Gottfried Wilhelm Leibniz

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Gottfried Wilhelm Leibniz

Gottfried Wilhelm Leibniz (1. juli 16461716), tysk rationalistisk filosof, matematiker og politisk rådgiver.

Han arbejdede ihærdigt for at skabe en religiøs verdensfred, idet han søgte at forene videnskab og religion i en helhed. Han arbejdede også med en ide om et folkenes forbund, der skulle bygge på staternes ligeret. Han anses for den sidste polyhistor, der beherskede hele sin samtids viden og kundskab.

Filosofi[redigér | redigér wikikode]

Leibniz udviklede differential- og integralregningen omtrent samtidig med (og uafhængigt af) Isaac Newton. Derudover er han kendt for sin opdeling af verden i et uendeligt antal metafysiske substanser kaldet Monader, beskrevet i Monadologie 1714, og som er det materielles essens. Leibniz mener, at hvis den materielle verdens essens er udstrækning, som Descartes redegjorde for i sine Meditationer, medfører dette, at de materielle legemer kan deles i en uendelighed, og derfor er det absurd at tildele materien udstrækning som essens. I modsætning til Descartes´ dualistiske verdens billede har Leibniz et monistisk verdensbillede i form af en værensform, nemlig monaderne, som dog må siges at repræsentere et pluralistisk verdensbillede med et uendeligt antal monader – altså værenssubstanser. Disse monader har "ingen vinduer", altså er et lukket `system` som ikke kan påvirkes, og i følge Leibniz´ metafysik har Monaderne (af Gud) en præetableret harmoni, som sørger for verdensordenen. Det materielle verden er ifølge Leibniz udelukkende en fænomenverden.

Erkendelsesteori[redigér | redigér wikikode]

Der eksisterer kun to arter af sande domme:

  • 1. Domme der nødvendigvis er sande, altså fornuftsandheder.
  • 2. Faktiske sandheder, altså sandheder der faktisk er sande, men ikke nødvendigvis er det.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]