Skovbrug

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Der mangler kildehenvisninger i denne artikel.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
Question book-4.svg
Skovarbejder

Skovbrug er brugen af skov til menneskers fordele. Skovbrug betragtes som et jordbrugserhverv, hvor skov opelskes for at udnytte værdierne.

Skovens værdier[redigér | redigér wikikode]

Skove rummer mange værdier. Træved regnes ofte som det vigtigste og det kan bruges som byggematerialer til bygninger og bygningsdele, til skibe, til køretøjer, til redskaber, til møbler, og meget mere. Træ spiller en vigtig rolle som brændselsmateriale og til fremstilling af trækul. Træ bruges i papir- og celluloseindustrien, desuden til fremstillingen af fx tøjklemmer, blyanter, tændstikker, træsko, cigarkasser, smørdritler, legetøj, jernbanesveller, parketgulve og ispinde[1], og afledte produkter som lignin bliver anvendt blandt andet i beton, asfalt, maling og iscreme. I nyere tid har man imidlertid også lagt vægt på skovenes rolle i biologisk og økologisk henseende: i stofkredsløbet, som levested for planter og dyr og til rekreation og friluftsliv.[2]

Skovbruget er et jordbrugsfag, hvor man arbejder med målrettet udnyttelse af skovtræer. Produktionen kan blandt andet give afkast i form af fx juletræer, klippegrønt, rafter, pæle, papir, gavntømmer og brænde.

Som næringsvej står der en vis, romantisk aura omkring skovbrugserhvervet, fordi arbejdet foregår i den frie natur og fører til fremstilling af solide brugsværdier. I virkeligheden er arbejdet ret ensformigt, og det foregår for det meste maskinelt, og resten sker ved hjælp af motorsav. Uddannelsen til skovarbejder stiller fortsat store krav om dygtighed, præcision og engagement.

Investeringen i skovbrug er meget langsigtet (60-150 år), så der skal arbejdes meget med rentabilitet og produktudvikling for økonomisk at få det til at løbe rundt. Skovbrug har en stor økonomisk betydning i mange lande. Ved siden af det forholdsvis beskedne antal mennesker, der virker ved det egentlige skovbrug, giver træ- og andre skovprodukter arbejde til et stort antal mennesker i især fremstillingsindustri og byggeri.

Skovbrugsteknik[redigér | redigér wikikode]

Skovbrugsteknik omfatter de sagsområder, der vedrører skovbruget. Hertil hører skovplanlægning, redskaber, træets egenskaber og den praktiske håndtering i form af plantning, udtynding og skovning.

Skovplanlægning er planlægningen af hvilket træarter, der skal opelskes samt disses fordeling og indbyrdes sammenpasning eller adskillelse under hensyn til de miljømæssige vilkår.

Antallet og arten af redskaber er stor, omfattende alt fra selvkørende maskiner, der fælder, afgrener og pålæsser træstammer til motor- og håndsave.

Træets egenskaber beror på mange forhold: træsort, om træet vokser hurtigt eller langsomt (afstanden mellem træringe), sårbarhed over for sygdomme og insektangreb med mere.

Skovbrugets historie[redigér | redigér wikikode]

Skoven har haft direkte eller inddirekte økonomisk betydning for mennesket lige siden skoven kom til Danmark i Jægerstenalderen. Omkring 9.000. f.kr. var klimaet i Danmark efter istiden blevet mildt nok til at der permanent kunne vokse skov i Danmark. Pionertræer som Birk og Skovfyr var blandt de første egentlige skovtræer, men også Røn, Hassel, Eg, Bævre-Asp og flere andre indfandt sig efterhånden. Senere kom Lind til og skoven udviklede sig til såkaldt klimaks-skov med en tæt bestand af store træer der næsten helt udelukker lyset fra skovbunden. Her kunne stenalder-jægeren jage de største kød-dyr Elg, Urokse, Europæisk bison og Kronhjort. For den relativt lille befolkning i Danmark var skoven nu et uudtømmeligt spisekammer. Samtidig var menneskets udnyttelse af selve skovens træer meget begrænset. Man kender fra denne periode økser der kunne bruges til træfældning, men man man havde endnu ikke brug for at gøre plads til landbrug, og man fældede kun træer til fremstilling af stammebåde. De tidligste eksempler på stævning er også kendt fra denne periode.

Omkring 4.000 f.kr. kom landbruget til Danmark. Befolkningen blev i højere grad fastboende og forholdet til skoven ændrede sig. Træer blev ryddet for at give plads til flere og større bopladser eller man brændte et område af for at tilføre næring til jorden – såkaldt svedjebrug. Desuden skrælledes barken af træerne for at bruge denne som bast, man høstede grene for at bruge disse til f.eks. hegn og man begyndte så småt at udnytte tømmer til de større bygninger. I hvert fald i begyndelsen af perioden var jagt dog fortsat en vigtig måde at skaffe føde på. I slutningen af denne periode var både elg, urokse og bison uddøde i Danmark.

Jernalder og Middelalder[redigér | redigér wikikode]

Hesten var den foretrukne trækkraft i skovbruget indtil 1950'erne

Denne udvikling fortsatte og agerbruget var veletableret da det igen blev koldere omkring 500 f.kr. Her omkring startede Jernalderen og Bøgen indvandrede. Hermed startede det forhold mellem skoven og mennesket som holdt sig stort set uændret indtil Middelalderens slutning. Skoven blev et langt stykke hen af vejen set som en uudtømmelig resource af tømmer. Jagt blev af mindre eller ingen betydning for menigmand. Svin og andre kreaturer gik i skoven omkring landsbyen bl.a. for at kunne spise olden, og afbidning af ungskud blev ikke anset for at være et problem. Mange steder blev stævningsskov almindelig. Alt i alt førte dette til et forbrug af træer der langt oversteg skovens egen evne til at reproducere sig. Skoven svandt ind, først langsomt men senere hurtigt og i midten af 1700 tallet var der kun ca. 10% skov i Danmark.

Tidligt i middelalderen begyndte en vis form for regulering af anvendelsen af skoven. Skoven var nu underlagt et ejerskab – f.eks. kongen, staten, kirken eller en herremand. Disse ønskede at beskytte dele af den resource skoven udgjorde – typisk de store træer, som meningmand ikke måtte fælde eller skade. Konge og herremand ønskede også mulighed for jagt, og hvor hjortevildt udgjorde et problem for bonden blev hele eller del af skoven indhegnet – for at beskytte vildtet! Igennem hele middelalderen var dette typisk. Skoven blev nok beskyttet mod den værste rovdrift af forordninger, men grundlæggende var udnyttelsen af skoven ikke bæredygtig og der var ingen eller kun ringe koordineret indsats for at plante ny skov. Kreaturer og vildtets græsning gjorde det vanskeligt for selvsåede træer at vokse op.

Udnyttelsen af skoven var en nødvendig og integreret del af livet på landet. Fra skoven fik man utallige produkter: Frugter, nødder og bær – både til mennesker og olden til grise. Man høstede det såkaldte "løvhø", dvs. blade og friske grene der blev brugt som foder til husdyrene, heste og andre dyr græssede i skoven, man stævnede for at få gærdsel og man fældede træ for at bruge som tømmer eller brændsel. Man udnyttede således både træernes frø, ung opvækst af træer og de voksne træer. Således blev bestanden af voksne træer til stadighed indskrænket, mens nye træer ikke fik lov at etablere sig.

Nyere tid[redigér | redigér wikikode]

Midt i 1600-tallet står det endelig klart for statsmagten at hvis udviklingen fortsætter som hidtil vil Danmark til sidst være helt uden skov. Tømmer af store dimensioner var nu blevet en strategisk ressource for dette krævedes for at kunne bygge flådens store skibe. Metoden var dog fortsat udstedelse af stadig mere omfattende forordninger, mens en koordineret forstlig indsats endnu ikke forekom. Indførelsen af bindingsværk, lukkede ildsteder, stenkul som brændsel og en række andre teknologiske ændringer reducerede menigmands forbrug af tømmer – men flåden fik stadigt større behov. Dertil kom en begyndende produktion af lertøj og glasvarer, noget der krævede betydelige mængder af brændsel i form af trækul. Midt i 1700-tallet var det derfor klart at kun ved en koordineret, landsdækkende indsats kunne problemet rettes! Udenlandske forstmænd blev indkaldt, f.eks. den tyske Johann Georg von Langen, og endelig kom der gang i systematisk nyplantning af træer – dog ofte af andre arter end de hjemmehørende, f.eks. Ær,rødgran og ædelgran.

Skovens drift blev nu systematiseret. Skovene blev inddelt i distrikter og man lavede langsigtede planer for fældning og nyplantning. Ved fredskovsforordningerne blev landbrug og skovbrug endelig adskilt. Ved jagtpræmier blev vildtbestanden reguleret og mange steder kraftigt reduceret. Nye typer save blev udviklet og i slutningen af 1700-tallet var skovbruget godt på vej til at blive en industri. Alligevel blev skovarealet fortsat ved med at svinde ind indtil det midt i 1800-tallet nåede ned på ca. 5%. Først herefter, med tilplantningen af klitter og heder, begynder skovarealet endelig at stige igen – langsomt! Både under 1. og 2. verdenskrig er der store hugster til tømmer og brænde, der igen reduceret skovarealet.

Lensgreve, geheimeråd Christian Ditlev Frederik Reventlow står i 1805 for indførelsen af Fredskovsforordningen.

Nutiden[redigér | redigér wikikode]

De helt moderne skovnings-maskiner kom først til i 1980'erne

Efter 2. verdenskrig faldt behovet for træ kraftigt, da det nu efterspurgtes mindre både som brændsel og til bygning. Rødgranen var blevet Danmarks almindeligste træ, og de intensivt dyrkede monokulturer af rødgran gav stort vedudbytte men var til gengæld af meget ringe landskabelig værdi. Motorsaven og traktoren blev indført i skovbruget. Desuden begyndte eksport af juletræer og pyntegrønt at få større betydning. Skovbruget var nu en veletableret moderne industri.

Efter 1989 skete de ændringer der fører frem til den skovdrift vi kender i dag

  • I 1989 vedtog folketinget målsætningen om at fordoble Danmarks skovareal indenfor en trægeneration (60-100 år)
  • Naturskovsstrategien fra 1992 – skovene skal også have en naturmæssig og rekreativ værdi
  • Rødgranen falder i popularitet pga. stor sårbarhed overfor svamp og stormfald
  • Moderne skovningsmaskiner indføres efterhånden

Og hermed er man fremme ved det moderne højt mekaniserede skovbrug, hvor meget lidt er overladt til tilfældighederne selvom man samtidig forsøger at få skovene til at fremstå mere naturlige med et rigere dyre og planteliv. Siden har folketinget vedtaget Det Nationale Skovprogram i 2002 og en revideret udgave af Skovloven i 2004.[3]

Flådeegene[redigér | redigér wikikode]

Egetræer blev brugt til skibsbygning i Danmark fra stenalderen til nutiden. De tidlige stammebåde betegnedes "ege" fordi de var lavet af udhulede egestammer, mens minestrygere af egetræ blev anvendt til 1970'erne. Mest berømt er dog egetræernes anvendelse til de store krigsskibe der blev bygget i 1500-1800 tallet.

De store krigsskibe var i denne periode en af forudsætningerne for Danmarks rolle som stormagt, og til sådanne skibe medgik 1000'vis af fuldvoksne egetræer der typisk var over 200 år gamle. Først i 1600-tallet begyndte statsmagten derfor at kontrollere bestanden af egetræer – dels ved at andre ikke måtte fælde de voksne træer, dels ved at man plantede nye træer. Disse kunne under et betegnes "flådeege", og enkelte står stadig tilbage i de de danske skove. Efter at Englænderne tog den danske flåde i 1807, hvilket var et kolossalt tab for den danske stat, beslaglagde flåden al anvendeligt egetræ i landet. Både det fældede og det som stod på roden, og indtil 1860, hvor fregatten Jylland blev søsat som det sidste træbyggede krigsskib i Danmark, vedblev man med at bygge krigsskibe i træ. Men egetræerne som blev plantet i årene efter 1807, nåede aldrig at få en brugbar størrelse og mange af disse står i dag tilbage som store, fuldvoksne egetræer – de træer der i dag omtales som "de nye flådeege".

Påstanden om, at en nordsjællandsk skovrider i sidste halvdel af 1900-tallet skal have meddelt flåden at egene nu var klar til brug, er en mere end 40 år gammel skrøne.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. G. Gruelund: Produktionslære; 5. udgave; København 1951, s. 18
  2. Landsplansekretariatet: "Arealplanlægning - status og problemstillinger" (publikation nr. 27), 1974, s. 118
  3. Lassen & Larsen: Danmarks Nye Skove, ISBN 978-87-996077-0-9, s. 20+28

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Peter Friis Møller og Henrik Staun: Danmarks Skove, Politikens forlag, 2001, ISBN 87-567-6464-2
  • Arne Nørrevang m.fl.: Danmarks Natur, bind. 6, Skovene, Politikens forlag, 1980, ISBN 87-567-3305-4

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]