Vadehavet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Der mangler kildehenvisninger i denne artikel.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
Question book-4.svg
Vadehavet (den danske del)
UNESCO Verdensarvsområde
Land Danmark Danmark
Type Natur
Kriterie viii, ix, x
Reference 1314ter
Region UNESCO's Verdensarvsliste (Europa)
Oversigtskort
[[image:{{Kortpositioner {{{landkort}}}
250px|Vadehavet (den danske del) ({{Kortpositioner {{{landkort}}} name}})]]
<div style="position: absolute; z-index: 2;

top: Udtryksfejl: Uventet tegnsætning-tegn: "{"%;


left: Udtryksfejl: Uventet tegnsætning-tegn: "{"%;

height: 0; width: 0; margin: 0; padding: 0; line-height: 0;">
Vadehavet (den danske del)
Vadehavet (den danske del)
{{{korttekst}}}


Vadehavets udstrækning vist med mørkeblåt
Vadehavet ved lavvande, set fra Rømødæmningen.
Foto: Bruger:Malene
Vadehavet syd for Højer.
Foto: Bruger:Erik_Christensen
Fårene græsser på de indvundne arealer af Vadehavet ved Mandø.
Foto: Bruger:Erik_Christensen

Vadehavet er en del af Nordsøen. Området strækker sig fra Ho Bugt ved Esbjerg ned til den hollandske by Den Helder og er karakteristisk ved nogle ganske særlige tidevandsforhold. Vadehavet er i 2014 kommet på UNESCOs Verdensarvsliste over naturarv.[1]

Vadehavets dannelse[redigér | redigér wikikode]

I Weichsel-istiden, der varede fra for 60.000 år til for 12.000 år siden, lå isen tungt over Danmark med undtagelse af det sydvestlige Jylland. Weichselistiden var den seneste af mange istider.

Da isen efterhånden smeltede over resten af Danmark, løb store smeltevandsfloder mod vest ud over Vest- og Sønderjylland. Tæt ved isranden var strømmen i floderne meget stærk, så selv store sten blev revet med af strømmen. Jo længere væk fra isranden floderne løb, jo mere forgrenede de sig, og jo svagere blev strømmen. De tungeste sten blev først aflejret. Senere faldt grus og sand til bunds, og til sidst blev leret ført ud og dannede bundlag på de mange banker i Vesterhavet.

Alt smeltevandsmaterialet dannede efterhånden nye lavtliggende områder i den del af Danmark, som nu er Sydvestjylland og Vadehavet.

Beskrivelse[redigér | redigér wikikode]

Vadehavet omfatter en række delbassiner, der afvandes af hver sin rende eller dyb[2]:

Disse delafvandinger skyldes dels hældninger, dels tidevandet og udgør den mest hensigtsmæssige afvanding under naturgivne forhold. Forholdet kan bedst belyses, hvis man forestiller sig en rektangulær kasse fyldt med sand til en vis højde med afløb omtrent midt for på venstre side. Vandet vil da søge mere eller mindre direkte mod dette udløb. Hvis man yderligere tilføjer en vis hældning af kassens bund i samme retning, vil vandet først søge mod venstre og derefter langs venstre side i retning mod afløbet. Dette er da også den form, man finder for dybenes vedkommende: fra udløbsrenden (dybet) deles de (mere eller mindre udtalt) i nord-sydgående grene, der atter har (mere eller mindre udtalte) øst-vestgående sidegrene. Denne udvikling forstærkes yderligere, når man betænker, at indgående strømme, ikke mindst storme, har store materialetransporter i form af sand, som afsættes så snart, bølgen aftager i styrke, det vil sige i de lavvandede områder lige modsat dybrenden. Der er derfor en god grund til, at dybene har den udformning, man finder i Vadehavet.

Vandtilførsel til Vadehavet sker ikke kun fra Vesterhavet ved højvande og storm, men langt mere udpræget fra de åer, der har deres udløb i Vadehavet. Det drejer sig blandt andet om[3]:

De problemer med oversvømmelse, der forekommer ved storme, hidrører ikke så meget fra, at vand presses ind fra vest (det vil sige fra Vesterhavet) men derimod fra opstuvede vandmasser fra disse åer, som ikke kan slippe ud og derfor ophobes i egnene omkring åudløbet.

