Kerub

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kerub (fra cirka 1156)

Keruber omtales i Det gamle testamente som en art himmelske væsener, der vogter over hellige steder. Keruber vogter blandt andet Edens have i 1. Mosebog, 3:24, og optræder i omtalen af Pagtens Ark (2. Mosebog, 25:18-20 og 37:7-9) og i forbindelse med det allerhelligste i Salomos Tempel (1. Kongebog, 6:23-29). Keruber tænkes som fantastiske dyreskikkelser med fire ansigter (menneske, løve, tyr og ørn), som det fremgår af Ezekiels bog, kapitel 10). Sandsynligvis peger tanken om keruber som vogtere tilbage til de vingede tyre- og løvekolosser (der på assyrisk hed kurubu) med menneskeansigt ved indgangen til de babylonske og assyriske templer. I Tredje Enoksbog påstås det, at når Gud rider på en hurtig kerub, ser han gennem 18.000 verdener med ét blik.

Undertiden anvendes ordene kerub og kerubisk om en barnlig, uskyldig engletype.

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Sprogligt kan ordet "kerub" være afledt af assyrisk karubu (= stor, mægtig) eller karabu (= at velsigne, bede); eller af aramæisk karob (= at pløje [med tanke på vingede tyre]). Ordets sproghistoriske eftervirkninger er bedre kendt. Man mener, at det oldsemitiske ord krb (= kerub) blev lånt ind i græsk i formen gryps eller grypos som betegnelse for de griffer, der dukkede op i græsk kunst på 600-tallet f.Kr. Latin overtog ordet i formen gryphus. Fra tysk Greif kom ordet ind i dansk i formene "grib" og "grif". [1]

Philon mente, at kerubim betød "erkendelse og indsigts fylde". I Talmud gives ordet derimod betydningen "som et barn", hvad der måske kan forklare kerubernes barnlige ansigter. [2]

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. Jørgen Hansen: Englene og al deres væsen (s. 102), forlaget Gyldendal, København 1996, ISBN 87-00-12114-2
  2. Jørgen Hansen: Englene og al deres væsen (s. 110-11)

Se også[redigér | redigér wikikode]

Religion Stub
Denne religionsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.