Voltaire

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Voltaire

François-Marie Arouet, bedst kendt under sit pseudonym Voltaire, (21. november 169430. maj 1778) var en fransk filosof, forfatter, dramatiker og samfundskritiker. Voltaire var en af oplysningstidens store filosoffer og en stor forkæmper for ytringsfrihed og menneskerettigheder. Han blev medlem af Det Franske Akademi i 1746. Han var deist.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Voltaire blev født i Paris som søn af notaren François Arouet og Marie-Marguerite D'Aumard. Arouet familien var en velhavende købmandsfamilie, og François-Marie Arouet var 5. barn i søskendeflokken. Han blev uddannet på jesuiterskolen "Louis-le-Grand", hvor han brugte meget tid på at kritisere uddannelsen, og som han forlod som 17-årig. På grund af sit vid og sin skarpe tunge blev han hurtigt en populær skikkelse blandt det parisiske aristokrati.

Efter dette kom han mod sin vilje til at studere jura. Formelt var han på jurastudiet, men han brugte meget af tiden på at skrive ærekrænkende digte og senere hen essays og sladderhistorier. Han fungerede også som rådgiver for magthaverne.

I 1717 tilbragte Voltaire 11 måneder i Bastillen for et skrift, der var stærkt kritisk over for enevælden. Perioden 1726-1729 tilbragte Voltaire i eksil i England, hvor han blandt andet studerede det konstitutionelle monarki og den religiøse tolerance i landet. Desuden stiftede han bekendtskab med videnskabsmanden Isaac Newtons og filosoffen John Lockes banebrydende tanker. Voltaire havde holdninger til mange væsentlige emner som fornuft, frihed, retfærdighed og tolerance. Han så disse begreber som nødvendige for sociale og politiske fremskridt i Frankrig.

Voltaire mente, at man skulle have det oplyste monarki, hvor der blev rådgivet af filosoffer som f.eks. Voltaire. Han mente, at dette var den eneste vej frem, da kongens interesse kun var at øge Frankrigs magt og velstand overfor resten af verden. Han mente, at enhver skulle have retten til at sige sin mening.

Voltaires rejse til England gjorde, at han tog John Lockes natursyn og Englands samfundsstruktur til sig. Han tog disse begreber med sig til Frankrig og blev derved en vigtig formidler. Det siges, at hans styrke var at få folk til at tænke over vigtige spørgsmål.

1734-1749 boede Voltaire på slottet Cirey i det østlige Frankrig. Her fortsatte han sine naturvidenskabelige studier sammen med veninden Madame du Chatelet. Efter Chatelets død i 1749 rejste han til Potsdam ved Berlin på invitation fra Frederik den Store, der var en stor beundrer af Voltaire. I 1759 købte han slottet Ferney tæt ved grænsen til Schweiz, hvor han boede til kort før sin død i Paris.

Voltaires sarkofag står i Panthéon i Paris. I slutningen af 1800-tallet rygtedes det at den skulle være tom, fordi det sagdes at hans jordiske rester i 1814 skulle være blevet stjålet af en gruppe ultrareligiøse og smidt på en affaldsdynge. Graven åbnedes derfor i 1897 og hans jordiske rester viste sig stadig at befinde sig i graven.[1]

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

Voltaire som skabt af Jean-Antoine Houdon i 1778. I indsamlingen af ​​National Gallery of Art

Blandt Voltaires mest kendte værker er "Candide" (1759). En satirisk fortælling, der gør op med den filosofiske optimisme, der grundlæggende anfører, at alt er godt, fordi Gud er god og almægtig. En af hovedpersonerne i værket, den dogmatiske Dr. Pangloss, er en parodieret fremstilling af den tyske filosof Leibniz, som Voltaire foragtede.

Blandt Voltaires øvrige hovedværker er: Œdipe (1718), Zaïre (1732), Lettres Philosophiques (1734), Zadig (1748) samt Dictionnaire Philosophique, der udkom i flere udgaver. Fra Dictionaire Philosophique kendes blandt andet udtrykket "Le mieux est l'ennemi du bien" (Det bedste er det godes fjende).

I bogen Lettres philosophiques sur les Anglais udgivet i 1733 lovpriste han det engelske samfund, og derved kritiserede han kirken og samfundet i Frankrig. Selvom Voltaire var en anset forfatter, blev bogen forbudt, og alle bøger beslaglagt og brændt. Senere kritiserede Voltaire kongen og hoffet og var gennem sit liv flere gange i fængsel. Han døde i 1778 og blev begravet i Panthéon i Paris ved siden af Descartes og andre franske tænkere.

Andet[redigér | redigér wikikode]

Voltaire tilskrives ofte udsagnet

Citat Jeg er uenig i hvad De siger, men jeg vil forsvare til døden Deres ret til at sige det. Citat

Det berømte citat skyldes imidlertid Evelyn Beatrice Hall og var af Hall tænkt som en opsummering af Voltaires holdning til ytringsfrihed. Citatet findes ingen steder i Voltaires egne tekster.

Voltaire stod i perioder i et stærk personligt modsætningsforhold til Jean-Jacques Rousseau. Ikke desto mindre blev de to i årene efter 1789 ofte fremstillet samlet, som den franske revolutions åndelige "makkerpar".

Voltaires store bogsamling opbevares i dag på det russiske nationalbibliotek i Sankt Petersborg.

Georg Brandes har skrevet en biografi i tre bind om Voltaire.

Voltaire på dansk[redigér | redigér wikikode]

Udvalgt bibliografi af danske Voltaire oversættelser:

  • Else Henneberg Pedersen (red.), Zadig eller skæbnen: en østerlandsk fortælling, Batzer & Co, 2008. ISBN 978-87-90524-58-6.
  • Karen Nyrop Christensen (red.), Candide eller Optimismen, Dansklærerforeningen, 2000. ISBN 87-7704-444-4.
  • Henry Madsen (red.), Den troskyldige, Thaning & Appel, 1972. ISBN 87-413-8110-6.
  • Hans Nygaard, Om Gud og mennesker, Hasselbalch, 1968.
  • Leif Nedergaard (red.), Voltaires bedste muntre historier, Carit Andersen, 1959.

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:


Frankrig Stub
Denne biografi om en franskmand er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi