E=mc²

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Visning af ligningen på skyskraberen Taipei 101 i anledning af verdensfysikåret 2005

I fysik er E = mc² en vigtig og velkendt ligning, som fastslår, at der er en ækvivalens mellem energi (E) og masse (m), som er ligefrem proportional med kvadratet af lysets hastighed i vakuum (c²). Der kan gyldigt benyttes adskillige definitioner af masse fra den specielle relativitetsteori ved brugen af denne ligning.

Ligningen blev først udledt af Albert Einstein (i en lidt anderledes udformning) i 1905, i hvad der kendes som hans Annus Mirabilis afhandlinger. I disse viste han, at en samlet firedimensional model for rum og tid ("rumtid") nøjagtigt kunne beskrive de observerede fænomener på en måde, som stemte overens med Galileos relativitetsprincip, samtidig med at den redegjorde for den konstante hastighed af elektromagnetisk stråling (lys). Hans specielle relativitetsteori viste endegyldigt, at den traditionelle antagelse i Euklids og Galileos geometri om absolut tid og rum|absolut tid og afstand ikke var korrekt, og at masse og energi følgelig kun adskiller sig i deres fremtræden.

Derfor er c² den omregningsfaktor, der i visse tilfælde kræves for at omregne masseenheder til energienheder. Udtrykt i enheder er E (i joule eller kg·m²/s²) = m (i kilogram) multipliceret med kvadratet af lysets hastighed i vakuum (299.792.458 m/s).

Formlens betydning[redigér | redigér wikikode]

Annihilation mellem en elektron og en positron. En positron (e+) udsendes fra en atomkerne sammen med en neutrino (ν) og vekselvirker derefter med en elektron (e), hvorved de to partikler med positiv masse "forsvinder" til fordel for to fotoner (γ), dvs. energibundter.

Formlen implicerer, at et legeme med masse besidder energi, selv hvis det er i hvile og ikke har nogen form for konventionel energi (potentiel energi, kinetisk energi, kemisk energi osv.). Dette står i modsætning til Newtons mekanik, hvor et legeme i hvile ikke kan have nogen energi, hvorfor massen kaldes for legemets hvileenergi. E'et i formlen kan betragtes som legemets totale energi, hvilket er proportionalt med massen M, når legemet er i hvile.

Omvendt har en sky af fotoner, der bevæger sig gennem det tomme rum og ikke har nogen hvilemasse, stadig en masse, fordi de besidder kinetisk energi.

Formlen giver også en kvantitativ sammenhæng mellem energi og masse i en proces, hvor det ene omdannes til det andet, som det f.eks. sker ved en nuklear eksplosion. I dette tilfælde er E den energi, der frigøres, hvis massen m tilintetgøres, eller den energi, der bliver absorberet for at skabe massen m. I disse tilfælde gælder formlens udtryk for proportionalitet.

Formlen førte blandt andet til opfindelse af atombomben og kernekraft, herunder atomubåde. Ligningen er en af de mest kendte i verden.

Her er historien for hver af værdierne.

E=Energi.[redigér | redigér wikikode]

Det hele startede i 1812, med en ung dreng der hed Faraday. Faraday var en fattig dreng, som havde en stor passion for naturvidenskab. Han læste hver evig eneste bog om naturvidenskab. Det endte med at han blev en laboratorie assistent for Davy som var medlem for det royale samfund. Det var en organisation som var støttet af dronningen og det var det højeste man kunne være med i det engelske naturvidenskabelige samfund. Så Faraday fik rigtig meget at vide og se.

En dag så skulle Davy eksperimentere noget sammen med hans venner. Det skulle se hvordan en elektrisk ledning kunne påvirke et kompas. Davy og hans venner var målløse og kunne ikke sige noget. Det gjaldt ikke Faraday. Med hans fantasi sagde at der var en usynlig kraft der gjorde det, men han blev bare til grin. Men det stoppede ham ikke.  Han havde tænkt sig at bevise det.

Han brugte noget syre til at blive til elektricitet også var det han ladet en ledning med elektricitet hvilket han placerede over et magnet og ledningen var i en lang tråd. Da han tændte for batteriet så spinnede tråden. Faraday opdagede energi.  Og uden han vidste opdagede han termodynamik fordi han fik syre indtil energi og energi til motion. Og det er en af den fundamentale del af termodynamik hvilket er at man kan omforme energi til en anden slags energi.

M=Masse.[redigér | redigér wikikode]

Det var i midten af det 18.århundrede at den franske skatteminister, Antonio Lavoisier, fik den ide at man ikke kan tilintetgøre et objekt fuldkommen da man hele tiden ender med den samme værdi. F.eks. hvis man brænder noget træ, så vil man ende med at får samme vægt uanset hvad.  Så han lavede et eksperiment med vand. Han varmede vandet op til kogepunktet så havde han taget dampen gennem et rør og ud til et andet rør som var varmet op. På den måde udvandt han hydrogenet og til sidst nedkølede han vandet og med sine meget præcise målinger viste han at vandet havde mistet masse. Den masse var gemt inde i hydrogenet hvilket gjorde at han opdagede masse.  Dermed opdagede han masse.

