Holger Simon Paulli
Holger Simon Paulli (ved dåben: Simon Holger) (22. februar 1810 i København – 23. december 1891 sammesteds) var en dansk kapelmester, komponist og violinist.
Som 12-årig dreng blev han tilfældig bekendt med Claus Schall, der opdagede hans musikalske anlæg og tog ham under sin vejledning i violin, indtil han i 1828 fik ansættelse i det kongelige kapel. Kort efter kom han i forbindelse med Wexschall, som fortsatte hans uddannelse og ville have ham til at danne sig til solist, hvad der dog ikke tiltalte hans beskedne natur. Derimod deltog han med levende interesse i opførelser af kammermusik, både private og offentlige, og var i mange år en af de mest søgte kvartetspillere, navnlig som bratschist. En af ham udgiven lille violinskole (1838) er udkommet i mange oplag, og et hæfte violinetuder, ”Six caprices”, vidner om hans grundige kendskab til dette instrument.
I 1836 kom han til første gang at dirigere i Det kongelige Teater, nemlig som musikanfører for et fransk vaudevilleselskab, og da han efter en med offentlig understøttelse i 1839-41 foretagen udenlandsrejse var hjemkommen med mange iagttagelser og erfaringer på den dramatiske musiks område, blev han 1842 ansat som balletrepetitør. Til balletten havde han i øvrigt allerede været knyttet i en række år, idet August Bournonville, hjemkommen i 1829, snart i ham havde opdaget den musiker, der med sin rytmiske sans, sin bøjelighed til at gå ind på en andens ideer og sin uopslidelige arbejdsdygtighed særlig var egnet til at støtte ham i hans arbejde for balletten. Nu viste han sig også i besiddelse af talent for komposition af balletmusik; sammen med Niels W. Gade og Edvard Helsted skrev han musikken til ”Napoli” (1842), hvori bl.a. den bekendte tarantel er af ham, og derefter komponerede han for Bournonville ”Bellman” (1844), ”Den hvide Rose” (1847), ”Konservatoriet” (1849), ”Kermessen i Brügge” (1851), ”Zulma” (1852), ”Brudefærden i Hardanger” (1853), ”Abdallah” (1855), ”I Karpatherne” (1857) og endelig sammen med E. Helsted Blomsterfesten i Genzano (1858).
I 1849 var Paulli bleven ansat som koncertmester under Franz Joseph Glæser. Da denne døde i 1861, blev han midlertidig konstitueret som kapelmester, og efter at Gade en kort tid havde dirigeret kapellet, men ikke ville binde sig til denne stilling, modtog han 1. juli 1864 definitivt posten. Heri virkede han med utrættelighed og dygtighed i 20 år. Karakteristisk for hans flersidighed er det, at han, som stod på traditionerne af den gamle klassiske musik (under sin udenlandsrejse havde han i Prag ved Dionys Weber, der selv havde været orkestermedlem under Mozart, sat sig ind i de ægte mozartske tempi), blev den, der indførte Gounods ”Faust” og Wagners ”Lohengrin”, ”Tannhauser” og ”Mestersangerne” på vor scene. Samtidig virkede han som dirigent også på andre områder; i en årrække dirigerede han det kongelige korpersonales påskekoncerter i Frue Kirke, 1865-70 var han musikerforeningens og 1872-77 Cæciliaforeningens dirigent. Ved musikkonservatoriets oprettelse i 1866 overtog han sammen med Gade og Hartmann dettes bestyrelse og undervisningen i ensemble- og orkesterspil. Da han følte alderen trykke sig, nedlagde han kapelmesterværdigheden 1883, hvorimod han fortsatte sin virksomhed i konservatoriet til april 1891.
Af kompositioner fra Paullis hånd kan foruden de allerede omtalte nævnes en koncertouverture, komponeret under udenlandsrejsen og opført i musikforeningen i 1841, syngespillet ”Lodsen”, opført i 1853, nogle sange med klaver, hvoraf ”O, lad dem flagre” er almindelig kendt, samt enkelte kantater og anden lejlighedsmusik. Den i sit private og offentlige liv lige elskværdige mand var afholdt af alle, som han kom i forbindelse med; også offentlig anerkendelse blev ham til del i 1866 udnævntes han til professor, og i anledning af sit 50 års jubilæum i 1878 modtog han Kommandørkorset af Dannebrog.
Paulli ægtede 22. november 1842 Nielsine Albertha Schouw, datter af læge Johan Henrik Schouw. De døde med få dages mellemrum, hun 18. december 1891 og han, som i sine sidste år led af en uhelbredelig sygdom, 23. december, få timer efter hustruens begravelse.
Paulli blev titulær professor 1866, Ridder af Dannebrog 1854, Dannebrogsmand 1874 og Kommandør af 2. grad 1878. Han er begravet på Assistens Kirkegård.
Der findes et portrætmaleri af Jørgen Roed 1871 (familieeje) og af H.C. Jensen 1878 (Det kgl. Teater); herefter to træsnit 1882. Blyantstegning af Wilhelm Marstrand 1840 (familieeje). Akvarel af P.S. Krøyer 1877 (familieeje); herefter tegning af Frants Henningsen, skåret i træ af Frederik Hendriksen 1882. Tuschtegning af Erik Henningsen 1883, skåret i træ af Frederik Hendriksen; herefter sortkunstblad af Knud Hendriksen 1915. Litografi af I.W. Tegner 1870. Portrætteret på Albert Rüdingers maleri af Det kgl. Kapel 1867 (Teatermuseet). Desuden fotografier af Georg Rosenkilde m.fl.
[redigér] Ekstern henvisning
- Denne artikel bygger hovedsagelig på G. St. Brickas Biografi i 1. udgave af Dansk biografisk leksikon, Udgivet af C. F. Bricka, bind 12, side 581, Gyldendal, 1887-1905
|
Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) i 1. udgave af Dansk biografisk leksikon, Udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905). |
