Løve

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
  Løve ?
Løve i Namibia
Løve i Namibia
Bevaringsstatus
Videnskabelig klassifikation
Rige: Animalia (Dyr)
Række: Chordata (Chordater)
Klasse: Mammalia (Pattedyr)
Orden: Carnivora (Rovdyr)
Familie: Felidae (Kattedyr)
Slægt: Panthera
Art: P. leo
Videnskabeligt artsnavn
Panthera leo
Linnaeus 1758
Løvens udbredelse
Løvens udbredelse
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Løve (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Løve)
Gnome-speakernotes.svg
Løve
Brøl fra løve i fangenskab

Er der problemer med lyden? Se da eventuelt Hjælp:Ogg Vorbis eller "Media help" (Engelsk)

Løven (latin: Panthera leo) er en af de fire store katte i slægten Panthera, og et medlem af familien Felidae. Det er den næststørste nulevende katteart efter tigeren (fjerdestørste kat, hvis man medregner hybridarterne tigon og liger) – nogle hanner kan veje over 250 kg.[1] Der findes vilde løver i det subsahariske Afrika og i Asien, hvor der lever en kritisk truet gruppering i Gir Forest National Park i Indien. Løverne forsvandt fra Nordafrika og Sydvestasien for mange år siden. Indtil slutningen af Pleistocæn, for omkring 10.000 år siden, var løven det mest udbredte landpattedyr efter mennesket. De kunne findes i størstedelen af Afrika, igennem hele Eurasien fra det vestlige Europa til Indien, og i Amerika fra Yukon til Peru.[2]

Vilde løver lever i gennemsnit 10 til 14 år, mens de i fangenskab kan leve i mere end 20 år. I naturen lever hanner sjældent mere end ti år, da de skader de pådrager sig ved konstant at slås med andre hanner væsentligt reducerer deres levetid.[3] De opholder sig typisk på savannen og på græssletter, selvom de kan søge til bushen og skove. Løver er usædvanligt sociale dyr sammenlignet med andre katte. En løveflok består af beslægtede hunner og unger, samt en mindre gruppe voksne hanner. Grupper af hunløver jager typisk sammen, og angriber normalt store hovdyr. Løver er øverst i fødekæden, og indgår som en vital del af økosystemet, selvom de også æder ådsler hvis muligheden byder sig. Løver jager normalt ikke mennesker, selvom der har været eksempler på at det er sket.

Løven er en sårbar art, og bestanden i Afrika har været uigenkaldeligt nedadgående på 30-50 % i løbet af de seneste to årtier.[4] Løvebestande er uholdbare udenfor angivne reservater og nationalparker. Selvom grunden til tilbagegangen ikke er fuldt forstået, så er tab af habitat og konflikter med mennesker i øjeblikket de to største kilder til bekymring. Løver er blevet holdt i menagerier siden romersk tid, og har været meget søgte arter til fremvisning i zoologiske haver over hele verden siden slutningen af det 18. århundrede. Flere zoologiske haver samarbejder globalt i avlsprogrammer for den truede asiatiske underart.

Visuelt kan hanløven let genkendes på sin manke. Løven, specielt hannens ansigt, er et af de mest letgenkendelige dyresymboler i menneskelig kultur. Der eksisterer afbildninger helt tilbage fra den senpalæolitiske epoke, fra stenhug og malerier fra Lascaux-hulerne og Chauvetgrotten til stort set alle oldtids- og middelalderkulturer hvor de har fremgået. Løven er også blevet meget brugt i skulpturer, i malerier, på nationalflag, og i moderne film og litteratur.


Taksonomi og udvikling[redigér | redigér wikikode]

Løven er en art i slægten Panthera, og dens nærmeste slægtninge er de andre arter i denne slægt: tigeren, jaguaren og leoparden. P. leo udviklede sig i Afrika for mellem 1 million og 800.000 år siden, før den spredte sig gennem den holarktiske region.[5] Den kom for første gang til Europa for 700.000 år siden med underarten Panthera leo fossilis ved Isernia i Italien. Det var denne løveart, den senere grotteløve (Panthera leo spelaea) udviklede sig fra for omkring 300.000 år siden. I løbet af den sene Pleistocæn spredte løven sig til Nord- og Sydamerika og udviklede sig til Panthera leo atrox, den amerikanske løve.[6] Løver uddøde i det nordlige Eurasien og Amerika i slutningen af den sidste istid for omkring 10.000 år siden;[7] dette kan have skyldtes, at den pleistocæne megafauna uddøde.[8]

Underarter[redigér | redigér wikikode]

Afrikansk (øverst) og asiatisk (nederst) løve som illustreret i Johnsons Book of Nature

Traditionelt er der blevet anerkendt tolv nylige underarter af løven, hvoraf den største var Atlasløven.[9] De store forskelle mellem dem var område, mankens udseende, størrelse og udbredelse. Da disse egenskaber er meget uvæsentligt og varierer kraftigt fra individ til individ, var de fleste af disse former muligvis slet ikke rigtige underarter – specielt da de ofte var baseret på materiale, hvis oprindelsessted ikke var kendt (ofte fra zoologiske haver), og som kunne have "påfaldende, men unormale" morfologiske egenskaber.[10] I dag accepteres generelt kun otte underarter,[7][11] men en af disse (kapløven, tidligere beskrevet som Panthera leo melanochaita) er muligvis også ugyldig.[11] Selv de tilbageværende syv underarter kan være for mange; mitokondrievariation blandt nylige afrikanske løver er beskeden, hvilket kunne tyde på, at alle sub-sahariske løver kan betragtes som en enkelt underart eller muligvis deles i to centrale klader: en vest for Great Rift Valley og en øst for. Løver fra Tsavo i det østlige Kenya er genetisk meget tættere på løver i Transvaal (Sydafrika) end på løver i Aberdarebjergene i det vestlige Kenya.[12][13]

Nylige[redigér | redigér wikikode]

Der anerkendes i dag otte nylige (holocæne) underarter:

  • P. l. persica, kendt som den asiatiske løve eller sydasiatiske, persiske eller indiske løve, var engang vidt udbredt fra Tyrkiet, tværsover Sydvestasien, til Pakistan, Indien og selv Bangladesh. Store løveflokke og det faktum, at de var aktive om dagen, gjorde dem nemmere mål for krybskytter end tigre og leoparder; nu eksisterer der omkring 300 i og omkring Gir-skoven i Indien.[14]
  • P. l. leo, kendt som atlasløven, er uddød i naturen på grund af umådeholden jagt, selvom der muligvis stadig eksisterer eksemplarer i fangenskab. Dette var en af de største løveunderarter, hvis hanner angiveligt kunne blive 3–3,3 meter lange og veje mere end 200 kg. De strakte sig fra Marokko til Ægypten. Den sidste vildtlevende atlasløve blev dræbt i Marokko i 1922.[15]
  • P. l. senegalensis, kendt som vestafrikansk løve, findes i det vestlige Afrika, fra Senegal til Nigeria.
  • P. l. azandica, kendt som den nordøstcongolesiske løve, findes i de nordøstlige dele af DR Congo.
  • P. l. nubica, kendt som den østafrikanske løve eller Massailøven, findes i Østafrika, fra Etiopien og Kenya til Tanzania og Mozambique.
  • P. l. bleyenberghi, kendt som katangaløve eller den sydvestafrikanske løve, findes i Sydvestafrika, Namibia, Botswana, Angola, Katanga (DR Congo), Zambia og Zimbabwe.
  • P. l. krugeri, kendt som den sydøstafrikanske løve eller Transvaalløven, findes i Transvaal-regionen i det sydøstlige Afrika, herunder i Kruger National Park.
  • P. l. melanochaita, kendt som kapløven, uddøde i naturen omkring 1860. Resultater af mitokondrisk DNA-forskning understøtter ikke en status som unik underart. Det er muligt, at kapløven blot var den sydligste population af den stadig eksisterende P. l. krugeri.[11]
  • P. l. nubica, kendt som den østafrikanske løve eller Tsavoløven, findes i Østafrika, fra Kenya og Tsavo nationalpark.

