Johan Martin Preisler
Johan Martin Preisler (14. marts 1715 i Nürnberg – 17. november 1794 i København) var en tysk kobberstikker, søn af maleren Johannes Daniel Preisler (1666 – 1737) og Anna Felicitas født Riedner, yngre broder til maleren Johan Justin Preisler og til maleren og kobberstikkeren Georg Martin Preisler. Familien stammede fra Bøhmen, faderen var det højst ubetydelige malerakademis direktør.
Johan Martin Preisler lærte at tegne af sin fader og at stikke i kobber hos sin ældre broder Georg Martin og gjorde hurtig store fremskridt: allerede 1737 og 38 stak han en David og Abigael efter Guido Reni, og dette stiks ry nåede lige til Paris, hvor nu den berømte mester Laurent Cars tilbød Preisler plads i sit værksted (1739). Her arbejdede Preisler sammen med store talenter som Schmidt og Jean George Wille, stak flere blade efter Charles Le Brun til Masses store Versaillesværk, Kardinalen af Bouillon efter Hyacinthe Rigaud, en Ganymed (1743) efter den franske hofmaler J.B. Pierre o. m. Som fuldfærdig kunstner beredte han sig til at vende hjem til Nürnberg, da den ældre Bernstorff, som den gang var dansk gesandt i Paris, vandt ham for Danmark og sendte ham til København. Her stak han en prøveplade, med motiv fra kongens norske rejse, og 1744 fik han en årpenge af 300 Rdl. d. K. og blev kort efter (1745) hofkobberstikker. Det vides, at han ikke holdt sig borte fra "Male- og Tegneakademiet", som den gang med sine 10 eller 12 "Discentes" ynkelig vegeterede hos Mad. Lyders, men at han tegnede og vel også underviste i tegning der. Da Nicolai Eigtved endelig var trådt i spidsen for Akademiet, begyndte dette så småt at komme på fode; Preisler blev dog først professor efter Akademiets overflytning til Charlottenborg 1754.
1747-48 fuldendte han sin Christian 6. efter J. S. Wahl, sin Frederik 5. og Dronning Louise efter Carl Gustaf Pilo, og da O. H. v. Lode var død bort fra det ham overdragne arbejde, Kongerne af det oldenborgske Hus i Danmark, efter kun at have fuldført et eneste blad, gjorde Preisler de øvrige (til J.H. Schlegels værk). Af Preislers talrige andre, til dels fortræffelige portrætstik kunne nævnes hans Johannes Wiedewelt efter Peder Als, hans Klopstock (1780) efter Jens Juel, hans Dr. Münter (1775), hans Joachim Wasserschlebe, i buste, efter egen tegning. Et godt stik efter Salys rytterstatue på Amalienborg, på 2 plader, for Asiatisk Kompagni skyldes Preisler; et par stik efter ovennævnte Piefre er ikke uden fortjeneste, hans Bakkanal (1752) efter samme maler er derimod svagt, og det samme gælder om de fleste arbejder fra Preislers senere år, som Loth og hans Døtre, Souverænitetsakten efter Wolfgang Heimbach, Jonas i Ninive efter Salvator Rosa, Apostelen Peter i Fængselet efter Guido Reni, Madonna della Sedia (1784) efter Rafael og andre Preisler stak også efter sin egen komposition, men uden større held (som Kong Salomos Dom og lignende). Hans bedste periode var overhovedet ikke af lang varighed; ikke få af hans stik, særlig da portrætterne, er fortræffelige -- i det mindste i forhold til, hvad vi ellers her hjemme i hans bedste dage kunne yde --, mange andre hæve sig derimod ikke i større grad over det almindelige og mangle kraft, varme og dybde i udførelsen. -- Som professor ved Akademiet spillede Preisler ikke nogen mere fremragende rolle; at han i sidste øjeblik i Akademiets port standsede den unge Thorvaldsen, der modløs ville flygte bort fra konkursen, og således måske har haft en uberegnelig indflydelse på dennes og den danske kunsts skæbne, fortjener at berøres.
Af karakter og væremåde var "den ejegode, vennehulde Preisler" (Knud Lyne Rahbek) mild og ædel, trofast og varmtfølende, elsket og afholdt af alle, med hvem han kom i berøring. Han var siden 14. juni 1748 gift med Anna Sophie født Schuckmann (1720 – 1800), Datter af en professor ved Universitetet i Rostock, men hans familieliv var ikke ublandet glædeligt: han sad bestandig i trange kår -- om sommeren ude i et lille hus i Kongens Lyngby --, havde mange børn at sørge for, blev sjældnere og sjældnere beskæftiget, til sidst, i den sidste halve snes år af hans liv, rørte han næsten ikke gravstikken mere, -- og hans håbefuldeste søn gav sig til at være skuespiller, en den gang lidet anset eller agtet livsstilling. Preisler, som 1777 var bleven justitsråd, og som var medlem af det kejserlige Kunstakademi i Augsburg, døde 17. november 1794, hen ved 80 år gammel.
Han blev begravet i Frederiks tydske Kirke, nu Christians Kirke.
|
Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) af F. J. Meiers i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, 13. bind, side 280, udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905). |