Den sorte død

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Gå til: navigation, søg
Et pesthospital i Wien i 1679
Kort over pestens spredning ved det første udbrud i Europa

Den sorte Død var en epidemi af historisk pest i det 14. århundrede. Siden 1900 har man formodet at epidemien og den følgende pandemi var udbrud af moderne byldepest forårsaget af bacillen Yersinia Pestis. Siden 1980'erne er der dog blevet sået stærk tvivl om denne diagnose (se nedenfor). Epidemien angreb Messina i 1347, og Den sorte Død spredtes herefter med stor hast op gennem Europa. Ud fra de sparsomme skriftlige overleveringer og det begrænsede talmateriale formoder man, at den første bølge dræbte mellem en tredjedel og halvdelen af Europas daværende befolkning. Hver af de følgende epidemier ramte mindre hårdt. Den faldende mortalitet kan være sket som følge af, at befolkningen opbyggede resistens mod sygdommen. Et bedre bud er imidlertid, at europæerne blev bedre til at dæmme op for sygdommen via en stadigt mere effektiv brug af karantæne. Det sidste angreb ramte - med skæbnens ironi - Messina i 1743. Derefter er sygdommen ikke set i Europa.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Hvad var den historiske pest for en sygdom?

I de seneste år er man kommet i tvivl om den traditionelle forklaring på Den sorte Død. En række forhold gør, at man i stedet er begyndt at arbejde ud fra en teori om, at den snarere skyldes et virus (af ebola-typen):

  1. Sygdommens ufatteligt hurtige spredning (op til 8 km/døgn) i forhold til spredningsraten ved nutidige udbrud af byldepest, forårsaget af Yersinia pestis
  2. Sygdommens udbredelse til det fuldstændigt rottefrie Island
  3. Et fund af byldepest-DNA fra en middelaldergrav er draget i tvivl, og andre undersøgelser har ikke fundet byldepest-DNA (Gilbert 2004)

Disse kendsgerninger peger mod en smitte direkte fra menneske til menneske, og en inkubationstid, som var lang nok til, at smittede, men endnu ikke syge mennesker kunne nå frem til endnu ikke ramte områder. Undersøgelser i England (Scott & Duncan 2000) peger på en inkubationstid på 37 døgn, hvad der stemmer godt med virus som sygdomsårsag. Det stemmer også godt overens med, at byen Venezia fik fjernet pesten ved at gennemføre en karantæne på 40 døgn for alle tilrejsende.

[redigér] Symptomer

I Boccaccios Dekameron beskrives symptomerne i forbindelse med den sorte død i Firenze således:

[...] Dog bebudedes den uundgåelige død ikke som i Orienten ved næseblødning, men der opstod ved sygdommens begyndelse svulster i lysken eller armhulen hos både mænd og kvinder, hvoraf nogle nåede en størrelse som et almindeligt æble eller et æg og af almuen fik navnet pestbylder. I løbet af kort tid begyndte de dødbringende bylder også at vise sig på alle andre dele af legemet, og samtidig ændrede sygdommen karakter og viste sig også hos mange som sorte eller gustne pletter på arme eller lår eller en hvilken som helst anden del af legemet; [...] kun få kom sig, og næsten alle døde omtrent tre dage efter tegnenes indtræden, som oftest uden feber eller andre komplikationer (J.V. Linds oversættelse)

[redigér] Datidens forklaringer

Den sorte død var et komplet mysterium for datidens mennesker og vidensskabsmænd, og forklaringerne var derfor lige så mangfoldige som de var ukorrekte. En af meget udbredte var baseret på en kombination af middelalderens lære som astrologi og antikkens lære om miasmer (usund luft/besmittelse), der forklarede at planeternes placering havde ført til en fordampning af alt vandet i Det Indiske Ocean og det var den dårlige luft fra de rådnede fisk, der var skyld i epidemien.

En anden, mere skæbnesvanger forklaring var, at jøderne havde forgiftet brøndene og der var som følge heraf voldsomme optøjer mod de jødiske indbyggere i Europas lande.

Den måske mest anerkendte forklaring var dog, at pesten var Guds straf mod mennesket. Der herskede generelt en dommedagsstemning, der resulterede i en ekstrem religiøsitet hos nogle og en ekstrem løssluppenhed hos andre - som det også skildres i Dekameron af Giovanni Boccaccio. Den ekstreme religiøsitet førte mange steder til flagellantoptog, der var udtryk for utilfredshed med gejstligheden og religiøs fanatisme.

[redigér] Sociale og økonomiske eftervirkninger

I tiden op til epidemien havde Europa oplevet en hidtil uset befolkningstilvækst, dertil det var nået mætningspunktet, arbejdsløsheden var som konsekvens heraf stor, og godsejerne sad i en gunstig position, da de kunne fastlægge bøndernes løn og arbejdsbetingelser, som det passede dem. Men da den sorte død med ét rev en kæmpe del af befolkningen væk, ændredes datidens økonomiske forhold fuldstændigt. Der var udpræget mangel på arbejdskraft og kornpriserne faldt sammen med efterspørgslen.

Godsejerne havde således to muligheder for at bevare kontrollen med jorden;

  • de kunne tvinge bønderne til at blive på juridisk vis og ved magtanvendelse
  • eller lokke bønderne til at blive med bedre forhold til fæstebønderne og bedre lønninger til de frie bønder

Udviklingen i forholdet mellem godsejerne og bønderne forløb derfra forskelligt fra land til land, men generelt blev forholdene især forværret for bønderne i områder med få eller ingen byer, da disse ikke kunne flygte til byerne og finde arbejde - dvs. hovedsagligt Østeuropa.

[redigér] Henvisninger og referencer

  1. Salmonsens konversationsleksikon
  2. Was the Black Death caused by Yersinia pestis?, Prentice og andre (2004).
  3. "Absence of Yersinia pestis-specific DNA in human teeth from five European excavations of putative plague victims", Gilbert og andre i tidsskriftet Microbiology (2004).
  4. Susan Scott, Christopher J. Duncan, Biology of Plagues, Cambridge University Press, 2000. ISBN 0-521-80150-8.
  5. Graham Twigg, The Black Death: a biological Reappraisal, London, Batsford, 1984.
  6. Samuel K. Cohn, The Black Death Transformed. Disease and Culture in Early Renaissance Europe, Oxford University Press, 2003 marts. ISBN 0-340-70647-3.
Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til:

Hentet fra "http://da.wikipedia.org/wiki/Den_sorte_d%C3%B8d"
Personlige værktøjer