Nederlandsk (sprog)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Nederlandsk
(Nederlands)
Talt i: • Holland
• Belgien
• Surinam
Tales af mindretal i:
• Frankrig (Nord-Pas-de-Calais)
• Tyskland (Nordlig Niederrhein)
• Indonesien
• Canada
• USA• Aruba
• Bonaire
• Curaçao
• Sint Maarten
• Sint Eustatius
• Saba
I alt talere: 21,730.290 millioner[1] 
Rang: 47
Sprogstamme: Indoeuropæisk
 Germansk
  Vestgermansk
   Nederfrankisk
    Nederlandsk 
Skriftsystem: Nederlandsk variant af latinske alfabet 
Officiel status
Officielt sprog i: Holland Holland
Den Europæiske Union EUR
Flag til UNASUR De Sydamerikanske nationers forbund
Belgien Belgien
Surinam Surinam
Aruba Aruba
Curaçao Curaçao
Sint Maarten Sint Maarten
Reguleret af: Nederlandse Taalunie
Sprogkoder
ISO 639-1: nl
ISO 639-2: dut (B)  nld (T)
ISO 639-3: nld 
Områder i verden hvor der tales nederlandsk.

Nederlandsk (der i Danmark ofte opdeles i hollandsk og flamsk) er et vestgermansk sprog, som tales i Nederlandene, den nordlige halvdel af Belgien (i delstaten Flandern og i Bryssel), samt i Fransk Flandern. I Amerika tales sproget i Surinam, på Aruba og de Nederlandske Antiller og desuden i nogle områder af Canada og USA. I den tidligere nederlandske koloni Indonesien forstår ca. 1 million nederlandsk. Et afledt og forsimplet sprog, afrikaans, tales af afrikaanerne i Sydafrika og Namibia og flertallet af Kaplandets farvede indbyggere.

Begrebsforklaring[redigér | redigér wikikode]

I andre lande end Holland og Belgien er hollandsk et almindeligt navn for sproget.[Kilde mangler] Belgiere (og nederlændere der ikke er fra provinsen Holland) vil ofte protestere mod at sproget kaldes hollandsk, fordi de opfatter hollandsk som den dialekt, der tales i provinserne Noord-Holland og Zuid-Holland. Belgiere vil ofte fremhæve at mange af de ældste tekster på hollandsk faktisk stammer fra det middelalderlige grevskab Flandern.[Kilde mangler]

Flamsk er et dialekt af det nederlandske sprog i Belgien. Dette kan henvise til standardnederlandsk med flamsk udtale eller til de egentlige flamske dialekter. I sprogvidenskabelig sammenhæng bruger man kun ordet flamsk om dialekterne vest- og østflamsk, der hører hjemme i det historiske Flandern (den vestlige del af Belgien og det nordligste hjørne af Frankrig). I resten af Belgien tales der fransk (vallonsk dialekt) og tysk.

Selv om mange altså kalder sproget i Nederlandene for hollandsk og sproget i det nordlige Belgien for flamsk, er der tale om samme sprog med fælles normer og retskrivning. I begge lande taler man standardnederlandsk i f.eks. radio og fjernsyn. Der er en beskeden forskel i ordforrådet, svarende til forskellene på tysk i Tyskland og Østrig, og der er karakteristiske forskelle i udtale. I de egentlige dialekter er der langt større forskelle, men udtale- og dialektgrænserne følger ikke statsgrænsen, hvorfor det er forkert at dele nederlandsk op i "hollandsk og flamsk".

Indtil 1950'erne hed sproget i det nordlige Belgien officielt flamsk, men da blev der overvejende brugt fransk som kultursprog i Belgien, og det var endnu ikke afgjort om flamlænderne ville satse på et særligt flamsk eller et fælles nederlandsk skriftsprog. Siden 1960'erne har den Nederlandske Sprogunion ført en aktiv harmoniseringspolitik, der sikrer fælles normer for grammatik og retskrivning. Når man har brug for at skelne mellem de to nationale varianter, hedder de officielt nordnederlandsk og sydnederlandsk, men i daglig tale omtaler mange stadig den sydlige variant som flamsk.

Dialekter og regionalsprog[redigér | redigér wikikode]

Sprog og dialekter i Benelux.

Inden for det nederlandske sprogområde findes der mange forskellige dialekter.

Nedersaksisk og limburgsk danner et grænseområde til henholdsvis nedertysk og højtysk, og det kan diskuteres om de skal medregnes til de nederlandske dialekter. Nedersaksisk tales også på den anden side af grænsen, i Nordtyskland, hvor det kaldes nedertysk eller plattysk. Nedersaksisk og limburgsk er officielt anerkendt som regionalsprog. Det er under overvejelse om dialekten Zeeuws (i Zeeland) også skal anerkendes som regionalsprog.

I provinsen Frisland tales frisisk, der er et separat sprog og ikke en dialekt af nederlandsk.

På nederlandsk bruger man ofte begrebet streektaal ("egnssprog"), der både kan omfatte dialekterne og separate sprog som frisisk.

Det nederlandsk-tyske dialektområde er således et kontinuum, hvor det ene sprog langsomt går over i det andet. I dag er varianterne på begge sider af grænsen naturligvis blevet præget af de nationale standardsprogs ordforråd, hvorfor sproggrænsen er blevet noget skarpere end før. Det tyske og det nederlandske rigssprog er separate sprog, fordi de er baseret på germanske dialekter meget langt fra hinanden og med tiden har udviklet hver sit ordforråd, grammatik, retskrivning og litteratur.

Dialekter[redigér | redigér wikikode]

Nederlandsk og dansk[redigér | redigér wikikode]

300 år Nederlandsk på Amager[redigér | redigér wikikode]

Christian 2. hentede i sin tid 24 bondefamilier fra Nederlandene til Amager hvor de bosatte sig i Store Magleby som blev grundlagt i 1521.[3]

Her blev der flittigt talt nederlandsk i cirka 300 år, da selve undervisning på byens skole og præstens prædiken i byens kirke forgik på nederlandsk. I 1811 måtte de nederlandsktalende familier dog bøje sig for de danske myndigheder, der bestemte, at der nu skulle tales dansk.[4][5] At nederlandsk på Holbergs tid uden større vanskelighed blev forstået i København, kan ses af hans komedier; se f.eks. her.

Nederlandsk nu[redigér | redigér wikikode]

Danskere opfatter ofte nederlandsk som en "blanding mellem tysk og engelsk". Årsagen til denne opfattelse er som regel, at man genkender elementer fra både tysk og engelsk; nederlandsk er imidlertid ikke en blanding mellem disse to moderne sprog. De sydlige vestgermanske dialekter i de højtyske områder, som det moderne tyske sprog er baseret på, har gennemgået den germanske lydforskydning. Denne forvandling har dog ikke påvirket de nordlige vestgermanske sprog, som er forløbere for de lavtyske dialekter, samt engelsk og nederlandsk. Selv om nederlandsk i struktur minder om det nært beslægtede tysk, deler det derfor fortsat kendetegn med engelsk, der på et meget tidligt stadium har udskilt sig fra de øvrige vestgermanske sprog.

Eftersom nederlandsk er tæt beslægtet med plattysk, er der en stor gensidig forståelse mellem talere af dansk og nederlandsk – i hvert fald på skrift. Plattysk har nemlig haft meget stor indvirkning på dansk i middelalderen, og omkring 30-35% af det danske ordforråd og faste udtryk er afledt af plattysk. I udtale adskiller sprogene sig dog markant (se nedenfor).

Udtale[redigér | redigér wikikode]

Udtale af nederlandsk adskiller sig markant fra det beslægtede tysk og fra dansk, på trods af den relative læselighed af sproget. I modsætning til f.eks. dansk er der i nederlandsk temmelig klar sammenhæng mellem skrift og udtale. På nederlandsk kan vokaler fordobles for at vise vokalens længde. Samtidig vil en fordoblet vokal få en anden kvalitet. For eksempel udtales 'a' i hak (hakke) som 'a' i dansk dam og 'aa' i 'haak' (krog) som 'a' i dansk arme med tendens mod fladt a som i dame. En enkel vokal udtales dog også som 'dobbelt', hvis den efterfølges af en enkelt konsonant og en vokal igen. For eksempel udtales 'a' i haken (kroge) det samme som 'aa' i haak (krog). I gamle dage plejede man dog at stave det som haaken.

De fleste konsonanter udtales som på dansk, med nogle markante undtagelser. Udtalen af det almindelige europæiske 'g' (som en velær lukkelyd, IPA [g]) er ukendt på nederlandsk, hvor bogstavet i stedet får en lyd som ch i tysk ach. I nordnederlandske dialekter er udtalen hårdere og mere raspende end i sydnederlandske dialekter, hvor det er mere som tysk 'ch' i 'ich' eller som det ældre danske bløde g i rige, kage, koge osv. Denne bløde g-lyd (zachte G) er en af de mest karakteriske måder at genkende sydnederlandsk på.

Udtalen af 'r' er meget variabel og kan være afhængig af placering i ordet, dialekt eller endda den enkelte sprogbruger. I sydnederlandsk udtales r'et som regel med tungespidsen, undtagen i limburgsk. I nordnederlandsk bruger nogle et rullet tungspids-r og andre et rullet drøbel-r (som de fleste tyskere). Det forekommer at samme person bruger flere forskellige r-lyde i fri variation, endda inden for samme sætning, men der er ingen betydningsmæssig forskel.

Det nederlandske sprog kender en række tvelyde, nemlig au/ou, ij/ei og ui. Tvelyden au/ou staves forskelligt, men udtales ens, omtrent som dansk av. Tvelyden ij/ei udtales også ens; udtalen ligger mellem dansk aj og æ og lyder lidt som æj. Den karakteristiske tvelyd ui lyder lidt som øy eller ay. eu er ikke en tvelyd, men udtales som langt ø.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. Languages of the World Ethnologue, hentet 2011-02-14 (Engelsk)
  2. Hoppenbrouwers, 2001
  3. Den hollandske indvandring
  4. "10 Danskere" af Neel Jersild Moreira; (c)2003 Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S København. ISBN 87-02-00847-5
  5. "Hollænderbyen og dens mennesker" (C)1982 af Jan Dirchsen ved Nationalmuseets forlag.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]