Filosofiens historie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Der mangler kildehenvisninger i denne artikel
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.		 Question book-4.svg
Searchtool.svg Eftersyn
Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.

Filosofiens historie er europæisk, men alle kulturer – uanset om de er fra forhistorisk tid, antikken, middelalderen eller den moderne nutid; østlige, eller vestlige – har haft deres egen unikke måde at se verden på, og er nået frem til denne både gennem tradition og gennem iagttagelse. Sådanne teorier er vokset fra forskellige præmisser og metoder. Eksempler på dette er: deduktion (teorier fremkommet ved logiske slutninger), empiri (teorier der er nået gennem observation), og selv tro, håb og familieforhold såsom religioner.

Indholdsfortegnelse

Vestlig filosofi [redigér]

Hvorfor det var græsk kultur der opfandt filosofien er et spørgsmål der er umuligt at besvare da det formodentligt var flere faktorer der spillede ind. Èn kan til eksempel være det var på grund af grækernes lave indtægter fra landbruget der tvang dem til at blive en handelsmagt, og dermed udviklede kontakter over hele middelhavet. En sådan udvikling prægede middelhavets kulturer siden forhistorisk tid:Malta, Kreta og Kypern, senere fønikisk kultur og sidenhen græsk kultur udvekslede varer med de gamle kulturer i Mesopotamien. Det kan være det udslagsgivende har været den decentrale administration som blev skabt af de hjemvendte handlende og derved opfostrede den filosofiske tankegang.[1]

Den vestlige filosofi har en lang historie og opdeles traditionelt i fire store epoker: Den antikke, den middelalderlige, den moderne og den postmoderne. Den antikke periode starter med oldtidens Grækenland og inkluderer de græske filosoffer såsom Thales fra Milet, Sokrates og Platon. Den middelalderlige filosofi starter fra slutningen af antikken og løber indtil omkring slutningen af 1400-tallet og renæssancen. Den moderne tids filosofi har som begreb en mere varieret anvendelse, der kan omfatte alt mellem middelalderen og helt op til det 19. århundrede.[bør uddybes] Den postmoderne filosofi omfatter den filosofiske udvikling fra det 20. århundrede og op til i dag.

Antikkens filosofi [redigér]

Den vestlige filosofi anses generelt for at begynde i de græske byer i det vestlige Anatolien med Thales af Milet som var aktiv omkring 585 før vor tidsregning. De græske filosoffers hovedområder var kosmologi (astronomi), etik, erkendelsesteori, logik, metafysik og æstetik såsom:

Andre filosoffer og skoler opstod over hele oldtidens Grækenland i løbet af de næste par århundreder. Blandt de vigtigste var:

Grundlaget for græsk filosofi rykkede sig fra området omkring Milet (den Ioniske skole) til Italien og Sicilien (Pythagoræiske skole, Parmenides og Zenon) for til sidst at ende i Athen, som på det tidspunkt var den dominerende bystat i Grækenland.[1] Der er stor diskussion om, hvorfor den athenske kultur tilskyndede filosofi, men en populær teori siger, at den opstod fordi Athen var et demokrati.[1] Det var dog Anaxagoras af Klazomene der fuldbyrdede udviklingen af filosofi i Athen.[17] Fra et andet perpektiv tager den græske filosofi – Anaxagoras, Sokrates, Platon, Aristoteles – afstand fra det politiske engagement, eller det vil sige, det er ikke det filosofiske ideal. Det er derimod bios teoretikos, videreført på latin som via contemplativa og velnok også noget vi kender fra nutidens samfund – et liv frigjort fra verdslige pligter, men helliget studiet af sandhed.[18] At det overhovedet kunne lade sig gøre for en græsk filosof at tænke sådan kan – simpelt set – have noget at gøre med Grækenlands arbejdsstyrke for en stor del bestod af slaver, der foretog de nødvendige funktioner som ellers ville have optaget den frie mands tid – der fandtes flere slaver end frie græske borgere.

