Forum Romanum

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 7. sep. 2014, 21:09 af Dipsacus fullonum bot (diskussion | bidrag) Dipsacus fullonum bot (diskussion | bidrag) (Bot: Fjerner {{Link GA}} og {{Link FA}} da Wikidata nu bruges i stedet for.)
Forum Romanum med Palatinerhøjen i baggrunden. Triumfbuen forrest til venstre er Severusbuen, mens Templet for Vespasian og Titus ses til højre foran Saturntemplet.
Kort over Forum Romanum
Curia
Forum i 1834 malet af Rudof Wiegmann

Forum Romanum var den centrale plads i antikkens Rom. Da de spredte beboelser omkring 600 f. Kr. sluttede sig sammen, begyndte bebyggelserne at vokse ned i lavningerne mellem højene, hvor de ældste bebyggelser lå. Området mellem Kapitol og Palatin blev drænet i slutning af 7. århundrede for at muliggøre beboelse, men i det følgende årh. måtte beboelserne vige for en plads, som lå centralt mellem højene i den voksende by. Derved fik byen Rom den centrale plads, der er karakteristisk for den middelhavske bystat. Denne plads kaldes på latin forum – på græsk agora.

Forum Romanum lå, hvor mange veje mødtes. Af dem havde Via Sacra – den hellige vej – en særlig betydning; den går hen over Forum, og dens brolægning kan spores tilbage til ca 550 f.Kr.. Byens torv var også stedet for en række offentlige bygninger. Ved siden af Via Sacra lå Regia, hvis navn betyder den kongelige. Det antyder, at den må have været en del af kongens bolig. (Fra før indførelsen af republikken). Ved siden af Regia lå Vesta-templet, hvor vestalinderne passede byens hellige ild. Potteskår peger på, at det ældste Vesta-tempel kan føres tilbage til ca. 550. Vesta-templets cirkulære form viser, at det oprindeligt har været en bygning af træstolper. Ved siden af templet lå huset, hvor de seks vestalinder boede. Også andre templer af meget gammel oprindelse lå på Forum, fx Saturntemplet og Castor og Polluxtemplet.

Forums nordvestlige hjørne var centrum for politiske aktiviteter: Her lå Comitium, den plads, hvor folkeforsamlingen mødtes for at vedtage love. Og her lå Curia, senatets mødebygning, og her var Rostra den sceneagtige forhøjning, som brugtes af folketalere. Navnet rostra, der er krigskibenes ’snabler’, hvormed de kan vædre fjendens skibe. Talerstolen var nemlig fra 328 f.Kr. udsmykket med erobrede ’skibsnabler’.

Samtidig med, at Forum var det politiske centrum og stedet for en del templer, var det også et handelscenter, en markedsplads. Derfor lå der på Forum en række handelsboder.

I den sene republikanske tid kom der store haller, basilikaer, som både kunne anvendes til handel og til retssager. I kejsertiden blev der bygget en del triumfbuer for at hylde kejsere, der havde vundet i krig.

Forum var gennem romerrigets historie en plads, som blev tættere og tættere bebygget, og ældre bygninger blev erstattet af nye – efterhånden af marmor. Og da stedet samtidigt var centrum for romernes deltagelse i politik og handel, og stedet, hvor de mødtes for at høre nyt, blev pladsen efterhånden temmelig trang.

Cæsar og en del af de følgende kejsere byggede derfor en række nye fora ved siden af det gamle torv, se kejserfora.

Forfald og udgravning

En anonym tysk rejsende fra Einsiedeln berettede allerede i det 8. århundrede, at Forum var i forfald. I middelalderen bevaredes erindringerne om Forum Romanum, men dets monumenter var for en stor del begravede under murbrokker og affald, og stedet hed Campo Vaccino – komarken. Men pave Urban Vs tilbagevenden fra Avignon i 1367 medførte en voksende interesse for de antikke monumenter, dels på grund af deres historiske betydning, dels som stenbrud for nye bygninger, som blev opført i Rom efter lang tids forsømmelse. Kunstnere fra slutningen af det 15. århundrede tegnede ruinerne på Forum og antikforskere begyndte i det 16. århundrede at kopiere inskriptioner. Prøveudgravninger begyndte i slutningen af det 18. århundrede.

En kardinal tog initiativ til at dræne området igen, og byggede en bydel ovenpå. Men udgravningerne ved Carlo Fea, som begyndte med at fjerne murbrokkerne over Septimius Severus-buen i 1803, og arkæologer under det napoleonske regime, markerede begyndelsen til en afdækning af Forum, som først var fuldt udgravet i begyndelsen af det 20. århundrede.

Nu bliver efterladenskaber fra mange århundreder vist sammen i fuld overensstemmelse med den romerske praksis at bygge oven på ruiner. Også i dag foregår der udgravninger på Forum, især op imod Kapitol.

Se også

Bibliografi

41°53′31″N 12°29′12″Ø / 41.89194°N 12.48667°Ø / 41.89194; 12.48667