Kong Arthur

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Statue af Kong Arthur i Hofkirche, Innsbruck.
Titelbladet fra The Boy's King Arthur.

Kong Arthur var en legendarisk britisk leder fra det sene 5. og tidlige 6. århundrede, som ifølge middelalderhistorier og romaner ledede forsvaret af det romersk-keltiske England mod saxernes angreb i begyndelsen af det 6. århundrede. Detaljerne i Arthurs historie er hovedsagelig stykket sammen af folklore og digterisk fantasi, og hans historiske eksistens debatteres og bestrides af moderne historikere. Baggrunden for historierne er hentet fra forskellige kilder, herunder Annales Cambriae, de Historia Brittonum og Gildas' De Excidio et Conquestu Britanniae. Arthurs kaldes Y Gododdin i tidlige digte. Den legendariske Arthur udvikledes i vid udstrækning af Geoffrey af Monmouths fantasifulde og opfindsomme Historia Regum Britanniae fra det 12. århundrede (De britiske kongers historie; afsluttet i 1138). Nogle walisiske og bretonske fortællinger og digte viser Arthur som stor kriger, der forsvarede landet mod overnaturlige fjender, andre som troldmand; undertiden forbundet med den walisiske Annwn. [5] Hvor meget Geoffreys Historia blev tilpasset tidligere kilder, og hvad han selv fandt på, er uvist.

Temaer og begivenheder i Arthur-legenden varierer meget fra tekst til tekst. Men der er ingen kanonisk udgave, selv om Geoffreys version af begivenhederne ofte ligger til grund for senere historier.

Geoffrey viser Arthur som konge af Storbritannien, der besejrede sakserne og herskede over Storbritannien, Irland, Island, Norge og Gallien.

  • Mange elementer og hændelser, der nu er en fast del af Arthurs historie, vises allerede i Geoffreys Historia, herunder Arthurs far Uther Pendragon, hans mentor Merlin, hans dronning Guinevere, sværdet Excalibur, Arthurs fattelse på Tintagel, hans sidste kamp mod Mordred på Camlann og hans hvilested i Avalon.
  • Men det var den franske forfatter fra det 12. århundrede Chrétien de Troyes, der tilføjede Lancelot, den hellige gral og den romantik, som blev en væsentlig del af riddertidens troubadourdigtning.

I de franske historier skifter fokus ofte fra Arthur til forskellige riddere af det runde bord. Arthur-litteraturen blomsterede i middelalderen, men falmede i de næste århundreder, indtil den igen opblomstrede i det 19. århundrede. Midt i det 19. århundrede øste Richard Wagner af historierne til sine operaer Parsifal og Tristan (og Isolde). I det 21. århundrede lever legenden ikke kun i litteraturen, men også i teater, film, tv, tegneserier og andre medier.

Omkring Arthur voksede en sagnkreds med bl.a. hans rådgiver troldmanden Merlin, sværdet Excalibur, heksen Morgan le Fay (også kendt som Morgana) og hans ridderorden ridderne af det runde bord, der samles på kongeslottet Camelot.

I det 12. århundrede blev adskillige versioner nedskrevet i Frankrig og Tyskland med hovedvægten på Arthurs sidste tid, riddernes søgen efter den hellige gral, samt romancen mellem ridderen Lancelot og dronning Guinevere.

Persongalleriet er omfangsrigt, og af andre riddere kan nævnes Parsival, Tristan, Gawain, Galahad, Bors, Ector, Gaheris, Gareth, Lamorak, Sir Lionel, Bedivere, Mordred (søn af Arthur og hans halvsøster, Morgause), og Pellinore.

Arthur møder sit endeligt i kampen mod sin uægte søn Mordred; han bliver dødeligt såret og sejles til det magiske land Avalon.

Arthur i forskningen[redigér | redigér wikikode]

Nogle forskere antager, at Arthur må have været af anglo-britisk afstamning og kan have levet sidst i det 5. århundrede eller først i det 6. århundrede. Nogle har identificeret ham som den Riothamus, kaldet "bretonernes konge", der levede under den romerske kejser Anthemius. Andre foreslår, at Arthur er Lucius Artorius Castus, der udførte så store militære bedrifter i det 2. århundrede, at det kan være husket flere hundrede år senere.

Atter andre mener, at han må betragtes som en halvvejs glemt, keltisk guddom, som er blevet omdigtet til en helteskikkelse, på samme måde som guden Lir blev til helten Lear. De samme forskere henviser til, at det var den keltiske romer Ambrosius Aurelianus, der anførte briterne i slaget ved Mons Badonicus.

Kilderne[redigér | redigér wikikode]

Arthur nævnes først i den walisiske litteratur. I et digt fra ca. 594 skriver Aneirin (ca. 535-600), at helten "fodrede ravnene på murene, skønt han ikke var Arthur". Digtet er dog bevaret i et antal afvigende versioner, og det er svært at afgøre, om denne sætning er en senere tilføjelse.

En anden tidlig keltisk digter Taliesin ((ca. 534–ca. 599) skriver om Arthur i følgende digte:

  • "Kongetronen" (der nævner " Arthur den velsignede")
  • "Himlens skatte", (der omtaler "Arthurs tapperhed" og tilføjer "vi var sammen med Arthur i hans strålende virke")
  • "Rejsen til Deganwy" (der rummer passagen "lige som i slaget ved Badon, hvor Arthur, den største giver af fester, hævede sit sværd, rødt fra slaget, som alle mennesker husker")

En tredje, tidlig henvisning til Arthur findes i Historia Britonum, som tilskrives munken Nennius, der skal have samlet tidlige, walisiske kilder omkring år 830. Der omtales Arthur som "leder af slag", men ikke som konge. To forskellige kilder i samlingen opregner de 12 slag, han skal have udkæmpet. Det kulminerede i slaget ved Mons Badonicus, hvor han ene mand skal have dræbt 960 krigere.

Richard Wagner har øst af historierne i to operaer, Parsifal og Tristan.

Senere kilder[redigér | redigér wikikode]

  • Helgenbeskrivelsen Sankt Gildas levnedsløb, skrevet af Caradoc fra Llancarfan i det 11. århundrede.
  • Digtet Culhwch og Olwen i ”Mabinogion”, en digtsamling fra årene mellem 1350 og 1410.
  • Digtsamlingen Trioedd Ynys Prydein, der er nedskrevet før 1275

Kong Arthur på film og tv[redigér | redigér wikikode]

Tv-serier[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Faglitteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: