Gottfried Wilhelm Leibniz

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Gottfried Wilhelm Leibniz (1. juli 1646 - 1716), tysk rationalistisk filosof, matematiker og politisk rådgiver.

Han arbejdede ihærdigt for at skabe en religiøs verdensfred, idet han søgte at forene videnskab og religion i en helhed. Han arbejdede også med en ide om et folkenes forbund, der skulle bygge på staternes ligeret. Han anses for den sidste polyhistor, der beherskede hele sin samtids viden og kundskab.

[redigér] Filosofi

Leibniz udviklede differential- og integralregningen omtrent samtidig med (og uafhængigt af) Isaac Newton. Der ud over er han kendt for sin opdeling af verden i et uendeligt antal metafysiske substanser kaldet Monader, beskrevet i Monadologie 1714, og som er det materielles essens. Leibniz mener, at hvis den materielle verdens essens er udstrækning, som Descartes redegjorde for i sine Meditationer, medfører dette, at de materielle legemer kan deles i en uendelighed, og derfor er det absurd at tildele materien udstrækning som essens. I modsætning til Descartes´ dualistiske verdens billede har Leibniz et monistisk verdensbillede i form af en værensform, nemlig monaderne, som dog må siges at repræsentere et pluralistisk verdensbillede med et uendeligt antal monader - altså værenssubstanser. Disse monader har "ingen vinduer", altså er et lukket `system` som ikke kan påvirkes, og i følge Leibniz´ metafysik har Monaderne (af Gud) en præetableret harmoni, som sørger for verdensordenen. Det materielle verden er ifølge Leibniz udelukkende en fænomenverden.

[redigér] Erkendelsesteori

Der eksisterer kun to arter af sande domme:

• 1. Domme der nødvendigvis er sande, altså fornuftsandheder.
• 2. Faktiske sandheder, altså sandheder der faktisk er sande, men ikke nødvendigvis er det.