David Lynch

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
David Keith Lynch
DAVID LYNCH (CannesPhotocall).jpg
David Lynch til Cannes Film Festival i 2001.
Fulde navn {{{fuldenavn}}}
Født 20. januar, 1946
Fødested Missoula, Montana, USA
Pseudonym(er)
Død
Dødssted
Begravet
Nationalitet USA
Bosat {{{bosat}}}
Uddannelse
Profession
Politisk parti {{{politiskparti}}}
Religion {{{religion}}}
Titel
Berømt for
Kendt for {{{kendtfor}}}
Forældre {{{forældre}}}
Ægtefælle Peggy Lynch (1967-1974)
Mary Fisk (1977-1987)
Mary Sweeney (2006-2006)
Børn

David Keith Lynch (født den 20. januar, 1946) er en amerikansk instruktør, manuskriptforfatter, producent, maler, komponist samt film og teaterkunstner. Lynch har modtaget tre Academy Award nomineringer for Best Director, for The Elephant Man (1980)[1], Blue Velvet (1986)[2], og Mulholland Drive (2001)[3]. Han har vundet priser ved Cannes Film Festival og Venedig Film Festival. Lynch er formentlig bedst kendt som instruktøren bag Elephant Man, Blue Velvet, Mulholland Drive og som skaberen af Twin Peaks tv-serien.

Over sin lange karriere har Lynch haft en karakteristisk og uortodoks tilgang til fortællende filmproduktion (kaldt Lynchian), som er blevet øjeblikkeligt genkendelig for mange publikum og kritikere over hele verden. Lynchs film er kendt for surrealistiske, mareridtsagtige og drømmelignende billeder og omhyggeligt formet lyddesign. Hans værker udforsker ofte undersiden af "Small Town USA" (især Blue Velvet og Twin Peaks), eller storbyer fra Californien (Lost Highway, Mulholland Drive og hans seneste udgivelse, Inland Empire). Fra og med hans eksperimenterende film Eraserhead (1977) har han bevaret en stærk kultfølge trods svingende kommerciel succes.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Unge år[redigér | redigér wikikode]

Lynch blev født i Missoula, Montana den 20 januar, 1946. Hans far, Donald, var en videnskabsmand og hans mor, Sunny Lynch, var en engelsk sprogvejleder. I ønsket om at blive kunstner deltog Lynch i kurser på Corcoran School of Art i Washington, DC, mens han færdiggjorde high school i Alexandria, Virginia. Han kom ind på School of the Museum of Fine Arts i Boston i et år (hvor han var værelseskammerat med Peter Wolf[4]) før han rejste til Europa med sin ven og kunstnerkollega Jack Fisk for at studere med en østrigsk expressionistisk maler ved navn Oskar Kokoschka. Selv om han havde planlagt at opholde sig der i tre år, vendte Lynch tilbage til USA efter kun 15 dage.

Tidlig karriere og kortfilm (1966-1970)[redigér | redigér wikikode]

I 1966 flyttede Lynch til Philadelphia, Pennsylvania, og deltog i Pennsylvania Academy of Fine Arts (PAFA),hvor han skabte en række komplicerede mosaikker i geometriske figurer, som han kaldte Industrielle symfonier. På nuværende tidspunkt er han også begyndt at arbejde i folie. Hans første kortfilm six men getting sick(1966), som han betegnede som "57 sekunders vækst og brand, og tre sekunder af bræk", blev spillet som et gentagende loop på en Kunstudstilling. Den vandt akademiets årlige filmprojektkonkurrence. Da en H. Barton Wasserman så dette blev Lynch bedt om at skabe endnu en filminstallation i hans hjem, og Lynch fik tildelt en bunke penge for at gøre dette. Efter et katastrofalt første forsøg, tillod Wasserman Lynch at holde den resterende del af pengene og gøre hvad han ville med det. Med disse penge skabte han The Alphabet.

I 1970 vendte Lynch sin opmærksomhed væk fra sin tidligere kunst og fokuserede primært på film. Han fik $5000 fra American Film Institute til at producere The Grandmother, der handlede om en forsømt dreng der "gror" en bedstemor fra et frø. Den 30-minutters lange film indeholdt mange elementer, der ville blive Lynchs varemærker, herunder foruroligende lyd, foruroligende surrealistisk billedsprog og et fokus på ubevidste begær.

Kultsucces (1975-1979)[redigér | redigér wikikode]

Lynch ved Emmy Awards-ceremonien i 1990.

Han gjorde slog igennem med filmen Eraserhead i 1977, en film som blev karakteriseret som surrealistisk og mærkelig, og enkelte troede at den ikke ville kunne blive frigivet fordi den var alt for sær. Eraserhead var en skarp og gådefuld film der fortæller historien om en stille ung mand (Jack Nance) som lever i et industrielt brakland, og hvis kæreste føder en konstant skrigende mutantbaby. Lynch har henvist til Eraserhead som "min Philadelphia historie", hvilket betyder at den afspejler alle de farlige og frygtindgydende elementer, han er stødt på, mens han studerede og boede i Philadelphia[5]. Han sagde, at "denne følelse efterlod sine spor dybt inde i mig. Og da de kom ud igen, blev de Eraserhead".

Filmen fik hurtigt kultstatus. Stanley Kubrick har sagt at det er en af hans absolutte yndlingsfilm.[6][7]

Stigende succes (1980-1986)[redigér | redigér wikikode]

Næste film fra Lynch var The Elephant Man som kom i 1980. Denne film blev meget godt modtaget af kritikerne og blev også nomineret til otte Oscars, men vandt ingen. I hovedrollerne finder vi blandt andre Anthony Hopkins og John Hurt.

Derefter siger Lynch ja til at lave en højbudgetsfilm over Frank Herberts science fiction novelle Dune for den italienske producer Dino De Laurentiis's De Laurentiis Entertainment Group på den betingelse, at selskabet bagefter udgiver et andet Lynch-projekt, hvor han vil have fuldkommen kreativ kontrol.

Lynchs andet De Laurentiis-finansierede projekt blev Blue Velvet fra 1986, historien om en ung studerende (Kyle MacLachlan), der opdager at hans lille, idealistiske hjemby skjuler en mørk side, efter at have efterforsket oprindelsen bag et afhugget øre han fandt på en græsplæne. Filmen indeholdt mindeværdige optrin fra Isabella Rossellini, der spillede en plaget lounge-sanger og Dennis Hopper som en rå, psykopatisk kriminel, og lederen af en lille bande.

Selv om Lynch havde fået succes tidligere med The Elephant Man, fik Blue Velvet's kontrovers med publikum og kritikere ham ført i hovedstrømmen, og den blev en stor kritisk og kommerciel succes. Med den opnåede Lynch sin anden Oscar nominering for bedste instruktør. Indholdet af filmen, samt dens kunstneriske værdi, skabte meget polemik blandt publikum og kritikere både i 1986 og fremefter. Blue Velvet indeholdt flere fælles elementer af hans senere arbejde, herunder misbrugte kvinder og mørke, små byer. Det var også første gang Lynch arbejdede sammen med komponisten Angelo Badalamenti, der senere ville bidrage til alle hans film undtagen Inland Empire.

Woody Allen sagde, at Blue Velvet var hans yndlingsfilm det år. Filmen bliver mange steder beskrevet som en af de bedste amerikanske film nogensinde, og er blevet et meget indflydelsesrigt værk i filmverdenen såvel som i populærkulturen.

Fortsatte succes (1987-1996) og overgang til TV[redigér | redigér wikikode]

Efter at have fejlet i at sikre finansiering til flere færdiggjorte manuskripter i slutningen af 1980'erne, samarbejdede Lynch med tv-producenten Mark Frost om showet Twin Peaks, som omhandlede en lille by, som er midtpunkt for en række bizarre hændelser. Seriens omdrejningspunkt er FBIs 'Special Agent Dale Coopers (Kyle MacLachlan) undersøgelse af den populære high school-studerende Laura Palmers død, en undersøgelse, der afdækker hemmelighederne bag mange af byens indbyggere, hvilket har en del ligheder med historien i Blue Velvet. Lynch instruerede seks episoder i serien, herunder den halvanden time lange pilot, skrev flere afsnit og optrådte endda i nogle episoder.

Nyere værker (1997-nu)[redigér | redigér wikikode]

Lynch taler ved en Amazon.com reception i januar 2007.

I 1997 vendte Lynch tilbage med den ikke-lineære, noir-lignende film Lost Highway, skrevet sammen med Barry Gifford og medvirkende skuespillere såsom Bill Pullman og Patricia Arquette. Filmen mislykkedes kommercielt og modtog en blandet reaktion fra kritikere. Men delvist takket være et soundtrack, hvor kunstnere som David Bowie, Marilyn Manson, Rammstein, Nine Inch Nails og The Smashing Pumpkins deltog, hjalp det at vinde Lynch et nyt publikum af Generation X seere.

I 1999 overraskede Lynch mange med filmen The Straight Story, skrevet og redigeret af Mary Sweeney. Som titlen indikerer er dette en film med en historie som er "lige ud ad landevejen", meget uligt Lynchs tidligere film. Filmen modtog positive anmeldelser og nåede et nyt publikum for sin instruktør, samtidig med at den blev nomineret til en Oscar.

På Cannes Film Festival i 2005 annoncerede Lynch, at han havde brugt over et år på et nyt projekt der blev digitalt optaget i Polen. Filmen kom til at hedde Inland Empire og medvirkede mange regulære skuespillere fra hans tidligere film, såsom Laura Dern, Harry Dean Stanton og Mulholland Drive-stjernen Justin Theroux, samt Naomi Watts og Laura Harring (der var skuespillere i kanindragter), og ligeledes en kort optræden af Jeremy Irons. Lynch beskrev værket som "et mysterie om en kvinde i problemer". Den blev udgivet i december, 2006. Lynch har senere sagt, at han vil fortsætte med at bruge digitalkamera til at optage sine fremtidige film, og at han helt har forladt den traditionelle måde at optage film på:

Jeg elskede ethvert minut af processen [...] Film, i hvert fald for mig, er dødt. Jeg vil aldrig vende tilbage. Selv at tænke på det nu får mig til at føle mig svag og dårlig.[8]

På trods af sin næsten udelukkende fokus på Amerika, har Lynch, ligesom Woody Allen, fået et stort publikum i Frankrig; Inland Empire, Mulholland Drive, Lost Highway og Fire Walk with Me blev alle finansieret gennem franske produktionsselskaber.

Lynch har sagt, at digital video er en bedre måde for nye filmkunstnere at komme frem med deres værker på, og han overvejer at udgive fremtidige projekter gennem internettet.[9]

Personlige liv[redigér | redigér wikikode]

Lynch plejer at holde hans personlige liv privat og laver sjældent bemærkninger om sine film. Han er kendt for at være notorisk undvigende og hemmelighedsfuld i interviews, og nægter at diskutere plotdetaljer og "sande betydninger" af hans film.

Transcendental meditation[redigér | redigér wikikode]

Den 2. december, 2005, fortalte Lynch Washington Post, at han havde praktiseret transcendental meditation to gange om dagen, i 20 minutter hver gang, i løbet af de sidste 32 år.[10]

Filmografi[redigér | redigér wikikode]

Spillefilm[redigér | redigér wikikode]

Kortfilm[redigér | redigér wikikode]

TV og digitale udgivelser[redigér | redigér wikikode]

Skuespil[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Kilder[redigér | redigér wikikode]