Historieteori

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Historieteori er videnskaben om akademisk historieskrivning ud fra en eller flere videnskabsteoretiske modeller, oftes udformet på basis af historiefilosofi eller trends blandt historikere som f.eks. hos Annales-skolen.
Historieteori omhandler blandt andet udviklingen af den videnskabelige historieforskning og de mange grundtanker og teorier, der gennem tiden har udviklet historikeren fra at være en fortæller af gode historier (ofte med en moralsk pointe, hvor man f.eks. bruger viden om fortiden til belæringen af nutiden med sigte på fremtiden) til en moderne forsker, der bygger sine undersøgelser på empiri.

Historieteori efter perioder[redigér | redigér wikikode]

Der sondres ofte mellem tre forskellige tidsperioder for videnskabelig historieteori: den før-moderne periode, den moderne periode og den postmoderne periode. Tidsperioderne er ikke klart afgrænsede, men ofte fastlægges overgangen mellem før-moderne og moderne til det tidsrum, hvor historie bliver et anerkendt universitetsfag med egne metoder og kildekritik, mens den postmoderne tidsperiode opstår i takt med, at ældre teorier som f.eks. den positivistiske helt forkastes i det akademiske miljø.

Eksempler på historieteorier[redigér | redigér wikikode]

Der findes en række teorier, der kan danne grundlag for en historisk undersøgelse, og i den nyere historievidenskab er udgangspunktet ofte, at de historiske undersøgelser er teoristyrede. Teorien er således med til at afgrænse og præcisere den problemstilling, som skal undersøges. Historieteori kan populært sagt betragtes som en værktøjskasse, der gør historikeren i stand til at stille de rigtige spørgsmål til de historiske kilder.

Som eksempler på historiefagets videnskabsteoretiske modeller kan nævnes:

Se også[redigér | redigér wikikode]