Fossil
Et fossil (af latin fossus = "opgravet") eller en forstening er aftrykket af et dyr eller en plante i sten – eller i sjældne tilfælde i rav. Specielt havlevende dyr findes som forsteninger i skrænter, der er gammel havbund, der ved jordens forskydninger er hævet op og blevet til tørt land.
Den lille ø Fur i Limfjorden er kendt for sine skrænter, der indeholder mange meget fine fossiler. Fotoet er fra Fur Museum. Det viser en uddød fisk, der levede i havet omkring Danmark. På Fur er skrænterne usædvanlige, da fint materiale har aflejret sig meget hurtigt. I leret, kaldet molér, er de fine detaljer i fossilerne bevaret. Selv fiskens skæl ses tydeligt. På museet findes også fossiler af insekter, fugle og padder.
De fleste forsteninger er grovere i detaljerne. Det skyldes bl.a. at materialet først er blevet bevaret nogen tid efter dyrets død, så kun skeletdele og tænder er tilbage.
Andre steder i Danmark findes også fossiler, fx i Gram Teglværksgrav, hvor der er fundet 18 meget sjældne fossiler af fortidshvaler . Selv i småstenene ved stranden eller i perlegrus er der fossile dele; specielt nåle af søpindsvin og vættelys er almindelige.
Fossilerne i rav indeholder oftest små insekter. De er fanget i en klump harpiks. Harpiksen er endt i havet, og efter 30-50 millioner år er den omdannet til rav. Da dyret omsluttes af harpiks med det samme, standses nedbrydningsprocesserne og ravfossiler er ufatteligt velbevarede. Det har endda været diskuteret om DNA kan udvindes fra disse fossiler. Indtil videre er det ikke lykkedes. Det er denne tanke, der bruges i Michael Crichtons fiktive roman Jurassic Park. I den hentes DNA fra et 65 millioner gammelt ravfossil for at genskabe levende dinosaurer.
Af og til dukker et dyr op som alle troede var uddødt. Det mest berømte eksempel er den blå fisk (Latimeria chalumnae) og det lille krybdyr tuataraen, eller fuglen takahe, begge fra New Zealand. Dyr, der ellers mentes at være uddødt, men alligevel dukker, op, kaldes "levende fossiler".
Videnskaben, der beskæftiger sig med fossiler, kaldes palæontologi.
Fossiler, som findes i Danmark, kan falde ind under loven om danekræ, dvs. pligten til at aflevere det fundne til et dansk museum – mod en findeløn. Jf. Museumsloven (lov nr. 473 af 7. juni 2001). Loven rummer bestemmelser om museernes ekspropriationsret for danefæ og danekræ.
Tidligere teorier
Fossiler, eller "figurstene", som de ofte blev kaldt, var et mysterium allerede i antikken, og der opstod mange teorier. En var, at de var modeller af dyr, Gud ikke var tilfreds med, da han skabte verden, og at han derfor havde smidt dem fra sig. Andre mente, at fossiler var skåret ud af eremitter, som havde søgt tilflugt i huler, mens andre igen påstod, at de blev formet om natten af en mystisk stråling fra stjernerne. Voltaire mente, at skaldyr i Alperne var mad, pilgrimme havde medbragt og så smidt fra sig. Mest udbredt var dog teorien om, at fossiler blev formede af en formgivende kraft i naturen, man kaldte vis plastica. Forstenede fisk havde derfor aldrig været levende. Vis plastica var simpelthen en egenskab, Gud havde udstyret materien med.[1]
Johan Woodward (1665-1728),[2] der var professor i fysik ved Gresham College, var derimod overbevist om, at alle fossiler var konkrete rester efter Syndfloden, hvad der gav ham tilnavnet "Syndflodens høje beskytter". Hans teori hed diluvialisme (af diluvium, latin for "oversvømmelse, syndflod"). Woodward mente, at under det voldsomme regnskyl, der varede i fyrre døgn og forvandlede jordskorpen til en slags vælling, var alt levende, der ikke var reddet af Noa, sunket ned i vællingen, hvor resterne lagde sig i horisontale lag efter tyngden – de letteste organismer øverst, de tungeste nederst. Senere jordskælv havde skabt forkastninger og forklarer, hvorfor fossilerne ikke ligger pænt ordnet som et tæppe i samme lag. Woodward tog æren for denne teori og krediterede aldrig sine forgængere som Steno. Woodwards samling af fossiler er i dag udstillet i Sedgwick-muséet i Cambridge.[3]
