Lorenzo Hammarsköld

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Formatering
Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg
Lorenzo Hammarsköld.

Lorenzo (oprindelig Lars) Hammarsköld eller Hammarskiöld (7. april 1785 ved Wimmerby15. oktober 1827 i Stockholm) var en svensk litteratur- og kunsthistoriker samt kritiker.

Hammarskiöld blev student i Upsala 1801, og blev 1806 ansat ved det Kongelige Bibliotek i Stockholm, hvor han forblev til sin død. Allerede tidlig havde han gjort bekendtskab med den nyere tyske litteratur, med Goethe og romantikerne og havde derved fået afsmag for den nyklassiske retning, som var enerådende i Svenska Akademien. I Upsala stiftede han bekendtskab med flere unge ligesindede litterater, og i forening med disse begyndte han nu kampen mod den gamle retning i Litt.; sammen med Claes Livijn stiftede han 1803 Foreningen »Vitterhetens Vänner« (V. V.), der blev Forløber for fl. lgn. Foreninger. H. var utvivlsomt den betydeligste Kraft bl. disse unge Protestanter, der i næsten en Menneskealder bekæmpede Akademikerne paa alle Litteraturens Omraader.

Af H.’s mangfoldige og mangeartede Arbejder kan frem for alt nævnes hans »Kritiska bref, rörande herr canzli-rådet C. G. af Leopold’s samlade skrifter« (1810), hvormed han retter Hovedangrebet mod Akademisternes betydeligste Mand, samt hans »Allmänna journalistens hederskrans« (1819), rettet mod P. Wallmark. De under Forfattermærket Nils Nyberg i »Polyfem« meddelte Bidrag, »Baggfolspapperna«, vakte stor Opmærksomhed ved deres bidende og ofte aandfulde Satire; ligeledes var H. Hovedforfatter til 1. Del af Romantikernes store Stridsskrift »Markalls sömnlösa nätter« (1820). Ogsaa paa andre, mere positive Maader virkede han for sine Ideer; her bør nævnes hans Overs. af Fr. Ast’s »Poesiens Historie« (1810), hans »Öfversätningar och imitationen efter äldre och nyare skalder« (1806), hans Tidsskrifter: »Läsning i hvarjehanda«  (1810) og »Lyceum« (1810—11), hans mange Bidrag til »Svensk litteraturtidning«, altid oplysende og vidnende om hans omfattende Kundskaber. Af særlig Interesse for Danske er hans ofte træffende og aandfulde Artikler om dansk Litteratur, som maaske er paavirkede af den unge J. L. Heiberg, der paa den Tid gæstede Sverige. Desuden har han udg. sproglige og filos. Arbejder, der dog ikke altid var lige heldige og ogsaa af hans Modstandere (f. Eks Tegnèr) blev grundig gennemheglede. Men af utvivlsom Fortjeneste er hans »Udkast till de bildande konsternas historia« (1817) og frem for alt det enestaaende Værk »Svenska vitterheten, historiskt-kritiska anteckningar« (1819, efter hans Død i ny Udg. ved P. A. Sondén 1833). Skønt dette Arbejde er noget ensidigt præget af sin romantiske Tendens og heller ikke er frit for Fejl og Mangler, er det dog et uvurderligt Hjælpemiddel til Studiet af Sveriges Litt. og har endnu ikke fundet nogen Afløser. Der er med Rette sagt om H., at han helt og holdent viede sit Liv til en uegennyttig Kamp for, hvad han ansaa for Ret og Sandhed. Nogen Biografi af H. eksisterer ikke, men i alle Værker om den Tids Litt. vil man finde ham som en Hovedskikkelse.

Kilder[redigér | redigér wikikode]