Frans af Assisi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Frans af Assisi, (5. juli 1182 [1]3. oktober 1226), er grundlæggeren af Franciskanerordenen.

Barndom og ungdom[redigér | redigér wikikode]

Frans af Assisi, malet af Cimabue
Frans' forældre, statue i Assisi

Frans af Assisi blev født i Assisi den 5. juli 1182 som søn af en velhavende klædehandler, Pietro di Bernardone. Moderen, Pica, fødte ham under en af faderens forretningsrejser og lod ham døbe Giovanni. Men hans far ændrede efter sin hjemkomst navnet til Francesco, som betyder 'den lille franske', fordi hans mor sagdes at komme fra Frankrig, fra Provence. Hans far var ærgerrig på hans vegne og sørgede for, at han kom i skole. Han skulle lære noget for at kunne vokse op til en succesfuld forretningsmand, der kunne overtage forretningen. Og som 14-årig blev Frans optaget i købmandsgildet og kunne på faderens vegne træffe forretningsafgørelser. Han var også som ung en af de førende i de unge menneskers muntre liv.

Men tiden var urolig – også i Frans' hjemby. Assisi hørte først til kejserens magtområde, men overgik i 1198 til pavens. Og i magttomrummet mellem de to magthavere nedrev Assisis selvbevidste indbyggere borgen ovenover, som de betragtede som en trussel mod sig. Frans siges at have deltaget heri. Men Assisis indbyggere var ikke en enhed. Der var sociale spændinger mellem majores, den gamle adelige og pavetro overklasse og minores, den nye middelklasse, som bl.a. Frans' familie tilhørte. I 1200 blev det direkte til borgerkrig mellem klasserne og flere adelige familier flygtede til Perugia, bl.a. Scifi, med den lille datter, Clara, som senere blev tilhænger af Frans og ordenstifter. Der opstod som led i denne kamp mellem klasserne krig mellem Assisi og Perugia; Assisis hær blev slået af den større bys, og blandt krigsfangerne var Frans. Frans sad i fangensskab i et års tid. Men efter at Assisi havde opnået en hård fredsslutning, kunne Frans' far løskøbe ham fra krigsfangenskabet, og han kom svækket hjem efter det lange fængselsophold.

Frans' konflikt med faderen Giotto di Bondone

Frans søger Gud[redigér | redigér wikikode]

Frans havde andre ambitioner end faderen. Han ville ikke være købmand, men ridder. Og derfor drog han i 1205 mod Apulien for at tilslutte sig en af tidens krigsherrer. Men efter en drøm i Spoleto vendte han hastigt hjem. Han var på ny svækket og syg, men sygdommen forløste også en spirituel vækkelse – og under en pilgrimsfærd til Rom prøvede han at være tigger uden for Peterskirken.

Han begyndte at tage sig af syge, bl.a. overvandt han sin afsky for de spedalske og begyndte at pleje dem. Og han begyndte at bede til Gud, og foran et byzantinsk krucifiks i den lille forfaldne kirke San Damiano hørte han den korsfæstede tale til sig og sige: "Gå hen og byg mit hus op, for det er ved at styrte sammen". Frans tog det meget bogstaveligt og begyndte en restaurering af den lille kirke. Da han for at skaffe midler hertil solgte nogle af forretningens varer (hvad han vel som faderens fuldmægtige havde formel ret til), så medførte det en alvorlig konflikt med faderen, som i 1205 anlagde retsag mod ham for biskoppen af Assisi. Det kom til et brud; Frans afførte sig alle sine rige klæder og gav dem til faderen og sagde, at nu ville han ikke mere kalde ham sin far, men hans far var "Vor fader, du som er i Himlene".

I de følgende år fortsatte han sit anderledes liv. Han tog sig af de spedalske, arbejdede også med genopbygning af forfaldne kirker og i lange perioder levede han som eneboer,fx ved Eremo delle Carceri. I 1208 fik han ved at høre dagens evangelium en kaldelse til at prædike bod og leve i fattigdom. Hans forkyndelse lagde særlig vægt på glæde og på at penge og rigdom skiller et menneske både fra Gud og næsten. Først var han alene og hånedes af skarerne på gaden i Assisi, men snart sluttede andre sig til ham.

Frans af Assisi, malet af El Greco

Ordensstiftelse[redigér | redigér wikikode]

Af Frans og hans tilhængere opstod en orden, franciskanerne, eller som de ofte blev kaldt i Danmark, gråbrødrene, som lægger vægt på at leve i fattigdom. De begyndte som et ustruktureret fællesskab, men i 1209 fik Frans pavens godkendelse af den første ordensregel. Frans selv var ikke voldsomt interesseret i organisation og overlod gerne ledelsen til andre, men det smertede ham, når disse gav køb på det, som for Frans var hjertesagen, nemlig fattigdommen.

Han opfattede det som sin opgave at prædike. Hans prædiken var enkel, og glæde og fred var hovedord i den. Og han var i alle sammenhænge en fredsstifter. Og brødrene blev sendt ud i alle retninger for at prædike. Frans selv fik ansvar for missionen i Orienten og kom i 1219 til Damietta, hvor han blev frastødt af korsfarernes grusomheder. Han opsøgte helt usædvanligt sultanen – korsfarerenes modstander – for at prædike for ham. Han blev modtaget høfligt. Han fik også mulighed for at besøge Jerusalem

Frans' grav i krypten under San Francesco basilikaen

Frans' sidste år og død[redigér | redigér wikikode]

Frans' seneste år var præget af megen sygdom. Hans krop var medtaget af det asketiske liv. Han fik i 1224 på bjerget La Verna Kristi sårmærker på hænder og fødder og side. I 1225 opholdt han sig syg i en hytte udenfor San Damiano, hvor han blev plejet af Clara og søstrene. Her skrev han sin lovsang til Gud for al skabningen, Solsangen, som den kaldes på dansk (findes i gendigtning ved Johannes Johansen i Den Danske Salmebog).

Han døde d. 3. oktober 1226, efter eget ønske afklædt, liggende på jorden, så han kunne forlade dette liv lige så nøgen, som han var kommet ind i det.

Allerede to år senere blev han helgenkåret, d. 16. juli 1228. Og allerede i 1230 var den store Basilica di San Francesco så færdigbygget, at hans jordiske rester kunne overføres dertil.

Middelalderlige kilder vedrørende Frans[redigér | redigér wikikode]

Andre henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]