Tidevand

Ebbe ved Norfolks kyst i det østlige England

Tegning der viser ebbe og flod i forhold til Månen

Springflod i Wimereux (Frankrig)

Tidevand er den regelmæssige stigning og fald i havets overflade, som er forårsaget af Jordens rotation i månens (primært) og solens (sekundært) tyngdefelter, også kaldet tidevandskræfter.

Stigende tidevand betegnes flod, faldende tidevand betegnes ebbe. Ved fuldmåne og nymåne forstærker effekterne fra månen og solen hinanden, og der kommer en specielt kraftig flod, der kaldes springflod. Hvis der samtidig er kraftig vind, forstærkes floden, så der fås stormflod.

Tidevand kan i Danmark især opleves i Vadehavet ved Jyllands sydlige vestkyst.

Den er ikke påvirket af golfstrømmen

Forklaringen på, at der er to tidevandsbølger i døgnet, er, at den effektive kraft, man vil opleve et givet punkt på jorden, er en sum af både et tyngdefelt (fra både jorden og månen) og en (modsatrettet) centrifugalkraft fra jordens og månens indbyrdes rotation. Bevæger man sig fra centrum af jorden imod månen (eller solen) øges tyngdekraften fra denne, mens den modsatrettede centrifugalkraft mindskes. Det giver et øget træk imod månen. Hvis man derimod bevæger sig væk fra månen, mindskes tyngdekraften og centrifugalkraften øges. Dette vil effektivt få oceanerne til at bevæge sig imod de to punkter på jordoverfladen, der er hhv. længst fra og tættest på månen.

Springflod

Springflod er en kraftig tidevandsflod. Den indtræffer ved fuldmåne og ved nymåne, når månens og solens indflydelse forstærker hinanden. Ved springflod ved fuldmåne befinder solen og månen på hver sin side af jorden og trækker hver vandet ud til flodzonerne. Springflod ved nymåne fremkommer når solen og månen trækker til samme side på én gang.

Nipflod

Nipflod er en svag tidevandsflod. Det forekommer hver 14. dag ved halvmåne (altså i første og sidste kvarter af månefaserne), hvor solens og månens bølger modvirker hinanden og flodbølgen bliver derfor lavere end normalt. Samtidig er ebbevandet tilsvarende højere. Ved nipfloden er der altså mindre forskel på høj- og lavvande end normalt.

Større planeter, større kræfter

Solsystemets større planeter med deres måner udviser helt andre følger end hvad der kan observeres på Jorden. Ved den forenede påvirkning fra Jupiter og månerne Europa og Ganymedes sker der en voldsom deformation af Jupiters måne Io (måske så meget som 100 m) og den en overflade præget af utallige vulkanudbrud fremkaldt af varmeudviklingen, og isen på Europa er måske smeltet under overfladen til søer kaldet "oceaner". Saturns måne Enceladus antages også at have flydende vand under isoverfladen, holdt flydende af tidevandskræfterne og synligt som geysere.

Eksterne henvisninger

• Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XXIII, s. 441-447; opslag: Tidevand
• Danmarks Meteorologiske Institut
• Jens Tyge Møller: "Et tidevandsfænomen i lille målestok" (Geografisk Tidsskrift, Bind 57; 1958)
• Erik Rasmussen: "Stavns Fjord – et østdansk tidevandsområde" (Geografisk Tidsskrift, Bind 67; 1968)
• Tidevandstabeller for danske, færøske og grønlandske farvande, (Farvandsvæsenet)
• DMI beskrivelse af tidevand.

Se også

• Stormflod

Wikimedia Commons har medier relateret til: Tidevand