Ganymedes (måne)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Ganymedes
Ganymede, moon of Jupiter, NASA.jpg
Ganymedes, fotograferet af rumsonden Galileo
Opdaget
11. januar 1610, af Galileo Galilei og
Simon Marius
Kredsløb om Jupiter
Afstand til Jupiter
(massecenter)
Min. 1 069 235 km
Max. 1 071 589 km
Halve storakse 1 070 412 km
Halve lilleakse 1 070 411 km
Excentricitet 0,0011
Siderisk omløbstid 7d 3t 42m 33,376s
Synodisk periode
Omløbshastighed Gnsn. 39 168 km/t
Min. 39 125 km/t
Max. 39 211 km/t
Banehældning 2,21° i fh. t. ekliptika
0,20° i fh. t. Jupiters ækv.
Periapsisargument; ω — °
Opstigende knudes
længde
; Ω
— °
Omgivelser
Fysiske egenskaber
Diameter 5262 km
Fladtrykthed
Omkreds {{{omkreds}}} km
Overfladeareal 8,7·107 km²
Rumfang 7,6·1010 km³
Masse 1,4819·1023 kg
Massefylde 1942 kg/m³
Tyngdeacc. v. ovfl. 1,430 m/s²
Undvigelseshast. v. ækv. 9720 km/t
Rotationstid 7d 3t 42m 33,376s
Aksehældning 0 °
Nordpolens
rektascension
Nordpolens deklination — °
Magnetfelt
Albedo 43 %
Temperatur v. ovfl. Gnsn. -164 °C
Min. — °C
Max. — °C
Atmosfære
Atmosfæretryk ~ 0 hPa
Atmosfærens
sammensætning
Ilt: 100%
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Ganymedes. (Se også artikler, som begynder med Ganymedes)

Ganymedes er planeten Jupiters største måne. Den er ikke blot Jupiters største, men også den største måne i hele solsystemet. Målt på diameteren er Ganymedes over dobbelt så stor som dværgplaneten Pluto og knap 8% større end Merkur; til gengæld er Ganymedes' masse mindre end halvdelen af Merkurs. Den blev opdaget i 1610 af Galileo Galilei sammen med Io, Europa og Callisto og er således én af de såkaldte galileiske måner. Galilei foreslog navnet Ganymedes efter Ganymedes fra den græske mytologi. Dette navn vandt først udbredelse fra midten af det 20. århundrede — indtil da refererede faglitteraturen til Ganymedes som "Jupiter-III" (III som i romertallet 3; Jupiters 3. måne talt "indefra").

Ganymedes' indre[redigér | redigér wikikode]

Ganymedes' indre, som man forestiller sig det: En kerne af sten, muligvis med en jernkerne allerinderst, omgivet af et tykt lag af vand og vandig is

Ganymedes består af vandig is, eventuelt med et eller flere lag med flydende vand, omkring en kerne af silikater. Foreløbinge analyser af data fra rumsonden Galileo tyder på, at der inderst inde findes en kerne af jern, evt. blandet med svovl. En sådan jernkerne tyder på, at Ganymedes engang har været meget varmere, eftersom jernet med dets høje massefylde synker til bunds (ind mod centrum) i en blanding af flydende jern og silikater. Ganymedes kan være en "tvilling" til Io, blot forsynet med et tykt lag is og vand.

Ganymedes' overflade[redigér | redigér wikikode]

Der findes to landskabstyper på Ganymedes: De mørkeste områder ligner til en vis grad Callistos overflade; de er meget gamle og har talrige kratre, mens de lysere, lidt yngre landskaber er præget af furer og bjergrygge. De furede områder er helt tydeligt et resultat af pladetektonik. Ganske som Jorden er Ganymedes' overflade inddelt i et antal separate stykker, der kan bevæge sig i forhold til hinanden, f.eks. støde sammen og danne bjergkæder. Man har også fundet landskabsdetaljer, der ligner gamle, for længst størknede lavastrømme. I den henseende ligner Ganymedes måske Jorden mere end Venus og Mars gør, selv om der ikke er fundet tegn på nylig tektonisk aktivitet på Ganymedes. Tilsvarende foldelandskaber er fundet på Saturn-månen Enceladus og Uranus-månerne Miranda og Ariel.

Der er mange kratre i begge landskabstyper, og ud fra deres tæthed kan man anslå landskabernes alder til 3 – 3½ milliard år; ca. samme alder som vores egen Månes landskaber. Nogle kratre kom før foldelandskaberne, andre efter, så foldebjergene må være omtrent lige så gamle som kratrene.

Kratre på Ganymedes er temmelig flade sammenlignet med dem på Jordens Måne; de er langt fra så dybe, og har ikke det for Månens kratre så karakteristiske ringbjerg. Meteorer, der rammer Ganymedes is-overflade, borer sig langt ned, hvorefter "hullet" fyldes ud med ny is.

Atmosfære[redigér | redigér wikikode]

Ved hjælp af Hubble teleskopet har man fundet tegn på, at Ganymedes har en ganske tynd atmosfære i stil med den, der findes på Europa. Det er dog ikke noget tegn på liv — man mener, at denne ilt skyldes vanddamp fra overfladen, som spaltes i ilt og brint af strålingen. Brint kan, med dets lave molekylevægt, let undslippe Ganymedes' tyngdefelt, mens ilten bliver tilbage.

Magnetisme[redigér | redigér wikikode]

Galilei-rumsonden har påvist at Ganymedes, som den eneste måne, har sit eget magnetfelt dybt inde i Jupiters enorme magnetfelt. Dette magnetfelt skabes muligvis på samme måde som på Jorden ved en proces, der involverer, at kloden har et indhold af flydende, elektrisk ledende materiale — dette kunne være "saltvand", dvs. vand der indeholder forskellige opløste mineraler.


Jupiters måner
Amalthea-gruppen: Metis | Adrastea | Amalthea | ThebeDe galileiske måner: Io | Europa | Ganymedes | CallistoHimalia-gruppen: Leda | Himalia | Lysithea | Elara | S/2000 J 11Ananke-gruppen: Euporie | S/2003 J 3 | S/2003 J 18 | Orthosie | Euanthe | Ananke | Harpalyke | Praxidike | S/2003 J 16 | Iokaste | Mneme | Hermippe | Thelxinoe | Helike | Thyone | S/2003 J 15Carme-gruppen: Arche | S/2003 J 17 | Pasithee | S/2003 J 10 | Chaldene | Isonoe | Erinome | Kale | S/2003 J 9 | S/2003 J 5 | S/2003 J 19 | Kalyke | Eukelade | Carme | Taygete | Kallichore | AitnePasiphae-gruppen: | Eurydome | Sponde | Megaclite | S/2003 J 23 | S/2003 J 4 | Hegemone | Cyllene | Aoede | S/2003 J 14 | Autonoe | Pasiphae | Callirrhoe | SinopeUden for grupper: Themisto | Carpo | S/2003 J 12 | S/2003 J 2
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: