Retshistorie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Faget[redigér | redigér wikikode]

Retshistorie er betegnelsen for den juridiske disciplin, der beskæftiger sig med rettens historiske fundament og udvikling fra antikken, primært romerretten, til i dag. Fokus ligger naturligvis på ret, der ikke længere kan betegnes som gældende, men overgangen mellem retshistoriske forløb og tendenser og til gældende ret må siges at være flydende.

I Danmark har disciplinen sit første egentlige hovedværk i Peder Kofod Anchers En Dansk Lov-Historie fra 1769-1776. Dermed kan man sige, at retshistorien i Danmark er grundlagt i den tidlige fase af dansk historievidenskab.

Moderne retshistorie beskæftiger sig med alle former for retskilder:

  • Love
  • Retspraksis -– det vil sige domme med præjudikatsværdi (populært kaldet præcedens)
  • Aftaler (aftaledokumenter af enhver art)
  • Juridisk litteratur
  • Politiske dokumenter og andre dokumenterbare politiske overvejelser

Faget retshistorie er i dag en obligatorisk del af jurastudiet.

Danmarks tidlige retshistorie[redigér | redigér wikikode]

Som i andre lande var også Danmarks oprindelige ret baseret på sædvaneret, men i middelalderen begynder et langt historisk forløb med kodificering af det danske retsgrundlag. Dette sker først og fremmest med de såkaldte landskabslove fra 1200-tallet. De ældste af dem er Skånske Lov og Sjællandske Lov, som formentlig ikke er egentlige givne love, men nedskrevne retsbøger (dette er dog draget i tvivl af den nyeste forskning). Jyske Lov fra 1241 er den første egentlige kongegivne lov, der dækker over et større juridisk område.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]