Desværre blev han henrettet pga. den franske revolution da han var skatteminister.

C=Celeritas.[redigér | redigér wikikode]

Faraday sagde lidt længere henne ad sin karriere at elektricitet bevæger sig med lysets hastighed. Han fortalte dette til det royale samfund i London som han var blevet medlem af. Da han sagde det blev gjort af nar da det var noget mærkelig at sige siden noget den gang. Og Faraday havde ikke de matematiske færdigheder for a at kunne beviser, men det var der Maxwell kom til undsætning. For Maxwell troede på Faraday. Maxwell havde de matematiske færdigheder som Faraday ikke havde. Maxwell beregnede sig frem til at elektromagnetiske bevæger sig med lysets hastighed.  Hvordan kan man så bruge alle de her værdier til? Det var meget svært men det lykkedes for Albert Einstein at lave en formel. Altså før Einstein kom med sin formel så var der mange af hans venner der sagde at han skulle skaffe sig selv en uddannelse da han ikke kunne forsøge sin familie. Han arbejdede i et patentkontor, og det var et meget lavt indkomst de fik.   Einstein accepterede at lys er altid den samme hastighed. Han sagde også at klik, klikket fra ur er tik, tik tikket fra elektricitet og elektricitet er et magnetisk felt som intimere et elektronisk felt osv. Med andre ord bevæger elektronik sig med lysets hastighed.

2.[redigér | redigér wikikode]

I anden blev opdaget af Emilie Du Châtelet. Hun kunne bevise dette med at tage en kugle og kaste den fra, lad os sige 10 centimeter.  Det vil lave et hul. Men lad os nu kaste på leret igen men nu fra 20 centimeter. Det vil nu også lave et hul, men ikke dobbelt, nej fire dobbelt faktisk. Den vil faktisk få ekstra vægt. Hun havde opdaget i anden i fysik sammenhæng. Men det tog hendes ide 100 år for at blive accepteret da hun var en kvinde. 

Baggrund og implikationer[redigér | redigér wikikode]

Ligningen er resultatet af Albert Einsteins undersøgelse af afhængigheden af Inertien af et legeme og dettes energiindhold. Det berømte resultat af denne undersøgelse er, at energi og masse rent faktisk er en og samme ting. For at forstå dette resultat sammenlignes elektromagnetisk kraft med tyngdekraft. I elektromagnetisme er energien lagret i felter (elektriske og magnetiske) associeret med kraften og ikke ladningerne. I tyngdekraften er energien opbevaret i selve massen af materialet. Det er ikke et tilfælde, at masse bøjer rumtiden i modsætning til ladninger i de andre tre fundamentale kræfter.

\text{Hvileenergi} = \text{masse} \times \text{(lysets hastighed)}^2

Ifølge ligningen er den maksimale mængde energi, der kan uddrages fra et legeme, det samme som massen af legemet ganget med kvadratet på lysets hastighed i vakuum. Den almindelige betegnelse lysets hastighed benyttes i denne artikel, selvom lysets fart er den korrekte fysiske betegnelse.

Ved at måle massen af en atomkerne og fratrække dette tal summen af masserne af kernens protoner og neutroner kan bindingsenergien for kernen beregnes. Dette viser ikke kun, at det er muligt at frigive energi ved fusion af lette kerner eller fission af tunge kerner, men giver også et groft billede af mængden af den frigivne energi. Bemærk, at masserne af protonerne og neutronerne stadig er der, og at disse også repræsenterer en mængde af energi.

Et kilogram masse kan omregnes til:

Det er vigtigt at bemærke, at praktisk omdannelse af masse til energi sjældent er 100% effektivt. Teoretisk perfekt omdannelse ville ske ved kollision af stof og antistof. Oftest produceres biprodukter i stedet for energi, og meget lidt masse bliver i realiteten omdannet. I ligningen er masse energi, men for klarhedens skyld er ordet omdannelse benyttet.

Ligningens gyldighed[redigér | redigér wikikode]

Hangarskibet USS Enterprise (CVN-65) i Middelhavet, 18. juni 1964. Enterprises besætning former den berømte ligning på dækket af skibet for at fejre, at det er det første atomdrevne hangarskib (CVN – Cruiser Volplane Nuclear).

E=mc^2 gælder for alle objekter med masse, da det er et udtryk for at energi og masse er to sider af samme sag, og at det er muligt at konvertere mellem de to. Gyldigheden for legemer i bevægelse afhænger af definitionen af masse i ligningen.

Normalt gælder ligningen for legemer, der ikke bevæger sig i forhold til et referencepunkt, men legemet kan i forhold til en anden reference være i bevægelse. I begge tilfælde er ligningen gyldig, da betragteren observerer et legeme i hvile, men den totale energi (og masse, hvilket jo er det samme) er forskellig. Så i modsætning til Newtons lære afhænger energi (og masse) af referencepunktet.

Relativistisk masse[redigér | redigér wikikode]

I Einsteins tidlige afhandling [1] blev m betragtet som hvad vi nu kalder relativistisk masse. Dette er relateret til hvilemasse  m_0 (dvs. legemets masse betragtet fra et referencepunkt, hvorfra det er i hvile) på følgende måde:

m = \gamma m_0 = \frac{m_0}{\sqrt{1-\frac{v^2}{c^2}}}

Men for at opnå ligningen E = mc^2 skal vi starte med ligningen

E^2 = p^2 c^2 + m^2 c^4\

hvor p = \gamma mv\ er den relativistiske impuls af legemet. Sættes v = 0 er p = 0. Vi har nu et specialtilfælde, hvor legemet er i hvile, og hvor E^2 = m^2 c^4 eller ækvivalent E = mc^2. Det er kun i dette tilfælde, ligningen gælder. Ved enhver anden hastighed skal vi genindsætte p^2 c^2 i det generelle udtryk.

Hvis vi nu sætter v=0 i udtrykket

m = \gamma m_0 = \frac{m_0}{\sqrt{1- \frac{v^2}{c^2}}}

får vi m = m_0. Så i hvile er hvilemasse og relativistisk masse det samme og ligningen kan omskrives til

 E = m_0 c^2\

Der er ingen forskel på de to udtryk, når v=0. Så udtrykket gælder kun, når referencen vælges således at legemet er i hvile.

Hvilemasse[redigér | redigér wikikode]

Relativistisk masse bliver ikke brugt meget i moderne fysik. Her bruges m til at symbolisere hvilemasse, så E = mc^2 er hvileenergien af legemet (legemet er i hvile i forhold til referencen). I dette tilfælde gælder udtrykket kun når legemet er i hvile, den moderne udgave af udtrykket med et objekt i bevægelse i forhold til referencer er

E = \sqrt{p^2c^2+m^2c^4} = \gamma mc^2

hvilket kan reduceres til E = mc^2 når v = 0. Uagtet den moderne skik benytter denne artikel i det resterende m for relativistisk masse og m_0 for hvilemasse.

Lavenergiapproksimation[redigér | redigér wikikode]

Da restenergien er  m_0 c^2\ , og den totale energi er den kinetiske energi plus restenergien, er den relativistiske kinetiske energi givet ved

 E_\mathrm{kinetic} = E_\mathrm{total} - E_\mathrm{rest} = \gamma m_0 c^2 - m_0 c^2 = \left(\gamma - 1 \right) m_0 c^2

hvilket ved lav hastighed (v \ll c) skal stemme over ens med det klassiske udtryk for kinetisk energi,

 E_\mathrm{kinetic}= \frac{1}{2} m_0 v^2 .

Det kan vises at de to formler er i overensstemmelse ved at beskrive \gamma\ med den tilsvarende taylor-række,

\gamma = \frac{1}{\sqrt{1-(\frac{v}{c})^2}} \approx \left( 1+ \frac{1}{2} \left(\frac{v}{c} \right)^2 \right).

Ved sammenskrivning med den oprindelige ligning får vi,

 E_\mathrm{kinetic} \approx  \frac{1}{2} \left(\frac{v}{c} \right)^2 m_0 c^2 =\frac{1}{2} m_0 v^2.

Vi har da,

\frac{1}{2} m_0 v^2 = E_\mathrm{total} - E_\mathrm{rest}\ ,

eller,

 E_\mathrm{total} = E_\mathrm{rest} + \frac{1}{2} m_0 v^2\

hvilket ikke er i overensstemmelse med den klassiske fysik, hvor energien er rent kinetisk.

Klassisk og relativistisk fysik er altså ikke ækvivalente undtagen for den kinetiske energi. Einstein viste, at den klassiske fysik ikke kunne anvendes på meget store eller hurtige legemer, men for lav hastighed er den klassiske fysik ækvivalent med den relativistiske fysik. De to teorier modsiger kun hinanden udenfor den klassiske fysiks ramme.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Bøger[redigér | redigér wikikode]

  • Bodanis, David (2002). E=mc2: en biografi om verdens mest berømte ligning, Haase. ISBN 87-559-1152-8.
  • Tipler, Paul; Llewellyn, Ralph (2002). Modern Physics (4th ed.), W. H. Freeman. ISBN 0-7167-4345-0.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]