Blåmusling

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
  Blåmusling ?
Blåmuslinger på stranden ved Østersøen.Foto: Darkone. Oktober, 2003
Blåmuslinger på stranden ved Østersøen.
Foto: Darkone. Oktober, 2003
Videnskabelig klassifikation
Rige: Animalia (Dyr)
Række: Mollusca (Bløddyr)
Klasse: Bivalvia (Muslinger)
Orden: Mytiloida
Familie: Mytilidae
Slægt: Mytilus
Art: M. edulis
Videnskabeligt artsnavn
Mytilus edulis
Linnaeus 1758
Tilberedte muslinger.
Foto: David Monniaux, 2004

Blåmuslingen (Mytilus edulis) kaldes også pælemusling (ikke at forveksle med pæleormen Teredo navalis, der dog også er en musling) det latinske navn edulis betyder spiselig. Blåmuslingen har karakteristiske sort-blå-violette glatte ovale skaller med en bukkel i forenden. Den er udbredt i de danske farvande og findes både i saltvand og brakvand, helt ind i Østersøen og i fjordene. Den bliver op til 10 cm lang. Blåmuslingen ånder ved gæller. Den lever af plankton som den suger og filtrerer fra vandet, via et ånderør, som den stikker ud mellem skallerne. En blåmusling kan lægge 5-12 mio. æg.

Blåmuslinger samler sig i banker, der kan være op til 12.000 individer på en m2. Blåmuslinger lever i klynger på havbunden, men de sidder også på pæle, sten og høfder. De fleste lever, hvor vandet er iltrigt f.eks. omkring tidevandszonen. Det er nødvendigt for blåmuslingen at hæfte sig fast til et underlag, så den ikke bliver ødelagt i brændingen. En blåmusling har hæftetråde, også kaldet byssustråde, der dannes i en kirtel, der sidder i den bagerste del af muslingens fod.

Blåmuslingen beskytter sig mod fjender ved kalkskallerne, som den kan lukke fast sammen med to stærke lukkemuskler. Men strandkrabben og søstjernen har kræfter nok til at tvinge skallerne fra hinanden og æde blåmuslingen. Mange fisk lever af blåmuslingeyngel, og nogle vadefugle, måger og ænder æder blåmuslinger.

Med de enorme mængder af yngel som blåmuslingen danner er den en oplagt kandidat til dyrkning. I intensive havbrug udsættes yngel på riskoste eller nylonsnore og fjender som søstjerner fjernes. Blåmuslingerne kan blive giftige hvis de har levet af giftige furealger eller forurenet vand, derfor er det sikrest at spise muslinger fra kontrollerede havbrug. Danske blåmuslinger har særligt kraftige lukkemuskler i forhold til f.eks. engelske blåmuslinger. Danske blåmuslinger er derfor bedre beskyttet mod søstjerneangreb og mod udtørring ved lavvande. De holder sig derfor også bedre når de fiskes til menneskeføde. Mennesker kan udvikle allergi mod muslinger og skaldyr.

Kilder/Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • Naturligvis.u-net.dk
  • Bondesen, Poul. Danske Havmuslinger (Natur og Museum, 23. årg, Nr. 2). Århus 1984