Færøsk kædedans

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kædedansen på Færøerne
Kædedans er også for børn. Engang om året mødes børn fra de forskellige danseforeninger for at danse sammen, som her i Eiði i 2010.

Færøsk kædedans er en tradition fra middelalderen, der på Færøerne som et af få steder i Europa stadig praktiseres som en vigtig del af folkekulturen.

Indtil middelalderen var der en livlig udveksling mellem Færøerne og nabolandene, som f.eks Norge og Island. På denne måde kom ring- eller kædedansen, der på det tidspunkt var udbredt over hele Europa, også til Færøerne. Da der ikke var tradition for at bruge musikinstrumenter, sang man lange folkeviser til dansen. Det danske handelsmonopol førte til, at øerne blev endnu mere isolerede, og da den kulturelle udveksling med nabolandene næsten ophørte, bevarede færingerne de gamle traditioner.

Færøsk dans består af tre forskellige elementer:

  • den fortællende vise
  • den karakteriske ringdans
  • den melodiske sang.

Færingerne indlever sig intenst i, hvad sangteksterne fortæller, ved f.eks at hæve rytmen og stemmerne ved dramatiske tekster. Sproget har den dominerende rolle i dansen. De sungne færøske kædedanstekster kan inddeles i tre hovedgrupper: færøske kvædi, danske viser og færøske tættir. De vigtigste er sangviser, helteviser og folkeviser.

Mens de danske viser kom til Færøerne i trykt form i det 17. århundrede, blev de færøske viser videregivet mundtligt. Først i slutningen af det 18. århundrede blev den første bog med viserne på færøsk "Qvæder om Sigurd Fafnersbane og hans æt" udgivet. Mange lokale blev intereseret i at bevare de gamle tekster, som i nutiden er opkaldt efter, hvor forfatteren kom fra. Den kendeste er Sandoyarbók med 93 viser, der er skrevet mellem 1821 og 1831 af Johannes Klemmesen (kaldet Jóannes Króki).

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: