Kamtjatka

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kamtjatka er et område med mange vulkaner.
Kamtjatkaprovinsen i Rusland.

Kamtjatka (Russisk: полуо́стров Камча́тка) er en 1.250 km lang og 450 km bred halvø i Russisk fjernøsten med et areal på 472.300 km². Den ligger mellem Stillehavet (mod øst) og det Okhotske Hav (mod vest). Kamtjatka er den største halvø i Østasien. Mod nord er den landfast med Østsibirien, og derfra strækker den sig sydpå i retning af de japanske øer. Den vigtigste by på Kamtjatka er Petropavlovsk-Kamtjatskij, der har ca. 195.000 indbyggere, og som ligger ved Avatjiskajabugten, der regnes for én af verdens største naturhavne.

I 1996 blev vulkanområdet på Kamtjatka, som i det store og hele udgør én stor naturpark, erklæret for verdensarvområde af UNESCO.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Kamtjatka er geologisk set endnu et meget ungt område, og det er voldsomme kræfter, der har været på spil de seneste to millioner år. Stillehavspladen skyder sig over en bred front og med en hastighed på 8–10 cm pr. år ind under den Eurasiske Plade. Det presser halvøen i vejret, og det har skabt den 10.500 m dybe Kuril-Kamtjatka grav, der løber mellem halvøen og Stillehavet.

Kamtjatka ligger mellem den 51. og den 62. nordlige breddegrad og langs den 160. østlige længdegrad. På Kamtjatka findes en bjergkæde, Sredinnij-bjergene, der løber på langs ned gennem halvøen. Den stiger højt op over snegrænsen, den har ca. 160 vulkaner, hvoraf de 28 er aktive (i gennemsnit er ca. seks af vulkanerne i udbrud hvert år). På østsiden er den største af dem Kljutjevskaja Sopka (4.750 meter), der havde flere udbrud i løbet af det 18. og 19. århundrede, og som er halvøens højeste punkt. På vestsiden er bjerget Itjinskaja Sopka (3.621 meter) det højeste. De udslukte vulkaner findes mest på halvøens sydlige del, hvor Korjazkaja Sopka er den højeste (3.456 meter). Kamtjatka er også rig på varme kilder og gejsere.

Den størsta flod er den 758 km lange Kamtjatka-flod, der udspringer øst for Sredinnyj-bjergene, og som udmunder i Stillehavet ved byen Ust-Kamtjatsk, ca. 300 km vest for Kommandørøerne.

Klimaet er mere koldt end Europas på samme bredde. I den sydlige del er årets middeltemperatur + 3 °C og i den nordlige del er den -6 °C. I januar er middeltemperaturen mod syd – 7 °C og i nord – 21 °C, i juli er middeltemperaturerne i syd 14 grader og i nord 11 grader. Om vinteren er vestkysten betydeligt koldere end østkysten. Om sommeren er vejret meget ustadigt med hyppige tåge- og regnvejrsperioder.

Flora[redigér | redigér wikikode]

Beringsk skovvegetation[redigér | redigér wikikode]

Vegetationen er kendetegnet ved dværgtræer, f.eks. Krybe-Fyr og Sibirisk El. Denne vegetation er vidt udbredt langs floderne Anadyr og Penzjina, i Korjakskoje-bjergene, på det nordlige Kamtjatka og visse områder af den sydlige del, på Kommandørøerne og på Kurilerne. Den arktiske zone antages at have sin grænse mod den nordlige lærketræsvegetation i dette område.

Vegetationen skifter gradvist fra krattene i de kontinentale dele, hvor Krybe-Fyr dominerer, til krat i de kystnære egne, domineret af Sibirisk El. Dahurisk Lærk er et gennemgående træk ved alle vegetationstyperne, da arten er det eneste rigtige træ. Den danner små skovområder i floddalene og på skråninger med sydhæld.

I floddalene kan man desuden finde små skovstykker, der er domineret af Sibirisk Balsampoppel (Populus suaveolens) og Chosenia arbutifolia. Hvor der er permafrost, dannes der højmoser, domineret af star-arten Carex appendiculata og arter af Kæruld og Tørvemos.

Østokhotsk nåletræsvegetation[redigér | redigér wikikode]

Denne vegetationstype ligger midt på Kamtjatka mellem Sredinnij- og Vostotjnij-bjergkæderne. Lærk og Gran (her Picea ajanensis) danner nåleskove i det særlige, submaritime lokalklima, som opstår på grund af bjergenes beskyttelse mod de kolde luftmasser over det henholdsvis Stillehavet og det Okhotske hav. Området er indrammet af beringske skove med Alnus fruticosa som den dominerende art mod nord og skove med Kamtjatka-Birk på syd-, øst- og vestsiden. Disse nåleskove er kendetegnet ved, at de fleste arter har en cirkumpolar udbredelse.

Skove med Dahurisk Lærk er dominerende på steder, hvor der er sket alvorlig forstyrrelse i form af skovbrande eller vulkanudbrud, men også på steder med et mere kontinentalt lokalklima. Skovenes sammensætning svarer til skovene i Østsibirien og det russiske fjernøsten.

Skove med Sibirisk Balsampoppel, Chosenia arbutifolia og Sakhalin-Pil (Salix udensis) findes i områdets floddale, og langs Kamtjatka-floden findes der enge med typiske, nordlige plantesammensætninger.

Vegetationer med Kamtjatka-Birk ved det nordlige Stillehav[redigér | redigér wikikode]

Kamtjatka-Birk danner skove på nogle steder i det sydlige Kamtjatka og desuden på Kurilerne, hvor klimaet er kystpræget med kolde somre og milde vintre og næsten jævnt fordelt nedbør året rundt. I snelejer finder man en anden vegetationstype, højstaudesamfundet. Begge typer kendetegner det kølige og våde kystklima indenfor den nordlige zone.

Den vigtigste og mest udbredte vegetaionstype i området er birkeskov med højstauder f.eks. Senecio cannabifolius og Filipendula camtschatica. På veldrænede steder øges antallet af disse kraftigt voksende stauder med indslag af f.eks. Geranium erianthum, Saussurea pseudotilesii og Artemisia opulenta. På fugtige områder i den sydlige og østlige del af området danner de høje stauder sæteragtige engsamfund sammen med Purpur-Rørhvene. Det drejer sig om urteagtige planter, der bliver op til 4 m høje, og som ofte har voldsomt store blade (Petasites amplus og P. tatewakianus har blade på 1,5 m bredde). Antallet af arter er ikke ret stort, men omfatter bl.a. Aconogonon weyrichii, Angelica sachalinensis, Petasites amplus og Kæmpe-Pileurt. Desuden finder man arter som Aconitum fischeri (Stormhat-art), Anthriscus sylvestris (Kørvel-art), Cirsium kamtschaticum (art af Bladhovedtidsel), Filipendula camtschatica (Mjødurt-art), Heracleum lanatum (Bjørneklo-art), Senecio cannabifolius (art af Brandbæger) og Urtica platyphylla (Nælde-art). Disse planter vokser forbavsende hurtigt i foråret, og Filipendula camtschatica klarer ofte op til 10–15 cm pr. dag. Den voldsomme vækstkraft og arternes evne til at udkonkurrere andre giver anledning til forsigtighed med at bruge dem under have- eller parkforhold. Eksemplet med Kæmpe-Pileurt, der er blevet et landskabsukrudt taler sit eget sprog.

Skove med Populus suaveolens, Chosenia arbutifolia og Salix udensis dominerer også i dette områdes dale, men her sammen med høje stauder.

Fauna[redigér | redigér wikikode]

Faunaen er af arktisk type med ren, vildfår, bjørn, ulv, jærv, zobel, ræv, hermelin, hare og andre nordiske dyr. Blandt fuglene er svaner og ænder de vigtigste, men desuden findes der store mængder havfugle og mange arter af rovfugle, blandt andet verdens største ørneart, Stellers havørn. Kamtjatka regnes for at have den største diversitet blandt laksefisk, og betydelige dele af laksebestanden i det nordlige stillehav udklækkes i halvøens vandløb og søer. I havet lige uden for kysten ses ofte blåhvaler.

Befolkning[redigér | redigér wikikode]

I dag lever der ca. 402.500 mennesker på Kamtjatka, og halvøen er ret tyndt befolket. Ca. 40% af indbyggerne bor i den største by, Petropavlovsk-Kamtjatskij, der er hovedstad i oblasten Kamtjatka og halvøens økonomiske centrum.

Hovedparten af befolkningen er russere, og kun ca. 2,5% nedstammer fra halvøens urbefolkning. De tilhører folkeslagene korjakker, itelmener, evener, tjuktjer og aleuter. Den nordlige del af halvøen hører under korjakkernes autonome område, hvor der bor ca. 13.000 korjakker.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Kamtjatka blev opdaget af omstrejfende kosakker i 1697. Da man fandt en stor bestand af zobel på halvøen, blev området snart annekteret af Rusland, og urbefolkningen blev underkastet og næsten udryddet.

Berings kort over Kamtjatka

Danskeren Vitus Bering foretog på den russiske kejsers vegne i årene 1725-1730 og 1733-1743 store ekspeditioner til Kamtjatka og videre nordpå til Beringshavet. Georg Wilhelm Steller, der var botaniker og teolog, lavede omfattende optegnelser fra den anden af disse ekspeditioner. Først efter 1990 blev Kamtjatka åbnet for udlændinge. I mere end 50 år var halvøen et afspærret militært område, hvorfra de sovjetiske myndigheder overvågede den amerikanske vestkyst. Selv landets egne indbyggere skulle have særlig tilladelse for at kunne rejse til Kamtjatka eller slå sig ned dér. I 1983 nedskød det sovjetiske forsvar passagerflyet Korean Air Lines Flight 007, som var kommet ind over sovjetisk luftrum ved Kamtjatka. Man frygtede angiveligt, at det var et kamufleret spionfly fra USA. Flyet er aldrig blevet fundet, og de 269 passagerer og besætning regnes for omkomne.

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]

Koordinater: 57° N, 160° Ø