Hviderussisk (sprog)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Hviderussisk
(Беларуская мова
tr.
byelaruskaya mova)
Talt i: Hviderusland, Polen og 14 andre lande 
Region: Østeuropa
I alt talere: 6.720.000 Hviderusland
8.618.630 I alt[1] 
Rang: 79
Sprogstamme: Indoeuropæisk
 Balto-Slavisk
  Slavisk
   Østslavisk
    Gammel østslavisk
     Ruthensk
      Hviderussisk 
Skriftsystem: Kyrillisk, Latinsk 
Officiel status
Officielt sprog i: Hviderusland Hviderusland
Polen Polen (i Gmina Orla,
Gmina Narewka, og Hajnówka i Województwo podlaskie)[3]
Anerkendt minoritestsprog i:
Ukraine Ukraine[4]
Reguleret af: Hvideruslands nationale videskabsakademi
(hviderussisk: Нацыянальная акадэмія навук Беларусі)[2]
Sprogkoder
ISO 639-1: be
ISO 639-2: bel
ISO 639-3: – 
Belarusian lang.png
Områder (mørkeblå) hvor der hovedsageligt tales hviderussisk.
Dialekter
     Norøstlig      Centralhviderussisk      Sydvestlig      Vestlig Palyesian Linjer
     Område hvor der taltes hviderussisk (1903, Karski)      Østgrænse for vestliggruppe af russisk dialekter (1967, Zaharova, Orlova)      Grænse mellem hviderussisk resp. russisk og ukrainsk (1980, Bevzenk)

Hviderussisk sprog (hviderussisk: Беларуская мова, (tr. byelaruskaya mova eller belaruskaja mova)) er et østslavisk sprog som russisk og ukrainsk, men er også i høj grad påvirket af det vestslaviske polske, især i ordforråd. Hviderussisk tales af 8,6 millioner, 6,7 mio i Hviderusland, resten er hovedsageligt bosat i Rusland (316.000), Ukraine (55.000), Polen (40.000), Litauen (29.000), Letland (18.000); Kasakhstan (11.000) og Usbekistan (11.000)[5][6][7][8].

Hviderussisk skrives med en variant af det kyrilliske alfabet med 32 tegn: 22 konsonanter 10 vokaler og apostrof, <«>, men har til forskel fra det russiske kyrilliske alfabet tegn for y̆: [w]. Der eksisterer en variant af det latinske alfabet for hviderussisk, også med 32 tegn, men blandt dem er 26 konsonanter og kun seks vokaler. Det latinske alfabet er ikke populært i dag, og langt de fleste bruger det kyrilliske, der er det officielle.

Hviderussisk er som russisk et syntetisk sprog med bl.a. seks kasus og en kompliceret verbalbøjning. Retskrivningen afspejler udtalen: Fx udtales tryksvagt o i såvel hviderussisk som russisk [a], men kun i hviderussisk skrives der a, jf. hviderussisk malaˈko 'mælk' og ˈholas 'stemme' over for russisk moloˈko og ˈgolos.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Hviderussisk blev et selvstændigt sprog efter Kievrigets sammenbrud midt i 1100-tallet og var fra 1300-tallet til 1569 hovedsproget i Litauen. Efter oprettelsen af den polsk-litauiske realunion prægede polsk det hviderussiske ordforråd. Retskrivningen blev først standardiseret i den tidlige Sovjetperiode.

I den tidlige Sovjetperiode blev hviderussisk gjort til officielt sprog ved siden af russisk. Efter selvstændigheden i 1991 blev hviderussisk eneste officielle sprog, men fra 1994 blev russisk atter ligestillet med hviderussisk.

Slægtskab[redigér | redigér wikikode]

Nærmeste genetiske slægtninge[redigér | redigér wikikode]

Hviderussisk sprogs nærmeste genetiske slægtninge er:

Noter:

  1. † ~ uddød

Brug[redigér | redigér wikikode]

I praksis fungerer russisk som det primære sprog, mens hviderussisk kun tales af et mindretal af befolkningen. Ved en folketælling i 1999[9] oplyste 36,7%[10], at de taler hviderussisk i hjemmet. Alle børn læser hviderussisk i skolen, men anvender normalt ikke sproget i daglig tale. I byerne tales næsten udelukkende russisk, mens der hovedsagelig tales hviderussisk på landet. Den almindeligste dialekt er trasjanka, en landligt blandet form af russisk og hviderussisk. Ifølge en undersøgelse, udført af den hviderussiske regering i 2009, taler 72% af hviderusserne russisk derhjemme, mens hviderussisk kun bruges af 11,9% af hviderusserne. 29,4% af hviderusserne kan skrive, tale og læse hviderussisk, mens 52,5% kun kan læse og tale det. Ifølge forskningen kan én ud af ti hviderussere ikke forstå hviderussisk.

