Johannes Peter Müller

Formatering Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!

Der mangler kildehenvisninger i denne artikel Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.

Johannes Peter Müller (14. juli 1801 i Koblenz – 28. april 1858 i Berlin) var en tysk fysiolog.

Müller studerede i Bonn og havde oprindelig valgt teologi som studie, men skiftede studie til Medicin. Allerede som Student vakte han stor opsigt med Afh. »Die Respiration des Fötus«, som Univ. præmierede, og som senere (1823) blev udg., efter at M. 1822 havde taget Doktorgraden med Afh. De phoronomia animalium. Fra 1824 var han Privatdocent i Bonn, hvor han 1826 blev ekstraordinær, 1830 ordinær Prof. M. kaldtes 1833 til Berlin, hvor han blev til sin Død som Prof. i Anatomi og Fysiologi, Direktør for et anatomisk Mus. og det anatomiske Teater. Den Virksomhed, som M. udfoldede i disse Aar, blev af den mest indgribende Bet., idet den tidligere naturfilosofiske Skole blev slaaet af Marken og Fysiologien rejstes paa en Basis af Anatomi, Fysik og Kemi, saa at der paa dette Omraade, som paa fl. a., virkelig blev Tale om, at en ny Periode indlededes. At Fremskridtene blev saa betydelige, skyldes ogsaa, at han i udstrakt Grad benyttede Mikroskopet til systematisk gennemførte Undersøgelser. M.’s Navn er knyttet til den rudimentære Æggeleder, der er kendt som »M.’s Gang«, men som allerede var fundet 1825 af M. H. Rathke (»Bildungsgeschichte der Genitalien aus anat. Untersuch. des Menschen u. der Thiere«, 1830), endvidere til Optagelsen af de med Klapper forsynede Lymfehjerter hos koldblodede Dyr (On the existence of four distinct hearts, having regular pulsations, connected with the lymphatic system in certain amphibious animals. Phil. Transact. [1833], I; M.’s Archiv, 1834); endelig nævnes M. ofte i Forbindelse med den Bell’ske Læresætning, at Rygmarvsnervernes dobbelte Rødder har forskellig Funktion. M. var den første, der paaviste, at Svulsterne var byggede op af Celler, og Resultatet af hans Undersøgelser blev Loven om de embryonale og de patologiske Nydannelsers Identitet; derimod kunde de patologiske Væv ikke deles i homologe og heterologe, hvad der spillede en Rolle for deres Opstilling i et System. Det vilde føre for vidt at følge M.’s forsk. Undersøgelser, der strækker sig over næsten alle Medicinens Felter. Kun skal anføres, at han — med Bischoff — sluttede sig til dem, der ansaa Blodlegemerne som de egl. Bærere af Livsprincippet, og at hans anat.-fysiol. Undersøgelser af Øjet blev af overordentlig Bet.; men det samme kan rigtignok ogsaa siges for Stemmens, Hørelsens og Nervefunktionernes Vedk. Banebrydende, som han var, baade i Henseende til Eksperiment og Undersøgelse, var det naturligt, at han kom til at danne Skole, fra hvilken nogle af den nyere Tids lærdeste og genialeste Forskere er udgaaet (Helmholtz, Du Bois-Reymond, E. Häckel, R. Virchow o. fl.; af danske A. Hannover), men denne bekæmpedes stærkt af de ældre. Saaledes vandt hans Hovedværk »Handbuch der Physlologie des Menschen« ved sin Fremkomst 1833—40 kun Anerkendelse hos de yngre, skønt den snart skulde vise sig at være det Værk, paa hvilket hele den nyere Tids Fysiologi kom til at hvile. En Mængde af hans Arbejder udkom i det af ham fra 1834 udgivne »Archiv für Anatomie, Physiologie und wissenschaftliche Medizin«, som han redigerede til sin Død. I sine senere Aar beskæftigede han sig særlig med sammenlignende anat. og zootomiske Undersøgelser; hertil hører hans klassiske Skrift »Vergleichende Anatomie der Myxinoiden« (1835—41); ved Siden heraf maa nævnes hans vigtige Undersøgelser om Fiskenes, Amfibiernes, visse Fugles, Echinodermernes og Radiolariernes Systematik m. m.