Vadehavet vest for Mandø.
Foto: Bruger:Erik_Christensen

Tidevandet[redigér | redigér wikikode]

Hele Vadehavsområdet er stærkt påvirket af tidevandet, der igen skyldes månens tiltrækningskraft. Tiltrækningskraften giver tidevandet en regelmæssig periode på 6 1/4 time mellem højvande og lavvande. Vejret indvirker også på tidevandet. Vind fra vest presser vand ind mod Vadehavskysten og forstærker højvandets virkning med op til 4 meter ved orkan.

Almindeligvis er forskellen på højvande og lavvande ved Ribe ca. 1 1/2 meter.

Marskdannelsen[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Marsk
Sandbanker og aflejringer i Vadehavet ud for Nordfrisland i Sydslesvig vest for Husum og syd for øen Sild.
Foto: Bruger:Moeng

Tidevandet fører slik, der består af sand og organisk materiale, med sig ind til de lavlandede områder, vaderne, som oversvømmes af og til. Mange steder i Vadehavet findes flak: sandflader, der oversvømmes ved højvande, hvor bl.a. sæler opholder sig. På de mere tørre områder, hvor planter har kunnet slå rod, står vandet så stille, at materialer, der bliver ført med vandet, kan synke til bunds.

Jo flere planter, der vokser i et område, jo mere materiale bliver bundfældet, og dermed vokser landet, og der dannes marsk. Ved Rømø vokser landet med op til en decimeter om året, så det er store mængder af sand og organisk materiale, der kan føres med tidevandet.

Nogle steder graves grøfter i kanten af specielle slikgårde, der er hegnet ind med risknipper, så vandet nemmere løber af vaden, og slik kan bundfældes. Landet vokser dermed hurtigere. Denne teknik kaldes grøbling og man kan nogle steder tydeligt se, at det nydannede land er ruflet som et vaskebræt, eftersom de gamle grøfter ikke vokser så hurtigt som de omgivende "marker".

Når marsken er så høj, at den ikke længere oversvømmes, vokser den ikke mere. Hvis man laver et spadestik i marskjorden, kan man tydeligt se, hvor sandbunden når til, og hvor meget tilført materiale, der er lagt ovenpå gennem årene. Det tilførte materiale, klægen, er nemlig helt mørk i modsætning til den lyse sandbund.

Planterne[redigér | redigér wikikode]

Planterne, der indvandrer på vaderne, er helt specielt tilpassede det ekstreme miljø. De skal ikke alene kunne tåle skiftevis at være vanddækkede og tørlagte. De skal også kunne tåle skiftende saliniteter.

Havvandet ved Vadehavet har et saltindhold på mellem 25 og 35 promille, men på områder, der ikke konstant er oversvømmede, vil noget af vandet fordampe og efterlade saltet i jorden. Derved bliver saliniteten meget højere. På områder, der sjældent oversvømmes, vil det meste salt blive skyllet væk med regnvandet, så her vil saliniteten være lavere end i havvandet.

Det er derfor kun få, tilpassede arter, der kan tåle at leve i sådan et miljø. Længere oppe i marsken bliver miljøet mere konstant, og her kan andre planter begynde at indvandre og fortrænge de ekstremt salttålende arter.

Det kan derfor tydeligt ses i marsken, at forskellige plantesamfund efterhånden afløser hinanden på strækningen fra den vanddækkede flade og ind mod land.

Nogle planter har særlig betydning for indvinding af havbund og kystsikring. Vade-salturt eller kveller (Salicornia dolichostachya), vadegræs (Spartina anglica) og annelgræs (Puccinellia maritima) vokser ud på vaderne i slikgårdene. De specielle planter, der bruges til landvinding, kan tåle saltvandet, og de holder på det slik, der skylles ind ved højvande, så slikgårdene efterhånden bliver tørlagt.

Dyrene[redigér | redigér wikikode]

Ligesom hos planterne er det kun få dyrearter, der kan tåle skiftevis at være vanddækket og tørlagt. Dyrene i Vadehavet er derfor nødt til at være godt tilpassede miljøet, eller også må de nøjes med at opholde sig på vaderne, når der er vand nok ved højvande, eller når vaderne er tørlagte ved lavvande.

Bortset fra det lidt besværlige miljø er Vadehavet et supergodt spisekammer. Det lave vand giver optimale betingelser for, at alger kan leve der, da der er masser af lys og næring. Specielt kiselalger lever her i stort tal. Andre dyr lever af kiselalgerne, f.eks. andet plankton, filtratorer og mudderædere.

Små rovdyr, f.eks. søstjerner, lever af algeæderne, og større rovdyr, f.eks. fugle, lever igen af de mindre rovdyr.

Tilsammen udgør Vadehavets dyr og planter et stort og kompliceret fødenet. Vadehavet er derfor et af verdens 10 vigtigste vådområder. Det har status som vildt- og naturreservat.

Fugle[redigér | redigér wikikode]

Store flokke af vadefugle (her Almindelig ryle) er karakteristisk for fuglelivet på vaden.

Vadehavet er særligt kendt for den enorme mængde af fugle, der udnytter området året rundt. Om vinteren er vadehavet en vigtig rasteplads for 10 – 12 millioner vadefugle, gæs, ænder og måger. De fugle, der raster i vaden, opholder sig i kort tid for at genopbygge deres fedtdepoter hurtigst muligt, så de kan gennemføre deres lange træk til og fra ynglepladserne. Fuglenes behov for at forlade ynglepladserne og påbegynde efterårstrækket hænger sammen med, at de skal nå overvintringspladserne, inden det bliver for koldt. Undervejs stopper de på vaderne for at fælde deres fjer, og desuden skal de fylde deres depoter op til det videre træk. Mængden af føde topper i sommermånederne, hvor flere tusinde vadefugle ankommer. Det at fælde fjerdragten og opbygge fedtdepoter til at klare vinteren kræver megen energi – her tænkes specielt på de fugle, der overvintrer i Vesteuropa.

Trækfugle[redigér | redigér wikikode]

Vadehavet spiller en hovedrolle som trækfuglelokalitet. Skønsmæssige passerer over 300.000 trækfugle gennem området.[4]

Blandt trækfugle, der bruger Vadehavet som rasteplads, kan nævnes: fiskehejre, kortnæbbet gås, sædgås, bramgås, mørkbuget knortegås, gravand, gråand, krikand, skeand, spidsand, pibeand, hvinand, ederfugl, toppet skallesluger, stor skallesluger, strandskade, vibe, dobbeltbekkasin, stor kobbersneppe, lille kobbersneppe, stor regnspove, lille regnspove, hvidklire, rødben, mudderklire, islandsk ryle, almindelig ryle, krumnæbbet ryle, klyde, mosehornugle, bjerglærke, snespurv.

Ynglende fugle[redigér | redigér wikikode]

Det er risikofyldt at yngle i vaden. Fuglene ruger på jorden, hvilket medfører, at de er let bytte for deres fjender, men samtidig har de gode muligheder for at finde føde. De fugle, der vælger at yngle der, har udviklet forskellige metoder til at undgå rovdyr. Nogle spiller syge, når for eksempel en ræv nærmer sig, og andre har forskellige signaler, der gør, at de voksne fugle samles og går til angreb på truslen.

Det er karakteristisk for vadefuglene, at de investerer forholdsvis lidt i den årlige formering. De yngler først, når de er to til tre år gamle og derfor mere modstandsdygtige. Normalt lægger parrene fire æg i hvert kuld og kun et kuld om året. Hvis kuldet mistes, kan de lægge flere kuld i løbet af et år. Æggene er meget store, hvilket betyder, at ungerne er veludviklede, når de klækkes. Ungerne forlader reden straks, og de kan selv skaffe føde, og derfor behøver forældrene ikke bruge energiyngelpleje. Hos vadefuglene ses det ofte, at både hunnen og hannen ruger på æggene. I den første periode ruger hunnen, og kort tid efter klækningen begiver hun sig mod overvintringspladsen. Det er altså hannen, som tager sig af ungerne efter klækningen. , og så forlader hannen også yngleområdet. Ungerne følger efter senere.

De forskellige fuglearter i Vadehavet udnytter spisekammerets små nicher, så der ikke er to arter, der lever af præcist det samme. Derfor har hver art et specielt næb, der netop er tilpasset til at fange de dyr, som denne art lever af. Klyden f.eks. har et meget specielt opadbøjet næb, som er perfekt tilpasset til at skumme vandoverfladen og vadeoverfladen for smådyr. Strandskaden har et meget kraftigt næb, der er så stærkt, at den kan tvinge en blåmuslings to skaller fra hinanden. Gravanden har et rigtigt snadrenæb. Den lever af de smådyr, f.eks. dyndsneglen og slikkrebsen, der lever i de øverste lag i vadefladen.

Blandt ynglefugle i Vadehavet kan nævnes almindelig ryle, brushane, dobbeltbekkasin, ederfugl, engpiber, klyde, hedehøg, mosehornugle, strandskade, vibe, hvidbrystet præstekrave, stor præstekrave, stor kobbersneppe, stor regnspove, rødben, sølvmåge, hættemåge, stormmåge, fjordterne, havterne, splitterne, gul vipstjert, strandskade, rødrygget tornskade, troldand.

Pattedyr[redigér | redigér wikikode]

Vadehavet er et vigtigt ynglested for spættet sæl, hvis ynglepladser ligger på højsanderne. Bestanden skønnes at være 900-1000 dyr. Sælunderne bliver født i juli-august, og de kan svømme fra fødslen. Dieperioden varer omkring en måned.

Fredning[redigér | redigér wikikode]

Den danske del af Vadehavet, fra Ho Bugt til den tyske grænse, i alt 950 km² blev i 1985 fredet som naturreservat, med forskellige begrænsninger af færdsel og sejlads, og det er også vildtreservat med jagtfrie områder. Fredning, beskyttelse og begrænsninger er fastsat ved bekendtgørelse nr. 135 af 17. februar 1998 om fredning og vildtreservat i Vadehavet. Der er tillige udgivet en vejledning til bekendtgørelsen.

Den danske del af vadehavet blev 17. januar 2008 udpeget som nationalpark, med navnet Nationalpark Vadehavet. Den blev indviet 16. oktober 2010 i Ribe af Hans Kongelige Højhed Prins Joachim og miljøminister Karen Ellemann.

Vadehavsplanen[redigér | redigér wikikode]

På ministerkonferencen i Stade i november 1997 blev Stade-deklarationen og den fælles forvaltningsplan for Vadehavet vedtaget af miljøministrene fra Tyskland, Holland og Danmark. Udgangspunktet er, at Vadehavsområdet – fra Blåvandshuk til Den Helder i Holland – skal beskyttes mod forurening og nedslidning, samtidig med at der skal være plads til landbrug, fiskeri, turisme og andre erhverv. Et hæfte på dansk om Vadehavsplanen blev udgivet i april 1999.

Dele af Vadehavet blev i 2009 optaget på UNESCOs liste over verdensarvssteder[5]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Knud Dahl: Fredede områder og statsskove. Jylland; Danmarks Naturfredningsforenings Forlag 1987; ISBN 87-87030-33-0 (s. 241-250);
  • Lorenz Ferdinand: "Fuglene i landsksbet" (Større danske fuglelokaliteter, Bind II; Dansk Ornitologisk Forening, København 1980; ISBN 87-87604-03-5);
  • Børge Jakobsen: "Tidevandskysterne" (Arne Nørrevang og Torben J. Meyer (red.): Danmarks Natur, Bind 4: Kyst, Klit og Marsk; Politikens Forlag 1969; s. 86-113);
  • H. H. Jacobsen: "Skibsfarten i det danske Vadehav" (Det Kongelige Danske Geografiske Selskabs Kulturgeografiske Skrifter, red. af Niels Nielsen, Bd. II; København 1937);
  • Erik Smidt: "Vadehavets dyreliv" (Arne Nørrevang og Torben J. Meyer (red.): Danmarks Natur, Bind 4: Kyst, Klit og Marsk; Politikens Forlag 1969; s. 400-414);

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. Stevns Klint og Vadehavet på Unesco-liste | Nyheder | DR
  2. Jacobsen (1937), s. 53ff
  3. her efter Geodætisk Institut: Danmark, færdselskort 1:200.000 (København 1985)
  4. Ferdinand, s. 212
  5. UNESCOs side om Vadehavet


Koordinater: 55° 13′ 58,57″ N, 8° 33′ 59,72″ Ø