Historiefilosofi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Historiefilosofi omfatter teorier om historiens karakter og forløb. Store moderne historiefilosoffer er Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Karl Marx, Oswald Spengler. Af nutidige kan nævnes Paul Virilio og Francis Fukuyama

Tænkning over historien har eksisteret siden den tidligste filosofi.

Moderne historiefilosofi[redigér | redigér wikikode]

Fremskridsteorier[redigér | redigér wikikode]

En gruppe af teorier ser historien som en proces imod en bedre og bedre tilstand. Samtidigt er historien lineær, den går igennem en række stadier der ikke kan gentages og hvor hvert efterfølgende stadie er bedre end det foregående.

Voltaire anses for at have fundet på ideen om en filosofisk historieskrivning. For ham handlede det om at beskrive historien generelt frem for at beskrive enkeltstående begivenheder samt at mennesket var historiens grundlag og ikke gud .[1]. Georg Wilhelm Friedrich Hegel bliver dog den første der udfører dette program i sin stort anlagte historiefilosofi.

Karl Marx tog udgangspunkt i Hegels historiefilosofi, men anså historiens drivkraft for at være den økonomiske (materielle) snarere end den åndelige udvikling. Omtrent samtidig udarbejdede Auguste Comte en filosofi med lignende ideer.

Forfaldsteorier[redigér | redigér wikikode]

Friedrich Nietzsche lancerede med sin tese om den evige genkomst det synspunkt at historien er cyklisk; begivenheder gentages og historien har ingen retning imod noget. Inspireret af dette fremsatte Oswald Spengler i sin Der Untergang des Abendlandes (Vestens undergang) den tese at hver cililisation gennemgår en cyklisk proces der ender i forfald. Den vestlige civilisation mente han var tæt på at forfalde. Om end Paul Virilios teori er af en helt anden karakter er historien for ham også på vej imod en dårligere og dårligere tilstand.

Kritik af historiefilosofi[redigér | redigér wikikode]

Karl Popper har kritiseret hele ideen om at der kan findes et mønster for historien. Han kalder dette for Historicisme som han kritiserer i The Poverty of Historicism (1957) .[1]. Poppers bog fandtt vid udbredelse og cirkulerede i bag jerntæppet somsamizdat.

Francis Fukuyama fremsatte i The End of History and the Last Man den tese at historien var forbi efter at det liberale demokrati havde sejret over kommunismen i den kolde krig.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

Filosof Stub
Denne biografi af en filosof er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi