Eksklusivaftale

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

En eksklusivaftale er en aftale, som tildeler en eneret.

Historisk begreb på det danske arbejdsmarked. Betegnelsen anvendtes især på det faglige (ansættelsesretlige) område, hvor de indebar, at en arbejdsgiver udelukkende måtte antage eller fortrinsvis skulle antage medarbejdere fra en bestemt fagforening eller arbejdsløshedskasse.

Eksklusivaftaler havde således en variant kendt som fortrinsklausuler.

I 1966 afgjorde Højesteret (U.1967.58H), at vægtlægning på medlemskab af en bestemt arbejdsløshedskasse var ulovligt.

Før 2006 antog DA at mindst 230.000 danske lønmodtagere arbejdede på virksomheder, der havde en overenskomst, der inkluderede en eksklusivaftale i relation til faglig organisering. (citeret i præmis 24 i Sørensen og Rasmussen-dommen).

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kendte d. 11. januar 2006 arbejdsretlige eksklusivaftaler i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 11, der vedrører forsamlings- og foreningsfriheden.[1] Det skete i sagen Sørensen og Rasmussen mod Danmark. I konsekvens heraf vedtog Folketinget i foråret 2006 en justering af reglerne i foreningsfrihedsloven (lov om foreningsfrihed på arbejdsmarkedet), således at ekslusivklausuler (med enkelte undtagelser) gjordes ulovlige.

Fjernelsen af eksklusivaftaler havde central betydning for væksten hos de gule fagforeninger.

I praksis har begrebet dog fortsat betydning, idet pres fra kollegaer, tillidsmand, eller andre kan forekomme.[2]

Litteratur og avisartikler[redigér | redigér wikikode]

  • Ole Hasselbalch, Foreningsfrihedsloven i kontekst (2006)
  • "Menneskerettighedsdomstol afgør eksklusivaftalers lovlighed"; ritzau-artikel i Jyllands-Posten, januar 2006.

Kilder[redigér | redigér wikikode]