Dekameron

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
A Tale from the Decameron (1916) af John William Waterhouse.

Dekameron, italiensk titel Il Decameron, (fra; gr. deka (δέκα) ti; hemera (ἡμέρα) dage) regnes som Giovanni Boccaccios vigtigste litterære værk.

Struktur og tema[redigér | redigér wikikode]

Det er en novellesamling med 10 x 10 historier, de fleste af erotisk tilsnit. En rammefortælling binder historierne sammen. Den fortæller om pesten, der kom til Firenze i 1348. Ti unge, syv kvinder og tre mænd, flygter fra byen for at undgå pesten. De tilbringer ti dage med at fortælle hinanden historier i en villa. Hver dag skal de fortælle en historie. Dermed nås de 100 historier, men på grund af forfatterens indgriben på dag fire bliver det til 101.

Agt og hensigt[redigér | redigér wikikode]

I forordet har Giovanni Boccaccio bekendtgjort værkets mål: Det er (...) min Agt til Fornøjelse for det af Skæbnen forurettede smukke Køn at meddele hundrede Historier, der under den sidste skrækkelige Pest i Florens blev fortalte af et ærbart Selskab bestaaende af syv Damer og tre unge Mænd. Mine Læserinder ville af disse Fortællinger kunne lære, baade hvad de skulle sky, og hvad de bør eftertragte, og desuden ofte faa Lejlighed til at trække på Smilebaandet. Sker dette, og Gud give, det maa ske! er Hensigten naaet, og de maa ikke glemme at takke Amor, som ved at befri mig for sine Lænker, satte mig i Stand til at arbejde med deres Opmuntring og Belæring for Øje.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]