Industrialisering

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Industribygninger i England ca. 1888.

Industrialisering (af latin industria, virksomhed, foretagsomhed) er den udvikling der sker, når et samfund, hvor størstedelen af befolkningen er beskæftiget med primære erhverv (landbrug, fiskeri, skovbrug, minedrift) omdannes til et samfund, hvor størstedelen er beskæftiget med sekundære erhverv (bearbejdning af råvarer) indenfor industrien.

Industrialisering ændrer relationen mellem samfundet og naturgrundlaget[redigér | redigér wikikode]

Inden industrialisering er der nære relationer mellem samfund og naturgrundlag, på grund af den tætte sammenhæng mellem råvareproduktion, forædling og forbrug. Det skal forstås på den måde at fødevarer og forbrugsgoder primært bliver produceret til eget behov, hvis ikke af forbrugeren selv, så inden for familien eller nærmiljøet.

Ved industrialisering ændres disse relationer mellem det menneskelige samfund og naturgrundlaget. Det giver sig udtryk ved at man over en bred front udnytter naturgrundlaget og andre produktionsfaktorer på nye og ofte mere intensive måder, med store produktivitetsstigninger som følge.

Ændringerne sker indenfor fem hovedkategorier:

  • Organisering: Store dele af produktionen organiseres i samlede enheder (fabrikker). Der er derfor ikke længere personlig kontakt mellem producent og bruger, hvilket giver plads til et formidlende mellemled, f.eks. i form af salgskanal.
  • Arbejdsprocesser: Maskiner overtager en række arbejdsoperationer, som mennesker tidligere udførte, og der gennemføres en vidtgående arbejdsdeling og specialisering f.eks. i form af samlebåndsarbejde.
  • Energi: Muskelkraft fra dyr og mennesker og varmeenergi fra planter erstattes af livløse fossile brændstoffer fra enorme, tidligere ubrugte kilder som f.eks. kul og olie til maskinerne.
  • Råvarer: Nye råvarer tages i brug i stor målestok, og ofte erstattes organiske stoffer med mineralske.
  • Marked: Landbruget skal have nået et niveau hvor man ikke længere er henvist til kun en selvforsyningsøkonomi, men der skal være en udpræget pengeøkonomi, hvor landbruget indgår i en arbejdsdeling, således at der er at afsætningsmarked for industrivarer.

Konsekvenser af industrialisering[redigér | redigér wikikode]

Palais de l'Industrie i Paris opført til Exposition Universelle (1855)

Drivkraften ved industrialisering er de store produktivitetsstigninger man kan skabe ved effektivisering af produktionen. Denne proces giver billigere produkter, hvilket er en fordel for både producent og forbruger. Forbrugeren bliver beriget med et produkt han ellers ikke havde mulighed for at købe, og producenten opnår et mersalg. Samlet set er samfundet dermed blevet rigere. Industrialiseringen giver dog også problemer af såvel kortsigtet som langsigtet karakter.

Industrialisering giver på den ene side nye beskæftigelsesmuligheder i byerne, mens beskæftigelsesmulighederne i landområderne forsvinder. Denne del af udviklingen er med til at øge migration fra land til by og kan ydermere betyde øget udvandring. Dette var f.eks. tilfældet under den industrielle revolution, hvor udvandringen først og fremmest skete til Nordamerika.

Arbejdsmiljøet bliver også ændret da arbejdet bliver mere intensiveret, som følge af specialisering. Dette kan betyde langvarigt og ensidigt arbejde, hvilket kan føre til nedslidning af industriarbejderen. Alt efter hvordan teknologien udvikler sig og bliver brugt, kan teknologien aflaste industriarbejderen for det mest nedslidende arbejde. Omvendt kan den teknologiske udvikling også betyde at industriarbejderen bliver udsat for andre og nye risici end tidligere, hvilket f.eks. har været tilfældet inden for den kemiske industri.

Det mere intensive udnyttelse af råstoffer og energiressourcer (træ og kul) betyder et langt hårdere pres mod naturgrundlaget. Det betyder også en stadig større transport med disse ressourcer mellem miner, skove, landbrug og fabriksanlæggene i de industrielle centre. Der er derfor en fare for at man bringer naturgrundlaget ud af balance ved intensiv udnyttelse.

Samtidig kan industrialisering resultere i problemer med udledning af affald i flydende, fast eller luftformig form, hvilket kan medføre såvel vandforurening, som at problemer med fast affald og luftforurening vokser dramatisk til stadig voksende gener for samfundet.

Man kan nu erkende, at de hidtil største problemer, som industrialiseringen har medført, er de globale klimaændringer, der først og fremmest sættes i forbindelse med udledning af kuldioxyd ved anvendelsen af fossile brændstoffer, der medfører stigningen i drivhusgasser, global opvarmning og havenes forsuring.

Flere mennesker og bedre levevilkår[redigér | redigér wikikode]

En afgørende forskel mellem de forskellige samfundstyper ligger i antallet af mennesker de giver mulighed for på jorden. Jæger- og samlersamfundet gav plads for højst 1 person pr. km² i de frugtbare områder, og den samlede verdensbefolkning før landbrugsrevolutionen var antagelig mellem 5 og 10 millioner mennesker. Befolkningstætheden i de rene landbrugssamfund var under gunstige forhold 30-40 mennesker pr. km². Hvis antallet i kortere perioder steg over dette niveau, blev befolkningsoverskuddet hurtigt renset ud gennem hungerkatastrofer og epidemier. Verdensbefolkningen før den industrielle revolution var antagelig på 750 millioner. Grænseværdien for industrisamfundets befolkningstæthed kendes endnu ikke med sikkerhed, men den giver i store områder plads for 300 mennesker pr. km², og det er sandsynligt, at kloden nu kan bære en samlet befolkning på 10 milliarder, men det er et postulat, der slet ikke tager hensyn til de uventede hændelser, som de globale klimaændringer medfører, global opvarmning og havenes forsuring.

Vanskeligere at forstå, men lige så vigtigt, er omvæltningen i levevilkår fra den ene samfundsform til den anden. Industrialisering drejer sig om overgangen fra subsistensøkonomi, hvor det store flertal anvender den overvejende del af tiden og kræfterne på at skaffe sig mad, til et forbrugersamfund hvor mennesket til stadighed forrykker behovsgrænsen fremad. Dette er overvejende resultatet af, at adgangen til materielle goder for det store flertal af befolkningen øges radikalt.

Selv om lykke omfatter andre faktorer end de her nævnte, og der også findes negative poster i regnskabet, er der ikke tvivl om, at den industrielle revolution sammenfattende har bidraget til en rigere verden, hvor mange flere mennesker kan leve meget bedre og meget længere end før. Det skal dog tages i betragtning, at dette er nået ved en stadigt større arbejdsindsats og rådrift på naturressurcer, som for eksempel regnskove og fossile brændstoffer. Mens jægere og samlere kan skaffe sig det nødvendige ved et par timers arbejde om dagen, må man i dag præstere mange timers dagligt arbejde.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: