Månekrater

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Et månekrater er en dannelse på overfladen af Månen, som langt overvejende er dannet ved nedslag af objekter på Månens overflade. Månens overflade er dækket af kratere: Der er en halv million kratere, som er mere end 1,6 km brede, og man har beregnet, at der findes omkring 30.000 milliarder kratere, som er mindst 30 cm. brede.[1] Nedslag rammer med en stærkt variende fart, idet 20 km/sek er en typisk værdi. Et nedslag med denne hastighed frembringer et krater, hvis diameter er fra ti til tyve gange større end det legeme, som slår ned.[2]

Ordet krater blev valgt af Galileo fra det latinske ord for bæger. Galileo konstruerede sit første teleskop i slutningen af 1609 og rettede det for første gang mod Månen den 30. november 1609. Han opdagede, at Månen ikke, som det ellers var den almindelige opfattelse dengang, var en perfekt kugle, men at den havde bjerge og bægerformede fordybninger, hvilke sidste han gav navnet kratere.

Den videnskabelige opfattelse af kraternes oprindelse svingede frem og tilbage i de følgende århundreder. De konkurrerende teorier var (a) at vulkanudbrud havde sprængt huller i Månen, (b) at der var tale om meteornedslag og (c) en outsiderteori, kendt som Welteislehre, der udvikledes i Tyskland mellem de to verdenskrige og som foreslog, at glaciale virkninger skabte kraterne.

At de fleste kratere er runde var i mange år det bedste argument for vulkanteorien. Kun meteoritter der ramte i en 90° vinkel skulle kunne danne cirkelrunde kratere, alle andre vinkler ville danne ovale kratere. Beviser indsamlet under Apollo-programmet og af ubemandede rumsonder fra samme periode viste afgørende, at det var nedslag fra meteorer – eller fra asteroider, når det gælder større kratere – som havde forårsaget næsten alle månekratere (og dermed implicit de fleste kratere på andre himmellegemer også). De cirkelrunde kratere skyldtes eksplosionerne fra nedslaget – uanset vinklen[3]. Eftersom Månen hverken har flydende vand, atmosfære eller tektoniske plader er der kun ringe erosion, så der findes kratere med en alder på over to milliarder år. De store krateres alder fastlægges ud fra det antal mindre kratere, som findes i dem, idet ældre kratere i almindelighed med tiden vil blive ramt af flere små nedslag.

Kratertyper[redigér | redigér wikikode]

Langt de fleste kratere er cirkulære men enkelte, som f.eks. Messier, er aflange. Foruden fordybningen udviser krateret som regel en hævet rand bestående af udkastet materiale, som ikke er nået så langt væk, og der er kraterrande eller -vægge, som er nedadgående skråninger til kraterbunden indvendig og til den omgivende måneoverflade udvendig. Afhængigt af nedslagets størrelse vil der være et omgivende område med materiale, som er kastet ud ved nedslaget. Området har typisk en lysere farve end omgivelserne, fordi det har været udsat for strålingserosion i kortere tid.

De mindste kratere, som er fundet, har været af mikroskopisk størrelse, og de er fundet i sten på Jorden, som stammer fra Månen. Det største krater, som betegnes som et sådant, er omkring 360 kilometer i diameter og ligger nær Månens sydpol. Det menes imidlertid, at mange af Månens have blev dannet ved gigantiske nedslag, hvor den skabte fordybning er blevet fyldt op med opstrømmende lava.

Kraterne opdeles normalt i følgende hovedtyper:

  • Kraterdiameter op til ca. 15 km. Dette er enkle, skålformede kratere, hvis dybde er omkring en femtedel af diameteren.[4]
  • Kraterdiameter mellem ca. 20 og 175 km. Dette er komplekse nedslagskratere, hvor kratervæggen typisk falder i terrasser ned til en flad kraterbund af størknet lava, og hvor kraterbunden har en eller flere toppe omkring kraterets midte. Toppene dannes ved en "plask-virkning", som skyldes, at det indgående objekts kinetiske energi omdannes til varme og smelter noget månemateriale.
  • Kraterdiameter mellem 175 og 300 km. Komplekse kratere med centrale toppe og med mere komplekse centrale, ringformede toppe i kraterets indre.
  • Kraterdiameter over ca. 300 km. Disse meget store kratere, hvoraf der er godt 40 på Månen, kaldes nedslagsbassiner. De er forbundet med forkastninger og andre deformationer af Månens skorpe, og udkastninger fra dem kan dække udbredte områder omkring nedslaget.

Fremtrædende kratere på Månens forside[redigér | redigér wikikode]

Den røde markering på nedenstående billeder viser beliggenheden af de anførte kratere på Månens forside.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger og kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. Stjernebasen
  2. (Engelsk) Lunar Planetary Institute
  3. Ib Lundgaard Rasmussen: Solsystemet, side 52 i kapitel 'nedslagskratere', 2005, Politikens Forlagshus A/S, ISBN 87-567-7411-7
  4. (Engelsk) Enchanted learning


Moon-Mdf-2005.jpg
Geologiske formationer på Månen
Catenae · Kratere · Dorsa · Fossae · Lacus · Månehave · Bjerge · Oceaner · Paludes · Promontorier · Riller (Rimae) · Rupes · Sinus · Dale
Se også: Månen · Selenologi · Månens geologi · Astronomiportalen