En overbevist tilhænger af diluvialismen var Johann Jacob Scheuchzer (1672-1733),[4] der var bylæge i Zürich og professor i matematik. Han var en ivrig samler af fossiler og byttede med andre samlere. Scheuchzer var den, der afkræftede myten om, at krystaller i fjeldene dannes af snekrystaller. Men da der i 1725 blev fundet et fossil i kalkstensbruddene i Öhlingen i nærheden af Zürich, var han overbevist om, at det drejede sig om ryggraden fra et menneske, der havde været vidne til Syndfloden. Han regnede ovenikøbet ud, at vedkommende var druknet i 2306 f.Kr. Hans pamflet Homo diluvii testis (= Menneske vidne til Syndfloden) indeholdt også en gravering af ryggraden med et kranium på toppen, der ikke kunne stamme fra et menneske, men Scheuchzer antog uden videre, at dele af kraniet manglede, og fyldte hullet ud med menneskelige træk. Carl von Linné, der efter Scheuchzers død rejste til Teylers museum [5] i Haarlem, hvor fossilet var havnet, for at klassificere det til sin udgave af Systema naturae, erklærede efter nogle minutter med et undskyldende smil, at det drejede sig om fossilet af et firben, og ikke noget menneske. I udgaven af Systema naturae fra 1740 placerede han derfor Homo diluvii testis i hovedklassen for forstenede dyr, i øvrigt sammen med nogle knogler, der skulle stamme fra en enhjørning. I 1811 tog Georges Cuvier et kig på fossilet i Haarlem. Han slog fast, at det drejede sig om en uddød kæmpesalamander fra tertiærtiden, som han kaldte Andrias scheuchzeri til minde om diluvialisten.[6]
Allerede i 1708 havde Scheuchzer udgivet et bemærkelsesværdigt skrift på 36 sider, kaldet Piscium Querelae et Vindiciae (= Fiskenes klagemål og oprejsning),[7] hvor menneskene sættes på anklagebænken med fisk som dommere. Fiskenes klagemål fremført af en gedde fra Bodensøen var et krav om, at menneskene skulle indse, at forstenede fisk, altså fossiler, var omkommet i Syndfloden, som menneskene var skyld i, da de fremkaldte Guds vrede: "Vi er fisk, ikke kun opgravede fossiler, men en race som levede før Syndfloden, men bukkede under for den som ofre for andres galskab," erklærede hr. Gedde fra Bodensøen. Pamflettens påstand var, at Syndfloden havde fortyndet saltvandet og forplumret det med slam, så de fisk, der ikke blev reddet af Noa, var omkommet og endt som fossiler.[8]
Se også
Eksterne kilder/henvisninger
- ^ Tore Sørensen: Bløffer og bløffmakere (s. 111), forlaget Andresen og Butenschøn, Oslo 2009, ISBN 978-82-7694-195-1
- ^ John Woodward Biography – (1665–1728), Essay toward a natural history of the Earth – Fossils, Earth, Time, Collection, Concerned, and Gravity
- ^ Sedgwick Museum of Earth Sciences | Exhibits – Woodward's Legacy
- ^ Rocky Road: Johann Jakob Scheuchzer
- ^ Teylers Museum | The first and oldest museum in the Netherlands
- ^ Tore Sørensen: Bløffer og bløffmakere (s. 114-5)
- ^ Details: Piscium Querelae et Vindiciae by Johann Jakob Scheuchzer | LibraryThing
- ^ Tore Sørensen: Bløffer og bløffmakere (s. 112-3)
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
- fossiler.dk
- 17 August 2005, BBC News: Strange fossil defies grouping Citat: "...A strange 525 million-year-old fossil creature is baffling scientists because it does not fit neatly into any existing animal groups...named Vetustodermis planus..."