Rent hviderussisk tales hovedsageligt af små grupper af nationalister og akademikere. På det kulturelle område findes tidsskrifter på hviderussisk, men udgivelsen af litterære værker er genstand for skarp statslig censur. Gadeskilte i Hviderusland er på hviderussisk, og i andre officielle sammenhænge er der for et syns skyld forskellige hviderussiske tekster. I praksis er sproget imidlertid marginaliseret, og anvendelse uden for statens kontrol betragtes med mistro af regeringsrepræsentanter.

I Hviderusland tales polsk og ukrainsk af mindretalsgrupper.

Klassificering og forhold til andre sprog[redigér | redigér wikikode]

Spørgsmålet om, hvorvidt moderne hviderussisk og russisk (samt Ukrainsk og Rusinsk) er dialekter af et fælles sprog eller separate sprog, afgøres ikke kun af sproglige faktorer, da der er en høj grad af gensidig forståelighed[11][12][13]. Som medlemmer af den østslaviske gruppe af sprog nedstammer de fra en fælles forfader, selvom hviderussisk, russisk og ukrainsk normalt betragtes af sprogkyndige som separate sprog[14][15], nogle sproglige referencer lister dem som dialekter af et fælles sprog[16].

Af de østslaviske sprog, er hviderussisk nærmest beslægtet med ukrainsk[17].

Dialekter[redigér | redigér wikikode]

Der findes to hoveddialekter af det hviderussiske sprog; den nordøstlige og sydvestlige. Derudover findes der den centralhviderussiske dialektgruppe og den separate vestlige Palyesian dialektgruppe.

De nordøstlige og sydvestlige dialekter er adskilt af en imaginær linje Ashmyany-Minsk-Babruysk-Homyel, med den centralhviderussiske dialektgruppe placeret langs denne linje.

Den nordøstlige dialekt er først og fremmest kendetegnet ved det "blødt klingende R"; den sydvestlige dialekt er først og fremmest kendetegnet ved det "hårdt klingende R".

Den vestlige Palyesian dialektgruppe er mere forskellig sprogligt, tæt på det ukrainske sprog i mange aspekter, og er adskilt af linjen Pruzhany-Ivatsevichy-Telekhany-Luninyets-Stolin.

Literature[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. Johnstone and Mandryk, (2001): Languages of the World (Ethnologue).
  2. Hvideruslands nationale videskabsakademi Officiel hjemmeside (Engelsk)
  3. У Падляшскім ваяводстве беларуская мова прызнана афіцыйнай
  4. Den europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalssprog
  5. Lewis, M. Paul (ed. 2009): Languages of the World (Ethnologue).
  6. I Rusland oplyser omkring 316.000 indbyggere, at de taler hviderussisk i hjemmet; af disse er omkring 248.000 Hviderussere, de udgør omkring 30,7% af de Hviderussere der bor i Rusland: Tal fra russisk folketælling fra 2002. (Russisk)
  7. I Ukraine oplyser omkring 55.000, at hviderussisk er deres modersmål; de udgør omkring 19.7% af Hviderusserne der bor i Ukraine: Tal fra ukrainsk folketælling fra 2001. (Ukrainsk)
  8. I Polen oplyser omkring 40.000 indbyggere at de taler hviderussisk i hjemmet: Tal fra russisk folketælling fra 2002 (tabel 34) (Polsk).
  9. Data fra Hviderussisk folketælling 1999. belstat.gov.by. (Estisk)
  10. Af disse er omkring 3.370.000 (41.3%) Hviderussere, og omkring 257.000 tilhører andre etniciteter (Russere, Polakker, Ukrainere og Jøder).
  11. Alexander M. Schenker, (1993): The Slavonic Languages, (Routledge), s. 60: "[The] distinction between dialect and language being blurred, there can be no unanimity on this issue in all instances..."
  12. C. F. Voegelin og F. M. Voegelin, (1977): Classification and Index of the World's Languages, (Elsevier), s. 311: "In terms of immediate mutual intelligibility, the East Slavic zone is a single language."
  13. Bernard Comrie, (1981): The Languages of the Soviet Union, (Cambridge), ss. 145-146: "The three East Slavonic languages are very close to one another, with very high rates of mutual intelligibility...The separation of Russian, Ukrainian, and Belorussian as distinct languages is relatively recent...Many Ukrainians in fact speak a mixture of Ukrainian and Russian, finding it difficult to keep the two languages apart..."
  14. Bernard Comrie og Greville G. Corbett, (ed. 1993): The Slavonic Languages (Routledge), Ethnologue, 16th edition.
  15. Bernard Comrie, (1992): "Slavic Languages," International Encyclopedia of Linguistics (Oxford), Vol. 3, ss. 452-456.
  16. David Dalby, (1999/2000): The Linguasphere Register of the World's Languages and Speech Communities (The Linguasphere Observatory), Vol. 2, s. 442: "53-AAA-e, Russkiy+Ukrainska"
  17. Roland Sussex, Paul V. Cubberley, (2006): The Slavic languages . (Cambridge University Press), s. 518