Elektromagnetisk stråling

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Det elektromagnetiske spektrum


Elektromagnetisme
VFPt Solenoid correct2.svg
Elektricitet  Magnetisme

Elektromagnetisk stråling (forkortet EMS) kan beskrives som en kombination af oscillerende elektriske og magnetiske felter som, vinkelret på hinanden, udbreder sig gennem rummet med lysets hastighed (lys er et bestemt frekvensområde af elektromagnetisk stråling) og som formidler energi fra et sted til et andet.

Generelt klassificeres elektromagnetisk stråling ved sin bølgelængde (her nævnt fra længste til korteste) eller frekvens (fra laveste til højeste) i: radio, mikrobølger, infrarødt lys, synligt lys, ultraviolet lys, røntgen- og gammastråler. Den detaljerede klassifikation er i artiklen: Det elektromagnetiske spektrum.

Enhver elektrisk ladning som accelereres, udsender elektromagnetisk stråling. Når enhver ikke-ohmsk-afsluttet elektrisk ledning (eller andet ledende objekt som f.eks. en radioantenne) leder vekselstrømsenergi, udstråles elektromagnetisk stråling med samme fase og frekvens som vekselstrømmens.

Afhængigt af omstændighederne, kan elektromagnetisk stråling opføre sig som bølger eller som partikler. Som en bølge karakteriseres elektromagnetisk stråling ved en hastighed, amplitude og frekvens (evt. bølgelængde). Når elektromagnetisk stråling betragtes som partikler, også kendt som fotoner, har hver foton en energi, som er relateret til bølgens frekvens og den er givet ved Plancks relation:

E = hν, hvor

  • E er fotonens energi.
  • h er Plancks konstant: 6,626 × 10-34 J*s.
  • ν er bølgens frekvens.

Senere opdaterede Albert Einstein denne formel til Efoton = hν.Skabelon:?

Fotoner besidder også impuls og noget af denne impuls overføres til det objekt, som absorberer eller reflekterer fotonen. Denne effekt søges benyttet i solsejl. Jf. den specielle relativitetsteori gælder der mellem en fotons energi og impuls sammenhængen

E=pc,

hvor E er fotonens energi, p er impulsen, og konstanten c er lysets hastighed.[1]

Alment betyder det, at jo større frekvens (jo kortere bølgelængde) desto mere energi er der i strålingen. Man inddeler derfor stråling i stråling med lav energi, også kaldet ikke-ioniserende stråling, og stråling med høj energi, også kaldet ioniserende stråling. Den ioniserende del af det elektromagnetiske spektrum er højfrekvent ultraviolet lys, røntgen- og gammastråler.

Det teoretiske studium af elektromagnetisk stråling kaldes elektrodynamik og er et underemne af elektromagnetisme.

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. Dam, Mogens. "Relativistisk mekanik", Introduktion til den specielle relativitetsteori (7. udgave), Niels Bohr Instituttet 2007, København, s. 98. Hentet d. 16. januar 2013.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Det elektromagnetiske spektrum (lave til høje frekvenser):
Lave frekvenser: Radiobølger
ELF | SLF | VF | VLF | LF (Langbølgebåndet) | MF (Mellembølgebåndet) | Kortbølgebåndet (HF) | VHF (TV via VHF bånd I, FM via VHF bånd II, TV via VHF bånd III) | UHF (TV via UHF bånd V, TV via UHF bånd IV) | SHF (DBS) | EHF
Høje frekvenser: Lys og Stråling
IR (FIR, IIR, MIR, NIR) | Synlige spektrum | UV (NUV, EUV) | SX | HX | γ
Relaterede emner:
Sollys | Termisk energi | Fotosyntese | Solenergi | Solkraft | Solvarme | Solen | Radioantenne | Radiofoni


Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: