Brandts flagermus
| Brandts flagermus | |
|---|---|
 | |
| Bevaringsstatus | |
 Ikke truet (IUCN 3.1)[1] | |
 Næsten truet (DKRL)[2] | |
| Videnskabelig klassifikation | |
| Rige | Animalia (Dyr) |
| Række | Chordata (Chordater) |
| Klasse | Mammalia (Pattedyr) |
| Orden | Chiroptera (Flagermus) |
| Familie | Vespertilionidae (Barnæser) |
| Slægt | Myotis |
| Art | M. brandtii |
| Videnskabeligt artsnavn | |
|
Myotis brandtii Eversmann, 1845 | |
| Kort | |
 Udbredelse ifølge IUCN | |
| Synonymer | |
| Myotis brandti | |
| Hjælp til læsning af taksobokse | |
Brandts flagermus (Myotis brandtii) er en flagermus i familien barnæser. Det er en af Europas mindste flagermusarter. I Danmark kendes den fra Midtjylland, Lolland og Bornholm. Den ligner meget skægflagermusen.
Brandts flagermus er opkaldt efter den tyske naturhistoriker Johann Friedrich von Brandt (1802-1879).
Levevis[redigér | rediger kildetekst]
Brandts flagermus minder om skægflagermusen i levevis. Skrigene er de samme som hos skægflagermusen: distinkte, regelmæssige lyde med en middelfrekvens på omkring 45 kHz.[3]
Om vinteren er Brandts flagermus truffet fåtalligt i de fire jyske kalkgruber, bl.a. Mønsted og Daugbjerg Kalkgruber. De sidste forlader først kalkgruberne hen i maj måned, hvilket er senere end de andre Myotis-arter.[4]
Udbredelse[redigér | rediger kildetekst]
Brandts flagermus er udbredt fra England i vest gennem Nord- og Mellemeuropa. Udbredelsen mod øst gennem Asien kendes endnu ikke med sikkerhed. Mod nord i Europa findes den til 65. nordlige breddekreds.[2][4]
I Danmark er Brandts flagermus talrig på Bornholm. I Midtjylland og på Lolland findes små bestande. Den har tidligere fandtes på Sjælland indtil slutningen af 1800-tallet.[4]
Referencer[redigér | rediger kildetekst]
- ^ Myotis brandtii på IUCNs rødliste: Hutson, A.M. at. al. (2008), hentet 2016-01-11.
- ^ a b Elmeros, M., Baagøe, H.J., Sunde, P., Theilmann, J. og Vedel-Smith, C. (2019), "Pattedyr", i Moeslund, J.E. m.fl. (red.), Den danske Rødliste 2019, Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, hentet 21. januar 2020
- ^ Lundberg, Peter; de Jong, Johnny (1995). Sveriges smådäggdjur. Örebro: Fältbiologerna. s. 27. ISBN 91-85094-60-9.
- ^ a b c Hans J. Baagøe, Thomas Secher Jensen (2007): Dansk Pattedyratlas. Side 42-45. ISBN 978-87-02-05506-1.