Pleistocæne[redigér | redigér wikikode]

Der fandtes flere yderligere underarter af løver i forhistorisk tid:

  • P. l. atrox, kendt som den amerikanske løve eller amerikanske grotteløve, eksisterede i stort antal i Amerika fra Canada til Peru i den pleistocæne epoke ind til for omkring 10.000 år siden. Denne form, samt grotteløven, betragtes somme tider som separate arter, men nylige fylogenetiske studier antyder, at de begge er underarter af løven (Panthera leo).[16][7] Dette var en af de største underarter af løver, der har eksisteret, og dens kropslængde bliver vurderet til at have været 1,6-2,5 m.[17]
  • P. l. fossilis trivedes for omkring 500.000 år siden; der er blevet fundet fossiler i Tyskland og Italien. Underarten var større end nutidens afrikanske løver og kunne blive på størrelse med den amerikanske grotteløve.[7][18]
  • P. l. spelaea, known as the European cave lion, Eurasian cave lion, or Upper Pleistocene European cave lion, occurred in Eurasia 300,000 to 10,000 years ago.[7] This species is known from Paleolithic cave paintings (such as the one displayed to the right), ivory carvings, and clay busts,[19] indicating it had protruding ears, tufted tails, perhaps faint tiger-like stripes, and that at least some males had a ruff or primitive mane around their necks.[20] This example is a hunting scene that probably depicts females hunting using the same strategy as modern lions, while males may not be part of the subject.
  • P. l. vereshchagini, known as the East Siberian- or Beringian cave lion, was found in Yakutia (Russia), Alaska (USA), and the Yukon Territory (Canada). Analysis of skulls and mandibles of this lion demonstrate that it is distinctly larger than the European cave lion and smaller than the American cave lion with differing skull proportions.[7][21]

Tvivlsomme[redigér | redigér wikikode]

  • P. l. sinhaleyus, kendt som Sri Lanka-løven, lader til at have uddøet for omtrent 39.000 år siden. Den kendes kun fra to tænder fundet i aflejringer ved Kuruwita. På grundlag af disse tænder konkluderede P. Deraniyagala i 1939, at der fandtes endnu en underart.[22]
  • P. l. europaea, kendt som den europæiske løve, var sandsynligvis identisk med Panthera leo persica eller Panthera leo spelea; dens status som underart er ikke bekræftet. Den uddøde omkring 100 e. Kr. som følge af kraftig jagt fra romere og grækere. Den levede på Balkan, den apenniniske halvø, i det sydlige Frankrig og på den iberiske halvø.
  • P. l. youngi eller Panthera youngi, trivedes for 350.000 år siden.[2] Dens slægtskab til de uddøde løve-underarter er uklart, og det er muligt, at den er en særskilt art.
  • P. l. maculatus, kendt som Marozi eller den prikkede løve, menes somme tider at have været en særskilt underart, men kan være en voksen løve, som har bevaret sit plettede mønster fra da, den var unge. Hvis det var en særskilt underart, snarere end et lille antal anderledes farvede individer, har den været uddød siden 1931. En mindre sandsynlig identitet er en naturlig leopard-løve-hybrid (ofte kaldt en "leopon".[23])

Hybrider[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikler: Hybridkat, Liger og Tigon

Løver er kendt for at yngle med tigere (oftest de sibiriske og belgalske underarter) og derved skabe hybrider kaldet ligere og tigoner.[24] De er også blevet krydset med leoparder, hvilket har skabt leoponer,[25] samt jaguarer, som har skabt jaglioner. Marozien er angiveligt en plettet løve eller en naturligt forekomende leopon, mens den congolesiske plettede løve er en kompleks løve-jaguar-leopard-hybrid kaldet en lijagulep. Sådanne hybrider blev engang ofte fremavlet i zoologiske haver, men dette frarådes nu på grund af fokus på at bevare arter og underarter. Hybrider avles stadig i private menagerier og i zoologiske haver i Kina.

Ligeren er en krydsning mellem en hanløve og en huntiger.[26] Da det væksthæmmende gen fra huntigeren mangler, bliver der i stedet overført et vækstfremmende gen fra hanløven, hvilket gør at ligeren vokser sig langt større end begge forældre. De har fysiske og adfærdsmæssige egenskaber fra begge forældrearter (prikker og striber på en sandfarvet baggrund). Hanligere er altid sterile, men hunligere er typisk frugtbare. Hanner har omkring 50 % change for at få en manke, men hvis de gror en, så vil den typisk være beskeden: omkring 50 % af en ren løvemanke. Ligere er typisk mellem 3,0 og 3,7 m lange og kan veje mellem 360 og 450 kg eller mere.[26] Den mindre udbredte tigon er en krydsning mellem en løvinde og en hantiger.[27]

Fysiske kendetegn[redigér | redigér wikikode]

Kranie fra en moderne løve i Kruger National Park

Løven er den højeste (målt ved skulderen) af kattedyrene, og er også det næsttungeste kattedyr næstefter tigeren. Den er med sine kraftige ben, stærke kæbe og 8 cm lange tænder i stand til at nedlægge og dræbe store byttedyr.[28] Løvens kranie er næsten identisk med tigerens, selvom frontområdet ofte er mere sammentrykket og fladfladt, med et lidt kortere postorbitalt område. Løvens kranie har bredere næseåbninger end tigeren. På grund af den store variation i kranier hos de to arter er det ofte kun strukturen af underkæben der kan bruges som effektiv indikator for hvilken art det tilhører.[29] Løvens farve varierer fra lyst gulbrun til gullig, rødlig eller mørk okkerbrun. Underdelene er generelt lysere og haledusken er sort. Løveunger bliver født med brune øjepletter på deres krop, som til forveksling kunne minde om leopardens. Selvom disse gradvist forsvinder efterhånden som løverne vokser op, vil der af og til stadig kunne ses svage aftegninger af prikker på deres ben og underdele, specielt hos løvinderne.

Løven er det eneste medlem af kattedyrsfamilien som udviser tydelig kønsdimorfisme — at hanner og hunner udseendesmæssigt er meget forskellige. De har også specialiserede roller som hvert køn spiller i flokken. For eksempel mangler løvinden, der der jager, hanløvens tykke, uhåndterlige manke. Manken lader til at hindre hannens evne til at være camoufleret hvis han skulle liste sig ind på et bytte, og overopheder ham i tilfælde af jagt. Farven på hannens manke varierer fra blond til sort, og bliver generelt mørkere efterhånden som løven bliver ældre.

Under konfrontationer med andre får manken løven til at se større ud.

Vægten for fuldvoksne løver ligger mellem 150–250 kg for hanner og 120–182 kg for hunner.[1] Nowell og Jackson har rapporteret en gennemsnitsvægt på 181 kg for hanner og 126 kg for hunner.[15] Løver varierer ofte i størrelse alt afhængig af deres miljø og område, hvilket resulterer i en stor spredning af dokumenteret vægt. For eksempel er løver i det sydlige Afrika generelt 5 procent tungere end løver i Østafrika.[30]

Hoved og kropslængde er 170–250 cm for hanner og 140–175 cm for hunner; skulderhøjde er omkring 123 cm hos hanner og 107 cm hos hunner. Halelængden er 90–105 cm hos hanner og 70–100 cm hos hunner.[1] Den længste løve der kendes til var en sortmanket han skudt nær Mucsso i det sydlige Angola i oktober 1973; den tungeste løve man har kendt til i det fri var en menneskeæder skudt i 1936 udenfor Hectorspruit i det østlige Transvaal i Sydafrika – den vejede 313 kg.[31] Løver i fangenskab bliver ofte større end vilde løver – den tungeste løve der kendes til var en han i Colchester Zoo i England kaldt Simba i 1970, som vejede 375 kg.[32]

Det tydeligste kendetegn som deles af både hanner og hunner er at halen ender i en behåret dusk. Hos nogle løver skjuler dusken en hård "pig" eller "spore", omtrent 5 mm lang, dannet fra en sammenslutning af de yderste dele af halebenet. Løven er det eneste kattedyr som har en dusket hale — hvad dusken og piggens funktion er vides ikke. Dusken, som mangler ved fødslen, vokser frem når løveungen er omkring 5½ måneder gammel, og kan tydeligt ses når den er 7 måneder.[33]

Manke[redigér | redigér wikikode]

Termografisk billede af en løve, der viser den isolerende manke

Den voksne hanløves manke er unik blandt kattedyrene og et af artens tydeligste kendetegn. Den får løven til at virke større, hvilket hjælper den med at virke skræmmende; dette bruger løven under konfrontationer med andre løver og med artens største rivaler i Afrika, de plettede hyæner.[34] Mankens tilstedeværelse, farve og størrelse forbindes med genetiske forudsætninger, kønsmodenhed, klima og testosteronproduktion; tommelfingerreglen er, at jo mørkere og kraftigere manken er, desto sundere er løven. Løvinder, der søger mage foretrækker hanner med tykkest og mørkest manke.[35] Forskning i Tanzania peger også på at længden på manken signalerer kampsucces i han-han-forhold. Mørkmankede individer kan have længere reproduktive liv og deres unger har større sandsynlighed for at overleve – til gengæld lider de, på grund af deres enorme manke, i årets varmeste måneder.[36] I flokke der indeholder en sammenslutning af to eller tre hanner er det muligt at løvinder vil gå efter at parre sig mere aktivt med hanner som har tyk manke.[35]

En mankeløs hanløve, som heller ikke har meget behåring på kroppen. Fra Tsavo East National Park i Kenya
En farvepalet, der viset mankevariationer blandt løver i Østafrika

Videnskabsfolk mente engang at nogle underarters status kunne bevises ved morfologi, heriblandt mankens størrelse. Morfologi blev brugt til at identificere underarter såsom Atlasløven og kapløven. Forskning har dog indikeret at miljømæssige påvirkninger såsom omgivelsernes temperatur kan have indflydelse på størrelsen og farven på en løves manke.[36] Den koldere temperatur i europæiske og nordamerikanske zoologiske haver kan for eksempel resultere i en tykkere manke. Dermed kan manken ikke bruges til at identificere underarter.[11][37] Den asiatiske underarts hanner har dog generelt tyndere manke ind den gennemsnitlige afrikanske løves.[38]

Der er fundet mankeløse løver i Senegal og Tsavo East nationalpark i Kenya, og den oprindelige hvide løvehan fra Timbavati havde heller ingen manke. Hormonet testosteron er blevet forbundet med mankens vækst, og derfor har kastrerede løver ofte en meget lille – og nogle gange slet ingen – manke, da fjernelsen af gonaderne hæmmer produktionen af testosteron.[39] Manglen på en manke kan somme tider også findes i indavlede løvebestande; indavl fører også til forringet frugtbarhed.[40]

En løvinde med den "krave" der nogle gange fører til en fejlagtig identifikation som han

Mange løvinder har en krave som kan ses i nogle positurer. Somme tider er den indikeret på skulpturer og tegninger, specielt i værker fra oldtiden, og er fejlagtigt blevet set som en hans manke. Den er dog anderledes end en manke, da den sidder ved kæbelinjen under ørerne, er meget tyndere og oftest slet ikke kan ses, hvorimod en manke strækker sig over hannens ører, og dækker nogle gange omridset af dem fuldstændigt.

Hulemalerier af eksisterende europæiske grotteløver viser udelukkende dyr uden manke, eller med blot et lille tegn på manke, hvilket kan indikere at de var mankeløse.[20]

Hvide løver[redigér | redigér wikikode]

Hvide løvers farve skyldes et recessivt gen; de er en sjælden form af underarten Panthera leo krugeri

Den hvide løve er ikke en enkeltstående underart, men en speciel morf med en genetisk tilstand, leucisme,[10] som giver en blegere farvelægning meget som den hvide tiger; tilstanden minder om melanisme, som giver sorte pantere. De er ikke albinoer, og har normal pigmentering i øjnene og huden. Hvide Transvaal-løver (Panthera leo krugeri) er nogle gange blevet fundet i og omkring Kruger National Park og det nærliggende Timbavati Private Game Reserve i det østlige Sydafrika, men de findes oftere i fangenskab, hvor avlere specifikt udvælger dem. Deres pels' usædvanlige flødefarve skyldes et recessivt gen.[41] Der foreligger rapporter om at de er blevet avlet i lejre i Sydafrika til brug som trofæer der dræbes under dåsejagter.[42]

Det er først i slutningen af det 20. århundrede at eksistensen af hvide løver blev endeligt bekræftet. I flere hundrede år havde man ellers ment at den hvide løve var en del af en legende der cirkulerede i Sydafrika, hvor dyrets hvide pels siges at repræsentere godheden i alle dyr. De første rapporter om hvide løver var i de tidlige 1900'er, og sjældne rapporter fortsatte i næsten halvtreds år før der i 1975 blev fundet et kuld hvide løveunger i Timbavati Game Reserve.[43]

Biologi og adfærd[redigér | redigér wikikode]

Løver bruger en stor del af deres tid på at hvile, og er inaktive i omkring 20 timer om dagen.[44] Selvom løver kan være aktiv når som helst, så stiger deres aktivitetsniveau generelt efter skumringen hvor de socialiserer, soignerer sig og har afføring. Efterfølgende har de flere periodiske eksposioner af aktivitet igennem nattetimerne frem til daggry, hvor jagten oftest finder sted. De bruger i gennemsnit to timer om dagen på at vandre og 50 minutter på at spise.[45]

Gruppeorganisering[redigér | redigér wikikode]

En flok set langs vejen i Masai Mara National Park i Kenya

Løver er et kødædende rovdyr, som udviser to former for social organisation. Nogle er fastboende og lever i flokke. Flokken består oftest af 5-6 beslægtede hunner, deres unger af begge køn, og en eller to hanner, som parrer sig med de voksne hunner (der er blevet observeret ekstremt store flokke på op til 30 individer). Hanunger bortvises fra deres mors flok når de er fuldt opvoksede.

Den anden organisatoriske adfærd kaldes nomader, som strækker sig langt og rejser omkring sporadisk, enten alene eller i par.[46] Par ses oftere blandt beslægtede hanner, som er blevet bortvist fra den flok de blev født ind i. Bemærk at en løve kan skifte livsstil; nomader kan blive fastboende og omvendt. Hanner er tvunget til at gennemgå denne livsstil, og nogle kommer aldrig til at blive optaget i en anden flok. En hun som bliver nomade har langt sværere ved at blive optaget i en ny flok, da hunnerne i en flok er beslægtede, og de afviser de fleste forsøg fra en ubeslægtet hun på at komme med i familiegruppen.

Løvinde midt i en spurt under en jagt i Serengeti

Løvinder udfører størstedelen af jagten for deres flok, da de er mindre, hurtigere og mere adrætte end hannerne, og ikke tynges af den tunge og iøjefaldende manke, som bliver ekstremt varm ved overanstrengelse. De opfører sig som en koordineret gruppe for at kunne følge og nedlægge deres bytte. Hvis de er i nærheden af jagten har hanner dog en tendens til at dominere drabet når først løvinderne har fået nedlagt byttet. Der er større sandsynlighed for at de deler med ungerne end med løvinderne, men deler sjældent mad som de selv har dræbt. Mindre byttedyr spises på jagtstedet, og deles dermed blandt jægerne; når byttedyret er større trækkes det ofte tilbage til flokkens område. De store byttedyr deles nemmere,[47] selvom flokkens medlemmer ofte opfører sig aggressivt mod hinanden mens de alle forsøger at få fat i så meget mad som muligt.

Både hanner og hunner forsvarer flokken mod ubudne gæster. Nogle individuelle løver leder altid forsvaret mod indtrængende, mens andre sakker bagud.[48] Løver har en tendens til at indtage bestemte roller i deres flok. De som går bagved kan bidrage til gruppen med andre værdifulde tjenester.[49] En alternativ hypotese går på at der er en slags belønning forbundet med at være lederen som afværger de ubudne gæster, og løvindernes rang i flokken reflekteres i disse svar.[50] Flokkens han eller hanner skal forsvare deres forhold til flokken fra udefrakommende hanner, som vil forsøge at overtage deres forhold til flokken. Hunner danner den stabile sociale enhed i en flok, og tolererer ikke fremmede hunner;[51] medlemskab ændres kun ved løvinders fødsel eller død,[52] selvom nogle hunner forlader flokken og bliver nomader.[53] Hanner skal derimod forlade flokken når de bliver omtrent 2-3 år gamle.[53]

Jagt og kost[redigér | redigér wikikode]

Selvom en løvinde typisk har meget skarpe tænder, dræbes byttedyr normalt ved kvælning

Løver er kraftfulde dyr som oftest jager i koordinerede grupper og sniger sig ind på deres valgte bytte. De er dog ikke specielt kendt for deres udholdenhed – for eksempel er en løvindes hjerte kun 0,57 % af hendes kropsvægt (en hans er omkring 0,45 % af hans kropsvægt), hvorimod en hyænes hjerte er tæt på 1 % af dens kropsvægt.[52] Derfor skal løverne være tæt på deres byttedyr før de starter angrebet – selvom de kan nå hastigheder på 81 km/t[54] kan de kun gøre det over en kort spurt[55] De udnytter faktorer som reducerer deres synlighed; mange drab finder sted i nærheden af en form for dækning eller om natten.[56] De sniger sig op på offeret indtil de når en afstand på omtrent 30 meter eller mindre. Typisk vil flere løvinder arbejde sammen og omkredse byttedyrets flok fra flere sider. Når de har sneget sig ind på en flok, vælger de oftest det nærmeste dyr som mål. Angrebet er kort og kraftfuldt; de forsøger at fange offeret med en hurtig spurt og et endeligt spring. Byttet dræbest oftest med kvælning.[57] Byttet kan også dræbes ved at løven lukker dyrets mund og næsebor inde i sin kæbe[1] (hvilket også vil resultere i kvælning). Mindre byttedyr kan dog blot dræbes ved et hårdt slag fra en løves pote.[1]

En løveflok samarbejder om at nedlægge en bøffel i Okavango-deltaet i Botswana
Fire løver nedlægger en bøffel i det centrale Serengeti i Tanzania
Løver ved Savuti-floden er kendt for relativt ofte at jage elefanter
En video af en løve i vildnisset.

Løvernes byttedyr er hovedsageligt store pattedyr, specielt gnuer, impalaer, zebraer, bøfler og vortesvin i Afrika, og nilgau, vildsvin og forskellige hjortearter i Indien. Mange andre arter jages, afhængigt af tilgængelighed. Disse omfatter normalt hovdyr som vejer mellem 50 og 300 kg såsom kudu, hartebeest, gemsbukke og elandantiloper.[1] Til tider kan de tage relativt små arter såsom Thomsongazeller eller springbukke. Løver som jager i grupper er i stand til at nedlægge de fleste dyr, selv sunde, voksne dyr, men de angriber generelt sjældent meget store byttedyr, såsom fuldvoksne giraffer, på grund af faren for at komme til skade.

Omfattende statistikker, indsamlet over flere studier, viser at løver normalt lever af pattedyr på mellem 190–550 kg. I Afrika er gnuer det foretrukne byttedyr (de udgør næsten halvdelen af løvernes bytte i Serengeti), fulgt af zebraer.[58] Løver udlukker generelt de fleste voksne flodheste, næsehorn, elefanter og mindre gazeller, impalaer og andre adrætte antiloper. Giraffer og bøfler tages dog i visse regioner. Giraffer jages eksempelvis ofte i Kruger National Park.[59] I Manyara Park står bøfler for op til 62 % af løvernes kost,[60] på grund af den store tæthed af bøfler. Af og til kan løver tage flodheste, men voksne næsehorn undgås generelt. Selv om de vejer mindre end 190 kg, tages vortesvin ofte afhængig af tilgængelighed.[61] I nogle områder specialiserer de i at jage atypiske byttedyr; dette er tilfældet ved Savuti-floden river, hvor løverne jager elefanter.[62] Parkguider i området har rapporteret om at løverne, drevet af ekstrem sult, begyndte at nedlægge babyelefanter, og derefter gik videre til ungdyr og somme tider fuldvoksne dyr om natten hvor elefanternes syn er dårligt.[63] Løver angriber også husdyr; i Indien udgør kvæg en betragtelig del af deres kost.[38] De er i stand til at dræbe andre rovdyr såsom leoparder, pumaer, hyæner og hyænehunde, selvom de (i modsætning til de fleste kattedyr) sjældent æder rivalerne efter at have dræbt dem. De spiser også ådsler fra dyr der enten er døde af naturlige årsager (sygdom) eller dræbt af andre rovdyr, og holder konstant øje med omkredsende gribbe, da de er klar over at disse indikerer et dyr der enten er dødt eller har problemer.[64] En løve kan proppe sig og æde op til 30 kg på en gang;[65] hvis den er ude af stand til at æde hele byttedyret vil den hvile i et par timer hvorefter den vil fortsætte. På en varm dag kan flokken trække sig ind i skyggen og efterlade en han eller to til at stå vagt.[66] En voksen løvinde kræver i gennemsnit omkring 5 kg kød hver dag, mens en han kræver omkring 7 kg.[67]

En floks jægere deler en zebra.

Fordi løvinder jager på åbne områder hvor de let kan ses af deres byttedyr, øger samarbejde om jagten muligheden for succes; dette gælder især ved jagt af større arter. Holdarbejde lader dem også nemmere forsvare deres måltid mod andre større rovdyr såsom hyæner, som kan blive tiltrukket af gribbe på flere kilometers afstand på den åbne savanne. Løvinder står for størstedelen af jagten; hanner knyttet til flokke deltager normalt ikke i jagt, bortset fra i tilfælde med større bytte såsom giraf eller bøffel. På en typisk jagt har hver løvinde en foretrukken position i gruppen, enten ved at snige sig ind på dyrets "vinge" og derefter angribe, eller ved at bevæge sig en mindre afstand i midten af gruppen og fange byttet når det flygter fra de andre løvinder.[68]

Unge løver viser snigeopførsel fra de er omkring tre måneder gamle, selvom de ikke deltager i jagt før de er næsten et år gamle. De begynder at kunne jage effektivt når de nærmer sig to år.[69]

Reproduktion og livscyklus[redigér | redigér wikikode]

De fleste løvinder vil have reproduceret i fireårsalderen.[70] Løver parrer sig ikke på noget specifikt tidspunkt af året, og hunnerne kan komme i brunst flere gange på et år.[71] Ligesom det er tilfældet med andre katte har hanløvens penis pigge som peger bagud . Ved udtræningen af penis river piggene i hunnens vagina, hvilket kan give ægløsning.[72] En løvinde kan parre sig med mere end en han når hun er i løbetid;[73] i løbet af et parringsforløb, som kan vare flere dage, parrer de sig tyve til fyrre gange om dagen og spiser ofte ikke. Løver reproducerer sig fint i fangenskab.

Under et parringsforløb kan et par parre sig 20 til 40 gange om dagen i flere dage

Den gennemsnitlige drægtighedsperiode er omkring 110 dage,[71] hvorefter hunnen føder et kuld på en til fire unger i en afsidesliggende skjul (som kan være et krat, en hule eller et andet beskyttet område) ofte væk fra resten af flokken. Hun vil ofte jage på egen hånd mens ungerne stadig er hjælpeløse, og blive relativt tæt på stedet hvor ungerne holder til.[74] Ungerne selv er født blinde – deres øjne åbner sig ikke før omtrent en uge efter fødslen. De vejer 1,2 – 2,1 kg ved fødsel og er næsten hjælpeløse – de begynder at kravle en dag eller to efter fødslen og har normalt lært at gå når de er omkring tre uger gamle.[75] Løvinden flytter sine unger til et nyt skjul flere gange om måneden ved at bære dem i nakkeskindet en efter en, for at undgå at lugten af ungerne bygges op i et enkelt skjul, hvilket ville kunne tiltrække andre rovdyr.[74]

Normalt integrerer moderen ikke sig selv og sine unger i flokken igen indtil ungerne er seks til otte uger gamle.[76] Somme tider sker denne introduktion til floklivet dog tidligere, specielt hvis andre løvinder har født omtrent samtidigt. Løvinder i en flok synkroniserer eksempelvis ofte deres reproduktionscyklusser så de kan samarbejde i opdragelsen og dieningen af deres unger (når først ungerne er igennem den første tid isoleret med deres mor), som dier fra enhver hun i flokken, der giver mælk. Udover den større beskyttelse giver synkrone fødsler også den fordel at ungerne ender med at være omtrent samme størrelse, og har dermed en lige chance for overlevelse. Hvis en løvinde for eksempel føder et kuld unger nogle måneder efter en anden løvinde, vil de yngre unger, grundet deres mindre størrelse, normalt blive domineret af større unger ved måltider – og som følge deraf er der større sandsynlighed for at de yngre unger dør af sult.

En drægtig løvinde (th)

Udover sult er der også mange andre farer for løveunger, såsom jakaler, hyæner, leoparder, ørne og slanger. Selv bøfler kan, hvis de får færten af løveunger, ofte trampe frem mod det buskads eller den hule hvor de holder til, og gøre deres bedste for at trampe ungerne ihjel mens de forsøger at holde løvinden på afstand. Ydermere dræber nye hanner ofte alle eksisterende unger hvis det lykkes dem at afsætte den dominerende han i en flok,[77] måske fordi hunner ikke bliver frugtbare og modtagelige før deres unger bliver voksne eller dør. Alt i alt dør op imod 80 % af ungerne før de bliver to år gamle.[78]

Når de bliver introduceret til resten af flokken for første gang mangler ungerne til at begynde med selvtillid når de bliver konfronteret med andre voksne løver end deres mor. De begynder dog snart efter at blande sig i flokkens liv, og leger sammen eller forsøger at ville lege med de voksne løver. Løvinder med deres egne unger har større sandsynlighed for at tolerere andre løvinders unger end løvinder, der ikke selv har unger. Hanløvernes tolerance overfor unger varierer — nogle gange vil en han tålmodigt lade ungerne lege med hans hale eller hans manke, mens en anden kan snerre eller baske ungerne væk.[79]

Hanløvers tolerance overfor unger varierer. Som hovedregel er de dog mere villige til at dele mad med ungerne end med løvinderne.

Fravænning sker efter seks-syv måneder. Hanløver bliver modne i treårsalderen, og når de bliver 4-5 år gamle er de i stand til at udfordre og afsætte voksne hanner i en anden flok. De begynder at ældes og svækkes mellem 10 og senest 15 år,[80] hvis de ikke allerede er blevet alvorligt sårede under forsvaret af deres flok (når først en han er blevet afsat af rivaliserende hanner lykkes det ham sjældent at overtage en ny flok). Dette efterlader et kort tidsrum hvor en hans afkom kan fødes og vokse op. Hvis han er i stand til at formere sig så snart han overtager en flok, kan han potentielt have flere unger der når at vokse op, inden han selv bliver afsat. En løvinde vil ofte forsvare sine unger voldsomt fra en overtagende han, men sådanne handlinger er sjældent vellykkede. Han dræber normalt alle eksisterende unger, der er mindre end to år gamle. En løvinde er svagere og meget lettere end en han; der er større sandsynlighed for succes når en gruppe på tre eller fire mødre i en flok slår sig sammen imod en han.[77]

I modsætning til hvad mange tror er det ikke kun hanner som bortvises fra deres flok og bliver omstrejfende, selvom størstedelen af hunnerne ganske vist bliver sammen med den flok de blev født ind i. Men når flokken bliver for stor, kan den næste generation af hununger blive tvunget til at forlade den og finde deres eget territorie. Derudover han halvvoksne unger, både hanner og hunner, blive bortvist når en ny hanløve overtager flokken.[81] Livet som omstrejfende løvinde er hårdt. Omstrejfende løvinder får sjældent opfostret deres unger uden beskyttelse fra resten af flokken. En videnskabelig undersøgelse har vist at både hanner og hunner kan interagere homoseksuelt.[82][83]

Helbred[redigér | redigér wikikode]

Selvom fuldvoksne løver ikke trues af nogle naturlige rovdyr peger beviser i retning af at størstedelen dør en voldsom død, dræbt af mennesker eller andre løver.[84] Dette er især tilfældet for hanløver, der som flokkens centrale beskyttere har en større sandsynlighed for at komme i aggressiv kontakt med rivaler. Selvom en hanløve kan blive 15 eller 16 år gammel (hvis han undgår at blive afsat af andre hanner), bliver de fleste voksne hanner ikke mere end 10 år gamle. Dette er grunden til at hanløvens gennemsnitlige levealder er betragteligt mindre end løvindens i naturen. Løver af begge køn kan dog såres eller ligefrem dræbes af andre løver når to flokke med overlappende territorium kommer i konflikt med hinanden.

En af de træklatrende løver i Serengeti, Tanzania

Diverse arter af flåter sætter sig ofte i løvers øre-, nakke- og lyskeregioner.[85][86] Voksne udgaver af forskellige arter fra bændelormfamilien Taenia er blevet isoleret fra tarmen efter løverne har indtaget larveformer fra antilopekød.[87] Løver i Ngorongoro-krateret blev ramt af et udbrud af stikfluer (Stomoxys calcitrans) i 1962; dette resulterede i udmagrede løver, som blev dækket i blodige bare pletter. Løver forsøgt uden held at undgå de bidende fluer ved at klatre op i træer eller kravle ned i hyænegrave; mange omkom eller udvandrede og bestanden sank fra 70 til 15 individder.[88] Et nyere udbrud i 2001 dræbte seks løver.[89] Løver er, særligt i fangenskab, sårbare overfor hundesyge-virus (CDV), FIV og FIP.[10] CDV spredes gennem tamhunde og andre rovdyr; et udbrud i 1994 i Serengeti nationalpark førte til at mange løver udviklede neurologiske symptomer såsom slagtilfælde . Under udbruddet døde flere løver af lungebetændelse og encephalitis.[90] FIV, som minder om HIV uden at have kendt negativ påvirkning af løver, har en så foruroligende effekt på huskatte at SSP-programmet anbefaler systematisk test af løver i fangenskab. Den findes med høj til endemisk frekvens i flere vilde løvebestande, men er stort set fraværende hos asiatiske og namibiske løver.[10]

Kommunikation[redigér | redigér wikikode]

Hovedgnidning og slikken er almindelig social adfærd i en løveflok

Når de hviler foregår løvers socialisering gennem en række adfærdsmønstre, og dyrets udtryksfulde bevægelser er højt udviklede. De mest almindelige fredfyldte taktile gestus er hovedgnidning og social slikken,[91] som er blevet sammenlignet med primaters systematiske rengøring af hinanden.[92] Hovedgnidning — at gnubbe sin pande, ansigt og nakke mod en anden løve — lader til at være en form for hilsen,[93] da det ofte ses efter et dyr har været væk fra de andre, eller efter en kamp eller konfrontation. Hanner har en tendens til at gnide sig op ad andre hanner, mens unger og hunner gnider sig op ad hunner.[94] Social slikken sker ofte samtidig med hovedgnidning; det er generelt gensidigt og den modtagende part lader til at udtrykke nydelse. Hoved og nakke er de oftest slikkede kropsdele, hvilket kan være opstået af praktiske grunde, da en løve ikke selv kan slikke disse områder individuelt.[95]

Løver har en række ansigtsudtryk og kropsholdninger, der fungerer som visuelle gestus.[96] Deres repertoire af vokalisering er også stort; variationer i intensitet og stemmeleje lader til at være centrale for kommunikation, snarere end blot diskrete signaler. Løvelyde omfatter knurren, spinden, hvæsen, hosten, miaven, vuffen og brølen. Løver har tendens til at brøle på en meget karakteristisk måde, der begynder med nogle få dybe, lange brøl som dør hen i en række mindre brøl. De brøler oftest om natten; lyden, som kan høres på 8 kilometers afstand, bruges til at gøre opmærksom på dyrets tilstedeværelse.[97] Løver har det højeste brøl blandt de store katte.

Forhold til andre rovdyr[redigér | redigér wikikode]

I områder hvor løver og plettede hyæner er sympatriske udfylder begge arter den samme økologiske niche, og er på den måde i direkte konkurrence med hinanden. Løver ignorerer normalt plettede hyæner, medmindre de har et måltid eller bliver generet af dem. Plettede hyæner har omvendt en tendens til tydeligt at reagere på tilstedeværelsen af løver, uanset om der er mad eller ej. Løver overtager gerne byttedyr som de plettede hyæner har dræbt: i Ngorongoro-krateret er det meget normalt for mange løver at have en kost der i høj grad består af bytte stjålet fra hyæner, hvilket får hyænerne til at øge antallet af byttedyr de nedlægger. Løver er hurtige til at følge kald fra hyæner der æder..[98] Når de konfronteres på et bytte af løver vil plettede hyæner enten forlade området eller vente tålmodigt i en afstand af 30-100 meter indtil løverne er færdige.[99] I nogle tilfælde er plettede hyæner modige nok til at æde side om side med løverne, og kan til tider ligefrem tvinge løverne væk fra byttet. De to arter kan fremvise aggressiv adfærd overfor hinanden, selv når der ikke er mad involveret. Løver kan angribe hyæner og mishandle dem uden nogen åbenlys grund: en mandlig løve er eksempelvis blevet filmet dræbe to matriarkhyæner ved separate anledninger uden at æde dem,[100] og løver kan stå for op til 71% af alle hyænedødsfald i Etosha nationalpark. Plettede hyæner har tilpasset sig dette pres ved ofte at flokkes om og overfalde løver, som kommer ind i deres territorier.[101] Eksperimenter på plettede hyæner i fangenskab har vist at individer, som ikke har nogen tidligere erfaring med løver, vil være ligeglade med synet af en løve, men blive bange for lugten af en.[98]

Løver dominerer ofte mindre kattedyr såsom geparder og leoparder i områder hvor de er sympatriske. De vil stjæle deres bytte og vil dræbe deres unger og selv fuldvoksne dyr når de får muligheden. Geparden har 50% risiko for at miste sit bytte til løver eller andre rovdyr.[102] Løver er store dræbere af gepardunger - op til 90% af disse omkommer i de første uger efter fødslen på grund af angreb fra andre rovdyr. Geparder undgår konkurrence ved at jage på andre tidspunkter af døgnet og ved at skjule deres unger i tykt buskads. Leoparder bruger også sådanne taktikker, men har den fordel at de har nemmere end løver eller geparder ved at overleve på mindre byttedyr. Derudover kan leoparder, i modsætning til geparder, klatre i træer og bruge dem til at holde deres unger og bytte væk fra løver. Løver vil dog en gang imellem med held klatre op efter leoparders bytte.[103] På samme måde dominerer løver hyænehunde, og stjæler ikke kun deres bytte, men jager også både unge og fuldvoksne hunde som bytte (selvom det sjældent lykkes dem at fange fuldvoksne individer).[104]

Nilkrokodillen er det eneste sympatriske rovdyr (bortset fra mennesket) som på egen hånd kan true løven. Afhængig af krokodillens og løvens størrelse kan de hver især miste deres bytte til den anden. Der er blevet observeret løver dræbe krokodiller som gik i land,[105] ligesom det modsatte har været tilfældet for løver, som har bevæget sig ned i floder indeholdende krokodiller.[106]

Udbredelse og levested[redigér | redigér wikikode]

To asiatiske hanløver i Sanjay Gandhi National Park, Mumbai, Indien. Den vilde bestand af den truede asiatiske løve er begrænset til Gir Forest National Park i det vestlige Indien.[107]

I Afrika kan løver findes på savanner med spredte Acacia-træer, som bruges til skygge;[108] deres levesteder i Indien er en blanding af tør savanneskov og meget tør løvfældende kratskov.[109] I tidligere tider levede der løver over store dele af det sydlige Eurasien, fra Grækenland til Indien og det meste af Afrika med undtagelse af den centrale regnskov og Sahara-ørkenen. Således skrev Herodotus eksempelvis om at løver var almindelige i Grækenland omkring 480 f. Kr.; de angreb pakkameler tilhørende den persiske konge Xerxes under hans march igennem landet. Aristoteles betragtede dem som sjældne i 300 f. Kr., og ved 100 e. Kr. var de udryddet.[110] En bestand af den asiatiske løve overlevede i Kaukasus frem til det tyvende århundrede.[111]

Arten blev udryddet i Palæstina i Middelalderen, og i det meste af resten af Asien efter skydevåben blev lettilgængelige i det 18. århundrede. Mellem det sene 19. og tidlige 20. århundrede blev de ligeledes udryddet i Nordafrika og Sydvestasien. Ved slutningen af det 19. århundrede var løven forsvundet fra Tyrkiet og det meste af Indien,[10][112] mens der sidst blev set levende asiatiske løver i Iran i 1941 (mellem Shiraz og Jahrom i Fars), selvom der dog blev fundet ådsler fra en løvinde ved Karunflodens banker i Khūzestān i 1944. Efterfølgende har der ikke været nogle pålidelige rapporter fra landet.[65] Underarten overlever nu kun i og omkring Gir-skoven i det nordvestlige Indien.[14] Der lever omkring 300 løver i et 1.412 km² reservat i Gujarat, som dækker det meste af skoven. Deres antal er langsomt stigende.[113]


Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 1,3 1,4 1,5 Nowak, Ronald M. (1999). Walker's Mammals of the World. Baltimore: Johns Hopkins University Press. ISBN 0-8018-5789-9. 
  2. 2,0 2,1 Harington, CR (1969). "Pleistocene remains of the lion-like cat (Panthera atrox) from the Yukon Territory and northern Alaska". Canadian Journal Earth Sciences 6 (5): 1277–1288. 
  3. Smuts, G.L. (1982). Lion. Johannesburg: Macmillian South Africa (Publishers)(Pty.) Ltd.. s. 231. ISBN 0-86954-122-6. 
  4. {{{bedømmere}}} ({{{år}}}). {{{titel}}}. 2006. IUCN-rødliste over truede arter. IUCN 2006. www.iucnredlist.org. Hentet {{{dato}}}. Indeholder en længere beskrivelse af hvorfor arten er sårbar.
  5. Yamaguchi, Nobuyuki; Alan Cooper, Lars Werdelin and David W. Macdonald (August 2004). "Evolution of the mane and group-living in the lion (Panthera leo): a review". Journal of Zoology 263 (4): 329–342. doi:10.1017/S0952836904005242. 
  6. Turner, Allen (1997). The big cats and their fossil relatives : an illustrated guide to their evolution and natural history. New York: Columbia University Press. ISBN 0-231-10229-1. 
  7. 7,0 7,1 7,2 7,3 7,4 7,5 Burger, Joachim et al. (March 2004). "Molecular phylogeny of the extinct cave lion Panthera leo spelaea" (PDF). Molecular Phylogenetics and Evolution 30 (3): 841–849. doi:10.1016/j.ympev.2003.07.020. PMID 15012963. http://www.uni-mainz.de/FB/Biologie/Anthropologie/MolA/Download/Burger%202004.pdf. Hentet 2007-09-20. 
  8. Harington, CR (1996). "American Lion". Yukon Beringia Interpretive Centre website. Yukon Beringia Interpretive Centre. http://www.beringia.com/research/lion.html. Hentet 2010-03-08. 
  9. Barbary Lion – Panthera leo leo – Largest Lion Subspecies Retrieved on 19 September 2007
  10. 10,0 10,1 10,2 10,3 10,4 Grisham, Jack (2001). "Lion". Encyclopedia of the World's Zoos Volume 2: G–P. Red. Catherine E. Bell. Chofago: Fitzroy Dearborn. 733–739. ISBN 1-57958-174-9. 
  11. 11,0 11,1 11,2 11,3 Barnett, Ross; Nobuyuki Yamaguchi, Ian Barnes and Alan Cooper (August 2006). "Lost populations and preserving genetic diversity in the lion Panthera leo: Implications for its ex situ conservation". Conservation Genetics 7 (4): 507–514. doi:10.1007/s10592-005-9062-0. 
  12. Barnett, Ross; Nobuyuki Yamaguchi, Ian Barnes and Alan Cooper (2006). "The origin, current diversity and future conservation of the modern lion (Panthera leo)" (PDF). Proceedings of the Royal Society B: Biological Sciences 273 (1598): 2119–2125. doi:10.1098/rspb.2006.3555. PMID 16901830. PMC: 1635511. http://www.adelaide.edu.au/acad/publications/papers/Barnett%20PRS%20lions.pdf. Hentet 2007-09-04. 
  13. Dubach, Jean; et al (January 2005). "Molecular genetic variation across the southern and eastern geographic ranges of the African lion, Panthera leo". Conservation Genetics 6 (1): 15–24. doi:10.1007/s10592-004-7729-6. 
  14. 14,0 14,1 Wildlife Conservation Trust of India (2006). "Asiatic Lion - History". Asiatic Lion Information Centre. Wildlife Conservation Trust of India. http://www.asiaticlion.org/asiatic-lion-history.htm. Hentet 2007-09-15. 
  15. 15,0 15,1 Nowell K, Jackson P (1996). "Panthera Leo" (PDF). Wild Cats: Status Survey and Conservation Action Plan. Gland, Switzerland: IUCN/SSC Cat Specialist Group. pp. 17–21. ISBN 2-8317-0045-0. http://carnivoractionplans1.free.fr/wildcats.pdf. 
  16. Barnett, Ross et al. (2009): Phylogeography of lions (Panthera leo ssp.) reveals three distinct taxa and a late Pleistocene reduction in genetic diversity Mol. Ecol. Vol.18, p.1668-1677.
  17. Martin, P.S. (1984). Quaternary Extinctions. Tucson, Arizona: University of Arizona Press. ISBN 0-8165-1100-4. http://books.google.com/?id=O8SgPwAACAAJ. 
  18. Ernst Probst: Deutschland in der Urzeit. Orbis Verlag, 1999. ISBN 3-572-01057-8
  19. Packer, Craig; Jean Clottes (November 2000). "When Lions Ruled France" (PDF). Natural History: 52–57. http://www.lionresearch.org/current_docs/m_pdf/36.pdf. Hentet 2007-08-27. 
  20. 20,0 20,1 (Tysk) Koenigswald, Wighart von (2002). Lebendige Eiszeit: Klima und Tierwelt im Wandel. Stuttgart: Theiss. ISBN 3-8062-1734-3. 
  21. Baryshnikov, G.F.; G. Boeskorov (2001). "The Pleistocene cave lion, Panthera spelaea (Carnivora, Felidae) from Yakutia, Russia". Cranium 18 (1): 7–24. 
  22. Kelum Manamendra-Arachchi, Rohan Pethiyagoda, Rajith Dissanayake, Madhava Meegaskumbura (2005). "A second extinct big cat from the late Quaternary of Sri Lanka." (PDF). The Raffles Bulletin of Zoology Supplement (National University of Singapore) 12: 423–434. http://rmbr.nus.edu.sg/rbz/biblio/s12/s12rbz423-434.pdf. Hentet 2007-07-31. 
  23. Shuker, Karl P.N. (1989). Mystery Cats of the World. Robert Hale. ISBN 0-7090-3706-6. 
  24. Guggisberg, C. A. W. (1975). Wild Cats of the World. New York: Taplinger Publishing. ISBN 0-8008-8324-1. 
  25. Doi H, Reynolds B (1967). The Story of Leopons. New York: Putnam. OCLC 469041. 
  26. 26,0 26,1 Markel, Scott (2003). Sequence Analysis in a Nutshell: a guide to common tools and databases. Sebastopol, California: O'Reily. ISBN 0-596-00494-X. 
  27. "tigon - Encyclopædia Britannica Article". http://www.britannica.com/eb/article-9001344/tigon. Hentet 12 September 2007. 
  28. "Lion". Honolulu Zoo. http://www.honoluluzoo.org/lion.htm. Hentet 2007-07-12. 
  29. V.G Heptner & A.A. Sludskii (1992). Mammals of the Soviet Union, Volume II, Part 2. Leiden u.a.: Brill. ISBN 9004088768. 
  30. Scott, Jonathon; Scott, Angela. (2002) Big Cat Diary: Lion, p. 80
  31. Wood, The Guinness Book of Animal Facts and Feats. Sterling Pub Co Inc (1983), ISBN 0-85112-235-3
  32. Jungle Photos Africa Animals mammals – lion natural history Wood, G. 1983. The Guinness book of animal facts and feats. Sterling Pub. Co. Inc. 3rd. edition. 256 pp.
  33. Schaller, p. 28
  34. Trivedi, Bijal P. (2005). "Are Maneless Tsavo Lions Prone to Male Pattern Baldness?". National Geographic. http://news.nationalgeographic.com/news/2002/04/0412_020412_TVtsavolions.html. Hentet 2007-07-07. 
  35. 35,0 35,1 Trivedi, Bijal P. (22 August 2002). "Female Lions Prefer Dark-Maned Males, Study Finds". National Geographic News. National Geographic. http://news.nationalgeographic.com/news/2002/08/0822_020822_TVlion.html. Hentet 2007-09-01. 
  36. 36,0 36,1 West, Peyton M.; Packer, Craig (August 2002). "Sexual Selection, Temperature, and the Lion's Mane". Science 297 (5585): 1339–43. doi:10.1126/science.1073257. PMID 12193785. 
  37. Yamaguchi, Nobuyuki; B. Haddane (2002). "The North African Barbary lion and the Atlas Lion Project". International Zoo News 49: 465–481. 
  38. 38,0 38,1 Menon, Vivek (2003). A Field Guide to Indian Mammals. Delhi: Dorling Kindersley India. ISBN 0-14-302998-3. 
  39. Munson, Linda (March 3, 2006). "Contraception in felids". Theriogenology 66 (1): 126–134. doi:10.1016/j.theriogenology.2006.03.06. PMID 16626799. 
  40. Trivedi, Bijal P. (12 June 2002). "To Boost Gene Pool, Lions Artificially Inseminated". National Geographic News. National Geographic. http://news.nationalgeographic.com/news/2002/06/0612_020612_TVlion.html. Hentet 2007-09-20. 
  41. McBride, Chris (1977). The White Lions of Timbavati. Johannesburg: E. Stanton. ISBN 0-949997-32-3. 
  42. Tucker, Linda (2003). Mystery of the White Lions—Children of the Sun God. Mapumulanga: Npenvu Press. ISBN 0-620-31409-5. 
  43. The rare white lions Retrieved on 20 September 2007.
  44. Schaller, p. 122
  45. Schaller, p. 120–121
  46. Schaller, p. 33
  47. Schaller, p. 133
  48. Heinsohn, R.; C. Packer (1995). "Complex cooperative strategies in group-territorial African lions". Science 269 (5228): 1260–1262. doi:10.1126/science.7652573. PMID 7652573. 
  49. Morell, V. (1995). "Cowardly lions confound cooperation theory". Science 269 (5228): 1216–1217. doi:10.1126/science.7652566. PMID 7652566. 
  50. Jahn, Gary C. (1996). "Lioness Leadership". Science 271 (5253): 1215. doi:10.1126/science.271.5253.1215a. PMID 17820922. 
  51. Schaller, p. 37
  52. 52,0 52,1 Schaller, p. 39
  53. 53,0 53,1 Schaller, p. 44
  54. "Speed of Animals". Fact Monster. http://www.factmonster.com/ipka/A0004737.html. Hentet 6 October 2009. 
  55. Schaller, p. 247–248
  56. Schaller, p. 237
  57. Dr Gus Mills. "About lions—Ecology and behaviour". African Lion Working Group. http://www.african-lion.org/lions_e.htm. Hentet 2007-07-20. 
  58. The Art of Being a Lion pg 186, Christine and Michel Denis-Huot, Friedman/Fairfax, 2002
  59. Pienaar U de V (1969). "Predator-prey relationships amongst the larger mammals of the Kruger National Park". Koedoe 12: 108–176. 
  60. "Among the Elephants", Iain and Oria Douglas-Hamilton, 1975
  61. Hayward, Matt W.; Graham Kerley (2005). "Prey preferences of the lion (Panthera leo)". Journal of Zoology 267 (3): 309–322. doi:10.1017/S0952836905007508. 
  62. Kemp, Leigh. "The Elephant Eaters of the Savuti". go2africa. http://www.go2africa.com/africa-travel-articles/elephant-eaters-of-the-savuti. Hentet 8 March 2010. 
  63. Whitworth, Damien (9 October 2006). "King of the jungle defies nature with new quarry". The Australian. http://www.news.com.au/story/0,23599,20547955-38195,00.html. Hentet 2007-07-20. 
  64. Schaller, p. 213
  65. 65,0 65,1 Guggisberg, C. A. W. (1961). Simba: the life of the lion.. Cape Town: Howard Timmins. 
  66. Schaller, p. 270–276
  67. "Lions". Honolulu Zoo. http://www.honoluluzoo.org/lion.htm. Hentet 2007-07-20. 
  68. Stander, P. E. (1992). "Cooperative hunting in lions: the role of the individual". Behavioral Ecology and Sociobiology 29 (6): 445–454. doi:10.1007/BF00170175. 
  69. Schaller, p. 153
  70. Schaller, s. 29
  71. 71,0 71,1 Schaller, s. 174
  72. Asdell, Sydney A. (1993) [1964]. Patterns of mammalian reproduction. Ithaca: Cornell University Press. ISBN 978-0-8014-1753-5. 
  73. Schaller, s. 142
  74. 74,0 74,1 Scott, Jonathon; Scott, Angela. (2002), Big Cat Diary: Lion, s. 45
  75. Schaller, s. 143
  76. Scott, Jonathon; Scott, Angela. s. 45
  77. 77,0 77,1 Packer, C., Pusey, A. E. (May 1983). "Adaptations of female lions to infanticide by incoming males" (PDF). American Naturalist 121 (5): 716–728. doi:10.1086/284097. http://www.lionresearch.org/current_docs/6.pdf. Hentet 2007-07-08. 
  78. Macdonald, David (1984). The Encyclopedia of Mammals. New York: Facts on File. s. 31. ISBN 0-87196-871-1. 
  79. Scott, Jonathon; Scott, Angela; p. 46
  80. Crandall, Lee S. (1964). The management of wild animals in captivity. Chicago: University of Chicago Press. OCLC 557916. 
  81. Scott, Jonathon; Scott, Angela. p. 68
  82. Bagemihl, Bruce (1999). Biological Exuberance: Animal Homosexuality and Natural Diversity. New York: St. Martin's Press. pp. 302–305. ISBN 0-312-19239-8. 
  83. Srivastav, Suvira (15–31 December 2001). "Lion, Without Lioness". TerraGreen: News to Save the Earth. Terragreen. http://www.teri.res.in/teriin/terragreen/issue3/feature.htm. Hentet 2010-07-21.  Arkiveret 2008-05-14.
  84. Schaller, s. 183
  85. Schaller, s. 184
  86. Yeoman, G. (1967). The ixodid ticks of Tanzania. London: Commonwealth Institute of Entomology. OCLC 955970. 
  87. (Tysk)Sachs, R (1969). "Untersuchungen zur Artbestimmung und Differenzierung der Muskelfinnen ostafrikanischer Wildtiere [Differentiation and species determination of muscle-cysticerci in East African game animals]". Zeitschrift für tropenmedizin und Parasitologie 20 (1): 39–50. PMID 5393325. 
  88. Fosbrooke, Henry (1963). "The stomoxys plague in Ngorongoro". East African Wildlife Journal 1 (6): 124–126. doi:10.2307/1781718. http://jstor.org/stable/1781718. 
  89. Nkwame, Valentine M (9 September 2006). "King of the jungle in jeopardy". The Arusha Times. http://www.arushatimes.co.tz/2006/36/features_10.htm. Hentet 2007-09-04. 
  90. M.E. Roelke-Parker et al. (February 1996). "A canine distemper epidemic in Serengeti lions (Panthera leo)" (PDF). Nature 379 (6564): 441–445. doi:10.1038/379441a0. PMID 8559247. http://www.lionresearch.org/current_docs/17.pdf. Hentet 2007-07-08. 
  91. Schaller, p. 85
  92. Sparks, J (1967). "Allogrooming in primates:a review". in Desmond Morris. Primate Ethology. Chicago: Aldine. ISBN 0-297-74828-9.  (2007 edition: 0-202-30826-X)
  93. (Tysk)Leyhausen, Paul (1960). Verhaltensstudien an Katzen (2nd udg.). Berlin: Paul Parey. ISBN 3-489-71836-4. 
  94. Schaller, p. 85–88
  95. Schaller, p. 88–91
  96. Schaller, p. 92–102
  97. Schaller, p. 103–113
  98. 98,0 98,1 Interactions between Hyenas and other Carnivorous Animals from Hans Kruuk’s The Spotted Hyena: A Study of Predation and Social Behaviour The University of Chicago Press, Chicago 60637, 1972
  99. Interactions with hyenas, jackals and vultures from The Serengeti lion: a study of predator-prey relations by George B. Schaller, University of Chicago Press, 1976
  100. Dereck and Beverley Joubert.. Eternal Enemies: Lions and Hyenas. [DVD]. National Geographic. 
  101. Competitive interactions between spotted hyenas and lions in the Etosha National Park, Namibia by Trinkel, Martina; Kastberger, Gerald. African Journal of Ecology, Volume 43, Number 3, September 2005 , pp. 220-224(5), Blackwell Publishing
  102. O'Brien, S., D. Wildt, M. Bush (1986). "The Cheetah in Genetic Peril". Scientific American 254: 68–76.
  103. Schaller, p. 293
  104. Animal Info - African Wild Dog
  105. Crocodiles! - PBS Nova transcript
  106. Guggisberg, C.A.W. (1972). Crocodiles: Their Natural History, Folklore, and Conservation. Newton Abbot: David & Charles. s. 195. ISBN 0715352725. 
  107. Miller, Brian. Endangered animals: a reference guide to conflicting issues. Greenwood Publishing Group, 2000. ISBN 0313308160, 9780313308161. 
  108. Rudnai, Judith A. (1973). The social life of the lion. Wallingford: s.n.. ISBN 0-85200-053-7. 
  109. "The Gir - Floristic". Asiatic Lion Information Centre. Wildlife Conservation Trust of India. 2006. http://www.asiaticlion.org/gir-floristic.htm. Hentet 2007-09-14. 
  110. Schaller, p. 5
  111. Heptner, V.G. (1989). Mammals of the Soviet Union: Volume 1, Part 2: Carnivora (Hyaenas and Cats). New York: Amerind. ISBN 9004088768. 
  112. "Past and present distribution of the lion in North Africa and Southwest Asia.". Asiatic Lion Information Centre. 2001. http://www.asiatic-lion.org/distrib.html. Hentet 2006-06-01. [dødt link]
  113. Wildlife Conservation Trust of India (2006). "Asiatic Lion - Population". Asiatic Lion Information Centre. Wildlife Conservation Trust of India. http://www.asiaticlion.org/population-gir-forests.htm. Hentet 2007-09-15. 

Citerede tekster[redigér | redigér wikikode]

  • Baratay, Eric (2002). Zoo : a history of zoological gardens in the West. London: Reaktion Books. ISBN 1861891113. 
  • Blunt, Wilfred (1975). The Ark in the Park: The Zoo in the Nineteenth Century. London: Hamish Hamilton. ISBN 0241893313. 
  • de Courcy, Catherine (1995). The Zoo Story. Ringwood, Victoria: Penguin Books. ISBN 0140239197. 
  • Schaller, George B. (1972). The Serengeti lion: A study of predator-prey relations. Chicago: University of Chicago Press. ISBN 0226736393. 

Se også[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: