Deltagelse i den hannoveranske Alliance, fandt H. det ratedeligst at skyde Spørgsmaalet om Sveriges Alliancesystem ind under Rigsdagen. Dtnne lod, sluttende sig til H., Riget indtræde i den hannoveranske Alliance. Følgen var, at det holstenske Parti fuldstændig styrtedes; men selv om H.’s Stilling derved for den nærmeste Tid styrkedes, havde han dog paa en afgørende Maade fremmet et farligt Princip,
Rigsdagens og det hemmelige Udvalgs bestemmende Indflydelse paa Administration og Diplomati: Regeringen skødes herved i Baggrunden. H. var nu i sin Politik fri for russisk Indflydelse, og nu indtraadte den roligste og lykkeligste Tid under hans Administration. Imidlertid sporedes 1731 og det flg. Aar fremtrædende Elementer til et Modparti, C. Gyllen-borg, Hopken m.fl., og H.’s Forhold til Kongen, som hidtil havde været godt, blev nu, ikke mindst p. Gr. a. personlige Forhold, noget køligt. H.’s Afskedsbegæring 1731 førte dog ikke til noget virkeligt Resultat; den var nok ejheller saa ganske oprigtig ment. 1734 stod H. overfor et yderst vigtigt politisk Spørgsmaal, nemlig om evt. Optræden mod Rusland i den polske Arvefølgekrig. H.’s Modparti, Hattene, vilde, paavirket af Frankrig, Krig med Rusland, men det lykkedes H. at modvirke Planen. Et Forbund med Frankrig neutraliseredes ved et Forbund med Danmark, med Hensyntagen til Rusland. H. blev nu Genstand for talrige bitre og uretfærdige Beskyldninger for Mangel paa Fædrelandskærlighed m. m. 1738 fik endelig Hattepartiet Overvægt paa Rigsdagen og satte først og fremmest alle sine Medlemmer ind i det hemmelige Udvalg. H.’s Forbliven ved Magten var nu umulig; fl. alf hans Partifæller i Rigsraadet blev Genstand for politisk Forfølgelse, og han begærede endelig selv sin Afsked. Ærbødigheden for ham og Taknemmelighed for de Tjenester, han havde gjort Sverige, foranledigede, at der ved hans Fratræden ydedes ham store Hædersbevisninger. Han levede senere i Tilbagetrukkenhed og Ro; han døde paa Ekebyholm, tids nok til at undgaa at se de Ulykker, som hans Modstanderes hovedløse Krigspolitik førte over Sverige. H. kan ikke siges at have været nogen genial Statsmand, og han havde ingen store, gennemgrib bende Planer, men han var i Besiddelse af sund Sans og et udpræget praktisk Blik; han havde altid et aabent Øje for, hvad der under de forhaandenværende Omstændigheder kunde gøres, og for, hvad der burde undgaas. At H.’s Politik var opportunistisk, maatte vei ligge i Forholdenes Natur, han maatte bevæge sig forsigtig frem mellem modsatte Strømninger, og ha^n havde i det hele taget Held hermed, om man end maa indrømme, at han ikke er uden Skyld i, at Sveriges politiske Liv førtes ind paa til en vis Grad uheldige Baner.
| Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen. |