Sokrates revolutionerede den filosofiske tankegang. Alle filosoffer før ham kaldes Førsokratikere. Sokrates skrev intet selv, så vi kender ikke hans filosofi nøjagtigt. Meget forskellige retninger som Stoicisme og skeptiske er inspireret af ham. Sokrates blev dømt skyldig i at fordærve sindene blandt Athens ungdom og for ikke at tro på statens guder. Han havde rig lejlighed til at forlade Athen, og dermed undgå den skæbnessvangre dødsdom, men valgte dog at blive og dermed overholde sine principper. Dødsdommen blev eksekveret ved at drikke giften skarntyde.[19]

Sokrates vigtigste elev var Platon. Han organiserede en skole i Athen – Akademeia, opkaldt efter en af byens helte – der bestod helt indtil år 83 f.Kr. Platon skrev en række dialoger og brugte den sokratiske metode til at undersøge filosofiske problemstillinger. Platon har han udøvet en ekstrem stor indflydelse på den vestlige filosofi og kultur. Mange af hans tanker, eksempelvis idelæren, har haft stor indflydelse på kristendommen.

Hans elev Aristoteles var måske den første systematiske filosofi. Aristoteles var den første filosof der udviklede en systematisk logik, der var enestående helt frem til den 20.ende århundrede. Han arbejdede også empirisk, således udgav han empirisk baserede værker om fosterudvikling og indsamlede forfatninger fra græske bystater.

Af andre græske filosofiske retninger kan nævnes atomismen, skeptiscismen, og kynismen. Atomismen grundlagdes af Demokrit. Den blev videreudviklet af Leukippos, og senere af Lukrets. En variant af atomismen er epikuræsmen, grundlagt af Epikur.

Skeptiscismen grundlagdes af Pyrrho, om hvem man ved meget lidt. Vi har overleveret et enkelt værk, nemlig Sextus Empiricus' "Grundris af pyrrhonismen".

Kynismen grundlagdes af Antisthenes, en elev af Sokrates. Diogenes blev kynismens mest kendte repræsentant da han drev dens lære ud i ekstremerne, og blev derfor genstand for mange myter. Blandt andet siges han at have boet i en tønde.

Grækenland blev erobret af romerne, men græsk filosi vedblev at spille en meget stor rolle i romersk kultur. En filosofisk retning der var meget vigtig under romerne var Stoicisme. Den grundlagdes af Zenon fra Kition, og blev videreudviklet af en lang række filosoffer som Chrysippus, Seneca og Epiktet, og den romerske kejser Marcus Aurelius. Cicero, Diogenes og Sextus Empiricus har skrevet historiske fremstillinger over stoicismen i den antikke verden

Stoicismen var levende helt frem til år 529 hvor den romerske kejser Kejser Justinian 1. lukkede alle filosofiske skoler, da han anså dem som værende i strid med kristendommen. Dette regnes traditionelt som slutningen på den klassiske filosofi og overgang til middelalderen.

Middelalderlig filosofi [redigér]

Se også: Filosofi i middelalderen

Med en nu kristen kultur, skifter filosofien emne til at handle om teologiske spørgsmål. Man tog udgangspunkt i bibelen, og ville bruge de klassiske filosoffer til at læse teologiske spørgsmål. En vedvarende interesse på dette tidspunkt var at bevise eksistensen af Gud gennem logikken alene. Augustin hører strengt taget til den klassiske periode, men regnes normal for den første middelalderfilosof.

Efter sammenbruddet af det romerske imperium gik kendskabet til de klassiske filosoffer tabt, frem til det 13. århundrede, hvor de via araberne i Spanien kom tilbage til den vestlige kulturkreds. Mange tekster blev dog tabt for evigt i denne periode, der ofte kaldes Den mørke middelalder.

Den første filosof i højmiddelalderen regnes for at være Anselm af Canterbury. Denne opstillede det ontologiske gudsbevis. Dette argument har været brugt af flere forskellige filosoffer så som Descartes. Det regnes for gendrevet af Kant.

Det 13. og det 14. århundrede regnes for skolastikkens glansperiode. Den kendteste skolastiker er Thomas Aquinas. En anden stor skikkelse er William af Ockham, kendt for Ockhams ragekniv, der stadig er et vigtigt metodisk princip.

Skolastikken fik gavn af etableringen af de første universiteter. Den er senere kendt for ekstrem nøjagtig logik og analyse af sære hypotetiske spørgsmål som hvor mange engle der kan stå på en knappenål, men dette er til en vis grad uberettiget kritik. Et begreb som intentionalitet der spiller en stor rolle for moderne fænomenologi stammer således fra skolastikken.

Moderne filosofi [redigér]

Der er flere måder at inddele den moderne filosofi i perioder. En definition er at datere starten af perioden fra starten af renæssancen. Erasmus af Rotterdam, Michel de Montaigne, Niccolò Machiavelli, Francis Bacon, Giordano Bruno og Galileo Galilei kan kaldes for rænessancefilosoffer, idet repræsenterer begyndelsen af empirismen og humanismen i stedet for den skolastiske tradition. Alle tager de udgangspunkt i menneskets egen fornuft, og forkaster autoriteter. De kirkelige autoriteter slog tilbage, Giordano Bruno blev brændt på bålet og senere blev Galileo Galilei fængslet. Men alt i alt blev de nye tænkere beskyttet imod kirken af de nye nationalstater.

En anden er, at datere den moderne filosofi fra 1600-tallet, hvor systematisk filosofi blev almindelig. Det 17. århundredes filosofi er domineret af behovet for at organisere filosofi på rationelle, logiske og indlysende grunde. Dette skyldtes især reformationen. Navnlig Descartes havde deltaget i reformationskrigene, og var optaget af at nå frem til sikker viden. Man kunne kun forsvare religionen imod skeptiscisme og ateisme ved hjælp af fornuften at udarbejde et filosofisk system der havde plads til gud, og således forene skolastikkens og renæssancens mål. René Descartes grundlægger rationalismen, der bliver videreført af Malebranche, Spinoza, Leibniz og Wolff. Leibniz arbejde således ihærdigt for at skabe en religiøs verdensfred.

En anden retning er empirismen, der kan siges at blive grundlagt af Thomas Hobbes og videreført af John Locke, George Berkeley, Condillac og David Hume.

Perioden præges også af at filosoffer ofte samtidigt er videnskabsmænd. Således regnes både Blaise Pascal og Sir Isaac Newton også for filosoffer.

Vi finder også vigtige studier der kan kaldes forløbere for moderne psykologi hos moralister, som La Rochefoucauld og Francis Hutcheson. I England var der en række af filosoffer der udviklede vigtige politiske filosofier i dette tidsrum, så som Edmund Burke der grundlægger konservatismen og Adam Smith der grundlægger liberalismen.

Det 18. århundredes filosofi omhandler perioden for den tidlige del af oplysningstiden. Filosofferne Montesquieu, Condillac, Denis Diderot, Voltaire, Jean-Jacques Rousseau, Charles de Secondat opstillede politiske ideer, der var medvirkende til den amerikanske revolution og senere den franske revolution, så som magtens tredeling, menneskerettigheder og adskillelse af kirke og stat. Dette definerer det moderne demokrati. Oplysningsfilosofferne var optaget af at få deres ideer omsat til virkelighed og skrev derfor værker der var let tilgængelige og polemiske.

Den moderne filosofi regnes ofte for at afslutte og kulminere med Kant, idet denne leverer et ødelæggende angreb på metafysik der hidtil regnedes for videnskabens moder.

Filosofien efter Kant [redigér]

Efter Kant er næsten alle filosoffer professionelle statsansatte universitetsfilosoffer. Man ser også meget få filosoffer der samtidigt leverer vigtigt videnskabeligt arbejde. Betegnede for perioden er en opgiven af en søgen efter et fast grundlag uden for mennesket, og at man ser verden som stadigt foranderlig. Ideen om fremskridt bliver derfor meget vigtig.

Umiddelbart efter Kant bliver filosofien præget af tysk idealisme. Johann Gottlob Fichte, Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Schleiermacher og Friedrich Wilhelm Joseph von Schelling tager udgangspunkt i Kant. Alle beskriver verden som foranderlig og under udvikling, mens man før så verden som statisk. Arthur Schopenhauer var stærkt kritisk imod både Kant og Hegel. Friedrich Nietzsche videreudvikler Schopenhauers ide om en vilje i hans teser om viljen til magt og overmennesket.

En anden uvikling i denne periode var utilitarismen, repræsenteret af Jeremy Bentham og John Stuart Mill. Utilitarisme er en praktisk orienteret filosofi, der søgte at opnå den højest mulge nytte for flest muligt antal mennesker.

Flere filosoffer tog udgangspunkt i Hegels udviklingslære og ideen om stadier eller epoker, men drejede den i retning af en mere videnskabelig, teknisk og materialistisk retning. Herbert Spencer, Karl Marx og Auguste Comte står som de største repræsentanter. Herbert Spencers ideer inspirerede samtidig Charles Darwin.

I USA udarbejder Charles Sanders Peirce pragmatismen og semiotikken.

I starten af det 20ende århundrede splittes filosofien op i to hovedretninger, med meget forskellige arbejdsmetoder og mål. Fænomenologien tager groft sagt udgangspunkt i menneskets opleveler, og er derfor åben overfor psykologi, literatur og kunst. Analystisk filosofi tager derimod udganspunkt i naturvidenskab, logik og matematik. Den er også meget præget af sprogfilosofi.

Hans ideer om en vilje i naturen kan siges at have inspireret Charles Darwin.

Kontinentalfilosofi [redigér]

Kants ødelæggelse af metafysikken er udgangspunket for kontineltalfilosofien. De vigtigste inspirationskilder er den tyske idealisme, Søren Kierkegaard og Nietszche.

Betegnelsen kontinentalfilosofi stammer fra engelske filosoffer, der fandt det brugbart at have en term for en række tankestrømninger især fra Frankrig og Tyskland der havde det tilfælles de var meget forskellige fra analytisk filosofi.

I kontinentalfilosofien findes retninger som fænomenologi, existentialisme, strukturalisme, post-strukturalisme, hermeneutik, Frankfurterskolens Kritisk teori, marxisme og psykoanalysen. Mange filosoffer kan siges at tilhøre flere forskellige "ismer", idet de arbejder med ting fra f.eks. strukturalisme og fænomenologi, således at der er overlap med termerne. Man skal derfor være varsom med at ligge for meget i betegnelserne.

Kontineltalfilosofi kan siges at have nogen teser til fælles:

  • Afvisning af scientisme, at empirisk naturvidenskab er den eneste måde at beskrive verden på. Det handler om at beskrive videnskabens (erfaringens) forudsætninger.
  • Disse forudsætniner for viden er konteksafhængige, og er præget af sprog, kultur eller historie. Analytiske filosoffer behandler oftest filosofiske problemer et for et, hvorimod kontinentalfilosofi typisk mener det er umuligt at behandle filosofiske problemer udenfor den historiske kontekst.
  • Det er vigtigt at undersøge selve filosofiens rødder, hvilket kan kaldes metafilosofi. Flere kontinentalfilosoffer erklærer derfor filosofien for død.
  • Man kan også tale om visse stilmæssige fællestræk. Som dets rødder har den kontinentale filosoffer en tendens til at bruge dunkle formuleringer og vage beggreber. Heideggers udtryk som "intet intetner" og "verden verdener" er populære eksempler på dette. Dette er dog ingenlunde gældende for alle kontinentalfilosoffer.

Af tidlige repræsentanter kan måske regnes udviklingsfilosofferne: vitalisten Henri Bergson og Oswald Spengler, der arbejder ud fra udviklingtanken fra den tyske idealisme.

Edmund Husserl, grundlægger af fænomenologien kan måske siges at være den største skikkelse i kontinentalfilosofien. Dennes grundtanke er at filosofien skal rettes "imod sagerne selv", dvs ting som de fremtræder for folk – alt hvad man ved om hvordan de er i sig selv skal man sætte "i parentes". Husserl er en af de få kontinentalfilosoffer der læses flittigt i den analytiske filosofi. Han korresponderede da også med dennes grundlægger Gottlob Frege.

Fænomenologien videreudvikles af Max Scheler, Martin Heidegger, Maurice Merleau-Ponty, Emmanuel Levinas og talrige andre. Heidegger er, målt i indflydelse, en af filosofihistoriens allerstørste filosoffer. En kendt version og fænomenologien er den franske existentialismen (Jean-Paul Sartre, Albert Camus) som inspireret af Heidegger. Martin Buber kan også siges at være existentialist, endskønt denne tager udganspunkt i religion.

Sigmund Freud psykoanalyse har inspireret filosofferne Jacques Lacan, Julia Kristeva og Slavoj Žižek. Psykologen Karl Jaspers regnes også for en existentialist, om end han selv benægtede det.

Lacan regnes også for strukturalist. Stukturalisme tager udgangspunkt i lingvistikken Ferdinand de Saussure. Andre struktutalister er Michel Foucault, marxisten Louis Althusser, antropologen Claude Lévi-Strauss og literaturkritikeren Roland Barthès. Som navnet antyder så de mennesket som bestemt af de stukturen de indtræder i, og benægter den frie vilje.

En anden vigtig retning er hermeneutikken. Denne grundlagdes af en elev af Heidegger, Hans-Georg Gadamer er en vigtig skikkelse. Paul Ricoeur søger at udarbejde en syntese af hermeneutikken og fænomenlogien.

Politisk filosofi har traditionelt været et emne der ikke interesserer kontinentalfilosofiens. Hannah Arendts arbejder analyser af magt og totalitarisme skal dog nævnnes. En anden retning der beskæftiger sig med politik er Kritisk teori udvikles af Max Horkheimer, Adorno, Herbert Marcuse og Jürgen Habermas.

Giles Deleuze og Félix Guattari regnes også for kontinentalfilosoffer.

Analytisk filosofi [redigér]

Se også: Analytisk filosofi

Analytisk filosofi er som retning præget af

  • Bestræbelse på klarhed og præcis argumentation, hvilket giver sig udslag i at analytisk filosofi vender sig imod logikken og sproganalyse, og imod naturvidenskaben. Den moderne formelle logik er i vid udstræking startet og udarbejdet af filosoffer.
  • At filosofien ikke har nogen egen genstand, og skal ses som en tydeliggørelse af begreber. Dette giver sig eksempelvis udslag i at analytisk filosoffer kan koncentrere sig om forskellige emner og undersøge deres begreber. Der således opstår en videnskabens filosofi, der senere bliver til biologiens filosofi, fysikkens filosofi etc.
  • Afvisning af store filosofiske systemer.
  • Kritisk kan man indvende analytisk filosofi har en tendens til at gå i begrebsmæssig tomgang. Eksempelvis er kan metoden med tankeeksempler kan afføde debatter som minder om skolastikkens. Der er også en tendens til at overanalysere begreber og miste forbindelden til begrebets oprindelige funktion.

Tyskeren Gottlob Frege anses ofte som grundlægger af analytisk filosofi med sin artikel Ûber Sinn und Bedeuting (Om mening og betydning), hvor han rejser spørgsmålet om hvad sproglig mening er. Englænderne G.E. Moore, Bertrand Russell og Alfred North Whitehead er andre tidlige analytiske filosoffer.

En anden vigtig tidlig retning er logisk positivisme. Den logiske positivisme havde center i Wien, hvor Wienerkredsen var en toneangivende cirkel af filosoffer. Den danske filosofi Jørgen Jørgensen (filosof) var medlem af Wienerkredsen.

Også filosoffer som Ludwig Wittgenstein, Moritz Schlick, Karl Popper og Paul Feyerabend stammer alle fra Wien. Wien har således spillet en enorm rolle for analytisk filosofi – indtil anden Verdenskrig drev de fleste østigske filosoffer på flugt til England og USA. Det er således en historisk tilfældighed at analytisk filosofi regnes som anglo-amerikansk.

De logiske positivister (Rudolf Carnap, Schlick) ønsker at sikre vores viden et grundlag ved at vise at al viden stammer fra verificerbar erfaring og logik. Karl Popper udvikler sin filosofi i modsæting til den logiske positivismes verifikationsprincip for mening. Poppers ideer bliver videreudviklet af Thomas Kuhn, Paul Feyerabend og Imre Lakatos. Disse tager dog afstand fra vigtige dele af Poppers filosofi.

De franske videnskabeteoretikere Pierre Duhem og Henri Poincaré kan muligvis også regnes som analytiske filosoffer, idet deres ideer er vigtige for forskellige filosoffer. Duhem og W. V. Quine opdager begge det samme problem, der således kaldes for Duhem-Quine tesen.

Ludwig Wittgenstein udgiver Tractatus Logicus-Philosophicus inspireret af Russell og den logiske positivisme. Senere udarbejder han dagligsprogsfilosofien der får stor betydning.

Senere væsentlige skikkelser er Peter Strawson, W. V. Quine, Michael Dummett, Saul Kripke og Fred Dretske. John Searle og David Chalmers arbejder med analytisk bevidsthedsfilosofi.

Østlig filosofi [redigér]

I vesten refererer "Østlig filosofi" til de forskellige traditionelle tros- og videns-systemer i Asien, hovedsageligt herunder Kina, Indien, Japan, og Persien. Man må tage hensyn til dette udtryk er meget generel og ikke vægter noget land eller en enkelt tid.

Synkretisme,

studeres typisk som religionshistorie, men er såvel et kontemporært og vestligt tema. Begrebet er oprindeligt – i sin etymologi – forbundet med studierne af klassisk oldtid og bruges ligeledes til at fremstille den religionshistoriske udvikling i det mesopotamiske kulturcenter. Ved romernes annektering af det levantiske område, de første århundreder i vor tid, ses synkretiske former som eksempelvis kejserkulten Sol Invictus, men karakteristisk for synkretismen er de former der opstår ved lokale kultcentre og deres møde med skiftende overherredømmer. [20]

Oldtidens østlige filosofi,

udviklede sig hovedsageligt i Indien og Kina. Den vediske skole anses af nogle for at være den ældste filosofiske skole – 500 år før den græske filosofi. Andre mener den vediske filosofi begynder med Upanisaderne – de ældste upanisader, Brhadaranyaka-upanisad og Chandogya-upanishad er dateret til omkring det ottende århundrede fvt. Det filosofiske bygningsværk af indiske religioner såsom hinduisme, jainisme eller buddhisme er også til dels bygget på den vediske tanke. I Kina anses konfusianisme for at være den ældste filosofi. Konfusianisme udvikledes i Kina omkring samme tid som buddhisme og jainisme udviklede sig i Indien. En anden skole i filosofi, Taoisme, er udviklet i Kina omkring 200 fvt. Det skal dog tages i betragtning at den østlige filosofi er tynget langt mere af religionen end den vestlige.[21]

Se også [redigér]

Eksterne referencer [redigér]

Commons-logo.svg
 Wikimedia Commons har medier relateret til:

Litteratur [redigér]

  • Gigon, Olof (1962), "Das hellenische Erbe", Griechenland. Die hellenistische Welt, Propyläen Weltgeschichte, 3, Frankfurt a.M., Berlin: Ullstein 
  • Frey, Martin (1989), Untersuchungen zur Religion und zur Religionspolitik des Kaisers Elagabal, Stuttgart: Franz Steiner, ISBN 3515053700 

Noter [redigér]

  1. ↑ 1,0 1,1 1,2 Filosofiens oprindelse
  2. ↑ Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
  3. ↑ Thales of Miletus Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
  4. ↑ The Presocratic Legacy Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
  5. ↑ Anaximander of Miletus, Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
  6. ↑ Anaximenes of Miletus, Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
  7. ↑ Heraclitus, Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
  8. ↑ Heraclitus of Ephesus, Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
  9. ↑ Philolaus, Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
  10. ↑ Alcmaeon, Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
  11. ↑ Parmenides, Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
  12. ↑ Zeno of Elea, Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
  13. ↑ Presocratic Philosophy, Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
  14. ↑ Empedocles of Acragas, Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
  15. ↑ Anaxagoras, Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
  16. ↑ Democritus of Abdera, Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
  17. ↑ Kilde: Internettets Filosofiske Encyklopædi
  18. ↑ Se herfor Die Lebensform der Theoria,Gigon, pp. 609-616;Politik und Staat,Gigon, pp. 587ff
  19. ↑ Socrates, Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
  20. ↑ For Sol Invictus, se Frey (1989)
  21. ↑ Kilde: Notre Dames universitet
s·d·r
Videnskabernes historie
Se også: Andre indgange til historien

Hentet fra "http://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Filosofiens_historie&oldid=6967836"